Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Landegrænser, toldgrænser, grænser skabt af racefordomme og klassefordomme, politiske grænser, religiøse grænser, meningsbåse og afgrænsede forestillinger, grænser og skel er der overalt i vor såkaldte demokratiske verden. Vi lever for lukkede døre. Men hvad er årsagen til al denne lukken sig inde bag sine meningers "jerntæpper"? Det er den angst og mistro, som udspringer af menneskets mangel på kendskab til sig selv og de andre. Man tror at sikre sig bag alle disse lukkede, ja, låsede døre. Det kommer alt sammen af, at vi har lukket vort sinds porte i. Vi har som strudsen stukket hovedet i sandet, vi vil ikke se, vi tør ikke se. Vi tør ikke tænke og undskylder os med, at vi "har desværre ikke tid".

"Sidste nyt fra krigen i Østen", "Står vi overfor en ny verdenskrig?", "Priserne stiger, og forsyningerne trues", "Nyt frygteligt kvælerdrama", "Selvmordsprocenten stiger i uhyggelig grad", "Jagten på sædelighedsforbryderen", "Beruset bilist påkører to små børn" ...

Det er en lille smule af det, den trætte avislæser ser, når han lader øjnene fare hen over de fede overskrifter. Lukker han op for radioavisen, hører han omtrent det samme oftest med tilføjelsen: "Sidst i udsendelsen har vi en efterlysning fra ... – – vedkommende frygtes at flakke om i nedtrykt sindstilstand."

Den trætte griber et billedmagasin, han vil ud af denne deprimerende atmosfære, han vil fordrive tiden. Det første han ser, er et fotografi af en vognladning koreanske snigskytter, der er taget til fange og nu transporteres bort til "nakkeskydning". Dernæst kinesere, der skræller barken af træerne som deres sidste næringsmiddel, så kan de bagefter lægge sig til at dø, hvis intet andet viser sig. Han blader skyndsomst videre og kommer snart til sider, hvor hans øjne bedre kan falde til ro. Her ser han i farvestrålende gengivelser de mest luksuøse "dollargrin" med "skræddersyede" helte ved rattet eller stående nonchalant med det ene ben på trinbrædtet, medens de trækker handsker på, som om det var den vigtigste begivenhed i verden. På næste side reklamerer en lækker anretning for en konservesfabriks sidste frembringelser på det kulinariske område, og længere henne er der andre lækre anretninger bestående af feminin velskabthed. Læseren skulle jo helst få appetitten igen! Tilsidst finder han en novelle med lidt spænding, lidt romantik og happy end og drømmer sig selv i heltens sted for brat at vågne op igen til den nøgterne virkelighed i den begrænsede hverdag – for lukkede døre.

Man kan ikke sige, at der er meget åndelig næring i sådanne blade, men de er et godt eksempel på tidsånden i det 20. århundrede, eller måske snarere den mangel på ånd, som vort århundrede lider under. Man kan kalde vor tid atomalderen, men også aspirinalderen, det rasende tempos tid og det åndelig dødvandes. Ved at se tidens skærende kontraster kan man få en sugende angstfyldt fornemmelse i mellemgulvet, søsygekvaler, fordi den skude, vi sejler på, synes at være uden styrmand og ror. Krig, massehenrettelser, sult, sygdom og ubeskrivelig elendighed og samtidig en raffineret luksus og nydelsestrang, der kun kan få sin udløsning i stærk erotisk pirring og svælgen i kulinariske raffinementer, berusende drikke og narkotiske midler.

Det er en kontrasternes verden, og det er kontraster, der betinger hinandens eksistens. Man flygter fra den triste hverdag ind i nydelsernes tidsfordriv, som før eller senere bliver årsag til ny elendighed. Nerverne pirres, så de kræver stadig stærkere krydderier på tilværelsen, der i sine former for underholdning og nydelse mere og mere udelukker den skabende tanke fra sit domæne.

Det er almindeligt at anklage enkelte stater eller samfundslag eller enkelte personer som eneste skyldige i tidens ulykker. Det er så nemt, men det er ingen løsning. Vi er alle skyldige. At verden er, som den er, må blive den samlede menneskeheds skyld og dermed også vor. At VI oplever verden på en måde, som skaber angst og bitterhed i VORT sind, er kun vor egen skyld, og det er ingen undskyldning for at optræde på en måde, som måske skaber angst og bitterhed i andres sind. Det sker alt sammen på grund af vore egne "lukkede døre", fordi vi ikke ser alt det, der ligger bag ved de ydre begivenheder, ikke fatter den verden, som ligger uden for vort snævre synsfelt. Det er fordi, vi lukker os inde i en vanesløv forestillingsverden og tror, at alt blot er, som det udfra vore fysiske sanser ser ud til at være.

Vi synes tiden er forfærdelig enten ved sin voldsomhed eller sin ensformighed og søger at flygte fra den ind i tidsfordrivets snørklede labyrint. Men tiden lader sig ikke sådan fordrive, den opsøger os med sine krav, hver gang vi er flygtet i angst eller af kedsomhed. Tiden er vor karma, vore egne tanker, følelser og handlinger, der opsøger os. Det er OS SELV, vi søger at undfly. Tiden, som vi oplever den, er en afbildning af vor egen indre verden, et spejl, der rækkes os, noget, vi ikke kan flygte fra, selv om vi nok så meget vil døve vore sanser med tidsfordriv. Tiden er noget i os selv, vi skal overvinde for at finde frem til noget meget større, der også er i os selv: evigheden.

Sådan kunne det være, men det er det ikke, ofte, ellers oplevede vi ikke verden, som vi i øjeblikket gør det. Vanefunktion gør sig nemlig ikke blot gældende i det fysisk-organiske, også inden for det mentale felt er vi mere eller mindre vanemennesker, eller, som det i denne forbindelse er mere passende at udtrykke det, selv om det ikke lyder så pænt: vanedyr. Ligeså meget de fysiske vanefunktioner er til gavn for os, lige så meget skader vaneopfattelse og vanetænkning den jordiske menneskehed, så længe disse mentale vaner er en intellektuel forlængelse af dyrerigets destruerende og derfor også angstfyldte mentalitet.

Før nævnte jeg, at vi alle er skyldige i verdenssituationen. Men hvordan kan det dyriske i os være skyldigt, når dyret ellers må siges at være et uskyldigt væsen, i hvis psyke instinkterne hersker som naturlove? Dyret er netop uskyldigt, fordi det er et rent instinktvæsen, og det jordiske menneske er skyldigt i forhold til, som det ophører med at være et sådant væsen. Med ordet skyldig mener jeg blot årsagen til disharmoni. Skal vi da anstrenge os for at vedblive at være instinktvæsener for at bevare vor uskyld? Det er umuligt. Vor længsel mod bevidst oplevelse af livet har ført os til et stadium, hvor vi kan skelne mellem "Jeg" og "Det" i modsætning til det øvrige dyrerige, vi forsøger at realisere en menneskedrøm. Der er kun eet at gøre, tilbagetog er ikke muligt, vi må give slip på de dyriske vaner, der er skyld i konflikt, disharmoni og tristhed i den menneskeverden, hvori vi gerne vil leve. Den grå hverdag såvel som slagmarkens rædsler er virkninger af, at vi vil opnå menneskelig lykke, uden at vi prøver på at være mennesker.

Vor tilstand lider i høj grad af forkalkning. Vi har alle mere eller mindre en tilbøjelighed til at indtage en bestemt facon i vor tankegang og forestillingsverden. Det er naturligt, men hvis man ikke er på vagt og modarbejder faconens stivnen i en fast form, kan det udarte til, at man lukker sig inde i en verden af mentale klicheer.

Størstedelen af vor tids religiøse og politiske liv er en lukket klicheverden, ja, selv indenfor videnskab og kunst møder man noget sådant. Religiøse, politiske, videnskabelige og kunstneriske dogmer har begrænset menneskets udsyn og gjort dets verden til en snæver hverdag. Pressen har også medvirket dertil, både den "sorte" og den "kulørte" og en væsentlig del af filmsproduktionen. Man har tjent styrtende med penge ved at vænne folk af med at tænke selv, eller rettere ved at undlade at vænne dem til at tænke selv. Den opgave er det, åndsvidenskaben har påtaget sig. Den vil få mennesket til at lukke sin dør op og vise det mulighedernes verden.

Menneskets hu står da også til at skabe, når det engang imellem er vækket af sin døs. Kunst, teknik, videnskab og humanitære arbejder er udsprunget af menneskets guddommelige skabertrang, det er de lyse pletter i tidens billede. Men også disse mentale former kan stivne og forkalke, hvis ikke en stadig fornyelse finder sted. Kunstnere, teknikere og videnskabsmænd, såvel som de politiske og religiøse foregangsmænd må søge livet uden for de snævre rammer, bringe det inden for menigmands rækkevidde og dermed sprænge rammerne. De må finde frem til de udtryksformer, som går ud over tidsåndens nuværende inkarnation, thi også tidsånden kan siges at have sin inkarnation, d. v. s. sin tidsbestemte form.

Ligesom det enkelte væsen i sin nuværende inkarnation forbereder den næste, idet det med sindets forvandling forbereder sin fysiske forvandling og kan lede den mod en mere menneskelig form, foregår der også en stadig forvandling af tidsåndens eller kulturens former ved hjælp af de mennesker, som formår at gennemtrænge det vedtagnes lukkede cirkel og med deres tanker og følelser i balance kan finde ud i mulighedernes land, hvor det menneskelige ligger og venter på, at vi skal gøre det "af denne verden".

Jeg siger med villie VI, for det gælder os alle. Alverdens amatører, som famlende og ubehjælpsomt forsøger at give deres tanker, følelser og drømme form, er kommende tiders kunstnere, teknikere, videnskabsmænd og forkæmpere for humanitet, og fremtiden er også afhængig af det arbejde, De gør idag for at udvikle Deres talenter, og den åbenhed, hvormed DE møder livets ytringsformer fra de mindste til de største og de ubehagelige såvel som de behagelige.

Vi kan kun nå vore længslers mål, freden, ved at skabe den selv, det vil sige ved at blive menneske i Guds billede, en skaber og fornyer, der kan dræne den sure, forgiftede jordbund, som menneskehedens psyke kan lignes ved, med kanaler af friske, humørfyldte, opbyggende kræfter. Talenter har vi alle, og de må ikke nedgraves. Alle har vi mulighed for at vise større menneskelighed, hjælpsomhed og forståelse, for at åbne døren og gøre vor verden større.

Det er ikke meningen, at vi kun skal eksistere i en begrænset hverdag, kun dyret i os er tilfreds med det, vi skal leve, det vil sige, gøre hverdagen grænseløs ved at realisere vore muligheder som menneske.

Vi er nu på vej mod et større mål, at opleve vor evige universelle tilstedeværelse som menneske i Guds billede, og vejen mod dette mål eller til denne oplevelse går kun gennem dette at leve sit daglige liv "for åben dør", så man kan lukke guddommelige kræfter ind i sin tilværelse.

Verdens forvandling er sindets forvandling, det er den eneste sikkerhed, der gives. Denne forvandling river en ud af dødens greb, ikke den død, som blot er en organismes opløsning og vor frigørelse fra den, men den død, som er en eksistens i uvidenhed og sløvhed. Det er ikke altid let at få sindets porte lukket op, men der findes en nøgle, som har hjulpet mange og stadig vil hjælpe flere, Martinus' analyser af de kræfter, vi bærer i vort indre, og af, hvad der venter os udenfor "de lukkede døre".