Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tusinder af mennesker er på pinseferie i naturen. Forudsætningen for, at denne ferie, dette ophold i den dejlige frie natur, skal blive helt vellykket eller helt det, som alle de mange mennesker har drømt om, er denne, at der må være strålende solskin og den heraf følgende varme. Pinsen indtræder jo på en årstid, hvor hele naturen efter sin vinterdvale er vågnet til liv. Alt står ved pinsetid i sin skønneste udfoldelse og naturlige pragt. Overalt er der vidunderlige dufte, overalt er der en overdådig farvepragt, overalt er der også dejlige lyde. Tusinder af små sangfugle jubler imod himlen. Nattemørket har endog forladt vore breddegrader, så hele døgnet er et sandt orgie af velvære og liv. Gud er således ved pinsetid i færd med at lade det virkelige livs domæne lyse helt ind i den materielle, fysiske verden. Hvert eneste blad, hver eneste gren, hver eneste blomst, hvert eneste insekt, hvert eneste levende væsen er i øjeblikket omgivet af den hellige ånd, hvilket vil sige, den guddommelige faders bevidsthed, villie og tanke i sommer- eller lysudfoldelse. Der forekommer intet som helst sted i den levende natur, hvor den guddommelige villie for den, der kan se, ikke er synligt til stede. Overalt mærkes denne guddommelige villies og ånds nærværelse i form af de levende væseners glæde over sommerens og den heraf følgende livslyst, forplantningstendens og legemligt velvære.

De væsener, der har mindst del i hele denne, en højere verdens udfoldelse igennem livet på jorden, er menneskene. De befinder sig kosmisk set i dødens zone eller sfære, altså i den sfære, hvor hele det kosmiske liv, Guds bevidsthed og væsenernes identitet med Gud og evigheden er blevet noget, der er ganske totalt uforståeligt, ja så utroligt, at man ligefrem latterliggør alt, hvad der vedrører vejen fremad til menneskenes tabte paradis. Nej, her sværger man ikke til en sådan tåbelighed. Her er man rigtignok i stand til at skabe et anderledes strålende liv. Vi kan veje sol og måne, vi kan se ind i universets makrokosmos og mikrokosmos ved hjælp af optiske apparater. Vi kan styre millioner af naturens hestekræfter. Vi har gjort os selv til elementernes herre. Hvad skal vi med en Gud eller et Forsyn? – Er det ikke denne tåbelige eller kosmiske bevidstløse livsindstilling, der behersker mange af videnskabens repræsentanter? – Og er det ikke den samme naivitet, de store materialistiske diktatorer i god tro docerer? – Og hvor mange af alle de mennesker, der forlængst har forladt den autoriserede religions domæne, har nogen tiltro til bønnens kraft? – Og hvad er resultatet? – Er det ikke således, at væsenerne midt i den materialistiske herlighed, viden og kunnen er fængslede væsener? – De er bastet og bundet i et særligt slaveri. De er så langt fra at være virkeligt lykkelige som vel muligt. Hvilke af jordens øvrige animalske væsener, rent bortset fra de dyr, som menneskene ligeledes i deres kosmiske uforstand har fængslet i zoologiske haver, menagerier og andre erhverv, er så bundne som de jordiske mennesker? – Skal ikke millioner af mennesker hver morgen møde til et eller andet klokkeslet på et kontor, en fabrik eller anden arbejdsplads og være der i så og så mange timer? – Gælder ikke denne parole ligeså godt for de overordnede som for de underordnede funktionærer?

Nu vil man måske i henhold til foranstående sige, at arbejdspladsens eller virksomhedens indehavere er frie væsener. De kan benytte deres dag, som de vil. Ja, det er rigtigt, de kan benytte dagen, som de vil. De behøver ikke engang at tælle deres egen profit op. De har undertiden underdirektører, kontorchefer, kasserere, forvaltere etc. til at besørge det fornødne. De kan tage på ferie og lystrejser. De kan give partiet. De kan svælge i masser af materielle goder og fordele. Så de er da tilsyneladende så frie væsener, som man kan tænke sig. Og deres liv er da blevet en slags idealtilværelse set fra det almene menneskes synspunkt, som er lænket til mental og fysisk trældom i denne det moderne erhvervs økonomiske metoder og magt. Men er disse førstnævnte væsener nu også så frie væsener, som det ser ud til? – Er denne frihed, disse væsener har tilegnet sig, ikke i mange tilfælde en kunstig frihed, altså en surrogatfrihed? – Den opretholdes ikke ved nogen som helst naturlige midler, men udelukkende ved kunstige midler. Er denne frihed ikke i virkeligheden en krigserobring? Er den ikke undertiden tilegnet ved en kamp, i hvilken arbejdsgiveren altså havde de bedste eller mest overlegne våben, hvilket i dette tilfælde vil sige, en overlegen intelligens, en overlegen brutalitet og hensynsløshed, befordret af et overdrevent materialistisk begær efter at tilegne sig goderne, ligegyldigt hvad det så end måtte koste andre mennesker af sved, tårer, lidelse og undergang?

Vi har altså her to permanente krigsfronter, hvoraf hver part udløser stærke energier eller kræfter for at erobre herredømmet over den anden part. Menneskehedens domæne på jorden er altså en skueplads, der er opdelt i såkaldte frie nationer, stater eller folk, hvoraf ethvert sådant folk indbyrdes i virkeligheden er udtryk for to krigsfronter. Folket er her delt op i to kæmpende hære i form af fagforeninger og arbejdsgiverforeninger. Det lykkes af og til at skabe våbenstilstande, men aldrig fred. Hvad er en arbejdsoverenskomst andet end en våbentilstandsoverenskomst? – Den er absolut ikke nogen virkelig fredsbetingelse. Krigen, fagbevægelsen må stadigt eksistere. Der er ikke nogen som helst foranstaltning i en sådan arbejdsoverenskomst, der kan sikre arbejdsgiveren en rolig tilværelse, så han ikke behøver at være på vagt for sin erobrede frihed eller økonomiske sejr over de andre. Han må stadig med magt opretholde sin frihed. Og er en arbejdsoverenskomst for arbejderne eller de undergivne nogen sinde en opfyldelse af den længsel efter frihed og suverænitet, de har forestillet sig? – Må de ikke stadigt være kampberedte, må de ikke stadigt være på vagt for ikke at tabe terræn overfor arbejdsgivernes front? –

En frihed, der kun kan erholdes som en ved magt opnået erobring fra andre væsener, kan ikke være nogen retmæssig ejendom, for såvidt man vil erkendes som et virkeligt kristent menneske. Et menneske kan ikke være et væsen, der fuldstændigt baserer sin tilværelse på dyrets love, dyrets livsprincipper eller den dyriske grundlov: "Enhver er sig selv nærmest". Ligeså guddommelig og livsbetingende denne lov er indenfor de uintellektuelle eller instinktvæsenernes domæne, ligeså skrigende umulig og frihedsberøvende og dermed livsødelæggende er denne tilværelsesform indenfor den virkelige menneskelige tilværelseszone. Det virkelige kristne menneske er ikke kommet til verden for at lade sig tjene, men for at tjene. Derfor må den jordmenneskelige tilværelsessfære vedblivende være en jungle, være et dyrisk område, sålænge magtprincippet, den stærkeres ret, er den herskende faktor i kulturen og ikke blot opdeler jordmenneskeheden i adskilte stater, der kun udgør indre krigsfronter overfor hverandre, men gør denne statens indbyrdes befolkning til to krigsfronter. Men det er jo ikke blot den indre krigsfront, hvor der aldrig er fred, jordmenneskeheden befinder sig i. De enkelte nationer eller stater er således ikke alene i krig med sig selv, men befinder sig også mere eller mindre fremtrædende som en krigsfront udadtil i sit forhold til de dem omgivende nationer eller stater. Her er der i virkeligheden heller aldrig absolut fred, men kun en i heldigste tilfælde mere eller mindre tvivlsom våbenstilstand.

Denne ydre front udgøres af folkegruppernes eller staternes kamp om verdensherredømmet eller overmagten indenfor den samlede menneskehed. Denne ydre front har nu forenklet sig til i virkeligheden kun at udgøre to store fronter, de såkaldte øst- og vestmagter. Vi ved vel alle, at disse to store inddelinger af den samlede menneskehed udelukkende kun er to krigsfronter, mellem hvilke der i virkeligheden kun eksisterer en meget usikker våbenstilstand, alene baseret på frygten hos hver af parterne for at begynde en krigs blodbad og dødedans. Parterne frygter således gensidigt ikke at være stærk nok til at gøre det af med den anden part, en frygt, der så igen afføder et kolossalt kapløb imellem parterne i oprustning. Enhver ofrer eller tilsidesætter mange vigtige kulturfaktorer udelukkende kun til fordel for at komme først til de mest grusomme og mest raffinerede, massedræbende mordvåben og ødelæggelsesmaskiner. En fred eller våbenstilstand baseret på sådanne forhold er som en gnistregn i nærheden af benzindampe. Dertil kommer så, at de regerende myndigheder i stor udstrækning er gudløse, idet deres oprindelige verdensreligion, der kun er skabt for instinktet eller troen, og derfor ikke på nogen måde giver næring for intelligensen, umuligt kan have indflydelse på sådanne materialistisk-intelligensprægede væsener, der i dag fortrinsvis har adgang til regeringsposterne og de her under henhørende magtposter og embeder. Sådanne gudløse væsener har i virkeligheden ikke anden end dyrets livsbasis "den stærkestes ret", at holde sig til, men med en evne til, i kraft af den udviklede intelligens, at praktisere og virkeliggøre denne livsmetode i en kolossal overdimensioneret målestok i forhold til dyrene. At menneskeheden permanent må befinde sig i krig, kun afbrudt af mere eller mindre usikre våbenstilstande, sålænge de regerende magter og myndigheder ikke er udrensede for denne overdimensionerede dyriske livsform eller selvopholdelsesdrift, turde vel være selvfølgeligt, selv for et mindre intellektuelt udviklet væsen. Og derfor må menneskeheden leve i en tilstand, der betinger, at alt, hvad de kan præstere af værdier og goder udenfor det daglige kropslige livsbehov, må gå med til at skabe oprustning, militarisme, stående hære og flåder og de her under henhørende umådelige millionværdier, der holdes bundne i krigsberedskabet, mord- og drabsvåben og alle de øvrige kulturødelæggelsesmaskiner, ved hvilke det moderne samfund tror at kunne skabe kultur og fred. De to fronters hovedinteresse er således i kraft af den gensidige frygt for hinanden at ødelægge hinanden. Menneskene ønsker at dræbe menneskene. Et større kosmisk mørke eksisterer ikke. Den fortabte gudesøn tilbeder døden i stedet for livet.