Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1951/2 side 21
90 år

Vor halvfemsårige ven med sit yndlingsinstrument
Søndag den 18. februar fylder en af sagens ældste og mest trofaste venner A. P. Nielsen, Osager pr. Lejre halvfems år. Det vil være alle os, der på den ene eller anden måde er knyttet til gamle A. P., umuligt at forbigå denne dag i stilhed, dertil har hans venskab og aldrig svigtende kamp for de idealer, som også er vore, været for betydningsfuld for os. A. P. Nielsen har haft et ualmindeligt rigt liv gennemtrængt af de tanker, vi alle i denne sag lever på, og han lægger ikke selv skjul på, at han nu på sin vis er "mæt af dage". Men helt op i sin nuværende høje alder, har han været en strålende model på, hvilken magt en levende ånd har over legemet, – det var først sidste sommer, at han gav op overfor sit ønske om en daglig svømmetur i bugten udfor feriebyen. Mange meget yngre mennesker, der faktisk allerede nu ser gamle og halvvisne ud, kunne lære meget af A. P. Nielsens vegetariske levemåde, der ikke alene har bidraget til hans høje alder, men også til at han i denne alder har kunnet glæde sig over bevarelsen af de åndsevner, flertallet normalt mister på langt tidligere alderstrin. Sammen med vore hjerteligste ønsker for dagen, bringer vi vor gamle ven vore kærligste ønsker om lyse og gode dage, i den tid han endnu forbliver iblandt os, og siger ham en hjertelig tak for alt, hvad han har betydet for os!
Erik Gerner Larsson.