Kosmos 1951/5-6 side 89
Mogens Møller:
EN kætters TANKER
Et af de første kætterbål, som tændtes i det 17. århundrede, blussede op for at sende en særlig farlig og gudsbespottende djævlehåndlanger til det helvede, hvor man mente, han hørte hjemme. Denne mand, der i året 1600 måtte lide døden for sin overbevisning og brændtes på bålet til almindelig folkeforlystelse under overværelse af de højeste gejstlige og verdslige myndigheder, var Giordano Bruno. Når jeg har fået lyst til at fortælle Kosmos' læsere lidt om denne højt begavede mand, som måtte lide under, at hans tanker ikke gik i de vedtagne baner, er det dels for at prøve på at give et historisk perspektiv angående fritænkning og vise, at der – trods alt – er sket visse fremskridt i den vestlige kultur siden "de gode gamle dage", dels fordi denne "kætter"s tanker i den grad var forud for samtidens ideer, at mange af hans teorier er blevet bekræftet af senere tiders videnskabsmænd helt op til vore dage, og nogle af dem, som videnskaben endnu vil anse for fantastiske, bekræftes og underbygges af de kosmiske analyser.
Brunos liv og død.
Giordano Bruno gik i kloster i 1563 efter i nogen tid at have virket som lærer i logik og dialektik i Neapel. I klosteret havde han lejlighed til at foretage omfattende videnskabelige studier og kastede sig med særlig iver over astronomien. Studiet af Kopernikus, Telesius og Cusanus fik ham til at tænke over universelle problemer på en måde, der bragte ham i konflikt med kirkens lære. Han forlod klosteret og begyndte et uroligt vandreliv, der førte ham gennem Italien til Frankrig, England og Tyskland. Han blev doktor i filosofi i Tolouse og holdt i Paris, Oxford og Wittenberg både astronomiske og filosofiske forelæsninger. Han fik mange begejstrede tilhængere, men blev også forfulgt for sine frie anskuelser. Da han senere vendte tilbage til Italien, blev han angivet for inkvisitionen og fængslet. Efter at man i årevis i fængslet havde forsøgt at få ham til at fornægte sin lære, men forgæves, blev kætterhuen med de dansende røde djævle sat på hans hoved, han blev iført bodsskjorten og måtte bestige kætterbålet i Rom under kirkens forbandelse og mængdens hånende tilråb. Efter beretningerne døde han uden en klage, endog med lovsang til den højeste, stor i døden som i livet. Han vidste, at han skulle ikke dø, og at det brændende helvede, som præsterne forviste ham til, kun eksisterede i deres egen bevidsthed, at han af det flammende bål befriedes fra et helvede og gik ind til en åndelig verdens lys. Hans tidligere stolthed, der af og til havde givet sig udslag i spot over samtidens store uvidenhed og blinde dårskab, var forsvundet i fængslets ensomhed. Han fik tid og ro til at tænke endnu dybere over livets store problemer. Sin lære kunne han ikke fornægte, tværtimod, smerten og lidelsen fæstnede den kun yderligere i hans sind, men han blev mere ydmyg. Hvem ved – måske var fængslet netop den faktor, der skulle til for at han helt kunne fatte sin universelle tilværelse, sin enhed med Guddommen?
Brunos intuition.
Det var i korte træk, hvad man udfra en almindelig tankegang vil kalde: et usædvanligt menneskes livsskæbne og tragiske endeligt. Udfra et åndsvidenskabeligt perspektiv kan vi sige, at det var et lille brudstykke af et skæbnemønster skabt af et væsen, vi kender under navnet Giordano Bruno og oplevet på denne klode i det 16. århundrede efter Kristus. Brunos geniale intuitioner peger tilbage i fortiden mod tidligere liv i en stærk åndelig udvikling, og en ånd som hans vil sikkert adskillige gange inkarnere her for at hjælpe udviklingen frem mod det mål, han også dengang erkendte for menneskeheden: foreningen af det menneskelige og det guddommelige i det enkelte væsen baseret på universel tænkning og universel kærlighed.
Hvad var det da for tanker, der bragte denne mand i konflikt med den herskende gejstlige magt, endda i den grad, at han blev dømt til døden? Han slog hele det gamle kristeligt-dogmatiske verdensbillede i stykker, banede nye veje for videnskab og filosofi og fremsatte teorier, der har inspireret senere tiders videnskabsmænd og tænkere. Mænd som Galilei, Spinoza, Leibnitz, Schelling og mange andre helt op til vore dage har følt sig grebet af hans storslåede ideer og har søgt på deres måde at føre dem videre.
Når man har læst om kætterbålenes og hekseprocessernes tid, undrer man sig ikke over, at en så vidtskuende ånd, der åbent udtalte sig om sine anskuelser, måtte blive betragtet som en af djævelen besat vranglærer af de naive, og af de kun på magt og materie koncentrerede intellektuelle som en mand, der var farlig for deres sikkerhed og måtte ryddes af vejen.
Giordano Bruno var virkelig en fritænker i ordets bedste forstand, derfor måtte han som så mange andre før og efter ham fysisk bukke under for meningsdiktaturets oppositionsudslettende magt. Men hans tanker kan ikke dø, de er nemlig – hvad han også selv vidste – ikke blot hans tanker, men intuitioner, impulser, tilgængelige for enhver, der kan åbne sit sind for dem. Derfor er hans ideer også blevet bekræftet i senere tider og vil yderligere bekræftes, når flere og flere mennesker lader deres tanker vandre ad åndsforskningens lønlige stiger, der vil føre til udsigtspunkter med så storslået et udsyn, at fortidens myter og æventyr i forhold dertil bliver temmelig fantasiløse beretninger.
Brunos verdensbillede.
Verdensrummet er uendeligt, hævdede Bruno, og Gud sidder ikke i skyerne på en trone. Gud må opfattes pantheistisk som den evige verdensårsag, og universet er Guds levende organisme. Gud kan ikke opfattes i almindelig forstand, hvor man kun opfatter ved at sætte noget i modsætning til noget andet, da Gud er den, der omfatter alle modsætninger. I sin store kulturhistorie skriver Egon Friedell bl. a. om Bruno:
"Endnu mere forbavsende er Brunos forudanelse på astronomiens område. Han fuldendte Kopernikus' system og var forløber for Galileis. Han beviste, at jorden kun tilnærmelsesvis har kugleform og er fladtrykt ved polerne, at også solen roterer om sin akse, at alle fiksstjernerne er sole, som talrige planeter, vi ikke kan se på grund af afstanden, bevæger sig om. Han opstillede teorier om verdensæteren, som først i den allersidste tid har vundet gyldighed; han havde endog en anelse om relativitetsteorien, idet han lærte, at der var lige så mange tider som stjerner, ja, enkelte af hans anskuelser griber endog ud over videnskabens nuværende standpunkt og hører fremtiden til, nemlig hans hypoteser om himmellegemernes tilstand. I Kosmos, sådan som han tænkte sig det, kredser talløse stjerner og kloder, sole og jorde. Ingen af dem danner midtpunktet, for universet er lige uendeligt til alle sider.. Der er lige så mange midtpunkter i verden, som der er verdener, ja, atomer. Alle stjerner er individer, kæmpeorganismer og i forhold til endnu større verdensindivider kun dele af organer. Alle disse kæmpelegemer er bygget op af de samme elementer. Derfor er det også kun de samme kræfter, som vi kender, der virker i dem."
Friedell citerer af Brunos skrifter: "Den, som mener, at der ikke findes flere planeter end dem, vi kender, er omtrent lige så fiffig, som den, der tror, at der ikke flyver flere fugle gennem luften end dem, han netop kan se fra sit lille vindue." "Kun en dumrian kan hævde, at der i det uendelige rum, på de talløse kæmpeverdener, hvoraf sikkert de fleste er gunstigere stillet end vi, ikke skulle være andet end det lys, som vi kan se hos dem. Det er temmelig enfoldigt at tro, at der ikke skulle være andre slags levende væsener, andre forestillingsevner eller sanser end dem, vi kender til."
Bag alle disse verdensvæsener fra atomer til stjernesystemer – og deri også indbefattet menneskene – forestiller Bruno sig noget udeleligt og evigt, "monaden", der er Guddommen selv, som, til trods for at være en udelelig helhed, dog i hver enkelt viser sig i en særlig åbenbaringsform, ligesom den organiske kraft er helt og fuldt til stede i hver mindste del af en organisme, og kunstværkets idé findes i hver enkelt del af et kunstværk. Også kredsløbsprincippets universelle betydning anede han, at lige som jorden bevæger sig om sin egen akse og om solen, sådan følger hver ting sin særlige livslov og den almindelige verdenslov, og døden er lige så lidt en overgang til det store intet, som fødselen er en opkomst fra det store intet. Friedell, der selv er stærkt inspireret af Brunos tanker, slutter sin omtale af ham således:
"Kan man virkelig for alvor tvivle om, at alle gudskabte væseners mission, at åndeliggøre sig fuldstændig, ikke allerede er nået på mange himmellegemer? Hvert himmellegeme repræsenterer et trin af fuldkommenheden, det vil sige, en af de opnåelige grader af åndeliggørelse. Hvert af dem er fuldt af liv, befolket, i udvikling opad, selv om dets beboere måske ikke altid ser ud som en professor i astronomi."
Åndsvidenskaben.
I vore dage bliver man ikke slået ihjel for at nære anskuelser som Brunos, i alt fald ikke her i vest. Det betyder dog ikke, at sådanne tanker omgående vil blive almene og anerkendes af de såkaldte autoriteter. Man kan roligt regne med at blive anset for en overspændt fantast, hvis man alt for højrøstet lufter sådanne ideer. Ikke desto mindre vil de støt og roligt brede sig til hele menneskeheden, efterhånden som de nødvendige erfaringer bliver gjort. "Megen god gammel visdom har begyndt med at være galskab," siger Knud Hjortø, og adskilligt af Brunos "galskab" er allerede god gammel visdom i dag. Det i hans lære, som endnu synes fantastisk, vil også blive forstået med tiden, men først på basis af den kosmiske analyserække, som en anden stor ånd i vore dage giver menneskeheden. Martinus' kosmiske analyser ikke blot bekræfter, men udvider de perspektiver, som kætteren fra det 16. århundrede fandt frem til. Og det, som hos Bruno var stærke kosmiske glimt og fra ham udslyngedes som gigantiske, men ufærdige tanker, "som glødende formløse lavablokke", siger Friedell, "der satte hele verden i skræk og undren", det forekommer i dag stilfærdigt og roligt fra en kosmisk bevidsthed som tanke kædet til tanke, et urokkeligt verdensbillede, der, som det også var Brunos ønske, forener videnskab og religion, tanke og følelse i det intuitive klarsyn.
Angst og had, åndeløst hastværk og blind materialisme præger størstedelen af menneskeheden i dag. Men de evige tanker, som Bruno fandt frem til, er stadig tilgængelige for den søgende ånd. Menneskehedens erfaringer vil forme sig, så flere og flere efterhånden søger sådanne tanker, og i dag findes der, hvad der ikke gjorde på Brunos tid, en åndsvidenskab, der er som et "kort" over de mentale egne, den søgende længes imod og gennem sin indre verden vil finde frem til. Det tager tid, før det går op for mennesker, at Martinus' arbejde ikke er en sekt, der, når man bare tilhører den, "giver fribilletter til paradiset". Men efterhånden vil det ikke kunne undgås, at flere og flere opdager, at det er fri forskning, Martinus appellerer til hos den enkelte, og den levevis, som uvilkårligt må blive resultatet deraf: næstekærlighed i det store som i det små.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige