Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da al Udvikling i dybeste Forstand bestaar i at gøre Uvidenhed til Viden, og saaledes bestandig viser sig ved, at man i højere og højere Grad bliver i Stand til at analysere de omgivende Energiformer, hvori Tilværelsen afslører sig og sin Mening for os, at man bedre bliver i Stand til at forstaa de levende Væseners Manifestationer eller deres Skabeevnes Virken, og navnlig ved at man kommer til Klarhed over sine egne Handlinger, disses Natur og Rækkevidde samt de Konsekvenser, der uundgaaelig følger af dem, vil man jo derved i voksende Grad blive sig bevidst som et Midtpunkt for et mere eller mindre vidtspændende individuelt Omraade i hvilket hele ens Fond af virkelig Viden, materiel saavel som aandelig, videnskabelig saavel som moralsk, eksisterer som Basis for dette Omraades Udstrækning.

Man vil uden Vanskelighed kunne konstatere, at dette Omraade der afgrænses, der hvor ens Viden møder det Ukendte og det Ubevidste, ikke er en fastliggende ubevægelig Indkresning af et bestemt givet Areal eller Maal af Viden, som een Gang er blevet os tildelt, og som vi ikke kan bevæge os udenfor, men tværtimod udgør et Areal, hvis Grænse altid er paa Vej udefter, lydende Individets evige og umættelige Begær efter ny Viden, nye Kundskaber og nye Afsløringer af skjulte Sandheder, en Grænse, der indeslutter de Erfaringer, den Viden, de Oplevelser og de viljeførende Kræfter, som i Virkeligheden udgør hvert levende Væsens absolut personlige og urørlige Ejendom, der, naar den først een Gang er vunden, aldrig nogen Sinde kan gaa tabt igen for det paagældende Individ.

Vi kan ganske vist under normale Forhold intet erindre om vore tidligere Tilværelser eller om de i disse indhøstede Erfaringer, da Hukommelseslegemets næsten latente Tilstand forhindrer vor Korrespondance med de dybt i vor Underbevidsthed opmagasinerede Tanke- eller Erindringsbilleder, men en tidligere fundamentalt erfaret Viden vil altid øve sin Indflydelse paa Individets Skabeevne og derved have en Forbedring af denne til Følge. Fra denne Regel maa dog naturligvis undtages de Tilfælde, hvor Individet ved en uheldig Anvendelse af sin Skabeevne d. v. s. ved at manifestere Handlinger, der ikke er i Harmoni med Tilværelsens Love, midlertidig kan svække eller endog bringe Skabeevnen ned til en minimal Udfoldelse, hvilke Tilfælde vi bliver stillet overfor ved Personer, der lider af Sindssyge eller er Aandssvage.

Men under normale Forhold vil et Individs Skabeevne, Inkarnation efter Inkarnation, vokse og udvides, saaledes at Individets "Jeg" stedse manifesterer sig gennem højere og højere Vibrationer eller Energiformer. Og Modningen af de forhøjede Evner hos et Individ er netop dem, vi i daglig Tale kalder for "medfødte Anlæg", hvilke af Mennesker, der ikke har været i Berøring med nogen Form for dybere Aandsvidenskab, antages at "nedarves" fra Forældre eller Bedsteforældre eller eventuelt fra endnu tidligere Forfædre. Men i Virkeligheden er, hvorsomhelst vi træffer paa medfødte Anlæg i den ene eller den anden Retning, indenfor Kunst, Videnskab, materielt Arbejde eller i andre Felter, disse altid at betragte som Udtryk for en i tidligere Inkarnationer opbygget og forbedret Skabeevne.

Hvis vi nu gaar over til at betragte et enkelt Væsen og prøver paa at konstatere dette Væsens Udvikling, der som før nævnt bestaar i en Udvidelse af dets Viden, saa ser vi, at vi uden Vanskelighed nok kan bevise, at de Erfaringer, det paagældende Væsen oplever sit Liv igennem, betinger, at dets Viden stadig er voksende, men saa danner den fysiske Død en uoverstigelig Hindring for vor videre Efterforskning. Vi kan ikke, – i det mindste saalænge vi ikke har opnaaet kosmisk Bevidsthed, – efterforske det paagældende Væsen længere end fra Fødslen til Døden, vi kan ikke undersøge Væsenets tidligere Inkarnation og derved drage Sammenligninger mellem dets Videns Rækkevidde i forrige og nuværende Inkarnation, og vi kan ikke konstatere om den i det nuværende Liv erhvervede Viden overføres til næste Inkarnation.

Det vil saaledes ikke paa denne Maade være muligt for os at fremdrage et enkelt Væsens specielle Udvikling af sin Viden, og det kunde maaske saaledes paa Forhaand anses for umuligt at paavise dette i Praksis, men vi kan alligevel løse Spørgsmaalet indirekte.

Da Menneskehedens enkelte Medlemmer er knyttet til hverandre med stærke Baand, bundet af Kærlighed og Had, af fælles Interesser og fælles Skæbne, af Tiltrækning og Modvilje, af Begær og Afsky, vil disse Realiteter logisk betinge, at de Individer, der i deres Jordliv var undergivet saadanne Baand, stadig vil have Tiltrækning til de samme Zoner og til de samme Væsener, som var medvirkende Faktorer i de samme Baands Skabelse, og dette vil da resultere i, at Individet fødes, der hvor denne Tiltrækning har Betingelser for igen at blive udløst, og dette vil igen sige, at der hvor denne Magnetisme er skabt – altsaa mellem den jordiske Menneskehed – vil der ogsaa være den mest naturlige Basis for Neutralisering af den.

Dette vil igen sige det samme som, at det bliver en almengældende Regel, at Menneskene stadig inkarnerer paa Jordkloden, har gjort det i et historisk set overmaade langt Tidsrum og stadig vil gøre det langt hen i Fremtiden, i hvert Fald saalænge Jordkloden kan danne Basis for deres Udvikling. Denne Regel er som sagt kun almengældende, idet der findes Undtagelser derfra, nemlig naar der fra Kloder, hvis Udviklingstrin ligger tilnærmelsesvis paa samme Højde som vor egen, foregaar Inkarnationer, hvis Hensigt kan være Erhvervelsen af en eller anden Form for manglende individuel Erfaring hos de paagældende Individer – ligesom der med samme Formaal kan tænkes Inkarnationer af jordiske Mennesker paa andre Kloder. Men set i Forhold til den samlede Menneskeheds stadige Inkarnationer her paa Jordkloden, vil disse Undtagelser kun forekomme i Periferien.

Men heraf følger, at man maa betragte Menneskehedens Historie og hele Udvikling som et samlet Gennemsnitsresultat af hver af de enkelte Individers Udvikling, og ved at betragte den Rækkevidde, som Menneskehedens Viden havde i Fortiden, ved at undersøge og analysere de Forandringer der har fundet Sted, og ved at sammenligne disse Resultater med Menneskehedens nuværende Viden, har vi faaet Midlerne i Hænde til at konstatere, at hele Menneskehedens saavel som det enkelte Individs Viden er vokset, og at der saaledes har fundet virkelig Udvikling Sted.

Her maa vi dog indskyde, at den Udvidelse, som f. Eks. Videnskaben har foraarsaget af vort Horisontomraade, ikke endnu kan siges at være analog med Gennemsnitsmenneskets, men da denne Viden allerede nu i meget stor Udstrækning er tilgængelig for det almene Menneske, drejer det sig faktisk kun om et relativt ubetydeligt Tidsrum inden selv den højeste videnskabelige Viden ogsaa er absorberet af Gennemsnitsmennesket, saaledes at vi her kan se bort fra den Forskydning i Tid, der ligger mellem Konstateringen af de højeste videnskabelige Fakta og den almene Videnstandard.

Da de Bevidsthedsfaktorer som karakteriserer vor Udvikling fremad hovedsagelig bestaar af Følelsen og Intelligensen, vil de Omraader hvorover vi føres ogsaa skabes af disse to Grundenergier. F. Eks. betinger Intelligensen som Bevidsthedsfaktor, at der hos os opstaar Evne til at analysere de Realiteter, som omgiver os, hvilket igen i sine mere fremskredne Stadier bliver det samme som Videnskab, medens Følelsen som Bevidsthedsfaktor bevirker Dannelsen af det vi kalder Moral d. v. s. vort Forhold til vore Medvæsener.

Vi vil nu gaa over til at betragte Videnskabens Udvikling paa nogle enkelte Omraader, saaledes at vi derved kan konstatere, at vi, hvad Analyseringsevnen angaar, befinder os i stadig fortsat Vækst fra en primitivere Tilstand, hvor de forsøgte Analyser resulterer i Overtro, og til en højere Tilstand, hvor Analyseringsevnen er saa fremragende udviklet, at den i mange Felter forlængst har passeret alle de Realiteter, vi kan følge med vore Sanser og saaledes befinder sig paa Grænsen af aandelige Tilstande.

Som et nærliggende Objekt kunde vi først tage Menneskehedens skiftende Opfattelser af det fysiske Verdensalt gennem den historisk kendte Tid, og for bedre at illustrere Opfattelsernes gradvise Udvikling, er der vedføjet foranstaaende Symbol.

Dette Symbol viser ved Hjælp af de hvide Cirkler i store Træk de Tempi, i hvilke Udvidelserne har fundet Sted. Vi ser først som Midtpunkt Jordkloden, der af Hensyn til Tegningens Anskuelighed er uforholdsmæssigt forstørret. Den inderste hvide Cirkel skal betegne Horisontlinien for den ældste kendte Opfattelse af Verdensaltet, der samtidig naturligvis var den mest primitive, nemlig at selve Jorden var flad eller ihvertfald kun lidt hvælvet, og at den blev baaret oppe af Støtter af den ene eller anden Art. Samtidig antoges denne Jordskive at være fast forbunden med Himmelhvælvingen, der ogsaa blev betragtet som værende fast og solid. At Solen og Maanen bevægede sig hen over Himlen blev forklaret ved, at de blev ført henover denne Hvælving een Gang i Døgnet.

Denne ældste Opfattelse kan i sine Principper betragtes som udgørende en fantasifuld Udformning af den rent umiddelbare Tilsyneladenhed og repræsenterer en Generalopfattelse, der i sine Hovedtræk deltes af alle Jordens Folkeslag lige fra de mest primitive og helt op til de begyndende Kulturstater som Babylonierne, Fønikierne, Ægypterne og Grækerne.

Men de sidstnævnte – Grækerne – formaaede at give Opfattelsen af Verdensbygningen en Udvikling som ingen andre af disse tidlige Kulturfolk. Medens Babylonierne og Ægypterne vel havde været opmærksomme Iagttagere af Himmelfænomenerne, men tillagde disse Realiteter den Udtydning, at de var Udslag af særlige Guddommes Vilje, søgte Grækerne derimod at finde en Aarsagssammenhæng i alt, hvad de saa. Og Resultatet blev, at de forklarede Verdensbygningen udfra de Erfaringer som skabtes af en højere Intelligens, nemlig, at Jorden var en Globe, der svævede frit midt i den store hule Himmelkugle, paa hvis Inderside Stjernerne sad fast, og som antoges at dreje sig rundt om Jorden. Solen, Maanen og Planeterne formodedes at være lysende globeformede Legemer, der førtes i bestemte Baner omkring den i Midten svævende ubevægelige Jordklode.

Denne Opfattelse, der jo i sine Principper faktisk betød en overordentlig betydningsfuld Udvidelse af det teoretiske Verdensbillede, vises paa Tegningen ved den anden hvide Cirkel.

Denne sidstnævnte Opfattelse kunde dog ikke hævde sin Plads i den aandelige Dekadence, som senere fulgte, og som varede helt op til Renæssancetiden omkring Aar 1500, hvor Tankerne om Verdensbygningen paany begyndte at gære indenfor den Tids Videnskab.

Paa Grundlag af egne Observationer og paa Grundlag af den Viden, der indsamledes fra de gamle græske Skrifter, opstillede Kopernikus da en ny revolutionerende Opfattelse, nemlig at det var Solen og ikke Jorden, der var Midtpunktet i Verden, og at det var Jorden og Planeterne, der drejede sig om Solen, og at Himmelhvælvingens daglige Drejning kun var et Synsbedrag, idet Stjernerne stod urokkelig fast paa deres Pladser, og at det var Jordklodens egen Rotation, der foraarsagede dette Synsbedrag.

Med denne Opfattelse blev Jorden selv reduceret til en Ubetydelighed i Forhold til Himmelkuglen, hvilken sidste, selv om den ganske vist var blevet udvidet, dog stadig antoges at være af fast Natur. Denne Opfattelse, det saakaldte kopernikanske System, vises paa Tegningen ved den tredie og største Cirkel.

Og da Kikkerten blev opfundet omkring Aar 1600, blev denne faste gamle Ramme om vor Verdensopfattelse sprængt. Vi kom til at se med nye Øjne paa Verden. Vort Solsystem var ikke længere Verdens Midtpunkt, det blev kun til en forsvindende, mikroskopisk Del af vort Mælkevejssystem, der igen gennem Fototeknik og Spektralanalyse blev reduceret til kun at være en Stjerneø mellem Tusinder af andre Mælkevejssystemer. Nogen Grænse var ikke længere at øjne, Menneskene saa ind i en ny Himmel, thi det fysiske Verdensalt var blevet uendeligt. Vor Opfattelse af Verdensaltet, vor kosmiske Horisont blev nu dannet af de utallige Mælkevejssystemer, Stjernehobe og Stjernetaager, Solsystemer, Kloder, Maaner og Kometer, som vi ved Hjælp af vort materielle Syn forstærket gennem Teleskoper og Kikkerter er i Stand til at konstatere Tilstedeværelsen af. Ja, foruden disse nærliggende synlige Realiteter, tvinges vi samtidig til at erkende, at der udenfor disse iagttagne Mælkevejssystemers Tusinder findes utallige andre Mælkevejssystemer, thi vi maa forudsætte, at vi, i et hvilket som helst tænkbart Tidsrum, med en hvilken som helst Hastighed, vilde kunne befare dette stjernestrøede Kosmos i en hvilken som helst Retning uden nogen Sinde at kunne finde nogen synlig Grænse eller naa til noget Ophør af det fysiske Stofs Tilstedeværelse. Fra Mælkevejes Fødsel i Skyer af kosmiske Gassamlinger, gennem ufattelige Tidsperioder til Mælkevejssystemers Opløsning og Hensmuldren i kosmiske Støvtaager, vilde vi kunne rejse gennem Rummet med en hvilken som helst Fordobling af Lysets Hastighed, uden at vi dog vilde komme til det absolutte "Intet".

Med en Opfattelse som denne har de fleste Mennesker nutildags slaaet sig til Taals. Ved at nære den Overbevisning, at Verdensaltet er uendeligt i et Format, hvis Størrelse ikke tillader menneskelig Tænkeevne at reagere, mener man at være naaet til det højeste og største, det vil være mulig for en menneskelig Hjerne at beskæftige sig med. Thi hvorledes forstaa en absolut Ubegrænsethed i Rum eller en absolut Ubegrænsethed i Tid?

Men trods den tilsyneladende Umulighed i at gaa videre, er vore ypperste Videnskabsmænd alligevel ikke standset ved en saadan Opfattelse. Vi har selv i den nyeste Tid været Vidne til at se, hvorledes Matematikeren og Fysikeren Einstein opstillede sin Relativitetsteori, hvorefter Verdensrummet ikke skulde være uendeligt, men tværtimod endeligt. Han fremsatte den Teori, at selve Verdensrummet foruden at have de kendte tre Dimensioner, Udstrækning, Fladen og Rumfanget ogsaa havde en fjerde, der ligger udenfor vor Sanseevne, men som opfyldes ved, at Rummet tænkes repræsenterende en Slags Krumning tilbage i sig selv, paa samme Maade som Jordens Overflade krummer sig tilbage i sig selv i Globeform. Lad os prøve at anskueliggøre dette ved et Eksempel. Vi selv repræsenterer jo Sansning af de førnævnte tre Dimensioner, Udstrækning, Flade og Rumfang, men skulde vi forestille os en fjerde Dimension, der ligger udenfor disse, maa vi gøre det paa den Maade, at vi maa tænke os til et Væsen, der kun sanser to Dimensioner nemlig Udstrækning og Fladen, men ikke kan sanse det vi forstaar ved Rum. Saa bliver dette Væsens Forestilling om "Rum" Dimensionen analog med vor Forestilling om en fjerde Dimension.

Lad os tænke os en Kugleflade f. Eks. Hinden i en Sæbeboble og lad os antage denne Hinde som fysisk Tilværelsesplan for disse tænkte todimensionale Væsener. Denne Sæbehinde vil efter deres Mening være absolut uendelig, da de som sagt kun kan sanse i de to Dimensioner nemlig i Udstrækning og Fladeforhold d. v. s. langs med Hinden og ikke udenfor den. Disse Væsener vil kunde bevæge sig i en hvilken som helst Retning paa denne Overflade uden at komme til nogen Afslutning eller til noget Sted, hvor deres Tilværelsesplan holder op. De Linier som de betragter som værende absolut lige, vil efter vort tredimensionelle Syn være krumme og danne Cirkler, idet de stadig maa følge Sæbehindens Krumning og til Slut ramme sig selv i Udgangspunktet. De todimensionale Væseners Sæbehindeverden vil være ganske uendelig for dem selv, da de ikke kan sanse udenfor deres Sæbehinde, men vi, der observerer i tre Dimensioner, vil konstatere, at deres Verden er endelig, da den efter vort Syn danner en Kugleform med en bestemt Diameter.

Lad os nu foretage et interessant Eksperiment med disse todimensionale Væseners Verden. Vi tænker os, at vi stikker en Genstand, én Pind f. Eks. igennem denne Sæbehinde. Disse Væsener vil kunne konstatere Pinden i den Dimension, der svarer til deres Plan, d. v. s. at de kun vil observere denne fremmede Ting, der hvor den berører og afstedkommer Virkninger af en eller anden Art i deres Tilværelse, men de vil absolut ikke være i Stand til at se, at disse Virkninger kommer udefra, fra et tredimensionalt Plan. Hvis der nu var Videnskabsmænd imellem disse Væsener, og disse skulde søge Aarsagen til Forstyrrelsen, vilde de være nødt til at søge den paa deres eget Plan, da de antagelig ikke vilde anerkende noget, der laa ud over deres Sanseevne og derved tilhørende en højere Dimension. Men da den virkelige Aarsag ligger udenfor deres todimensionale Verden, d. v. s. henhørende under Love, som de ikke kender, vilde de under alle Omstændigheder komme til kort og være nødt til at klare sig med Henvisninger til "Naturen", paa akkurat samme Maade som vore egne Videnskabsmænd ofte søger at henvise til "Naturens Værk" og til "Sammentræf af Tilfældigheder" overfor Virkninger her paa vor fysiske Plan, hvis dybere Aarsag de ikke materielt kan efterforske.