Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Jeg så ind i en blå, lysende himmel, der ligesom blev trukket til side, hvorved en ny og endnu mere lysende himmel kom til syne. Og således blev det ved at fortsætte, indtil en himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastig vibrerende materie, at jeg følte, at her var jeg på højden eller toppunktet af, hvad min organisme og bevidsthed kunne tåle. Et eneste skridt, en eneste brøkdel af et sekund videre, og den overjordiske bølgelængde ville med lynets umådelige kraft øjeblikket have ført mig ud af al fysisk tilværelse. Men i de brøkdele af et sekund, åbenbaringen varede, oplevede jeg en verden af hellighed, renhed, harmoni og fuldkommenhed. Jeg befandt mig i et hav af lys. Dette var ikke, som i min første åbenbaring, hvidt som sne, men havde derimod guldets farve. Alle detailler var ild, der var forgyldt. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede her og der, i alt og over alt. Jeg følte, at dette var Guds bevidsthed, hans egen tankesfære. Det var den materie, den almagt, den højeste levende kraft, igennem hvilken det guddommelige Jeg styrede og ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernebyer såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Jeg var ganske bjærgtaget –".

I ovenstående citat, der stammer fra bogen "Omkring min Missions Fødsel", skildrer Martinus selve kulminationen af den åndelige indvielse, der udgør grundlaget for hans senere fremtræden som skribent og forkynder af et nyt, universelt verdensbillede. Da det påskelørdag den 24. marts er tredive år siden, at denne indvielse fandt sted, altså en "menneskealder", vil næppe nogen tage mig det fortrydeligt op, om jeg benytter den her givne anledning til at kaste et blik tilbage over de svundne år, der for mange af os rummer denne vor inkarnations største eventyr.

Personligt tror jeg, at det er umuligt for et ganske almindeligt jordisk menneske at sætte sig ind i de følelser, der i de, for Martinus så skæbnesvangre døgn, har rådet i hans sjæl, dertil er de oplevelser, der knytter sig til "Den store Fødsel" endnu for langt borte fra vor egen sansehorisont, men rent menneskeligt er vi alle i stand til at begribe trykket af de vanskeligheder, der pludselig åbnede sig for den unge, ganske ukendte vendelbo, der tilsyneladende uden nogen art af forberedelse blev stillet overfor den største opgave, der kan lægges på et menneskes skuldre.

Jeg skriver med vilje "tilsyneladende", fordi livet senere hen tilfulde har bekræftet, at Martinus netop i sig ejede de åndelige egenskaber, der udgør forudsætningen for den her berørte opgaves løsning: evnen til at lyde sin indre kaldelse, evnen til i tålmodighed at vandre de veje, den medførte, og den åndelige frigjorthed, der i alt har gjort ham uafhængig af menneskers forsøg på indflydelse på den missions løsning, der var blevet ham betroet.

I en tid, hvor det vrimler med større og mindre profeter, må det uundgåeligt bibringe et menneske, hvem enhver form for offentlig fremtræden er direkte ubehagelig, et chok at blive klar over, at dets liv som ukendt privatmand er uigenkaldeligt forbi. I modsætning til så mange, for hvem den offentlige fremtræden er selve "livets lyst", ved den kosmisk bevidste, at denne fremtræden i sig selv er en udlevering til hån og spot eller til den "korsfæstelse", der altid må vente den, der bringer et budskab, der ikke alene ligger på et næsten ufatteligt højt plan, men også indebærer en viden, der totalt blotter den forfærdende mangel på åndelig indsigt, der idag gør sig gældende overalt. Ejede et sådant menneske ikke som medfødt evne dette at være "blid som en due og listig som en slange", ville det på forhånd være dømt til at blive knust under den byrde, der med indvielsen blev lagt på dets skuldre.

Livet har imidlertid forlængst bevist, at Martinus ejede samtlige de egenskaber, der her var påkrævede. Påny har vi alle oplevet et stort åndeligt lys' fødsel i en "krybbe". Ukendt af den store hob har Martinus i stilhed og under vanskeligheder, man skal have oplevet på nærmeste hold for helt at forstå, fuldbyrdet den ham betroede opgave. Kun få år til, og menneskeheden er da i besiddelse af et værk, til hvilket der ikke findes mage, og som allerede nu, og ikke med urette, er blevet kaldt "Det sidste Testamente", fordi det afrunder og fuldkommengør den viden, som "Bøgernes Bog" hidtil har givet os.

Bedre end de fleste ved jeg, hvor dristige de ord, jeg her har skrevet, er, men jeg ved, de er sande. Det er i virkeligheden så uendelig ligegyldigt, hvad mennesker af idag mener om Martinus' arbejde. Det er ikke afhængigt af vor hyldest eller kritik. Der findes virkelig i livet ting, der er hævet over enhver form for timelighed, skabelser, der uberørte af det, vi kalder "tiden", vil bestå, og som i deres "egen tid" vil fuldbyrde det, som var deres bestemmelse. Til disse skabelser hører Livets Bog. Om dette værk gælder de ældgamle orientalske ord "Medens hundene gør, drager karavanen forbi". Dets budskab er ikke et budskab for masserne, men for den enkelte, for den, der har gennemskuet den fysiske verdens illusion og følt en navnløs hunger efter uforgængelig og urokkelig viden besætte sig.

Mange har i de forløbne tredive år ventet, at Martinus' navn med eet slag skulle være på alles læber, mange – undtagen ham selv! Det er naturligt, at man i sin egen vældige begejstring for den viden, Martinus formår at skænke det virkeligt åndeligt hungrende menneske, mener, at alle har brug for denne viden, – men det er en vildfarelse! Det er nu over tyve år siden, Martinus lærte mig dette, da jeg, i min egen begejstring spurgte ham om, for hvem han dog skrev sit værk, når han ikke mente, at enhver havde brug for det, og som svar fik disse stilfærdige ord: "For de, som i øjeblikket befinder sig i moders liv og for dem, der følger efter!"

Mange af de, der dengang befandt sig i "moders liv", er nu ved at komme til "skelsår og alder" – og mange af dem sidder nu lyttende i kresene landet over. For dem er Martinus ikke en "ung, ukendt mand", han er selve deres åndelige livs inspirationskilde, som han har været det for alle os, der i disse år har fulgt ham, og som idag skylder ham alt, hvad vi virkeligt ved om vort evige liv.

Jeg føler ikke her nogen trang til at fordybe mig i Martinus' produktion. Den er, som enhver, der har interesseret sig for den, ved, et fantastisk vidnesbyrd om flid og offervilje eller om et liv, der helt og fuldt er levet for "de andres" skyld. For vore øjne har vi set en begyndende verdensbevægelse gro frem, måske det største eventyr, noget menneske kan opleve. Vort personlige bidrag til denne skabelses fødsel er, hvor stort vi end måske selv anser det for at være, i virkeligheden så ringe, at det, sammenholdt med den viden, vi har modtaget, er for intet at regne. I mødet med Martinus' kosmiske analyser fødtes der i dybet af vor sjæl evner og anlæg, som, når de engang når til fuld udfoldelse, vil skænke enhver af os netop den lykke, den indre fred og åndelige harmoni, der idag er vor sjæls inderste og lønligste længsel.

Tredive år er både en kort og en lang tid. For Martinus betyder den, at de første hvide hår forlængst har meldt sig, og at han nu kan begynde at se afslutningen på den mission, han blev indviet til at fuldbyrde. Stille har hans gang gennem verden været, og stille vil den måske forblive i de år, han endnu er iblandt os, – og dog har han i denne stilhed øvet den største og mest dybtgående indflydelse på mange, mange hundrede menneskers liv. Men selv når han ikke længere fysisk vil være iblandt os, vil han alligevel være her på den mest umiddelbare måde, thi frugten af hans missions fødsel er blevet den, at summen af de, der år efter år søger til Livets Bog for at få deres åndelige hunger tilfredsstillet, stadigt øges, – og den, der eengang har øst af denne kilde, vil aldrig være den samme som før. I hans eller hendes sind er der tændt et lys og født en kraft, der som en guddommelig hånd vil bære over alle afgrunde. Dette ved alle vi, der allerede i dette liv mødte dette lys og følte denne kraft, – intet under at vor sjæl er fyldt med den dybeste taknemmelighed og ærbødighed imod den ånd, der i så rigt mål blev Forsynets redskab i en for menneskeheden forfærdende mørk og ulykkelig tid.