Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det gudløse materialistiske menneske klamrer sig til våben og magt. Det ser ikke nogen anden vej til lykke og velvære end undertrykkelse og mord af andre mennesker. Men ligesom man ikke kan udrydde ukrudt ved at så det, kan man heller ikke skabe lykke ved at så ulykke, avle frihed ved at så undertrykkelse. Efter enhver sæd kommer der høst. Og alle de ulykkes- og mordbefordrende væsener i verden er nu inde i en omfattende sæd og høst. Denne høst vil endelig afsløre for verden, at hverken atombomber eller andet overdimensioneret mordvåben vil være i stand til at kunne garantere virkelig menneskelig lykke. Ingen som helst form for ren og skær fysisk magt kan garantere selv den allerringeste form for absolut fred.

Freden er ikke et magtspørgsmål, men udgør udelukkende et sympati- eller kærlighedsspørgsmål. Det er netop kulminationen af menneskelig vildfarelse eller overtro, at våben og magt er det eneste fornødne. I en barbarisk verden, hvor den dyriske side i mennesket er så magtfuld, som tilfældet er hos det jordiske flokmenneske, hvor hensynet til næsten kommer i allersidste række, hvis det overhovedet eksisterer i nogen uselvisk form, må der naturligvis være en øvrighed, et politi- og retsvæsen til at danne værn imod det mest barbariske udslag af nævnte dyriske side. Men dette værn har ikke noget som helst med absolut fred at gøre. Det er blot en spændetrøje, i hvilken man nogenlunde holder menneskenes værste selviske instinkter i ave og dermed forhindrer anarkiet.

Det er de foran nævnte dyriske instinkter, der gør sig gældende staterne, nationerne eller folkene imellem. Men her har man endnu ikke noget for alverdens nationer og stater fælles effektivt politi- eller retsvæsen. De enkelte folk og stater hævder og tilsigter suverænitet. De vil være frie og uafhængige med hensyn til, om de skal eller ikke skal dele goder og fordele med andre stater, ja, de vil endog undertiden have ret til at tilegne sig andre staters eventuelle besiddelser og goder. Derfor kan en enkelt stat skalte og valte, stille betingelser og undertrykke andre stater, alt eftersom den er disse stater overlegen i våbenmagt. Magten bliver således det afgørende. Hvis samfundets borgere eller individer var ligeså fri for et fælles politi- og retsvæsen, som hver enkelt stat er det, ville der herske et blodigt anarki, hvor de stærkeste røvede og plyndrede, dræbte eller myrdede alle de personer, der stod dem i vejen. Her har menneskene altså forlængst indset, at en spændetrøje i form af et fælles politi- og retsvæsen var absolut nødvendigt. Men når det gælder stater eller folk, lever man endnu i den store overtro, at suverænitet er det eneste saliggørende. Dyrkelsen af suverænitet er igen i virkeligheden det samme som en dyrkelse af en spændetrøje, i hvilken man, om end ubevidst, holdes bundet til at udløse de dyriske kræfter, instinkter, magtsyge og erobringslyst. Man ser denne suverænitet lovprist og lovsunget i litteratur og digte, i kunst og opdragelse. Udtryk som "Ærens mark" markerer jo blot et mentalt område, indenfor hvilket de væsener, der her sidder inde med højderekorden af mord og drab på "fjenden", dennes kultur, hus og hjem etc. bliver lovpriste og dyrket som helte, bliver dekoreret med guld- og sølvkors og hjerter eller andre symboler på den kristendom, hvis virkelige fundament blandt andet blev pointeret af verdensgenløseren i de få ord: "Stik dit sværd i balgen! Thi alle de, som gribe til sværd, skulle omkomme ved sværd." I sandhed, en total underminering af krig. Hvor findes den kristendom i dag?

Det er ikke så mærkeligt, at de kristne stater, hvis folk højtideligt af staternes autoriserede, gejstlige myndigheder er døbte i "Faderens og sønnens og den hellige ånds navn", er blevet menneskehedens største krigsfolk, de største erobrere, de største undertrykkere, de største magtrepræsentanter, indehavende højderekorden i mordteknik, fabrikation af krigsmaskiner og udnyttelse af elementernes millioner af hestekræfter til udslettelse af "fjenderne". Tror man virkeligt, at dette er kristendom? – Hvordan kan dette stemme overens med den forkyndte kristne væremåde, der ganske enkelt udtrykkes i følgende: ". . .men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend ham også den anden til!" Hvordan kan man i Jesu navn stå og velsigne de mordvåben, der er tusinder af gange værre end det sværd, Kristus bad disciplen Peter om at stikke i balgen? – Hvordan kan man bede Gud om at være med til at ødelægge sine "fjender", medens man selv ønsker hele hans beskyttelse? – Siger ikke den samme kristendom: "Derpå skulle alle kende, at I ere mine disciple, om I have indbyrdes kærlighed?" – Tror man ikke det var sand kristendom, der blev åbenbaret på korset igennem verdensgenløserens ord: "Fader, forlad dem! Thi de vide ikke, hvad de gøre." Er der her nogen antydning af inspiration til lovprisning eller hævdelse af krigens princip?

Hvordan kan et virkeligt sandt kristent præsteskab, der påberåber sig at være Kristi tjenere og forkyndere af hans lære, være nationalpræget? – Sand kristendom kan hverken være tysk, fransk, engelsk eller russisk. Kristendom er en sand leveregel for det udviklede menneske, ganske uafhængigt af, hvor på kloden eller i hvilket land det så end måtte være født, og hvilken race det tilhører. Men når et lands præsteskab indvier eller velsigner soldater til at myrde og ødelægge et andet lands soldater, er dette præsteskab jo himmelråbende langt borte fra forståelsen af, hvem der er deres "næste", rent bortset fra den kendsgerning, at de ikke har nogen som helst lovhjemmel til i Jesu navn at indvi og velsigne folk til at overtræde det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Kristendommens udøvere, præster eller autoriteter verden over burde forlængst have været en mental eller åndelig stat, i hvilken de andre stater eksisterede. Kristendommen og dens præsteskab burde være alle ulykkeliges og besværedes fristed ganske uafhængig af nationalitet, politik og verdensanskuelse. Kristendommen er i sig selv højt hævet over primitive sympatier og antipatier. Den er i sin grundnatur fra verdensgenløserens mund og væremåde næstekærlighed i renkultur.

Alt, hvad der går imod dette, at elske sin næste som sig selv, er hedenskab. I sandhed, der forekommer vel nok megen hedenskab i det jordmenneskelige kristne samfund af i dag. Den sande rene kærlighedsvisdom er vel nok blevet spaltet ud i mange forskellige afsporinger i form af partiske særfortolkninger. Om enhver sådan særfortolkning har der dannet sig en flok eller gruppe af væsener, som igen hver især i form af religiøse og politiske sekter og sammenslutninger kalder sig Guds udvalgte eller mener at tilhøre menneskehedens elite og have monopol på saligheden. I denne deres selvbestaltede, indbildte storhed tror de sig igen berettiget til at dømme alle anderledes tænkende medmennesker til band og bål, til fortabelse eller helvede. Tænk hvilken indbildt kristendom, tænk hvilken kulminerende overtro, at man i Jesu navn kan forsvare krig, mord og drab og yderligere tro, at man har ret til at dømme andre til mørke og lidelse, skønt det ellers i den kristne verdensreligion hedder: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes! Thi med hvad dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad mål I måle, skal eder måles igen." – Overalt ser vi således, at hedenskabet og dermed døden har erobret den sande kristendom. I stor udstrækning har man efterhånden forplumret kristendommen med så megen hedenskab og gjort den til et forsvar for mange af de dræbende dyriske traditioner, som den i virkeligheden skulle advare og beskytte menneskene imod. Den rene kristendom er som en nytteplante, der er sået iblandt ukrudt. Ukrudtet er vokset op omkring den og har mere eller mindre halvkvalt eller forkrøblet denne kosmiske plante, dette guddommelige sennepskorn, der skulle blive til et stort træ, hvori himlens fugle skulle komme og bygge reder, ja skulle blive til et stort rige, indenfor hvilket alle bygger deres daglige liv, kultur og væremåde på en kulminerende kærlighed til alle. Men dette begyndende himmeriges rige, denne kristendommens kosmiske nedplantning i den jordmenneskelige mentalitet er altså ved at kvæles i hedenskabets eller de dyriske traditioners dræbende ukrudt. Mange af de mørke mentale ukrudtsplanter bliver i kristendommens navn ligefrem dyrket i stedet for at blive luget fra. Det er denne dyrkelse af mørkets eller hedenskabets selviske traditioner under mottoet, enhver er sig selv nærmest, der kendetegner den kristne eller kosmiske bevidstløshed. Den regerende eller magthavende del af menneskeheden tror hverken på en guddoms eksistens eller en logisk verdensstyrelse, ligesom dens egen udødelighed og evige identitet er så langt borte fra dens fatteevne eller sansesæt, at det ligefrem er en fornærmelse at påberåbe eksistensen af disse realiteter. Livsmysteriets løsning eller første årsag kan af nævnte del af menneskeheden kun opfattes som tilfældighed. Døden ruger således over den jordmenneskelige sfære, alt er skjult i en kosmisk nat. Virkningerne af nydelsen af kundskabens træ er sket fyldest.

Men det jordiske menneske, den døde Adam er igen i færd med at opstå. Ligesom vandet ikke evigt skal være kloakpøl, men urokkelig skiftevis må være med til ikke blot at udgøre det klare kildevæld, hvorved det levende væsen kan slukke sin tørst, men er også med til at danne den blå himmel, morgen- og aftenrøde eller andre atmosfæriske forgyldninger af tilværelsen for igen at blive til kloakpøl eller rendestensvand for atter at blive omdannet til skønhed og nydelse for både legeme, sjæl og ånd, således skal den kosmisk døde Adam og Eva, det jordiske menneske heller ikke blive ved med at leve i den kosmiske nat, kredsløbets dødssfære. Da hverken dogmer, hypoteser eller lignende, hvor skønne eventyragtige de så end måtte være formet, kan bringe menneskene til at tro, vil vejen frem således umuligt kunne befares ved hjælp af en ny religiøs tro. Derfor vil hverken dogmer eller profeter nu kunne hjælpe verden. Det er denne situation Jesus pointerer med sin omtale af de sidste tider og "talsmanden den hellige ånd".

Da ånd er bevidsthed, og bevidsthed igen består af tanker, bliver den hellige ånd således det samme som hellige tanker. Men hellige tanker kan kun være tanker, der absolut kun udtrykker den højeste sandhed. Den højeste sandhed er igen livets absolutte løsning, hvilket atter vil sige: det absolutte verdensbillede. Den hellige ånd er således en videnskab om livet, om det levende væsen, hvorfra det kommer, og hvorhen det går. Da denne videnskabs analyser er en ligeså virkelig dokumentation af livets psykiske eller kosmiske side, som den materialistiske mål- og vægt- eller talvidenskab er en dokumentation af livets materielle eller fysiske side, vil den således ligeså lidt kunne blive partisk farvet, blive sektdannende som den moderne materialistiske videnskab. Den materialistiske videnskab fortæller blandt andet, at to plus to er fire. Dette facit kan ikke være hverken fransk eller dansk, det kan hverken være socialdemokratisk, kommunistisk eller indremissionsk. Det er i sig selv kulminerende internationalisme. Det er universelt. Det er ens over hele universet eller verdensaltet. Livets analyser i form af den hellige ånd eller åndsvidenskaben er således universelle og dermed internationale og interplanetariske. Derfor bliver åndsvidenskabens facitter manifesterede som kendsgerninger det eneste, der kan forme menneskenes mentalitet til en samhørig kosmisk enhed. Alverdens nationer vil igennem åndsvidenskaben blive samlede i den eneste verdensopfattelse, der udelukkende udgør den absolut totale sandhed eller virkelighed.

Åndsvidenskaben afviger altså fra alle hidtidige beretninger om den psykiske eller kosmiske side ved livet derved, at disse kun er åbenbarede som dogmer, hypoteser eller overleverede opfattelser, der kun er skabte som trosobjekter – ikke som vidensobjekter, medens åndsvidenskabens derimod netop er konkrete og for intelligensen acceptable kosmiske oplysninger, der ved sin logiske udredning er gjort til kendsgerninger for den intellektuelle forsker. Med åndsvidenskaben kommer forskeren til at leve på kendsgerninger og dermed på virkelighed eller sandhed, medens væsenet på dogmerne, hypoteserne eller postulater kun kommer til at leve på tro eller formodninger. Trosobjekter, formodninger og postulater kan ikke udelukke tvivl. De rummer altid mulighed for at kunne være fejlagtige. Kendsgerninger derimod kan ikke skabe tvivl. Her lever mennesket ikke på formodninger eller eventualiteter, men på den rene ufejlbarlige virkelighed. Og kun denne rene virkelighed kan blive til fælles livsopfattelse for alverdens mennesker. For kendsgerninger må alle bøje sig, men ikke for trosobjekter eller hypoteser. Sålænge man lever på hypoteser og formodninger, vil der altid være højst forskellige opfattelser og forskellige grader af mangel på tillid. Alle kan ikke være lige forvisset om hypotesernes virkelighed. Dette har dannet grundlaget for alle de mange religiøse sektdannelser, der forekommer indenfor den samme religion. Noget sådant vil umuligt kunne finde sted der, hvor kendsgerningerne er blevet et livsfundament. Gennem åndsvidenskaben vil menneskene således blive til een hjord og een hyrde, hvilket vil sige: en i fælles erkendelse af den absolutte sandhed og moral, guddom og verdensbillede forenet menneskehed.

Verdens frelse består ikke mere i at samles om en person, men derimod i at nå frem til den virkelige sandheds erkendelse igennem den nu manifesterede åndsvidenskab med sit væld af kosmiske analyser. Her giver de den døde Adam og Eva, jordmenneskeheden, opstandelsen fra de døde og derved får de det lys tilbage i form af levende kosmiske analyser, der gør kristendommens evige facitter til levende, kantrollable kendsgerninger og dermed til næring – ikke blot for følelsen – men også i allerhøjeste grad for forstanden. Når kristendommens mange facitter, der alle går op i det ene facit, "du skal elske din næste som dig selv", og "alt er såre godt" bliver til levende videnskabelige kendsgerninger synligt for intellektet, da begynder freden at lyse i verden.

Når kærligheden bliver til videnskab, bliver det daglige liv ikke et spørgsmål om den bedste mordteknik, det bliver ikke et spørgsmål om landegrænser, det bliver ikke et spørgsmål om camoufleret eller åbenlyst slaveri, det bliver ikke et spørgsmål om kapital, renter eller timebetaling, det bliver ikke et spørgsmål om skatter, udpantning eller fallit, det bliver ikke et spørgsmål om statshemmeligheder eller spionage, det bliver ikke et spørgsmål om jordens ressourcer, stoffer eller materier, det bliver ikke et spørgsmål om arbejdsløshed, fattighjælp, filantropi, det bliver ikke et spørgsmål om religion, politik eller skik og brug eller andre former for flokkens mening. Når kærligheden er blevet til videnskab, eksisterer problemet penge ikke mere. Det skønneste menneskene da har tilbage at værne om og dyrke, er den menneskelige evne, ved hvilken det gør sig jorden underdanig til fordel for den "næste", man da elsker ligeså højt, som man elsker sig selv. På dette tidspunkt glider jordens kosmiske bane ind igennem himmeriges porte, og vi ser da de her nævnte mørke skyer fortoner sig og bliver til eet med den svindende kosmiske død eller nat bagude. Foran os funkler og lyser Guds åsyns strålevæld, og vi går ind til den herlighed, skønhed og glæde i lysets riger, der var beredt os allerede længe før verden var, og Gud indblæste livets ånde i jordens kontinenter og have. Og hermed er vi atter forenet med Gud i Paradisets have.