Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er så tilbøjelige til at mene, at afstanden mellem plantevæsenet og det jordiske menneske er så umådelig stor, at disse to væsensarter ikke har meget lighed med hverandre. Ingen fejltagelse er større. Det jordiske menneske udgør blot en forlængelse af plantevæsenet og kræver rent fysisk de samme livsbetingelser. Planten udgør den første tilsynekomst af det levende væsen i den fysiske verden, medens det jordiske menneske på sin vis fuldbyrder plantens påbegyndte kredsløb og udgør det sidste væsen, der helt er bundet til det fysiske plan. Planten har således i dag alle de evner eller talenter i skjult tilstand, som åbenbarer sig i vor fysiske fremtræden, medens vi, i dybet af vor sjæl, har alle de evner eller talenter, som senere åbenbarer sig i en overfysisk tilværelse. Det kosmiske slægtskab mellem planten og jordmennesket er så udtalt, at man må være slået med åndelig blindhed, om man ikke kan se det. Sol, lys og luft udgør livskilden for begge væsensarter, og begge trives dybest set kun helt, når den for dem nødvendige fysiske og psykiske atmosfære er tilstede.

Livet afslører direkte for os, at der bag plantens ydre, fysiske tilsynekomst eksisterer en plan, der går ud på andet og mere end at lade planten være en åbenbaring af form, farve og duft, tre hver for sig vidunderlige intuitioner, uden hvilke livet her ville være uudholdeligt. Det afslører, at Han, der formede planten, kendte dens kredsløb og samtlige de vanskeligheder, der kunne opstå under dens passage af dette kredsløb. For intet normalt menneske vil vel stå frem og hævde, at de "sovende øjne" er blevet til "af sig selv"? Og klare sig fra problemet med påstanden om, at det er "naturen selv", der har frembragt denne løsning, er kun udtryk for den specielle form for overfladetænkning, der er blevet livspraksis i en verden, der er blevet angst for at udtrykke tingene med deres rette navne. Nej, som der bag enhver såkaldt "død" form eksisterer en skaber, eksisterer der også bag samtlige de levende former, vi møder i både plante- og dyreriget, såvel som hos det jordiske menneske en skaber, under hvis kontrol den ydre, fysiske materialisering finder sted. At der til denne kontrol hører en indsigt, der på forhånd er vidende om de muligheder for katastrofe, det fysiske plan rummer og på forhånd formår at forebygge de hårdeste virkninger af disse mulige katastrofer, – er samlet identisk med det, Martinus kalder "kosmisk beskyttelse".

Nu er det naturligt at spørge, om det princip, der eksisterer bag de "sovende øjne" i planteriget, også eksisterer bag det jordiske menneske, og om livet rent fysisk bekræfter dette princips eksistens. Intet er faktisk lettere end at besvare dette spørgsmål bekræftende. Livet omkring os dokumenterer indtil overflod, at vi alle er udrustet med "sovende øjne", der svulmer op og sætter nye skud, når en "bidende vinterstorm" har hærget vort legeme og vor ånd. Se til det menneske, der mister synet. Hvad sker? Er det ikke en kendsgerning, at når de første bitre virkninger er overstået, begynder livet påny at rejse sig, og de før måske så plumpe fingre afslører nu en helt ny side af deres muligheder. Nerver, som før var lidet selektive, ændrer karakter og kan komme så nær den ødelagte synsnerve i effektivitet, at den blinde igennem disse nerver kan bedømme afstande på en helt ud usandsynlig måde. Eller se to døvstumme tale fingersprog! Samtalen kan her foregå akkurat lige så livligt som mellem to såkaldte normale mennesker. Men der findes et endnu større og dybest set langt mere betydningsfuldt område, hvor vi kan erkende eksistensen af de "sovende øjne"s princip, og det er i vort forhold til de åndelige sorger livet kan lade os opleve, og som mindst ligeså ofte truer vor indre, åndelige balance eller sjælelige harmoni, som de rent fysiske slag livet giver os. Bliver vi ikke atter og atter vidne til, at mennesker som tilsyneladende knuses under vægten af sorg, efter en kortere eller længere stund ikke alene rejser sig påny, men rejser sig rigere og stærkere end før, altså åndeligt værdifuldere? Jo, vi gør! Vi gør det oven i købet så ofte, at det ikke er ualmindeligt, at man mennesker imellem hører om denne eller hin, at "han trænger til modgang" for at blive noget værd som "menneske". Læg mærke til det sidste! De har nemlig sjældent hørt nogen beklage sig over, at et andet menneskes dyriske egenskaber er for dårligt udviklede!

Overalt hvorhen vi end vender vor bevidsthed, bliver vi vidne til, at der over vort eget lille liv, som vi søger at planlægge efter "bedste evne", eksisterer et væsen, der er udrustet med langt større evner end vi selv, et væsen, der kender os og vor livs vej langt bedre, end vi selv gør, og som har tilrettelagt vor livsvandring efter en plan, vi kun i gudbenådede øjeblikke er i kontakt med. Var det ikke således, kan der ikke herske tvivl om, at det forlængst var lykkedes os i tåbelig blindhed at ødelægge alle livsmuligheder. Nu er det imidlertid således, at livet overalt bekræfter sandheden i de gamle ord om, at "alting tjener den til gode, som elsker Gud". Man kan her roligt oversætte ordet "Gud" ved "livet", idet disse begreber dybest set er synonyme. Menneskenes kærlighed til livet er ikke alene stærk, den er så stærk, at de normalt altid foretrækker det frem for døden. Og vi ser, hvorledes denne livskærlighed udgør en kraft, der altid formår at sætte "nye skud". "Hvor der er vilje, er der vej", siger et gammelt ord, men dette ord ville ikke være sandhed, om ikke der bag de knuste muligheder fandtes nye muligheder, som viljen kan realisere og bringe i vækst. Vi lever alle endnu i en verden, hvor guddomsbegrebet er meget lidt aktuelt. De fleste taler ligeså pænt om Guddommen, som man almindeligvis taler om de døde, og tænker ligeså lidt på ham, som på de sidstnævnte. Denne indstilling må man have for øje, når man tænker på de her berørte problemer, som netop afslører, at fordi vi ikke tænker på Guddommen, men mere eller mindre er optaget af vort eget, udfra den kosmisk-kemiske formel "enhver er sig selv nærmest", er dette ikke ensbetydende med, at Guddommen ikke tænker på os. Vi står her overfor den kendsgerning, at som Guddommen kendte de katastrofer, vi kunne møde og i tide skabte de forebyggende kraftcentrer, kendte han også vor sjælelige struktur, og anbragte os derfor i en tankeverden eller åndelig sfære, hvor denne specielle struktur kunne gøre nytte i kærlighedens tjeneste.

Holder man stadig den tanke fast, at livet afslører en altomfattende guddommelig verdensplan, volder det ikke større vanskelighed at se det område, hvor det almene jordiske menneske endnu kan gøre nytte og fyldest i kærlighedens tjeneste. Ramtes vi ikke af sorger og modgang, var der kort sagt intet, der hindrede vore fra dyreriget nedarvede egenskaber i at skyde nye og stadigt mere blodigtfarvede blomster, ville vi aldrig have blot den ringeste chance for at komme til at opleve fuldkommengørelsen af den drøm, der nu lever i vort inderste, og som går ud på engang at få lov til at opleve en verden af ånd, kunst, skønhed og livsglæde. Vi var da den evige underverdens eller hadets faste inventar. Nu derimod hamrer lidelserne, men vel at mærke de af os selv forberedte og fuldbyrdede lidelser i den grad nedover os, at der snart næppe findes blot eet normalt menneske, der ikke i sit inderste brændende begærer freden. Hver for sig har vort lille private hadcenter sået "blæst", og i fællesskab høster vi nu den "storm", der mere end noget andet har formået at "åbne" vore "sovende øjne". Uden denne "storm", der i sin ydre natur er den vildeste destruktion, men som i sit inderste væsen er kærlighed, fordi den så åbenbart er nødvendig for at få os til at tænke, til at besinde os, ville vi aldrig komme ud af det "helvede", som er blevet frugten af vore egne begær eller af det endnu eneste fuldkomne i vort væsen. I at tænke og handle slet, er vi eksperter. Med smukke ord i munden og fornem teknisk venlighed i vort væsen, er vi fremragende "forretningsmænd" eller "diplomater". Men se nøgternt den kendsgerning i øjnene, at når våbenesserne nu påny flammer mod himlen, og genoprustning er dagens løsen, så er det fordi, at vi, alle vore smukke ord til trods, stadigt er mere dyr end mennesker, stadigt er mere sikre på vor egen plan end på den guddommelige plan, der forkyndes hver eneste søndag i hundredtusinder af kirker og templer jorden over, og som i al sin enkelhed går ud på, at vi skal elske vor næste som os selv. I ord er vi enige om dette, åh, så enige – men hvor er vi dog også enige om, at våben, flere våben, er det bedste middel til at udløse denne "næstekærlighed".

Kosmisk set befinder det jordiske menneske ifølge Martinus sig i det kosmiske kredsløbs vinterzone, eller netop i den "årstid" hvor den foregående "sommer"s "knopper" kan blive dræbte af "vinterkulden". Mentalt er vi de "bladløse træer", men bag barken begynder livsstrømmen at røre på sig. Noget i os er meget lidt lykkelige ved det, vi oplever. Noget i os, aner, at det, vi ser omkring os, ikke er det endelige og slet ikke det, der kan være vort egentlige mål. Men vor sanseevne er endnu begrænset, og vort begær efter et andet sindelag end det af ældgamle nationale vaner og dyriske tilbøjeligheder prægede, vi nu er fortrolige med, så svagt, at nye "vinterstorme" må forventes at bryde løs, før vi for alvor forstår, at det er os selv, vor egen tanke- og begærverden, der er den største modstander af den fred, hele verden nu længes efter.