Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Mandag den 21. maj sov en af Martinus' arbejdes mest trofaste venner Anders Peter Nielsen, Osted, stille hen i sit enoghalvfemsindstyvende år. I KOSMOS for februar d. a. bragte vi ham en hilsen i anledning af hans halvfemsårsdag og antydede da, at vor gamle ven nu følte sig "mæt af dage", og blot ønskede sig netop den stille og fredelige død, der blev ham til del.

Kun få mennesker opnår at få så langt og så rigt et liv som vor nu afdøde ven, og kun få har anvendt "den kostbare tid" bedre, end han har gjort. Resultatet af hans livsindstilling er kendt af mange. Den resulterede i et otium, der i sig selv udgjorde en model for alle de, der kom i berøring med ham, rigt som det blev på gode venner, der søgte ham for hans dybe åndelige indsigt og blide, elskelige væsen.

1ste pinsedag overraskede han os alle ved endnu engang at komme op til Kosmos ferieby for at høre Martinus' foredrag. For os, der kendte ham, var det åbenbart, at hans besøg betød et farvel til denne plet, som han elskede meget højt. Med hele sin sjæl lyttede han til Martinus' ord og tog bagefter en gribende afsked med ham.

Lørdag den 26. maj blev han begravet på Osted kirkegård. Et meget stort følge ledsagede kisten, der var svøbt i sagens store flag, til graven. I det efterfølgende bringer vi efter et fra mange sider fremsat ønske et referat af Gerner Larssons tale ved bisættelsen.

Da vi for endnu ikke fjorten dage siden omfavnede hinanden til farvel oppe i den ferieby, han elskede så højt, og som han ønskede at se endnu engang, vidste jeg, at det var sidste gang, vi mødtes her på det fysiske plan. Vi sad ved siden af hinanden under Martinus' foredrag, som min gamle ven fulgte med den mest levende interesse. Gang på gang vendte han sig imod mig for med et stille tryk på min arm at understrege, i hvor høj grad, de tanker Martinus gav udtryk for, varmede hans gamle hjerte, og da vi bagefter fulgtes ud, sagde han på sin stærke og inderlige måde: "Hvor menneskene dog trænger til at høre disse sandheder!"

Det var vemodigt for mig at sige farvel til ham. Jeg anede, at han ikke ville blive ret meget længere iblandt os, og denne anelse slog altså til. Men selvom dette dødsfald rammer mig personligt meget hårdt, fordi jeg påny mister et af de mennesker, hvis kærlighed og trofasthed har betydet så uendelig meget for mig i de vanskelige timer, min stilling i Martinus' arbejde uundgåeligt fører med sig, skal der ikke ved denne båre lyde nogen klage. Kun sjældent forundes det os at opleve et så fuldkomment livskredsløb som det, vi her har været vidne til. Om ham kan vi virkeligt med Grundtvig sige: "Han sov hen, som sol i høst går ned!" Da vi for kun få måneder siden fejrede hans halvfemsårs fødselsdag, en fest hvori hele dette sogn deltog på en for ham selv så glædesfyldt måde, sagde han til mig, at han nu kun havde eet ønske tilbage, nemlig det, at sove stille hen og så vågne op i den verden, han havde higet imod fra sin pure ungdom. "Jeg er jo meget nysgerrig, ved du," sagde han til mig, "og jeg regner med, at jeg snart skal opleve forunderlige og skønne ting!" Nu er dette ønske gået i opfyldelse. Intet bånd bandt ham længere til vor verden. Hans legeme var udslidt og hans fysiske mission opfyldt. Til alle sider har han gjort ret og skel, og hos alle dem, der virkelig lærte ham at kende, har han efterladt erindringen om et menneske, der ikke kendte til svig, og som aldrig skjulte for nogen, at livet uden kontakt med en universel Guddom forekom ham goldt og værdiløst.

Intet bånd? – – – jo endnu binder visse bånd ham til os, men det er ikke bånd, der bringer ham smerte der, hvor han nu befinder sig. Hans sidste ord til mig, inden vi skiltes, lød: "Går jeg over på det åndelige plan, inden vi igen ses, ved du, at jeg altid vil være din ven, og at jeg, om det forundes mig, vil vedblive at være dig til nytte!"

Som jeg selv blev knyttet til min gamle ven med stærke bånd, ved jeg, at mange blev det. Der boede i dette gamle legeme en levende og brændende ånd, hvis lys blev erkendt af mange. Sandheden – den evigtgyldige sandhed om livet, – var for ham det centrale i alt, og derfor måtte mødet med Martinus' verdensbillede uundgåeligt få den indflydelse på hans liv, det fik. Fra den time, han mødte dette verdensbillede, og til han lukkede sine øjne, blev det hans urokkelige inspiration. Han ikke alene læste og tænkte disse tanker, han levede dem så fuldt ud, som de kan leves i vor verden. Det ægte i hans natur forlangte konsekvens, og det faldt ham aldrig svært at rette sit liv ind efter den viden, han klart erkendte.

Jeg ved, at mange på denne egn betragtede ham som en gammel vismand, og de gjorde ret deri, for han var det. Hans sinds forunderlige mildhed og ro, hans øjnes stærke, klare glans, hans tales noble renhed, alt virkeliggjorde billedet af et menneske, der havde fundet vejen og fulgte den. Derfor opsøgte så mange ham, og derfor blev hans alderdom ingen bitter ydmygelse, men netop den "solnedgang", der nu tegner sine sidste skønne, lysende striber i vort sind.

Det kan være svært, meget svært, at stå ved en båre og skulle sige det sidste farvel til et menneske, man har lært at elske. Jeg underkender ikke sorgen og forstår ikke dem, der gør det. Men idag samles vi ikke i sorg. Selvom det er dybt vemodigt, at vor elskelige gamle ven ikke længere er iblandt os, bør glæden, og taknemmeligheden fylde vore sind. Som jeg her, på Martinus' vegne bringer, vor gamle ven en sidste kærlig hilsen og tak, føler jeg, at vi ikke alene hver især har noget, at sige ham tak for, men også, at vi i vore hjerter bør ønske vor kære gamle ven til lykke. Befriet for alt det, livet her fører med sig, har hans ånd nu betrådt den verden, som også i vore ensomme stunder lyser os imøde med sin vidunderlige frihed og kærlighed. En elskelig far og bedstefar, en elskelig og trofast ven har for en stund forladt os. For en stund, men ikke for evigt. For vi er alle kosmiske rejsende mod eet og samme mål: den Guddom, de fleste endnu kun svagt aner eksisterer, men som for vor gamle ven var den virkelighed, der ikke alene kastede glans over hans liv, men som også gav ham en meget, meget skøn død, og derefter en lysende opstandelse. Med et inderligt: Tak for alt, hvad du har været for hver af os, ønsker vi dig al den fred og lysende velsignelse, den verden, du nu har betrådt, formår at give dig, og i vore hjerter siger vi dig et inderligt: på gensyn!