Kosmos 1950/11 side 185
ERIK GERNER LARSSON:
Den usynlige mur!
En af de faktorer, der ansporer os stærkest i vor søgen efter en sandhed, der både er urokkelig og endelig, er den bevidste erkendelse af, at vi er omgivet af en usynlig mur, der i alt skaber en total adskillelse mellem os selv og vore omgivelser. Selv i livets mest sublime oplevelser, hvor vor fornemmelse af at "være eet" med et andet menneske er stærkest, eksisterer denne mur og lader os smerteligt fornemme vor egen absolutte ensomhed.
Ingen kan være "hinanden". Hvor gerne vi end vil ophæve den isolation, der omgiver os på alle sider, har livet her sat en bom for vore ønskers opfyldelse. Kun een vej står os åben ud af denne ensomhed, men den viger de fleste tilbage for at betræde af den simple grund, at de finder prisen for høj, risikoen for stor.
Flokbevidsthedens magt.
Hvorfor viger de fleste tilbage i angst, når de i alvorlige stunder nærmer sig denne vej, der kunne føre dem udover den efterhånden meget onde cirkel, som den koncentrerede individualitetsoplevelse må siges at være? Ganske enkelt fordi summen af uintellektuelle mennesker fremdeles er så overvældende, at den udøver et uhyre tryk på den, der på sin vis godt ville gøre et alvorligt forsøg på en totalændring af tanke- og levevaner, men som simpelthen mister modet til dette forsøg ved udsigten til den kamp imod sig selv, som dette forsøg omgående vil resultere i.
De fleste mennesker er endnu, oftest uden selv at være klar derover, i så høj grad beslægtet med "flokken", at de frygter dens dom, der altid er isolation. Vi står her overfor en af de faktorer, der binder udviklingen meget hårdt. Tag for eks. blot de vanskeligheder, der venter den, der gerne vil leve vegetarisk. Normalt vil omgivelserne her reagere langt hårdere, end man skulle forvente. Ellers søde og "forstående" mennesker føler her en voldsom bølge af modvilje mod dette forsøg vælde op i sig og reagerer som regel med udtalelser som "Hvad i alverden skal jeg så finde på at give dig?" eller det endnu bitrere: "Hvorfor kan du dog ikke leve som andre mennesker? Er det absolut nødvendig, at din idealisme skal gå ud over mig?" o. s. v., o. s. v. Intet under, at mange efter et blot beskedent forsøg kapitulerer og ræsonnerer, at "forsøget" må vente til "det næste liv". Det er denne flokbevidsthedens reaktion igennem ellers tilsyneladende søde og forstående mennesker, der er den direkte årsag til, at så mange mennesker, som tilfældet er, tvinges til at forblive indenfor den usynlige murs rammer og der langsomt forkrøbler, åndelig talt.
Den stenede vej.
Man har kaldt vejen udaf det enkelte menneskes åndelige isolation for "hemmelig", "tornet" eller "stenet" – og den er det! Men ikke mere end at den kan befærdes. Forsynet eller Guddommen forlanger absolut ikke det umulige af noget som helst væsen, men det forlanger, at man skal gøre noget. Det er denne sandhed, vi genfinder i ordene: "Søger, og I skulle finde. Banker på, og der skal lukkes op for Eder!" Ord, som mange helt har misforstået og udlagt på den måde, at man blot skal nøjes med at søge på samme lidet intensive måde, som "gode kristne" altid har gjort. Nej, kravet er her større. Ønsker man at erkende en større sandhed end den, der tilfredsstiller det endnu omtrent åndeligt sovende menneske, må man have mod til at trodse det "røgtæppe", som sløv vanetænkning har lagt henover livet. Man må da se i øjnene, at den usynlige mur, der adskiller os fra den kosmiske eenhed, som ethvert virkeligt udviklet menneske mere end aner eksisterer, kun kan brydes ned, ved at man indstiller sig på en helt ny tænkemåde. Som det er nu, tænker flertallet kun "på langs" ad de problemer, det dagligt stilles overfor. Men man må også lære at tænke "på tværs" ad dem. Det er ikke nok at interessere sig for disse problemers relationer til vor rent timelige tilværelse, man må også kende deres relationer til vort evige liv.
Kend dig selv!
En af livets "billige løsninger" er den, man kender igennem postulatet om, at mennesket er et "produkt af arv og miljø", en opfattelse som er trængt langt dybere ind i flertallets bevidsthed, end mange tænkende mennesker er klar over. Een gang absorberet i bevidstheden virker denne opfattelse helt eventyrligt destruerende på alt, hvad man har givet navn af ansvarsbevidsthed eller samvittighed. Denne "videnskabelige sandhed" er trøsterig. Den belærer en om det naive i at "tage tungt" på noget som helst. Er man – og det hævder videnskaben jo – blot "organiseret stof", hvortil så alle skruplerne? Hvortil nogen som helst sjælelig reaktion i det hele taget?
Livet viser imidlertid et andet billede. På trods af al videnskabelig forkyndelse er der noget i os, der reagerer, hver gang vi foretager en handling, der ligger under vor moralske standard. Dette "noget" turde være det væsentligste ved os, nemlig det, der ikke er stof og derfor ikke underkastet de farlige tids- og rumbegreber. Dette usynlige "noget" er det evige i os, og dette evige fører en altfor kummerlig tilværelse hos de fleste. I dets dyb rummes alle livsgåders løsning, det er efter det, vi skal "søge", det er på dette evige nogets skjulte porte, vi skal "banke".
Vil denne søgen resultere i andet end negativt grubleri? Mange stiller dette spørgsmål og besvarer det selv ved at bestemme sig til at forblive som "de andre". Men har man mod til at nægte at "se sig tilbage" og begive sig på vej, venter der en vidunderlige oplevelser. Lad så være, at prisen i begyndelsen synes høj – intolerance, selvoptagethed, selvovervurdering o. s. v., samt kødspisning, alkohol og nikotin er hårde tove at hugge sig fri af. Ligervis som urskovens frygtede lianer snor de sig om en på steder, hvor man mindst venter dem, og det vil være tåbeligt at hævde, at udtrykkene "tornet og stenet" er slet valgte for de vanskeligheder, der møder enhver begynder i livsforvandlingens tunge kunst.
Men har man passeret de vanskelige begynderstadier – og hertil hjælpes man kun af en brændende hunger efter sandhedserkendelse – lysner det hurtigt. Til sin egen store glæde føler man, hvorledes et nyt "kosmisk sprog" begynder at blive ens ejendom. Man "ser", hvad andre ikke ser, og man "hører", hvad andre ikke hører. Til sin dybe undren opdager man sandheden i det gamle ord, at "den Gud han sætter ene, han selv er mere nær". Den usynlige mur, der føltes allevegne, smuldrer stykke for stykke. I vidunderlige stunder føler man en for sjælen næsten ubegribelig kontakt med alt og alle og opdager, at der foruden den tunge og bitre ensomhedsfølelse også eksisterer en uendelig lykkebringende ensomhed, nemlig den, i hvilken "Guds røst" høres tydeligere end før menneskenes larm.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige