Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

To store verdenskrige har på voldsom måde brudt gamle traditioner og vaneforestillinger. Den ro, sorgløshed og livsglæde, der før krigene herskede blandt mennesker, findes ikke mere. Disse tilstande er blevet erstattet af uro, forvirring, ængstelse og en knugende frygt. Med gru stirrede menneskene en kommende mørk og dyster fremtid i møde. Deres inderligste og lønligste håb om fred over jorden er blevet bortvejret af så mørke politiske uvejrsskyer, at en ny krigs rædsler påny er indenfor det muliges område. Når hertil kommer, at store dele af menneskene lever en umenneskelig tilværelse i nød, sygdom og elendighed, bliver det forståeligt, at den åndelige armod er så stor, at man møder så mange udslukte ansigter. Livsmodet og glæden over livet og tilværelsen er blevet borte, idet dette blot at klare dagen og vejen for sig og sine kræver af det enkelte menneske næsten alle dets kræfter. Måske ville den grå hverdag med dens afsavn og modgang dog kunne bæres med livsmodet i behold, hvis fremtiden blot aftegnede sig således, at man turde håbe og tro på den, men brister troen og håbet her, synker mennesket ned i håbløshedens og afmagtens dybe mørke. – Livsmodet svinder bort, og i denne situation forsøger mennesker i deres dybe nød ved selvmord at udfri sig fra en skæbne, de ikke evner at bære. Denne udvej er imidlertid ingen løsning, idet intet levende væsen kan unddrage sig sin skæbne. Modgangen og lidelserne bliver kun udsat til næste inkarnation.

Det hænder ofte, at vi mennesker stilles ansigt til ansigt med så megen modgang, at byrden forekommer os for tung at bære, og så løber man den risiko at lade sig binde af martyrfornemmelser. Man kan ligesom forse sig på sin egen sorg og modgang, således at denne forstørres op og dækker ens hele mentale udsyn – alt andet synes i sammenligning hermed at være småt og ubetydeligt. Man har indstillet sit sind på den bølgelængde, der kun giver de mørke, pessimistiske og dystre tankearter, man har bundet sig selv i tankeforestillinger, der fuldstændigt underminerer livsmodet. Takket være de kosmiske analyser løftes vi mennesker undertiden således op over hverdagen, at vi kan få et glimt af det virkelige eller det kosmiske liv, og i denne virkelighedens verden findes der ingen tilfældighed, ligesom ingen kan lide uret og ingen kan gøre uret. Al modgang, lidelse og smerte er ingen straf, men skyldes udelukkende vor tankes og væremådes konflikt med de evige love for tilværelse, hvilket igen fortæller os, at hele tilværelsen er et spørgsmål om årsag og virkning. Alle handlinger enhver form for skabelse er udtryk for årsag og virkning. Når imidlertid enhver form for energiudløsning således repræsenterer årsag og virkning, bliver alt, hvad der eksisterer således ufravigeligt udtryk for planmæssighed – bestemte årsager udløser bestemte virkninger. Da hele vor livsoplevelse består i energiudløsning, kan vi således heller ikke eksistere uden at udløse årsager og virkninger. Disse virkninger er vor skæbne. Ethvert levende væsen bliver således i realiteten det dybeste ophav til sin egen skæbne, og begrebet uret har følgelig slet ingen eksistensmuligheder indenfor det virkelige livs område. Når man forstår, at der ingen virkelig uret findes, bliver det lettere for os at få sat den falske forestilling om martyrium på porten. – Kristus var da en martyr, vil sikkert en og anden nu tænke. Gennem århundreder har man jo opfattet Kristus som en martyrskikkelse, og hængende på korset med tornekronen på hovedet repræsenterer han sikkert for de fleste mennesker et symbol på dette begreb. Kan man imidlertid med rette anvende dette udtryk på et væsen, hvis bevidsthed var en verden af kærlighed og visdom, og som fuldt bevidst var indstillet på at give alle sine evner og kræfter for at hjælpe en lidende menneskehed og indstillet på at give sit liv for derigennem at demonstrere, hvorledes det fuldkomne menneske møder ondskab, forfølgelse, smerte og modgang. Et væsen, der udelukkende af kærlighed til menneskene viser sit sinds og sin væremådes fuldkommenhed for derigennem at skabe et lysende ideal for kommende slægter, kan man ikke kalde en martyr. Han var vidende om den smerte og grusomhed, han gik i møde, men også om den velsignelse, der efterhånden ville gro frem derigennem.

Når livsmodet undertiden svinder bort for os, så er det i reglen, fordi der er en eller måske mange ting, der formørker vor livsoplevelse og former den på en måde, der er helt anderledes, end man havde håbet og ventet. Hvem kender ikke dette pludselig at stå med tomme hænder – alle de åndelige skatte, man måske i løbet af mange år gennem ihærdig flid og vågen stræben mente at have i eje, de er på en gang gledet os af hænde, og man føler sig mentalt nøgen, fattig og ussel. Denne fornemmelse er imidlertid et fantasifoster, thi næppe fornemmer vi den første stråle af lys i vort mørke, før vi opdager, at vi intet har mistet. Disse skatte er vort evige livs arvelod og kan aldrig mistes. De kan, sålænge vi forvirres og ængstes af de ydre omstændigheder, fortone sig for os, vi kan fornemme dem som uvirkelige og ubetydelige, fordi vi endnu ikke ejer evnen til at bruge dem på den rette måde. Vi sender kun den detaille, som midlertidigt spærrer vor vej og bliver ængstelige og bekymrede. Vi forglemmer at placere tingene i deres rette forhold til helheden.

Vi lever i en meget vanskelig tid måske den vanskeligste, menneskeheden har gennemlevet, idet det religiøse liv eller det livsfundament, der gennem tiderne hidindtil har båret menneskelivet, nu pludselig ikke mere har bæreevne. Følgerne af denne udskillelse fra det åndelige liv møder vi atter og atter i en bestandig ringere og ringere moral. Når den stimulering af de humane kræfter, som finder sted gennem det religiøse liv, ophører, stilles vi ofte ansigt til ansigt med urinstinkter, som får deres afløb i former, der ingen forbindelse har med menneskelighed eller virkelig kultur. Det kan tilsyneladende se ud til, at stærke kræfter søger at udslette det humane og livsbefordrende element i menneskelivet – men takket være vort kendskab til de kosmiske analyser aner vi en hensigt bag dette tætte mørke og bliver bevidste i, at en stor plan i den guddommelige verdensordning skal bringes til fuldendelse. Verdensmentaliteten vil gennem det mørke, som vi allerede har oplevet og det uvejr, vi påny går i møde, blive indstillet på humanisme og næstekærlighed. Over jorden ruger atter et knugende mørke, men samtidigt stråler gennem mørket det stærkeste lys, og i dette lys skabes videnskabeliggørelsen af næstekærligheden, som er det eneste grundlag, på hvilket en virkelig verdenskultur i harmoni med livets love kan manifesteres. Dette stærke lys, som spreder og forjager mørket, er gennem tanker, ord og sætninger blevet omformet til "kosmiske analyser", som er livets største gave til menneskene i deres tungeste og mest mørke skæbnetime. Gennem dette blændende lys fortoner begrebet død sig mere og mere, og alt bliver liv, lys og kærlighed. Den ulykkelige, bekymrede og frygtsomme "jordens søn" får i dette stærke lys en anelse om at være en gudesøn på vej mod livets mest vidunderlige eventyr. Anelsen bliver lidt efter lidt til en urokkelig erkendelse, idet intellektualiteten må godkende de logiske tankerækker, den stilles overfor, samtidigt med, at sindets eller hjertets lønligste anelse bliver til vished. Det livsfundament, der smuldrede bort for "jordens søn" sammen med hans trosevne, får han gennem dette stærke lys tilbage som noget absolut urokkeligt, idet han analysemæssigt får en oplevelse af sit Jeg's sande natur som en gnist af den evige guddom – som den virkelige, urokkelige "Skaber" bag skabelserne bag villien og intelligensen. Han oplever sig selv som et levende "Noget", over for hvilket alt i livet uden undtagelse må være underordnede egenskaber eller biting, og undrende ser han, at dette "Jeg" eller "Noget" i sig selv ikke kan have haft nogen begyndelse eller afslutning, idet det aldrig nogen sinde er blevet skabt – det er en absolut evig realitet. – Måske må mennesket først fuldstændigt miste sig selv – blive borte for sig selv for at kunne finde sig selv og blive bevidst i denne sin høje gudesønlige identitet. – – – Gennem tilegnelsen af disse analyser når mennesket frem til at opleve sig selv på en måde som aldrig før. De personlige sorger og modgang vil selvfølgeligt stadigt eksistere, men en urokkelig indre viden om, at det er livets mening, at "Skaberen" skal beherske det "skabte", vil udløse uanede kræfter i menneskesindet og skabe et sådant perspektiv over oplevelserne, at de opleves, som det de er – en guddommelig undervisning. Mennesket vil således komme til at opleve sig selv langt stærkere, det vil komme til at opleve det universelle, samhørigheden med alle andre dybt i sit eget væsen.

I denne lyse tankesfære fyldes sindet med nyt livsmod og en stærk følelse af virkelig at ville noget positivt med sit liv lader et lille genskin af det stærke lys, som stråler ind over jorden, lyse og varme i det bekymrede og frysende sind. – Hvem har ikke, om end måske kun i en kort, men dog vidunderlig dejlig stund følt et genskær af dette livets lys flamme gennem sind og tanke med en sådan styrke, at kampen mod det ufærdige i sindet målbevidst tages op, thi det er den pris, der må erlægges for aldrig at miste dette lys. Alle vil vi møde "tærskelens vogtere", og vi vil sikkert møde dem på vidt forskellig måde, men de kosmiske analyser giver os fuldstændigt mentalt overblik over enhver situation og viser upartisk vejen mod lyset og vejen mod mørket. – Visse kirkesamfund symboliserer ved en brændende lampe, som lyser dag og nat, hvorledes livets lys altid stråler og lyser. Dette symbolske billede bliver til levende virkelighed for det menneske, som bygger sit livsfundament på de kosmiske analyser, på den ny inkarnation af de evige sandheder. Der tændes da et lys i bevidstheden, som er et mentalt kirkerum, i hvilket guddommens og gudesønnens samtale foregår. Efterhånden som denne guddommelige samtale bliver mere og mere bevidst, vokser bevidsthedens lys i skønhed, stråleglans og varme, og når det jordiske menneske når frem til sin opstandelse fra dyr til menneske, da vil bevidsthedens lys smelte sammen med det evige lys.