Kosmos 1951/3 side 44
Mogens Møller:
SIG FARVEL TIL IGÅR
En film uden slutning.
Mon ikke de fleste, der har set filmen "Farvel til igår", om hvilken der blev sagt: "Den bringer et budskab til hver eneste mand og kvinde i verden", er blevet dybt rystet over dens realistiske skildring af krigens rædsler; og mon ikke nogle af dem bagefter, når de tænker over, hvad de har set og hørt, er lige så stærkt rystet over dens budskab, ikke mindst på grund af filmens "slutning". Den havde faktisk ingen slutning, den var ikke et "farvel til igår" og endnu mindre et "god dag til i morgen", hvis man ved disse betegnelser tænker sig et farvel til krigen og en velkomsthilsen til freden. Der var ingen glimt af fred i den film. Det skal ikke forstås som en kritik af filmen, den kunne ikke være anderledes, eftersom den er en reportage af virkelighedsglimt fra Versailles-traktaten til Koreakrigen, en reportage fra "helvede" uden anden iscenesættelse end den, klipningen og sammensætningen af de forskellige dokumentariske filmstrimler har krævet, og det var godt gjort. For den, der søger større perspektiver, var der alligevel en slags "iscenesættelse" også i den film, nemlig menneskenes egen skæbnedannelse. "Farvel til igår" er brudstykker af "Det evige spil om Enhver", og man forstår endnu bedre, når man har set den, hvor meget menneskeheden trænger til den viden om sig selv og virkeligheden, der er det eneste, der kan bringe fred og mellemfolkelig d. v. s. medmenneskelig forståelse. Man er, efter at have set den film, endnu mere taknemlig over at have lært Martinus' analyser at kende og derved få mulighed for at tilegne sig en forståelse af "det ondes" princip. Et virkeligt "farvel til igår" kan ikke i øjeblikket laves som dokumentarisk film, thi dette "farvel" er kun en lille spire inderst i menneskesindet, en usynlig "vintergæk", der er skudt op imellem sne og is; men den er der, en spæd bebuder om afsked med den mentale vinters kulde og mørketid og mødet med et menneskehedens forår. I filmen kunne man mærke trangen til at sige "farvel til igår", til massedrab, rædsler og elendighed, og der ligger filmens mission. Men den rummer også muligheder for at formere krigspsykose, angst og panik, den viste tydeligt, at mennesket endnu ikke kender den måde, hvorpå der må siges "farvel", den enkeltes personlige "farvel til igår"
"Dagene længes, men vinteren strenges".
I øjeblikket kan man karakterisere menneskehedens mentale klima med det gamle ordsprog: "Dagene længes, men vinteren strenges". "Dagene længes", det er lysets sejr over mørket, i dette tilfælde åndens lys eller viden, der jager uvidenhedens mørke på flugt, den menneskelige skabeevnes og videnskabs udvikling og dens resultater i civilisation og kultur. "Men vinteren strenges"? Ja, thi vor viden om naturens kræfter og en stor del af vor menneskelige skabeevne bruger vi direkte til at forlænge "vinterkuldens" dræbende princip. Vi dræber udfra en møjsommeligt tillært viden om drabets teknik, som vi stadig forbedrer, og har forbedret til genialitet. Vi gør i drabet brug af "åndens lys", medens dyret i sit mentale "vintermørke" kun dræber udfra sine instinkters ubevidste selvopholdelsesdrift.
Det er ganske vist også selvopholdelsesdrift, der ligger bag vore krige, men hos os er den intellektualiseret til "egoisme", en begyndende viden om vigtige livsfaktorer. Dyret er ikke egoistisk, det kender ikke sit ego eller jeg som en modsætning til noget andet, det har endnu ikke "ædt af kundskabens træ på godt og ondt", dets jegbevidsthed slumrer i "paradisets have". Vi, derimod, lever bevidst på "jorden, der er forbandet for vor skyld", vi gør den selv til et "helvede" med "torne og tidsler", med bomber og granater. Den viden, vi er i besiddelse af, kan ikke hindre rædslerne, den bliver endda revet med og brugt til endnu værre rædsler, thi det er en "død" viden, eller måske snarere en endnu "ufødt" viden i "fostertilstand".
En viden, der giver sig udslag i begivenheder som vor nuværende verdenssituation, er kun en viden, der lige har overskredet uvidenhedens grænse og stadig er bundet i det dyriske. "Homo sapiens" har opdaget, at der er noget i verden, der fornemmes som "jeg" og noget andet som "det". Han er dyret, der er ved at blive bevidst i sin eksistens som noget forskelligt fra alt andet, ja, som selve verdensaltets centrum.
"Jeg og det" eller ego-ismens epoke.
Efter at vi, som kalder os selv mennesker, var begyndt at opleve en centrumsfornemmelse kaldet "jeg", blev denne ganske naturligt det vigtigste i verden. Vi blev i stand til at tænke og sige "jeg og det" og derved til at handle udfra en verdensopfattelse. Udfra denne begyndte vi at forvandle natur til civilisation og kultur. Omgivelserne, som vi under eet kan betegne "det", begyndte at få bevidst betydning for os i forhold til, som vi mente, at de kunne gavne eller skade "jeg". Der blev tale om et bevidst magtforhold. "Jeg" måtte beherske "det", enten "det" var levende væsener, naturkræfter eller ting. Denne livsopfattelse førte mod kulminationen af den ydre magt, som vi kan læse om den i menneskehedens historie, og derefter mod dens gradvise forfald, som vi oplever det idag. Snilde våben afløste lidt efter lidt den dyriske kraft, slaveri og despotiske herskemetoder var naturlige, og videnskaben om "det" udvikledes, så man i kraft af den efterhånden blev naturens herre.
Ego-ismens livsanskuelse er i store træk således: Det primære er "jeg", det sekundære er "det", som kun har betydning i forhold til dets betydning for jeg'et; "det" er mere eller mindre "dødt" i forhold til denne betydning. Dette "døde" kan ganske vist være levende væsener, endda mennesker, men dels er de "døde" for en, hvis man ikke har noget med dem at gøre, dels er de ikke mere levende, end at man kan tage deres liv, hvis de er en trusel for jeg'et eller blot er i vejen. Liv betyder kun noget i betydningen "ens eget liv", eventuelt de væseners liv, der er knyttet til en ved ego-istiske bånd. Ego-ismens epoke er jeg'ets opvågnen i "dødsriget", hvor alt er "dødt" eller uden betydning, når det ikke føles direkte at tjene til gavn for dette jeg – eller til skade, og så må det dø! – men også i den forstand, at man i denne tilstand frygter denne "nyerhvervede" centrumsfornemmelses ophør, at jeg'et kan dø.
I denne angst bunder det meste af vor tids angstpsykose, selv om man ikke er sig det bevidst. Det grinende dødningehoved kan ingen lide, fordi man frygter det, man ikke ved, hvad er. Men nye toner begynder som et crescendo at stige frem i menneskehedens orkester: næstekærlighed, demokrati, menneskerettigheder, tanken om "forenede nationer" o. s. v. Videnskaben tvinges af sig selv ind på at beskæftige sig med "det levende" i stedet for "det døde". Åndsvidenskaben spirer frem og beretter, at alt er liv. En ny sats er begyndt i den store symfoni, variationer over temaet "du og jeg".
Toner i "menneskehedens orkester".
Dette temas spæde begyndelse er svært at sted- eller tidsfæstne. Med visse mellemrum har et enkelt instrument i det store orkester spillet en solo, hvori nye tonesammensætninger havde en næsten chokerende magt og betagende skønhed. De andre instrumenter gentog det samme tema, så godt de kunne, men faldt snart tilbage til mere kendte klange i mørke dybder med skiftende udsving af angst og overmod.
Men endnu idag høres svage ekko af de toner, der kom fra en Zoroaster, en Buddha, en LaoTse og adskillige andre; for os her i Vesten især fra den vise og kærlige Nazaræer. Vel hører vi mest de klange, som hidrører fra dem, der forsøgte at lade deres instrumenter spille hans toner, men lytter vi tilstrækkeligt intenst, kan vi også i dem finde ind til det oprindelige, det befriende på een gang menneskelige og guddommelige budskab om kærlighedens magt.
Religionerne kom da også i ego-ismens tjeneste. Sværd blev velsignet, og fjendedrab helliggjort, og den dag idag hører man (f. eks. i den omtalte film), at feltherrer beder "den almægtige" om sejr for deres våben. Men det er døende toner, der ikke i den grad griber masserne, som de har gjort det før. "Den Herre Zebaot" og "Hævnens Jehova" er ved at blive skrinlagt ved siden af "Lyneren Zeus" og Odin og Thor.
I "menneskehedens orkester" er der kommet større og større forvirring. Særskilte grupper spiller i hver sin toneart og hver sin rytme. Hvem dirigerer? Er der en taktstok? Spiller man blot tilfældigt i øst og vest? Ingen "gud" står mere på podiet og svinger sin tordenkile, podiet er tomt. Er der en leder, er han usynlig – og så til hvad nytte! Små dirigenter dukker op hist og her og danner små separate orkestre. Man spiller nye og gamle toner imellem hinanden, fordrejer og karikerer. Forvirring og disharmoni præger alt, især dominerer trompeter og trommer.
Stadig lyder dog temaet "du og jeg", men kun som spæde toner mellem trompeters og trommers larm, stærkere, når disse et øjeblik tier af udmattelse. Men temaet trænger til fornyelse, det er, som om det er kørt fast og har mistet forbindelsen med den klart opbyggende tanke og med begejstringens varme.
Fællesskabet.
Alt dette er måske for nogle lidt for "svævende" tale, vi kan også tage mere nøgternt på det og tale sagligt om du og jeg.
Resultatet af religionerne, af de begyndende demokratiske ideer og af alle de andre reformtanker, der lidt efter lidt blev en del af menneskets historie, munder ud i ideen om det store fællesskab. Religiøst udtrykt: "Een hjord og een hyrde", socialt og politisk: "Een verden" og "Verdens forenede stater", den verden, hvor du og jeg er brødre uanset forskelligheder i race, evner og vaner, og hvor du og jeg deler verdens goder ligeligt.
Det er fremtidsperspektiver; men vi er for en stor del fortidsmennesker, derfor kan vi ikke realisere disse tanker – endnu. Kan man da leve nu og være et fortidsmenneske? Ja, inden for de områder af ens bevidsthed, hvor fortidens kampidealer og angstkomplekser endnu dominerer, er man fortidsmenneske. Det er i øjeblikket en udbredt opfattelse, at menneskeheden går sin undergang imøde, pessimisme og krigspsykose breder sig overalt. En film som "Farvel til igår" bringer ikke et budskab, der i synderlig grad kan medvirke til at fjerne vor urtidsangst. Tværtimod, den viser tydeligt, at folkeforbund, U. N., fredsforeninger o. s. v. er redskaber, hvis ydeevne – som ethvert redskabs – er afhængig af det "håndelag" og den viden eller bevidsthed, som fører redskabet. Statsmænd, generaler, soldater og civilbefolkning er alle, så længe deres bevidsthed lader sig fange af krigspsykose, i kløerne på deres egen dyriske fortid. Det er den, der "iscenesætter" krigen, det er den, der skaber "krigsskæbner".
Vi huser endnu i vort sind angsten for "dragen" eller "uhyret", og mange tror idag, at denne "drage" er russisk eller amerikansk; men "dragen" er fortidsmennesket i en selv, og på denne "indre front" må den sidste krig udkæmpes.
Fortidsmennesker og fremtidstanker.
Når fortidsmennesker arbejder med fremtidstanker, bliver resultatet kaos og disharmoni. Det er det, vi oplever nu i adskillige variationer.
Religiøst viser det sig derved, at begrebet "Een hjord, een hyrde" af religioner og sekter opfattes efter recepten: Det er VOR tro, der skal hverve proselytter over den hele jord, og de, der ikke vil tro som vi, ender i helvedes svovlpøl eller den evige udslettelse.
Med en sådan dogmatisk opfattelse udelukker de af sig selv alle, der ønsker at tænke selvstændigt, fra deres religion, ja, en tid måske endda fra "det religiøse", idet disse mennesker, der een gang har været ude for religiøs "voldtægt", uvilkårlig frygter, at alle, der på en eller anden måde viser sig at være religiøse, vil "omvende" andre med vold eller list.
Inden for politik møder man fra mange sider den opfattelse, at "Verdens forenede stater" nok er målet, men vel at mærke forenet under "vort demokratiske styre", enten det nu er orienteret i den ene eller den anden retning. Frihed, lighed og broderskab er det småt bevendt med i verden i øjeblikket både i det store og i det små. Den væsentligste årsag er, at man stadig tror på den ydre magt og vil reformere udefra. Man bruger ordene "du og jeg" i hverdagstale og fraser, men man ved ikke, hvem det er, man taler til, taler med og taler om, når man siger: "du". Man ved heller ikke, hvad der skjuler sig bag det lille ord "jeg" eller bag centrumsfornemmelsen. Det virkelige demokratiske må opbygges på basis af viden om disse livets fundamentale faktorer, videnskaben om "du og jeg" eller åndsvidenskaben. Virkeliggørelsen af denne viden, der taler til både følelse og tanke, er opfyldelsen af det ældgamle og evigunge bud "elsker hverandre".
Videnskaben om "du og jeg".
Temaet "du og jeg", som det lyder idag i menneskehedens orkester, er næsten altid trivielt, banalt eller sentimentalt. Man længes efter fornyelse uden rigtigt at vide, hvorfra den skal komme. Noderne til dette temas ny variationer er dog omtrent skrevet færdig, og enkelte amatører hist og her prøver at spille lidt, så godt de formår, betaget af alt det nye og dog så gamle, det nye værk rummer, og som langtfra alt sammen kan spilles endnu. Det gentager de toner, der var af en så betagende skønhed hos de store solister og forbinder dem indbyrdes og med de nye variationer. En større accentuering gør sig nu gældende, en rigere modulering, men stadig det samme tema, snart intimt og stilfærdigt, snart med større rytmiske udsving. De mørke toner danner baggrunden, men de lyse dominerer, de klare og løftende, et tonenet, et guddommeligt mønster væves og får larmen til at forsvinde.
Men dirigenten? Øjet søger ham ikke, behøver ham ikke mere, han er usynlig til stede i selve musikkens rytme, i hver musiker, der opfyldes af den nye livsrytmes varmende pulsslag, livets lovsang om "du og jeg".
"Sig farvel til igår", det gælder os alle, og der gælder hver dag. Det er at sige farvel til de vaner, der endnu binder os skæbnetungt til dyrerigets kampe og angst; men det er også at skabe nye vaner i forholdet "du og jeg", det er samtidigt et "god dag til imorgen", men derom mer i den næste artikel.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige