Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens Mineralmikroindividerne er uimodtagelige for Smærte og Lidelse, stiller det sig ganske anderledes med Organmikroindividerne. Disse smaa Væsener udgøres nemlig af Individer, der er saa langt fremskredne i Udvikling, at de har faaet en fuldt ud følsom og dermed orienteringsdygtig Dagsbevidsthed paa det fysiske Plan. Dette vil igen sige, at de nævnte smaa Væseners daglige Liv er analogt med de Væseners, vi ellers er vante til at betragte som Medvæsener, som Dyr og Mennesker, men kun med den Forskel at Mikrovæsenernes Tilværelse foregaar i underliggende Spiraler.

I Henhold til Livets Bog har hver Spiral seks Tilværelsesplaner. Dette vil altsaa igen betyde, at ligesom den Spiral, vi selv befinder os i, har sit Planterige, Dyrerige, Menneskerige o. s. v., saaledes har alle de øvrige Spiraler ogsaa hver især sit Planterige, Dyrerige, Menneskerige o. s. v., som igen for hvert enkelt Riges Vedkommende er baseret paa nøjagtig de samme Livsprincipper eller Love som de, der er gældende i de tilsvarende Riger i vor egen Spiral.

For alle Spiraler gælder den fælles evige Lov, at de underliggende Spiralers Individer fremtræder som "Materie", som "Stof" eller som det Materiale, paa hvilken enhver Form for overliggende Spiralers Individers Oplevelse af Livet, deres Frembringelse af Skabelse er baseret. Til Gengæld udgør de overliggende Spiralers Individer saa igen "Universbærere" for de underliggende Spiralers Beboere. Og det er jo paa Basis heraf, at Makrokosmos og Mikrokosmos med henholdsvis tilhørende Makro- og Mikroindivider eksisterer.

Hvert enkelt Makroindivid er altsaa Universophav for en Serie af Mikroindivider, idet dets Organisme bestaar af en Hærskare af Mikroindividers Organismer fra mange forskellige Grader og Trin i Udvikling. Paa samme Maade er Mikroindividet jo igen Universbærer for de smaa Væsener, hvoraf dets egen Organisme er opbygget. Men naar ethvert Individ, og derfor ogsaa ethvert Menneske saaledes er udgørende en Universbærer for Myriader af Mikroindivider eller Væsener fra underliggende Spiraler, bliver det samme Menneske udgørende en altdominerende Faktor i Bestemmelsen af Skabelsen af Livsbetingelserne for disse smaa Væsener i dets Organisme, der jo er deres Univers. Det nævnte Væsens daglige Liv og Færden kan være af en saadan Natur, at den er i Harmoni med de evige Love og dermed skabende de fuldkomne Betingelser for en lys, ophøjet og harmonisk Tilværelse i den paagældende Organisme for Mikroindividerne. Men den samme daglige Færden kan ogsaa være af en saa ufuldkommen og slet Natur, være i saa skrigende Disharmoni med de Realiteter, paa hvilken en absolut lykkelig Tilværelse for Mikroindividerne er baseret, at den paagældende Organisme for dens smaa retmæssige Beboere bliver en koncentreret Skueplads for dødbringende "Naturkatastrofer" (Makroindividets Sygdomme), Invasion af Fremmedvæsener (skadelige Bakterier og Baciller) der ved deres myrdende og dræbende Egenskaber kan gøre denne mere og mere abnorm og svækket for tilsidst helt at bevirke dens Undergang, røve den fra dens retmæssige Beboere og dermed afføde en unaturlig Død for dens Ophav. Det er dette, der sker ved Nydelsen af skadelige og unaturlige Føde- og Drikkemidler, manglende Hygiejne og Sundhedspleje, Tilegnelse af uheldige nedbrydende Vaner og Laster. (Se Artiklen "Den ideelle Føde" i Kosmos tidligere Numre).

Og det er givet, at det Individ, der lever i Kontakt med Betingelserne for Skabelsen af en lykkelig og harmonisk Tilværelse for de retmæssige levende Væsener i sin Organisme, faar denne fyldt med Mikroindivider af en saa fremskreden Udvikling, af en saa høj Rang, at de netop passer ind i denne Harmoni, ligesom det Individ, der kun lever i Harmoni med alle Betingelser for Skabelsen af en ulykkelig Tilstand for sin Organismes retmæssige Beboere, faar denne fyldt med saa primitive og lidet udviklede Mikroindivider, at deres Skæbne netop passer ind i denne robuste Lidelsestilstand.

I første Tilfælde bliver Organismen, billedlig set, beboet af højt udviklede "menneskelige" Væsener, bliver baade indvendig og udvendig en Skønhedsaabenbaring, medens den i sidstnævnte Tilfælde er et "Djunglekrat", beboet af "vilde Mennesker", "Rovdyr" og "giftigt Kryb". Et saadant Væsens Legeme eller Organisme eksisterer kun som den fuldkomne Manifestationsbasis for Sygdom, Sorg og Lemlæstelse.

Ethvert levende Væsen er altsaa i Henhold til sin Organisme en "Universbærer", en Opretholder af en Generalbolig for Myriader af levende Væsener overfor hvilke det selv og dets Organisme tilsammen bliver "Makrokosmos", medens de smaa Væseners Organisme, Liv og Færden tilsammen for samme Individ bliver "Mikrokosmos". Men naar vi saaledes selv i vort eget Væsen i Form af vor egen Organisme og Manifestation er udgørende baade "Mikrokosmos" og "Makrokosmos" har vi jo hele Tilværelsens Mysterium i os selv. Livets store Gaades Løsning ligger ikke ude i Himmelrummets fjerne Mælkeveje, Tusinder eller Millioner af Lysaar borte, ligesom den heller ikke ligger hinsides besværlige og utilgængelige "Mælkeveje" eller "Lystaager" i det fantastiske Smaa. Og da Tilværelsen netop udløser disse gyldne Rande som Afslutning for Sansningens yderste Periferi, er det fysiske Verdensalt jo netop dermed, trods Lystaagernes eller Mælkevejenes uendelige Fortsætten, fremtrædende som "endeligt". De fjerne Sole, i det Smaa som i det Store, er det sidste Punktum i den guddommelige Aabenbaring af den fysiske Verden. De lysende Taager er Guds Glorie om sit eget fysiske Legeme. De er Finis*) for den guddommelige faderlige Korrespondance paa "Tværs af Materien". (Se Kosmos Nr. 7. 1934.) De er Endepunkterne paa den vandrette Linie i "Korsets Tegn". De gør den "lodrette Linie" i samme Tegn aktuel. Forskningen bliver paa "Langs ad Materien". "Korsets Tegn" bliver fuldkomment. Stjernerne drejer den gudesønlige Kurs direkte tilbage mod Hjærtet af den evige Fader.

Og absolut kun her alene fortæller den overjordiske Fader sit Mysterium, sit altoverstraalende Livs hellige Eventyr, det Eventyr fra det virkelige Liv som vi nu her gennem denne Artikelserie har forsøgt at give et ganske lille svagt Omrids af.

Og gennem dette Omrids har vi altsaa set, hvorledes det levende Væsen ikke var blot og bar en Samling Nerver, Kød, Sener og Ben, et Kvantum Blod, Vædsker og Kemikalier, at dets Organisme ikke var blot og bar et Redskab for dets egen Manifestation, men ogsaa samtidigt var et Verdensalt, et Univers, var et Rige i hvilket det var en gudelignende Hersker over Myriader af Sjæle, af levende Væsener, og at denne Side af dets Natur var en næsten altdominerende Faktor i Skabelsen af dets eget Møde med det virkelige Lys, den virkelige Lykke, og at Uvidenhed, Ukærlighed og manglende Hensyntagen til denne Del af dets Fremtræden er de Grundaarsager til en hvilken som helst af de Realiteter i dets Skæbne, der fremtræder under Begrebet "Sygdom".

Og vi fik yderligere et lille Begreb om, at det ikke alene var Materien i Organismen, der saaledes var levende, men at alt Stof og Materie udenfor denne ogsaa var identisk med Livsenheder eller Mikroindivider, og at disse ogsaa hører med til vor "Næste" og derfor ogsaa skal "elskes som os selv". Et nyt stort Panorama, en ny stor og ukendt Verden, i hvilken det jordiske Menneske i stor Stil overtræder Loven for Tilværelse, blev saaledes gjort synlig, og dermed skabt Basis for Individets egen Bekæmpelse af denne sin ufuldkomne Natur, skabt Basis for dets Udvikling af dets eget Væsen henimod ogsaa her med sin Kærlighed at overholde det evige Bud og derved tilintetgøre eller fjerne alt, hvad der i Dag gør Jordens Hospitaler, Sygehuse og Aandssvageanstalter nødvendige. Thi det, der gør disse Foranstaltninger nødvendige, er i absolut Forstand ene og alene kun Individernes i Form af narkotiske Nydelser, Laster og Udskejelser, i Form af for lidt Søvn, unaturlig Føde, i Form af mørke eller onde Tanker og Hidsighed frembragt bevidst eller ubevidst Vanrøgt, Mishandling og Lemlæstelse af de levende Væsener indenfor den mikroskopiske Verden i Organismerne.

Nu er der maaske Læsere, der vil komme med Indvendinger og mene, at det her berettede er altfor overdrevent, og at man i det daglige Liv umuligt vilde kunne opfylde en saadan Levevis, som den der her er anvist som den absolute Vej til Lyset, til den store Fødsel. De vil maaske paaberaabe sig, at man ikke engang kan koge en Liter Vand uden i stor Stil at myrde og dræbe Mikroindivider, at man ikke engang kan røre sig ude i Naturen, kan næsten ikke sætte sin Fod noget Sted uden, ja, selv mod sin Villie, at være en Ulykkesfaktor for Mikroverdenen. Og hertil maa jeg svare, at naturligvis intet er overdrevet i mine Analyser, men det er ganske rigtigt, at man ikke kan leve her paa den jordisk fysiske Klode eller Verden uden selv mod sin Villie at dræbe. Jorden er nemlig henhørende under de Kloder, hvor det dræbende Princip endnu i stor Udstrækning er en Livsbetingelse. Men den er dog i stadig Udvikling. Og dette vil igen betyde, at det dræbende Princip som Livsbetingelse er degenererende, er i Aftagende, og at en ny Livsbetingelse: det livgivende Princip eller Kærligheden er ved at spire frem. Dette vil igen sige, at Afhængigheden af det dræbende Princip som Livsbetingelse bliver mindre og mindre. Der bliver saaledes i samme Grad affødt et voksende Omraade, indenfor hvilket det dræbende Princip ikke mere eksisterer som Livsbetingelse, men alligevel af Menneskene, grundet paa gamle Vaner, Ubetænksomhed og Uvidenhed, bliver praktiseret eller opretholdt. Og det er kun indenfor dette Omraade, at Kærlighedsbudet til det jordiske Menneske er rettet. Det nævnte Bud er ikke indstillet paa at forlange Umuligheder. Det paabyder kun Overholdelse indenfor de Felter, hvor det absolut ikke mere er en Livsbetingelse at dræbe. Det er disse Felter Individet til enhver Tid maa være i Kontakt med. Det er saaledes ikke nogen normal Livsbetingelse for et Individ at nyde unaturlige og skadelige Drikke- og Fødemidler. Det er ikke en Livsbetingelse for Mennesket at spise animalsk Kød- og Fedtprodukter. Det er ikke en Livsbetingelse at bagtale sin Næste, at være hidsig, at være opfyldt af hævngærrige og onde Tanker mod andre og derved, foruden at forpeste Luften for disse andre, underminere sit eget Blods Magnetisme og fremkalde daarligt Helbred. Det er heller ingen Livsbetingelse at brænde animalske Stoffer, at bruge animalske Lyskilder, Tællelys, Julelys o. l. ligesom det naturligvis heller aldrig, under nogen som helst Forhold, kan være en Livsbetingelse at brænde sit eget Lig.

Saaledes er der en Mængde dræbende og skæbneunderminerende Felter, der ikke er en Livsbetingelse og derfor maa bekæmpes af Individet. Men der er naturligvis Felter, hvor Individet maa betjene sig af det dræbende Princip grundet paa Jordens endnu lave Udviklingsstandard. Mennesket kan endnu ikke leve af Frugtkød alene og maa derfor indtil en vis Grad opsummere i sig vegetariske Næringsstoffer med Livsenheder af saa fremragende Karakter, at de maa dræbes enten ved Kogning eller ved Fordøjelsesprocessen i Organismen, for at de Livsenheder, som udgør den virkelige Næring, kan blive frigjort.

I alle saadanne Tilfælde, hvor Beskyttelsen af Mikroindividerne betyder Død og Undergang for Makroindividet, der kan det dræbende Princip ikke ignoreres. I saadanne Tilfælde staar Individet jo overfor to Former for Udløsning af det dræbende Princip og maa selvfølgelig betjene sig af den Form, der afstedkommer den mindst mulige Udløsning. Af to Onder maa man vælge det mindste.

Ved en kærlig og fornuftsmæssig Forskning vil Individet aldrig være i Tvivl om, hvor det nødvendigvis maa betjene sig af det dræbende Princip, og hvor det ikke er afhængig af dette. Der, hvor det ikke er afhængigt af dette, der er dets Træningsplads for Afvænningen af samme Princip. Der maa det ignoreres indtil Hundrede Procent. Men der, hvor det endnu er en virkelig Livsbetingelse, der udgør det Felter, som kun Jordens egen Vækst i Udviklingen kan forandre. Der vil det virke i Retning af Selvmord, hvis Individet ignorerer det dræbende Princip.

Vi har nu gennem nærværende Artikelserie faaet et saa stort Indblik i vor egen Organismes Analyse, at vi har set, at Billedet af os selv i Form af Mikrokosmos og Makrokosmos i vort eget Indre i Virkeligheden er et Billede af Verdensaltet, og at vor egen Analyse saaledes er identisk med Afsløringen af selve Livets Mysterium, er et Spejlbillede af de levende Væseners Umaadelighed i Suverænitet, og at Stoffet er pro forma, medens Livet er det altbeherskende "faste Punkt" bag enhver Form for Størrelse, Vibration, Lyd og Farve.

Er vor egen Identitet som Makrokosmos overfor Mikroverdenen i vor egen Organisme ikke det samme, som de mægtige "Naturkræfter" er overfor os? – Er vi ikke netop overfor gigantiske energi- eller kraftudløsende Centrer som f. Eks. Jordkloden, Solen, Mælkevejen at betragte som Mikroindivider? – Hvad betyder hvert enkelt Menneskes, hvert enkelt Dyrs samlede Manifestation eller Kraftudløsning i Forhold til disse umaadelige Centrer? – Er disse store Centrer ikke "Organismer", Udtryk for gigantiske Væsener, Udtryk for "Makroindivider" overfor os? –

Ja, der findes jo overhovedet ikke noget som helst til at afkræfte Spørgsmaalet. I alle Detailler passer Billedet af disse Kraftcentrer paa vor egen Organisme. En hvilken som helst Afkræftning heraf bliver hjælpeløst Udtryk for det modsatte af Logik.

Hvad bliver vi da Vidne til? –

Ved at betragte det nærmeste af disse mægtige Centrer: Jordkloden, bliver vi Vidne til, at den udgør et fysisk Legeme. Den afviger altsaa i dette Felt ikke fra Analysen af det levende Væsen, fra Billedet af os selv. Man vil maaske indvende, at dette fysiske Legeme udgør en "Kugle". Men at det er en "Kugle" afkræfter ikke paa noget som helst Felt, at det er analogt med ethvert andet levende Væsens fysiske Legeme. Det udtrykker jo kun en Forskel i Form, ikke i Princip. Livet viser os jo selv, gennem det umaadelige Ocean af højst forskelligartede Former, som de samlede levende Væseners Organismer repræsenterer, at det ikke er begænset til kun at kunne komme til Manifestation gennem en enkelt for Tid og Evighed forudbestemt særlig Legemsform, men at det derimod betjener sig af, eller kan ytre sig gennem absolut alle Former. Men rent bortset herfra, kan det jo heller ikke forbindes med nogen som helst Form for Logik at antage, at det er Formerne, der skaber Livet. Det vilde jo være det samme som at paastaa, at det er "det Døde", der skaber "det Levende". Kendsgerningen viser os jo, at det er "det Levende", der manøvrerer med "det Døde" og gør derved enhver Paastand i modsat Retning abnorm.

Saa vil man maaske paastaa, at Jorden ikke er en Organisme, har ikke Kød og Blod, har ikke de Foreteelser, vi ellers er vante til at erkende som Betingelser for en levende fysisk Organismes Fremtræden. Men er denne Paastand ikke ogsaa abnorm? – Hvad er Kød, Blod og organisk Materie?

Er det ikke netop en officiel videnskabelig Kendsgerning, at de nævnte Realiteter bestaar af levende Væsener: Celler, Molekyler, Blodlegemer o. s. v. altsaa af Mikroindivider, saaledes som vi i det foranstaaende har lært? – Men mangler Jorden Mikroindivider? – Er ikke alle samtlige levende Væsener indenfor dens Omraade, Mennesker, Dyr og Planter Mikroindivider, organisk Materie, en Slags Celler og Molekyler i dens fysiske Organisme? ligesom dens Fugtighedsgrad heller ikke staar tilbage for noget som helst andet fremskredent organisk Legemes. Desuden kan vi jo heller ikke komme udenom, at dens faste Sten- eller Mineralformation i Princip har den samme Mission som Skelettet i enhver anden Organisme, nemlig at være det faste bærende Underlag for Organismens mindre faste eller blødere, men absolut nødvendige Materier. Jorden har jo ogsaa saadanne mindre faste og blødere Materier umiddelbart hvilende paa sit "Skelet". Disse Materier kalder vi ganske vist "Jordlag". Men er disse Jordlag ikke ligesaa impulsive og levende som de blødere Dele i de kendte Organismer? – Foregaar der ikke her en lige saa kolossal Udløsning af kemiske Stofforvandlingsprocesser som i vor egen Muskulatur? – Er det ikke netop denne Udløsning, der skaber Kul, Guld og Ædelstene, giver Plantens Rødder Næring? – Kunde dette finde Sted, hvis Jordlagene kun var dødt Materie, hvis Indhold var absolut blottet for enhver Vibration eller Bevægelse, var absolut Stilhed? – Er det ikke Jordlagenes kemiske Proces, der gaar igen i vort eget Kød og Blod, skaber vor Huds Overflade og faar hver enkelt lille Haar til at spire frem? –

Med Hensyn til Aandedræt lader Jordvæsenet heller intet tilbage at ønske i Udtryk for sin Identitet som levende Væsen. De tre Fjerdedele af dens Overflade er Vand. De vældige Oceaner er dens "Lunger". Det eksisterende Kredsløb: Vandfordampningen og Dampfortætningen er Jordkæmpens umaadelige Aandedræt. Gennem dette udløses det livsfornyende Ernæringsprincip, paa hvilket Opretholdelsen af Tilværelsen for dens Mikroindivider: de levende Væsener Verden over, er baseret, paa samme Maade som Mikroindividerne i vort Kød og Blod og øvrige Materie gennem vort eget Aandedræt faar tildelt den samme, ogsaa for dem, uundværlige Livskilde.

Men det er ikke alene til vor Aandedrætsernæring og de andre nævnte Livsfunktioner, at der i Jordkæmpen kan paavises en Parallel. Ogsaa for det rent grove Ernæringsprincip, Opsummering af fast Føde i Organismen og dets Fordøjelse afgiver nævnte Kæmpevæsen Udtryk. Det "spiser" hele Døgnet rundt. Dets "Føde" opsummerer det i Form af de materielle Partikler, der i umaadelige Mængder i Form af lysende Stof udslynges fra Solen og som naturligvis ogsaa er udgørende Ernæringsmateriale for alle de øvrige Planeter i Solsystemet, der igen maa betragtes som en endnu højere Organisme, i hvilken Jorden kun er udgørende et Organ. Lyshavet er saaledes Planeternes materielle Føde.

Idet vi saaledes befinder os som Mikroindivider i en Kæmpes Organisme, vil den Bevægelse, vi bliver Vidne til, de vældige Naturkræfter, Orkaner og Briser, Regn og Solskin, Dag og Nat, Sommer og Vinter, Kulde og Hede være identisk med Kæmpens Livsfunktioner, dens Fordøjelse. Naturkatastrofer, Krig og Lemlæstelse er Disharmonier, er unormale Tilstande, er Sygdom og Ufuldkommenhed i dens Fremtræden. Fred og Harmoni er den fuldkomne Sundhed i dens Almenbefindende.

Vi har altsaa her paavist nogle enkelte af de Faktorer, der udtrykker, at Jorden, den omfattende Klode vi befinder os paa, ikke er en Klump død Materieophobning, og at de fremtrædende Realiteter, vi kalder "Naturkræfter", ikke er tilfældige, unyttige Foreteelser, men er et levende Væsens Livsfunktioner, fuldstændigt analoge med Livsfunktionerne og Bevægelserne i vor egen Organisme, og at Jorden saaledes er et levende Væsen. Ja, Synet heraf er endog saa fremtrædende, at det ikke engang betinges af noget kosmisk Klarsyn, men rent intelligensmæssigt vil blive den Logik, en hvilken som helst videnskabelig Forskning tilsidst maa bøje sig for. I modsat Fald vil ingen Videnskab kunne blive fuldkommen matematisk stabiliseret. En Videnskab, der kun kender Jorden som en "Planet", men ikke som "et levende Væsen", og derfor ikke har nogen Rede paa de umaadelige Naturkræfters sande Identitet som dette levende Væsens Livsfunktioner, men tror dem identiske med blinde, tilfældige Kraftudløsninger uden intelligensmæssig Villiekontrol, uden Maal og Med, har intet med Logik at gøre, er ikke Videnskab, men er Udtryk for Uvidenhed, Primitivitet og Ufuldkommenhed i sin Verdensanalyse.

En Videnskab, der accepterer Troen paa, at saa gigantiske Kræfter som Planeterne, Solene og Mælkevejene i sin egen Natur er døde "Naturkræfter", tilfældigt flydende om i Verdensaltet, og at det levende Liv, vi kender som Mennesker, Dyr og Planter og som overfor disse nævnte Realiteters umaadelige Masse helt forsvinder i Mikrotilstand, næsten bliver lig intet, skulde være det eneste Omraade for disse gigantiske Kræfters Udnyttelse i Livets Tjeneste, at disse Milliarder og atter Milliarder af "Hestekræfter", manifesteret paa Omraader, der selv maalt i "Lysaar" bliver millionfoldige, bliver utallige, kun har til Opgave at opretholde de Støvfnug, vi før nævnte som Mennesker, Dyr og Planter, er at tilbede Ufuldkommenheden, er at leve i Døden i Stedet for i Livet, det er at gaa bevidstløs hen over Verden.

En saadan Videnskab vil overfor Fremtidens anerkendte, matematisk stabiliserede Videnskab være ligesaa ulogisk, barnlig og primitiv som en Verdensopfattelse fra Oldtiden er overfor det, vi i Dag kalder "moderne Videnskab".

 

 

*) I senere bogudgaver af Bisættelse er "Finis" rettet til "grænse".