Kosmos 1950/10 side 173
Den store pyramides hemmelighed
CARL V. HANSEN
"Og staden ligger i en firkant, dens længde er lige så stor, som dens bredde." Joh. Åb. 21,16.
Når man nævner ordet Ægypten, er der straks et billede, der træder frem for vor bevidsthed, nemlig de store pyramider "kong Faraos høje sten", som H. C. Andersen kaldte dem.
Ægyptens pyramider har til alle tider været hyllet i skrud af mysterium. Allerede ved den historiske tidsalders begyndelse var de gamle, og oldtidens historieskrivere omtaler dem med ærefrygt. Den berømteste af pyramiderne er Kheops-pyramiden ved Gizet, eller den store pyramide, som den er blevet kaldt. Der er opkastet mange teorier ned igennem tiderne om, hvem der har bygget den, og hvorfor den er blevet bygget. Når denne pyramide, i særdeleshed, er blevet kendt og meget omtalt skyldes det dens enestående konstruktion, som vi skal berøre nærmere lidt senere.
Den mest udbredte opfattelse blandt historieskrivere er, at denne pyramide er en kongekrav. Set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt kan vi godt tilslutte os denne opfattelse, at det er en "konges grav" – men vi tror, at det er en større konges grav, end nogen af de ægyptiske Faraoners.
Når vi betragter dette enestående bygningsværk i intuitionens og åndsvidenskabens lys, er det, som om en stemme i vort indre klart og tydeligt fortæller os, at pyramiden er et mægtigt symbol på livets og Jeg'ets inkarnation i den fysiske materie. Ligesom pyramiden fremtræder livet på det fysiske plan i en række af trin eller lag, fra de laveste til de højeste. Det samme gælder det menneskelige samfunds struktur. Ligesom pyramiden, stræber alt liv i den fysiske verden mod himlen – mod lyset. Og ligesom pyramiden er opbygget og sammenføjet af stene, således består jo både menneskeslægten og det enkelte menneske af små livscentre eller celler – levende stene, som apostelen siger.
Pyramidens mange lag eller trin bliver smallere og smallere, jo højere vi stiger op, for til sidst at ende i topstenen eller slutstenen, der også i sig selv er en pyramide – en hoved – hjørnesten. Vi kommer til at tænke på Bibelens ord om Kristus – den salvede eller den indviede, som navnet betyder. Og her er vi ved pyramidens hemmelighed. Thi den konge, hvis grav i materien eller klippen, som pyramiden skal symbolisere, er nemlig Kristus. I åndsvidenskabelig betydning er Kristus ikke blot en bestemt historisk person, men det højeste guddommelige Selv, Jeg'et i ethvert menneske. Dette Jeg er "evighedens herre", som der står i det ældgamle indvielsesskrift, den såkaldte ægyptiske dødebog.
Den store pyramide er bygget i forhistoriske tider af et broderskab eller samfund af indviede, kommet fra andre og mere højtudviklede kloder, for at bistå ved dannelsen af en menneskelig kultur her på kloden. Den skal være bygget ved psykisk kraft, ved en art materialisering eller projektion af stoffets atomer. Dette synes bekræftet af et gammelt arabisk sagn, der siger, at stenene kom flyvende gennem luften til pyramiden. Hvis dette er tilfældet, forklarer det, mere end mange ord, hvilken enestående viden og kraft disse indviede adepter må have været i besiddelse af; og samtidig forklarer det den overlegne intelligens og visdom, som overalt kommer tilsyne i pyramidens konstruktion.
Disse væsener må have kendt den menneskelige udviklingslinje millioner af år frem i tiden. Og deres hensigt med at bygge pyramiden var bl. a. den, i en symbolsk form at illustrere denne udviklingslinje – dens store og afgørende faser, der til slut kulminerer i "den store fødsel" eller Kristusindvielsen, som er symboliseret ved den "åbne grav" i kongens kammer. Thi her findes en kiste eller et sarkofag, hvortil der aldrig nogensinde har kunnet findes eller påvises et låg; og et sarkofag eller en kiste uden låg er et mærkeligt – ja i høj grad mærkeligt fænomen.
I kongens kammer, i hjertet af den store pyramides klippemasse, findes der en åben grav. Vore tanker går uvilkårlig til en begivenhed, som fandt sted mange tusinde år efter, at den store pyramide var blevet bygget; nemlig til den åbne klippegrav, og opstandelsen fra Golgatha. Vi er nu på sporet af mægtige hemmeligheder. Var det, der skete på Golgatha, både det, som gik forud, og det der fulgte efter, blevet hvisket i kamrene i den store pyramide, inden det blev forkyndt fra tagene under Kristusmysteriets mægtige dramatiske åbenbaring for menneskeheden for 1900 år siden?
Ja – vi tvinges til at antage, at det forholder sig således. De store og afgørende stadier i den menneskelige sjæls evolution har været kendt til alle tider af de indviede, og denne viden nedlagde de symbolsk i den store pyramides konstruktion. Pyramiden indeholder bl. a. to kamre, som, fra de ældste tider, er blevet kaldt henholdsvis kongens og dronningens kammer. Vi ser her tydelig en fremstilling af de to principper i mennesket og universet, nemlig det mandlige og det kvindelige princip eller den positive og den negative pol. Dronningens kammer ligger et stykke under kongens og er udtryk for det kvindelige skabende princip i universet, som i det fysiske legeme finder sin højeste manifestation i livmoderen – et under af visdom og skabende imagination. I dronningens kammer foregik de mysterier og indvielser, som stod i forbindelse med fødselen, både den fysiske og den åndelige. Pyramiden bliver også fra gammel tid kaldt fødehuset eller fødestedet. Vandet symboliserer ursubstansen, moderenergien eller det kvindelige element. Den kristne dåb i vand, der symboliserer sjælens nedstigning og fødsel i materien, har sin oprindelse herfra. Ved den åndelige fødsel symboliserer vandet renselse.
Gangen, der ude fra nordsiden leder ind i pyramiden, fører først til dronningens kammer, herfra udvider den sig til syv gange sin egen højde og fører derefter op til kongens kammer. Kongens kammer symboliserer det mandlige princip, viljen og hjertet i det fysiske legeme, som altid, i indvielseslæren, forbindes med solen, medens det kvindelige princip forbindes med månen.
Når kandidaten til indvielsen, efter mange vanskeligheder og farer i de lave underjordiske gange og huler, endelig var nået til fødselshuset eller dronningens kammer og havde gennemgået indvielserne her, kunne han, gennem den nu syv gange ophøjede gang, stige op til kongens kammer, hvor den store og afgørende prøve ventede ham – nemlig korsfæstelsen og opstandelsen fra de "døde". Han blev lagt i kisten eller den åbne grav, og ved hjælp af magiske og hypnotiske kræfter, hidhørende fra de adepter, som forestod indvielsen, blev hans sjæl eller Jeg frigjort fra det fysiske legeme for en tid, og i den åndelige verden blev han indviet i visse af universets hemmeligheder. Hvis han derefter var i stand til at vende tilbage til sit fysiske legeme, med fuld bevidsthed og erindring om det han havde oplevet, blev han betragtet som en indviet, og der blev overdraget ham et hverv som indviet konge eller leder af den opvoksende menneskeslægt. Thi hensigten med denne art af indvielser var at skabe velegnede ledere for de endnu uudviklede menneskemasser, når det tidspunkt indtraf, som var forudset, at de store indviede igen for en tid måtte trække sig tilbage fra denne klode og overlade menneskene til selv at finde deres vej frem.
I det gamle Ægypten blev Kristus-mysteriet, overfor det store brede folk, dramatiseret i Osiris-myten og de hermed forbundne festligheder, som fuldstændig minder om kristendommen. Kristus-indvielserne i den store pyramide forklarer også en gåde, som har optaget mange forskere, nemlig hvorledes en række afgørende begivenheder og faser i Jesu liv allerede findes omtalt mange steder i det gamle testamente; i særdeleshed i den samling af tekster, der kaldes "Davids salmer". I Salmernes bog finder man ordret en mængde sætninger, som senere, efter evangelierne, blev udtalt af Kristus, under det store indvielsesdrama på Golgatha. Særlig den 22. salme er i særdeleshed rig på sådanne steder. – Ja, den begynder endog med ordene: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" I vers 8 hedder det: "Alle, der ser mig, spotter mig." Fremdeles vers 17 "Hunde omgiver mig – de har gennemboret mine hænder og fødder!" Vers 19 "Mine klæder deler de imellem sig, og om kjortelen kaster de lod". Foruden de enkelte vers her findes der rundt om i Salmernes bog en mængde hentydninger til korsfæstelsen.
Forklaringen er den, at store dele af Salmernes bog er tekster fra ritualet, som blev benyttet under den store pyramideindvielse i Ægypten. Det hedder iøvrigt om Kristus: "Fra Ægypten kaldte jeg min søn!" Ægypten symboliserer i Bibelen, den fysiske materie. Alle disse ord symboliserer bestemte faser i indvielsen, som aspiranten måtte gennemgå. Rundt om i det gamle testamente findes der stumper af teksterne fra denne gamle indvielseslære, særlig hos profeterne og i Jobs bog, der er et ældgammelt indvielsesskrift. Det er jo en kendsgerning, at disse tekster eksisterede mange hundrede år før den historiske Jesu Kristi fremtræden. Denne indvielseslære er det "guld og sølv", som Israeliterne bragte med ud af trællelandet: Ægypten.
Fra ortodoks-kirkelig side har man forklaret alle disse ord rundt om i det gamle testamente, som profetier om Kristus. Således kan de naturligvis også betragtes. Men det må jo være en kendsgerning, at denne viden, om Kristus-indvielsen, må have eksisteret et sted; hvorledes skulle den ellers være blevet nedskrevet og overleveret? Thi sammenstiller vi alle de mange hundrede skriftsteder i det gamle testamente, som peger hen på Kristus, har vi alle de afgørende stadier i Kristus-indvielsen og det indre åndelige menneskes evolution.
Vi har nu betragtet den store pyramide i forbindelse med indvielseslæren; vi skal nu slutte med nogle bemærkninger om dens konstruktion. Denne konstruktion er, som bekendt, ganske enestående, og der er allerede skrevet en mængde bøger om dette emne, særlig på hovedsprogene. På dansk foreligger der en glimrende lille bog af Johannes E. Hohlenberg: Kheopspyramiden.
Vi skal kort berøre nogle ganske enkelte forhold i pyramidens konstruktion og deres symbolske betydning. Pyramidens topsten symboliserer Kristus eller solen. Efter et gammelt sagn skal den have været af guld, i de forhistoriske tider, da pyramiden blev benyttet efter sit oprindelige formål. Drager man en kreds gennem pyramidens fire hjørner, svarer denne i forhold til topstenen til jordens bane omkring solen. Pyramidens fire hjørner svarer til kredsløbets fire faser, de fire årstider, der er betinget af jordens bane gennem de tolv stjernebilleder i dyrekredsen i årets løb. Den bliver derfor analog med og svarende til det Ny Jerusalem i Joh. åbenbaring, hvor det netop hedder, at "staden ligger i en firkant". Det nye Jerusalem er en symbolsk fremstilling af det indviede væsen med kosmisk bevidsthed, Jeg'et i sit evighedslegeme organiseret som et fuldkomment ordnet Kosmos. Dette er slutstenen og kronen pi den menneskelige udvikling her på kloden, og er altså forudset og forudsagt både i pyramiden og i Johannes åbenbaring.
Pyramiden er sikkert meget ældre end almindelig antaget af den materialistiske historieskrivning. Den er muligvis bygget på et tidspunkt, da forårspunktet stod på grænsen mellem løvens og jomfruens stjernebilleder. Den store sfinx, der ligger udenfor pyramiden som "Tærskelens vogter", kunne tyde herpå. Dette skete for ca. 13,000 år siden, og igen 26,000 år tidligere. I hvert fald er det almindelig antaget indenfor åndsvidenskaben, at den store pyramide er meget gammel.
Meget kunne endnu fremdrages og siges om Kheopspyramiden, der med rette i oldtiden blev betragtet som et af verdens syv underværker. Men det her fremførte vil være tilstrækkelig til at give det moderne nutidsmenneskene et lille fingerpeg om de store indviedes eksistens, og den enestående visdom og kærlighed, hvormed den menneskelige udvikling her på jorden overvåges og ledes.
I lyset af den store pyramide og dens indvielseslære får den moderne åndsvidenskab sit rette perspektiv og betydning som den ledestjerne, der fører disciplen til "kongens kammer", det hellige indvielsescentrer i hans eget indre. Thi det er alene herfra, at røsten lyder: "JEG ER opstandelsen og livet!" Herefter skal indvielsen ikke være symbolsk, men en organisk selvoplevet og erfaret realitet.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige