Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det var, da jeg for snart mange år siden arbejdede på fabrik. En af mine arbejdskammerater blev udvalgt til sjakformand – femøresformand, som vi kaldte det, fordi det gav fem øre mere i timen. Hidtil havde han på mig gjort indtryk af at være en temmelig slap fyr, og jeg undrede mig såre over dette valg. Men endnu mere undrede jeg mig i tiden, der fulgte. Han blev sig i sandhed sit store ansvar bevidst, fik værdig holdning og gang, myndigt blik, energi og vitalitet – ja, jeg tror, han begyndte at studere. Med denne store stilling fulgte jo regnskab med arbejdstimerne og – hvad kunne det ikke blive til med tiden! Faktisk begyndte nu en helt ny tilværelse for ham. Han var positivt forandret, var ved at få personlighed, og jeg konstaterede for mig selv, at årsagen alene var den, at der var blevet vist ham en tillid, han havde fået ansvar. Det er praktisk psykologi fra hverdagen og værd at meditere over for alle, der har andre i deres brød. Jeg har beskrevet dette tilfælde, fordi det så udmærket illustrerer den glæde, det er at være vidne til, når et medmenneske får større tro på egne evner og begynder at udvikle sin personlighed.

En ny tilværelse –! Går vi ikke alle og drømmer herom? Hele menneskeheden gør det og har gjort det så længe, at millioner har opgivet håbet og søgt tilflugt i større eller mindre neuroser. Da jeg derfor ved juletid i en boghandel fik øje på en bog med titlen "En ny tilværelse", købte jeg den for at se, hvad forfatteren, amerikaneren Normann V. Peale, havde at sige om dette emne. Vel har vi gennem Martinus' kosmiske analyser adgang til at erhverve os en dybere forståelse af livsmysteriet end den, samtlige psykologer tilsammen formår at give. Men alligevel er det ikke uden værdi at stifte bekendtskab med andres tanker. Det er, ligesom man på denne måde ser de kendte problemer i et nyt lys.

Forfatteren har fundet frem til det centrale i menneskenes problemer, og han beviser det ved utallige eksempler fra sin praksis som rådgiver og sjælesørger. Misererne er fremkommet, fordi Guddommen er blevet borte for mennesket. Helbredelse opnås, når man ved bevidst viljehandling vender sine tanker til Gud og samler dem om den guddommelige energi- og kraftkilde, der til enhver tid er til stede overalt. Da vil åndelig kraft begynde at strømme gennem ens indre, og problemerne vejres bort som dug for solen.

Jo, men det ved vi jo godt, vil man måske sige til sig selv. Vel ved vi det, men når vi udtrykker os på den måde, viser det, at det i overvejende grad kun er teori for os. Ord, ord og atter ord. Vi har hørt det så ofte – indtil trivialitet. Der er i høj grad noget galt, hvis vi indtil trivialitet har lyttet til og læst om det højeste i vor tilværelse. Hvor ofte gentager Martinus ikke en sætning som "Du skal elske din næste som dig selv". Jeg husker, han engang i sit foredrag sagde herom omtrent sådan: "Ja, det hører De jo så tit – indtil trivialitet måske, men det må og skal gentages atter og atter – – –". Jeg forstod det for mig selv således: Pas på, det ikke bliver ren og skær teori for Dem. Lytter De på den rigtige måde, er det muligt for Dem i nogen grad at komme på bølgelængde med universets grundtone, og Deres daglige bekymringer vil svinde ind til bagateller.

Da jeg skulle forsøge at skrive denne artikel, tænkte jeg ved mig selv: Hvad kan jeg give læseren andet end ord, der måske nok er rigtige, men som alligevel ingenting siger. De fleste af os, der skriver her i bladet, er ikke skribenter, men gemene "fiskere". Derfor gjorde jeg op med mig selv, at jeg måtte udtrykke mig i jævne ord om egne og derfor også læserens problemer. Så er der også det, at jeg er blevet medarbejder ved bladet, og det forpligter til mere end at foretage korrekturlæsning og ombrydning. Når jeg har valgt at skrive om "en ny tilværelse", så er det, fordi jeg er lige så utilfreds med min, som læseren forhåbentlig er med sin.

Enhver af os og millioner andre mennesker har følt sig gennemstrømmet af den åndelige kraft, der opfylder universet, og som kan give os energi og styrke til at forandre vor personlighed i positiv retning, somme tider svagt, til andre tider af en styrke, der kan gøre noget usædvanligt ud af et ganske almindeligt menneske. Det gælder derfor om igen og igen at lukke sig op for disse skabende kræfter, så de kan vibrere gennem en og give den fornødne inspiration. Mødet med Martinus" kosmiske analyser har for alle bevirket større eller mindre inspirationer. For mit eget vedkommende var denne inspiration meget stærk. Egentlig er det det, vi kalder "omvendelse", hvilket ord man kun kan anvende med fare for at virke "missionsk". Hvis vi vil være videnskabelige, må vi dog erkende, at den energi, der forårsager den, er den samme, enten det drejer sig om "omvendelse" til mormon, eller det er oplevelsen af den store fødsel. Måske er det også en gren af den samme kraft, der bevirker "omvendelsen" til f. eks. kommunist, idet denne sidste ofte virker med stærkt religiøst præg.

For åndsforskeren er der i almindelighed ikke tale om ren følelsesmæssig "omvendelse". Det er netop denne form, så guddommelig den end er, der hører til trosområder, hvor man kan gå fra den ene omvendelse til den anden for til sidst at ende med "omvendelsen til materialist" i en eller anden form, og hvor Guds skabende kraft er reduceret til et degenereret trosinstinkt, der får individet til at stille sin religiøse sult med de tarveligste surrogater.

At skrive er at holde dommedag over sig selv, siges der. Men lad mig alligevel fortælle min historie om virkningen af mit møde med de kosmiske analyser. Man behøver ikke at skamme sig over, at analyserne har virket stærkt på en ved det første møde. Aldrig havde jeg tænkt det muligt, at der virkelig kunne gives videnskabelige svar på de største spørgsmål, mennesker kan stille sig selv. Jeg lyttede intenst med alle sanser åbne og må vist have set temmelig mærkelig ud, for Gerner Larsson kom hen til mig og takkede for den interesse, med hvilken jeg havde lyttet til hans foredrag. Det var i Odense, og den første vinters foredrag der skabte så min nye tilværelse, som de har skabt det for mange andre. Mødet med åndsvidenskaben bevirker i almindelighed ikke, at man føler sig "frelst", tværtimod, men man ser vejen klart og kender med sikkerhed målet. Det er det, der er den store drivfjeder. For et følelsesbetonet menneske er det en dejlig rus, som man nok kan beklage, de mere intelligensbetonede ikke får så stor del i. På den anden side skal man jo igen vågne af rusen til nøgtern virkelighed, men det er min overbevisning, at netop denne rus bevares i underbevidstheden som en spore til stadig kamp for gennem overvindelse af ufærdige sider ved ens bevidsthed at opnå den langt større rus, der har den fordel, at den ikke efterfølges af "tømmermænd": den store fødsel.

Udover salig rus bevirker oplevelsen meget ofte en trang til at erhverve sig større kundskaber, idet intelligensudviklingen er en meget vigtig faktor ved vor "uddannelse" til menneske og nødvendig, hvis man ønsker at udrette noget for andre. For mit vedkommende ønskede jeg stærkt at blive lærer. Jeg betragter det selv som et under, at jeg nåede det. Absolut ikke fordi det er et noget særlig stort mål eller kræver overmenneskelig energi. Men det er et selvoplevet eksempel på, at tilsyneladende uovervindelige hindringer ikke betyder det fjerneste, når man føler, at højere magter står bag en. Læseren vil forstå, hvor umuligt det så ud, når jeg fortæller, at for det første var det atten år siden, jeg i konfirmationsalderen gik ud af skolen, og for det andet stod jeg uden nogen som helst økonomiske midler, uden lånemuligheder og med kone og barn at forsørge. Her var altså en situation, hvor enhver tanke om forandring til den ønskede tilstand syntes det rene galimatias. Det var derfor ikke så underligt, at familie og andre, der kendte vore forhold, rystede på hovedet, da de opdagede, at jeg var begyndt at læse i stedet for at arbejde, i hvert fald stadigt arbejde. Nu var det da rent galt oppe i den øverste etage. Der var i hvert fald to, der ikke rystede: Gerner Larsson og min kone. Den sidste viste sig senere at være Forsynets fornemste redskab til at lade mig opnå resultatet, og det er nu rart med sådan en kone.

Læseren forstår sikkert, at jeg ikke skriver dette for at stille mig i positur. Men selvoplevede erfaringer taler stærkest, og vi oplever alle så mange nederlag, at vi ikke har grund til at vigte os med en lille sejr en gang imellem, og især ikke, når vi ved, hvem æren tilfalder.

Når man skal træffe en afgørelse, foretage en forandring i sin tilværelse, skal man ikke spørge andre til råds, end ikke den viseste mand. Hvorfor? Fordi spørgsmålet i sig selv afslører tvivl hos spørgeren, og tvivl er så nogenlunde det dårligste arbejdsgrundlag at starte på. Man skal kun spørge een eneste: Gud. Og så i øvrigt ikke frygte. Det gør ikke noget, at hindringerne synes uovervindelige, når blot der er en fornuftig hensigt til stede. Med en klippefast tro på et heldigt resultat er det næsten uundgåeligt ikke at opnå det tilsigtede. Og glipper det alligevel undertiden, så er det bedre i aktiv foretagsomhed dels at sejre, dels at lide nederlag og dermed høste værdifulde erfaringer, end det er aldrig at turde forsøge på at forandre utilfredsstillende tilstande.

Jeg sagde før, at jeg er utilfreds med mig selv og håbede det samme for læseren. Vi, som med nogen ret kalder os åndsforskere, ligger under for akkurat de samme skavanker som andre mennesker: misundelse, smålighed, sladder og dårlige vaner etc. Det viser sig også (læs f. eks. Peales bog), at ikke så få mennesker formår at bringe deres sind i kontakt med de guddommelige kræfter og opnå forbavsende resultater – uden at kende Martinus' kosmiske analyser. Dette er selvfølgelig ganske naturligt. Men på baggrund af den viden og inspiration, der er at hente i analyserne, – de vil engang omskabe hele menneskehedens mentalitet – er det mærkeligt, at vi ikke i højere grad formår at skabe os "en ny tilværelse". Det vil sige mærkeligt er det ikke, men vi anvender alligevel denne glose, når vi tænker i tid og rum. Adskillige af os "gamle" studiekredsdeltagere har vel oplevet at overvære et foredrag, som vi ikke "fik noget rigtigt ud af". Kender De det, at atmosfæren ligesom er mættet med den omtalte kraft, uden at man formår at lukke sig op for den? Man ved, den er der, men kan ikke komme på bølgelængde med den. Hvorfor? Fordi vi ikke har formået at udøve den åndelige kontemplations kunst på rette måde. Peale giver en glimrende anvisning herpå i sin bog, ganske vist fortrinsvis anvendt i kirken, men den gælder for alt åndeligt arbejde.

Der kan således være en vis fare for at blive "gammel i gårde". Når man synes, man har hørt det indtil trivialitet, så er det på tide at gøre op med sig selv. Der er da to muligheder. Enten er "ens krukke blevet fuld", og så er sagen ganske i sin orden, eller også er det det, at der er noget i vejen med en selv. Man kan kende det første på ligegyldighed, det sidste på utilfredshed – med sig selv. Hvis det første er tilfældet, kan det dog også undertiden fremkalde utilfredshed, ikke med sig selv, men med "sagen" eller en af medarbejderne eller måske endog ytre sig endnu værre. De to første tilfælde er egentlig det samme som "det værre", men hvem tør lade dette komme frem til vågen dagsbevidsthed? Derfor gemmes det dybt i underbevidstheden. Kun ved ærligt at gøre op med sig selv, kan man da undgå en ulykke, for man har nu erhvervet sig så megen indsigt i livsmysteriet, at man absolut ingen fred får i sit sind, før man har genskabt sig sin "nye tilværelse". Man kan umuligt narre sin underbevidsthed, eller måske analysemæssigt rettere sin dagsbevidsthed. Men hvem af os vil erkende, at vi ikke kan rumme mere? Bruger vi billedet med krukken, så er det rigtigt, at vi hver især kun kan rumme en vis del, alt efter krukkens størrelse. Men hvorfor billedet, hvis ikke vandet i den er til at drikke, så krukken igen kan fyldes? Det er ikke naturligt, at vandet skal stå og rådne. Jeg vil egentlig tro, at når man er blevet "gammel i gårde", har man fået sin krukke fyldt, således at de to muligheder i virkeligheden kun er een. Det er derfor, det er så vigtigt atter og atter at få kontakt med de skabende kræfter, som Tærskelens Vogtere midlertidigt lukker os ude fra.

En af de vigtigste årsager til utilfredshed, tror jeg, er ofte den, at man modtager og modtager uden at give noget synderligt igen. Befrugtning er ikke nok. Der må gensidighed til, hvis ikke resultatet skal forblive goldt. Det er naturligt, at efter befrugtning følger fødsel. Nu er det rigtigt, at en sådan "fødsel" ofte finder sted, uden at vi har mulighed for at blive vidne hertil. Hvis virkningen af studiet af Martinus' kosmiske analyser er større sagtmodighed, omgængelighed etc., er det aldeles fortræffeligt, ja, den egentlige hensigt. Men er det nok? Stort set er dette egentlig kun til egen fordel. Vekselvirkning er der ikke af den grund. Det er endog muligt at studere analyserne og derved erhverve sig så megen menneskekundskab, at man f. eks. kan sætte omsætningen i sin forretning betydeligt i vejret. Jeg ved, at adskillige har haft stort udbytte i deres daglige virksomhed på denne måde, for ikke at tale om alle de tilfælde, hvor vi måske, uden kendskab til analyserne, havde kapituleret over for livets ofte strenge krav eller for egen svaghed. Vort praktiske udbytte er næsten legio, men hvad med gensidigheden? Praktiserer vi ikke den på en eller anden måde, er vi i samme situation som en kvinde, der måske nok har født flere børn, men alligevel aldrig smagt gensidighedsprincippets sødme, glæden og vellysten ved at give sig selv, eller i det mindste noget af sig selv.

Jeg skal ikke fordybe mig i måden, på hvilken man kan praktisere gensidighedsprincippet. Og dog, – som medarbejder ved Kosmos kunne jeg godt ønske, foruden en ny tilværelse for os alle, så også en ny for vort blad. Gensidigheden kunne f. eks. forme sig som mere aktiv interesse for et større oplag, indsendelse af artikler, forslag til nye ideer, om hvilke emner man kunne ønske behandlet i bladet. Vi vil gerne oprette en "Læsernes rubrik", hvor sådanne forslag og ønsker kan fremsættes. De kommende numre vil så vise, om læserne har reageret herpå.

Alt, overhovedet alt, hvad der bringer vor sag i vækst, er med til at bringe analyserne ud til den øvrige verden, før det ellers ville være tilfældet. Det er i højeste grad gensidighed, hvis vi er med til at skaffe desillusionerede mennesker i ødelagte lande analyserne i hænde i det øjeblik, der er brug derfor. Det kan gælde lykke, liv og sundhed for tusinder, om dette øjeblik forpasses. Dette arbejde på langt sigt forberedes netop i særlig grad nu. Enhver af os kan være med til at hindre katastrofer for andre mennesker og i stedet skaffe dem en ny tilværelse, hvor håbløshed har veget pladsen for glæde ved at opleve livet i vished, videnskabelig vished, om at være på vej mod den evige Fader.