Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når det drejer sig om at finde krigens begyndelse, gælder det samme perspektiv, som i al anden begyndelse, vi kommer længere og længere tilbage i menneskehedens historie. "Det er," skriver Thomas Mann, "som en vandring langs kysten, vandringen får ingen ende, fordi der bag hver leret klitkulisse, man stræber imod, åbner sig nye vidder, der lokker fremad til nye forbjerge."

Tidsrummet fra det tyvende århundredes tekniske vidundere tilbage over Renæssance og Middelalder til et af oldtidens største vidundere profeten fra Nazareth, er en umådelig lang tid, synes vi, når vi i vor tanke søger tilbage, og dog klatrer vi kun et meget lille stykke ned i "tidens brønd" ved en sådan tankeproces. Men hvor mange krige er ikke udkæmpet i dette tidsrum! Krige i Kristi navn og med kors på faner og standarter. Dykker vi længere ned i historiens brønd, kommer vi til romervældet, de græske krige, persermagt, Assyriens og Babylons på krigsmagt baserede kæmperiger, det jødiske "herrefolk", Ægyptens magt og herlighed. Dyb er "tidens brønd", krig kæder sig til krig, uret og hævn hænger sammen, nationer er bukket under i kampen, men har igen rejst sig i vælde, og ve den tidligere sejrherre! Verdenskrige, nationale krige, religionskrige, borgerkrige, stammekrige, – nationernes historie er en krigerisk historie.

Jo længere vi kommer ned i tidsbrøndens dyb, jo mere begynder brøndens dunkelhed at tage til, jo sværere bliver det at skelne detaljer, snart føles den som et afgrundsmørke, hvor kun myten har magt, forunderlige sagn om kampe mellem aser og jætter, mellem guder og titaner og myter om tidernes morgen, om "begyndelsen".

Betragter vi myter og sagn som symboler, som digteriske udtryksformer for den højeste inspiration i svundne tider, taber de ikke spor i værdi ved at sammenlignes med vor tids videnskabelige beretninger om jordens og menneskenes tilblivelse: jorden som en engang glødende masse, måske udslynget af solen, gradvis afkølet og gennem lange tidsepoker nået til en tilstand, hvor mulighederne for plante-, dyre- og til sidst menneskeliv opstod. Heller ikke videnskaben fortæller om nogen egentlig begyndelse, og også dens beretning er i sig selv en roman om jordklodens liv og menneskenes liv, spændende som nogen kriminalroman. Men de første blade mangler i livets roman, vi ved kun, at "der var engang", og nogen "ende" på denne store roman kender vi heller ikke, selv om nogle i øjeblikket tror, at den ender med et knald. Måske er der slet ingen begyndelse og ingen afslutning på det vi kalder TIDEN.

"Vi har problemer nok", siger de, "med at klare dagen og vejen, lad os ikke fortabe os i ørkesløse spekulationer, det er HER og NU, det foregår!" Deri må man – til dels – give dem ret. Man har eksempler nok på mennesker, der blev så "åndelige", at de rent glemte deres fysiske verden, der gik i forfald, ikke blot til at skade for dem selv, men også for deres omgivelser. Det ER virkelig her og nu, det foregår! Men hvordan går det her og nu? "Ad helvede til", siger mange, også blandt dem, der ikke tror på helvede. Det er blevet et ord, der mere dækker over en tilstand end over et sted, en tilstand som den nuværende situation.

Mennesket af idag lever i en underlig foreløbighed. Dets tilværelse er uden holdepunkt, derfor lader det sig også let føre med strømmen ind i hvirvler og mod faretruende fald. Det lader sig drive af "den offentlige mening", der fører det ind i begivenhedernes malstrøm, dets sind gribes af hvirvlende rytmer, skumpiskede bølger rejser sig fra dybet: "Bort med den fejge pacifisme, vi må have værnevilje, folkevæbning, flere våben o. s. v.!" Som en hylende vinterstorm farer krigsophidselsen af sted gennem de jordmenneskelige tankeklimaer. Sindsstemninger, der har en naturkatastrofes karakter, hærger den menneskelige psyke og truer med at lægge den øde, at forvandle den til en sindssygens og åndssløvhedens ørken. Mange mennesker bukker under for det voldsomme nervepres, derom vidner alverdens overfyldte sindssygehospitaler og nerveklinikker. Den psykiske storm, der farer over jorden, er som en apokalyptisk rytter, der spreder undergangsstemning og dødsangst, hvor han kommer frem. Og han kommer frem, der hvor folk selv gør plads for ham. Rytmen fra hans gallopperende hovslag er krigsrytmen og angsten i menneskers sind, den breder sig som en pest, der smitter og skaber en tilstand af nervespændt dirrende uro, som hos nogle går over i apatisk sløvhed. Det er massesuggestionens mareridt, hvor den selvstændige tænkning trues med kvælning, det er ragnarokmytens midgårdsorm, der snor sin kvælerslangekrop om den hele jord.

Der er meget, der tyder på, at det, at man helt er hørt op med at tænke over livets største problem og kun koncentrerer sig om de små problemer absolut ikke har gjort livet lettere og lykkeligere, tværtimod!

Hvad om vi HER og NU i hverdagslivet søgte at skabe årsager til fred mellem os selv og vor næste ved at søge at beherske vort sind, ved hjælpsomhed, forståelse og alle disse små ting, som ikke er bagateller, i samme forstand som mursten i en bygning heller ikke er det. Mange små årsager til fred vil med tiden kunne blive til een stor virkning. De små bække, der bliver til den store å, ja, til et verdenshav, en verdensfred, har alle deres kildespring i de enkelte menneskesind, så stor betydning har enhver af os for verdensfreden.

Tidens kaotiske tilstand er en virkning af den kaotiske tilstand i menneskesindene. En genial livskunstners sidste ord til menneskene for ca. 2000 år siden var: "De ved ikke, hvad de gør". Og det gør vi stadig ikke. Vi korsfæster freden hver eneste dag, selv om vi kalder os kristne.

Men hvor kan vi hente den inspiration, der giver os overblik over det liv, vi har så tæt ind på os? Hvor finder vi et fast punkt midt i tidens virvar? Dogmatisk religion såvel som materialistisk videnskab er med i tidens strømhvirvler, er selv impliceret i krigstilstanden. Findes der ikke noget urokkeligt midt i al foreløbigheden, noget, der ikke har krigs- og dødsrytmen i sig?

Flere og flere mennesker af den slags, der midt i forvirringen giver sig tid til at stå lidt stille og samle tankerne og derfor uvilkårligt søger efter et ståsted, har lagt mærke til noget nyt, der stilfærdigt og langsomt gror midt i kaos, Martinus' åndsvidenskab. Ikke sekt eller trossamfund, ingen ny religion eller åndelig bås, men en levende inspirationskilde, som enhver, der ønsker det, kan gå frit til og fra. En beretning om "kosmisk kemi", d. v. s. om de stoffers karakter, som vi blander i vor bevidsthed og sender ud mod omgivelserne i øjeblikket med så dårligt et resultat. Martinus' analyser er en vej til selvkontrol og dermed til krigens afslutning i os selv, en vej, man kan gå HER og NU, en vej, som snor sig gennem hverdagens labyrint af begivenheder og fører til freden, ikke som noget man blot har, men noget man bliver.

Mod selve evigheden fører Martinus vor tanke og viser, at evighed ikke er tid eller rum, men vort eget jeg, rodfæstet i "den, der sidder ved strømmenes udspring", den årsagsløse årsag, der i tid og rum skaber begyndelser og afslutninger som en evig forvandling.