Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Sidste eftersommer havde jeg tilfældigvis lejlighed til at høre en samtale mellem to herrer, som ferierede i en lille kystby. De udtalte sig begge i højstemte toner om den smukke oplevelse, de hver for sig havde ved om morgenen tidligt at ro ud på havet og opleve dagens fødsel, som hver gang var en ny forunderlig oplevelse. Den ene fortalte, at han forenede det behagelige med det nyttige, idet han, samtidig med at han glædede sig over naturens skønhed, pilkede torsk. Hertil svarede den anden, at han en enkelt morgen havde prøvet det samme, men havde måttet opgive pilkningen, idet morgenens skønhed, fred og ro ligesom flygtede bort, da den første lemlæstede torsk lå i bunden af båden. Han rystede undskyldende og beklagende på hovedet og fortsatte: "Ja, således har jeg det altså, og derved er intet at gøre."

Denne lille oplevelse gav mig en del at tænke på. Vi mennesker lever alle mere eller mindre under "det dræbende princip". Vi kan ikke opretholde vor egen eksistens uden at nedbryde andet liv, vort liv er betinget af andet livs undergang. Langt de fleste mennesker er ikke bevidste i dette, ja de har antagelig aldrig tænkt over dette spørgsmål og i kraft af en forstenet vaneindstilling finder de det ganske naturligt, at f. eks. dyrene må lade livet, for at menneskene derigennem kan opretholde deres. Jeg kan tænke mig, at den ene af de nævnte ferierende herrer med lige stor glæde har betragtet solopgangen og de blodige fisk i bådens bund. Der var intet i hans sind, der i nogen retning protesterede – hans handlinger var naturlige, selvfølgelige og fornuftige set fra hans synspunkt. For den anden herre stillede sagen sig imidlertid helt anderledes. Han havde jo også forsøgt at pilke torsk, men var blevet standset af noget ukendt i hans eget sind. Han var sikkert i vildrede med sig selv, skammede sig måske over sin egen formentlige svaghed og stod uforstående over for dette mærkelige ny i sindet, som var af en foruroligende styrke, idet det var stærkere end hans villie. Alene det, at han ikke var som andre har sikkert været en kilde til uro for ham. Hvad er det egentlig, som bevirker, at et menneske efterhånden hverken er i stand til at dræbe dyr eller mennesker. Skyldes det ganske simpelt ikke dette, at det menneskelige i bevidstheden begynder at gøre sig gældende.

Dyrets bevidsthed er behersket af urinstinkterne, og i selve dyreriget hersker magtprincippet, hvilket vil sige, at de fysisk stærkeste væsener er eneherskende, og at kamp og drab er naturlige begivenheder. I denne zone er "det dræbende princip" en livsbetingelse, idet en mængde dyrs liv og tilværelse er betinget af drabet på andre dyr. Disse dræbende tendenser standser ikke i det egentlige dyrerige, men fortsætter op i den jordmenneskelige tilværelse, hvor selve drabsudfoldelsen kulminerer. Dyret dræber af nødvendighed og som livsbetingelse, hvorimod mennesket dræber af had, det dræber af forfængelighed og ærgærrighed, der dræber af magtbegær, og det dræber af lyst. Det jordiske menneske befinder sig altså på et stadium, hvor det dræber eller tager andre væseners liv ikke på grund af tvingende livsbetingelse, men derimod på grund af uvidenhed, traditionel vaneindstilling, forfængelighed og forlystelse. Når hertil kommer, at den menneskelige ernæring jo stadig hovedsagelig opretholdes gennem indtagelse af animalsk føde, hvilket bevirker at tusinder og atter tusinder af dyr dagligt må dræbes, for at deres aflivede kroppe eller lig kan blive serverede som måltider, kan det ikke tilsløres, at menneskets fodspor hen over jorden er blodige . . . Urinstinkterne eller talenterne fra det egentlige dyrerige blomstrer stadig. Resultatet heraf er en menneskehed, der har mistet dyrets sorgløshed og livsglæde, og som har fået disse erstattet med en lammende frygt og rædsel – en menneskehed, der kæmper med stadig flere og flere sygdomme og som knuges af hastigt voksende økonomiske byrder forårsaget af militærbudgetter, hvis størrelser er æventyrlige. Bekymringer, smerter og lidelser er uafrystelige følgesvende, de følger menneskene som skygger i de blodige fodspor – og denne bestandige forfølgelse af disse mørke truende fantomer skaber efterhånden liv i den sovende bevidsthed. Da ulykkelige skæbner, krige, mord, drab, sygdom og nød behersker samfundene, er der efterhånden hos mange mennesker opstået en anelse om, at man under alle forhold bør frigøre sig for at praktisere "et dræbende princip", hvad enten dette så gælder mennesker eller dyr.

Gennem det sidste århundrede har menneskenes intelligens og følelse gennemgået en meget stærk udvikling, hvilket har bevirket, at mange gamle opfattelser har måttet vige og er blevet erstattet med andre, som er i samklang med en højere erkendelse. Denne ændrede opfattelse har ikke alene fundet sted inden for de videnskabelige områder, også vedrørende moralske opfattelser er der sket store ændringer, og menneskenes langt rigere følelsesliv bevirker jo netop, at mange efterhånden er ude af stand til at dræbe dyrene, idet humane eller livsbefordrende kræfter neutraliserer eller binder sindets urinstinkter. På dette stadium befinder der sig nu en mængde mennesker, og de er, som den nævnte uheldige fisker, uvidende om, hvad det egentlig er, der er sket i deres sind. Tænk hvilken glæde og befrielse det må blive for sådanne mennesker at møde de kosmiske analyser og derigennem blive klar over deres egen øjeblikkelige situation, at blive i stand til at se tilbage på den udviklingsvandring, der er gennemlevet, og se frem mod de menneskelige tilstande, der venter os i fremtiden. Menneskene er jo gennem deres praktisering af "det dræbende princip" stadig hjemmehørende i dyreriget, men denne tilknytning bliver gennem udviklingen bestandig mindre, og det er alle udviklede menneskers store drøm efterhånden at nå frem til virkelig menneskelige tilværelsesformer.

Martinus' arbejde viser os årsag og virkning indenfor vort skæbneområde, og derved er vi blevet i stand til at overse, hvilke fremtidige virkninger vor nuværende handlemåde bliver årsag til. De mennesker, for hvem de kosmiske analyser fremtræder som virkelighed, får selvfølgelig en mængde spørgsmål at tage stilling til som f. eks. ernæring, nydelsesmidler m. m. Disse problemer kan være meget vanskelige, og det kræver både villie og karakterstyrke at ændre fastgroede vaner og derved indenfor disse områder frigøre sig fra at virke dræbende og lemlæstende på sin mikroverden. På en del mennesker virker Martinus' analyser vedrørende mikrokosmos ligesom uvirkelige – ikke således at disse mennesker forkaster tanken om mikroverdenens eksistens, nej slet ikke, de er jo blevet konfronteret med et verdensbillede, hvori begreberne mikroverden og mikrovæsener indgår naturligt, logisk og selvfølgeligt, og teoretisk må mikrokosmos således eksistere. Deres egen mikroverdens liv er imidlertid ligeså uvirkelig og fjern for dem som pygmæernes liv i de afrikanske urskove, og som følge heraf er de ikke i stand til at tage kampen op med uheldige spise- og nydelsesvaner, der virker dræbende på deres mikroverdens liv. For at en tanke skal blive virkelig eller levende for os, må den opleves ikke alene med hjernen, men også med hjertet – tankens liv og vor bevidstheds liv på dette særlige felt må forenes og flamme op, først da bliver en tanke til levende virkelighed og bliver derved i stand til at sætte de villieførende kræfter i gang. Et menneske kan kun udnytte sin hele villiestyrke, når der bag villien eksisterer enten en urokkelig tro eller en virkelig viden. Da menneskenes trosevne er under en stærk degeneration og ikke mere har bæreevne, kan jo kun en virkelig viden om livet og dets love og principper få menneskene til at anspænde alle kræfter og frigøre sig fra "det dræbende princip", fra dyrerigets mørke, smertefyldte atmosfære. – – –

De ældgamle sætninger: "Du må ikke ihjelslå", "Du skal elske din næste", som efterhånden for de fleste mennesker er blevet uvirkelige og uden interesse i en verden, hvor man kappes om at fremstille de mest effektive mordvåben, får gennem de kosmiske analyser påny levende aktualitet, idet de viser sig at være det urokkelige fundament for enhver form for menneskelig harmoni og lykke.

Gennem materialismens og vantroens klamme, grå tåge dukker atter i kraft af de kosmiske analyser "Guds billede" frem. Dette billede er ikke mere formet som et enkelt væsen, men består udelukkende af alt og alle. Hvis man ønsker at være i harmoni med dette billede, må man indstille sig harmonisk til alt og alle. I samme grad, der findes noget, man ikke synes om eller nogen, man ikke kan lide eller endog hader, er man uden kontakt med "Guds billede". Gennem "Næsten" er man stedet over for Guddommen, og gennem "Næsten" oplever man Guddommen. Dette ny billede af Guddommen stiller umådelige krav til det enkelte menneske, som efterhånden tvinges ind i en vældig kultiveringsproces med jungleområderne i sit eget sind.

Vor opfattelse af "Næsten" må også totalt ændres – "Næsten" er ikke blot vore familiemedlemmer eller måske individer inden for vor egen væsenstilstand, men vi må for at være i samklang med livet lære at forstå, at dyret, planten, ja selv mikroberne er vor "Næste". Alt levende er vor "Næste", det er den udvidelse af vort syn, den viden, vi gennem de kosmiske analyser er blevet beriget med. At komme på bølgelængde med livets grundtone eller kærligheden stiller med dette udvidede syn på "Næsten" så store krav til os mennesker, at kun den gradvise gængse udvikling vil muliggøre den forvandling, der giver os evnen til at opfylde loven for tilværelse.

Gennem verdensgenløsningen, som vi modtog den for to tusinde år siden, og som vi i vor tid modtager den gennem de kosmiske analyser, lyder, formet på forskellig måde, samstemmende en indtrængende appel til mennesker om at gøre kærligheden til livsbetingelse, hvilket i virkeligheden vil sige: på alle områder, hvor det er muligt, at tage afstand fra "det dræbende princip". Martinus har på en meget smuk og forjættende måde i sin bog "Den ideelle Føde" ladet livet selv forme en sentens vedrørende dette problem: "Derfor lyder den guddommelige Røst til de jordiske Mennesker i Dag: Salig er de, som vender sig bort fra det dræbende Princip og har begyndt at gøre Kærligheden til Livsbetingelse, thi de er paa Vej mod en forklaret Tilværelse. Gennem dem opstaar "Guds Rige" paa Jorden."