Kosmos 1951/2 side 27
HORSENS AVIS DEN 25. JANUAR 1951
Kroppen er kun et lånt hylster.
Men vort jeg vil overleve døden og fortsætte i en anden tilværelse, siger Martinus.
Mange mennesker er blevet Thomas'er. Det er ikke længere tilstrækkeligt for os at tro på en ting eller et ord, at slå os til ro med, at sådan og sådan er det, og anden forklaring gives der ikke. Vi er nået så vidt, at vi måske gerne vil tro, men vi vil hellere vide, således at tro og viden smeltes sammen. Det er kun en naturlig ting. Arbejdet indenfor videnskaben f. eks. har kuldkastet mange af de teorier, vi troede på. Forskningen har skabt vished på områder, hvor vi før måtte nøjes med at gisne. Et af de problemer, der ikke mindst i øjeblikket beskæftiger mange mennesker, er livet efter døden. Vi er blevet oplært til at tro, at der findes en himmel og et helvede, og at vi efter døden skal havne det ene eller det andet sted. Men hvilken tilstand vil vi komme til at opleve, når vi er døde? Det spørger mange om i dag.
Formanden for Københavns Indre Mission, sognepræst C. Nygaard-Andersen, siger herom bl. a.: –Jeg tror, som en række talsmænd i den kristne kirke gennem tiderne har troet, at der følger en tilstand efter døden, hvor vi er ved fuld bevidsthed. Jeg tror ikke, at man slumrer ind, men at man er sig bevidst som personlighed. Kristus sagde til røveren på korset: "I dag skal du være med mig i paradis." Det siger os, at der ikke er tale om en søvntilstand gennem lange tider. Når man tænker på Bibelens øvrige tanker om dommens dag, er det naturligt at forestille sig en slags mellemtilstand, en ventetid, inden den store opstandelse kommer. Lignelsen om den rige mand og Lazarus forudsætter også et bevidsthedsliv efter døden. Man må tænke sig en forgård for den egentlige paradisglæde.
Livet er et kredsløb
Sådan siger altså en kirkens mand. Åndsvidenskabsmanden Martinus har også en forklaring på gåden om liv og død. Martinus? Ja, der er vist ikke ret mange udover hans stadig voksende skare af tilhængere, der kender navnet, og alligevel er han måske en af de mærkeligste mænd, vi har herhjemme. Martinus er født 1890 i Sindal. Han voksede op i små kår, kom som 18-årig i mejerilære, viste usædvanlige kundskaber, og som 30-årig overgav han sin skæbne i Guds hånd. Han har selv skildret den kraft, han har hentet hos Gud, og hans stærke kristendom må være tilstrækkeligt til at afvise de, som fristes til at kalde hans åndsvidenskabelige lære for noget ugudeligt fantasteri. Martinus, siger de mennesker, der har mødt ham, er et stort og rigt menneske, dykker blot dybere ned i livets gåder – han vil vide og ønsker at andre skal dele denne viden.
En af hans disciple, om man kan kalde ham så, tegneren Mogens Møller, Aarhus, der hver 14. dag gæster den åndsvidenskabelige kreds i Horsens, siger om spørgsmålet liv og død, at det jo kunne tænkes, at fødslen ikke var begyndelsen og døden ikke afslutningen, men at det hele er et led i et kredsløb. For hvorfor, spørger han, skulle den lille del af naturen, som vi mennesker er, være en undtagelse fra det kredsløb, der foregår i og omkring os – i det største og i det mindste? Vi er med til at opbygge en stor organisme, jordklodens organisme, solsystemet og mælkevejssystemet, noget som er led i et endnu højere system. Hinduismen, buddhismen og andre lærer tror på reinkarnationen, ja, der er flere her på jorden, der gør det, end der er mennesker, der ikke tror på det. Der tales også herom i den kristne lære.
Døden kan være en fødsel
Der er så meget i den kristne lære, der tyder på, at læren om reinkarnationen har været der, men at den måske senere er blevet forkætret, forkastet. I øjeblikket optræder vi mennesker i en fast form, men det kunne jo tænkes, at vi efter døden ikke lever i en fast form, men som en organisme af stråler og bølger, således som vor psyke i dag består af. Flere og flere videnskabsmænd er kommet til det resultat, at der er en mening bag det hele. Der må være både tanke og logik bag det, der skabes i naturen. Der må være et virkeligt forsyn, der har en mening med det liv, vi lever i øjeblikket. Vort nuværende liv er måske et helvede, fordi vi ikke er på bølgelængde med universets grundtone. Mennesker er i dag for en stor del søgende, men får at vide, at de skal tro dette og hint. Alle de forskellige dogmer er ikke skabt af Kristus, men af Kirkefædrene gennem tiderne. Man må imidlertid skelne mellem Jesu lære og læren om Jesus. Jesus er freden. Jesus blev korsfæstet, men vi korsfæster jo også freden hver eneste dag. Vi ønsker fred, men skaber alligevel krig. Vi må alle være med til at skabe fredsårsager, for vi kan ikke høste fred, når vi sår krig.
Evigheden, fortsætter Mogens Møller, er selve tilværelsens faste punkt, verdensaltets centrum, som vi er en del af. Vort jeg er hævet over tid og sted, fordi det er selve Evigheden. Døden kan være en fødsel til en ny tilstand. På denne måde kan man tale om overgangen fra grav til vugge som om det omvendte. Den indiske digter Tagore har engang sagt: "Det, jeg er, ser du ikke. Det, du ser, er min skygge." Kroppen er kun en maske. Vort jeg, vore tanker og følelser overlever døden. Vor fysiske krop er kommet af jorden. Den er noget, vi har lånt, noget vi skal levere tilbage igen. Det, der bliver tilbage, kan så leve videre i en anden tilstand.
Har Pierino Gamba levet i tidligere tilværelse?
Folk taler så tit om, hvorfor et så og så godt menneske dog skal plages med så forfærdelig en sygdom eller så store økonomiske ulykker, "for det har han eller hun slet ikke fortjent". Nuvel, det kan jo være, at dette ulykkelige er opstået som følge af noget, der ligger tilbage i fortiden. Det må ikke tages som straf, men som en belæring om, hvad der er ret, og hvad der er forkert. Jamen, vil nogle indvende, vi kan jo ikke huske, om vi har levet før? Den menneskelige hukommelse er meget kort. Måske, det er derfor, vi ikke kan huske noget fra et tidligere liv. Vi har fået talenter med fra et tidligere liv, og dem må vi udnytte.
Mogens Møller gav følgende eksempel: Vi har hørt om geniet Pierino Gamba, den store barnedirigent. Det er ligesom, han kan genkende de store værker, han dirigerer. Han kan altså have oplevet det hele tidligere – i et andet liv, eller han kan selv være en af de store mestre, han tolker. Hans talenter har han ikke arvet efter forældrene eller bedsteforældrene. Det er altså noget, han har haft med sig. Hvis vi i nuet skaber vor egen fremtid, er vi ved at blive vor egen skæbnes herre. Mogens Møller siger, at vi ikke skal give andre mennesker skylden for de ubehageligheder, vi møder i dagliglivet, for vi er måske selv ophavsmænd til dem. Man skal lære af vanskelighederne, og han slutter med at sige, at intet menneske kan have noget bedre forbillede end Jesus Kristus.
– – –
For mange vil disse teorier sikkert lyde fantastiske, og alligevel følger de en vis logik. Der findes ting mellem himmel og jord, vi intet kendskab har til, siges der. Ergo har vi lov til at gøre vore tanker derom, og mange vil komme til den slutning gennem nøgterne studier, at det ikke kan være meningen med tilværelsen, at den mørke grav er den uigenkaldelige afslutning. Spørgsmålet livet og døden og tilværelsen før det, vi betegner som fødselen, vil beskæftige stadig flere, og Martinus har redelige forklaringer at give. – Næste møde i Horsens holdes onsdag den 7. februar.
P. H.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige