Kosmos 1933/2 side 16
STJÆRNENATTEN
Det griber mig, det favner, mig,
det bær' mig mellem Stjerner!
O Stilhed! Rummets dybe Fred,
hvor kun et Sus af Evighed
min Sjæl mod Afmagt værner!
Omkring mig blaaner Nattens Dyb,
hvor fjærne Sole skinner,
og Jorden – selv et Stjerneskud,
igennem Rummet slynget ud –
i Nattehavet rinder.
O Jord, du Hjem for Sorg og Fryd,
du lille Jord, som svinger
i Evighedens dunkle Hav,
du stakkels Jord, vort Hjem, vor Grav,
– hvor trist, hvor ondt det klinger –.
Omkring dig bruser Dybets Strøm
og Nattens dunkle Vande,
hvor Morildsfunker risler frem
og slukkes i dit Kølvands Bræm
og knuses mod din Pande.
Du møder Sole paa din Vej,
omsust af Stjernefølger,
I drømmer samme dybe Drøm
og vugges paa den samme Strøm
i Evighedens Bølger.
Bær' ogsaa I den samme Slægt,
I Verdner, som vi møder,
og slæber Blodet i jert Spor
som her hos gamle Moder Jord,
hvis Børn i Had forbløder?
Palle Ivert.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige