Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dagen efter Martinus fødselsdag, altså lørdag den 12. august, kolliderede en pindso med et dollargrin lige udenfor villa Rosenberg oppe ved Klint. Jeg ved det så nøje, fordi jeg nogle dage senere fik hele referatet af vor landpost, som ved et tilfælde havde overværet begivenheden. Selv ville jeg nemlig aldrig have hørt om den, hvis jeg ikke den følgende mandag nær var snublet over noget, jeg først troede var en markmus, men som ved nøjere eftersyn viste sig at være et diminutivt pindsvin, ikke større end det med lethed kunne skjule sig i min hule hånd.

Idet jeg bøjede mig ned for at tage den, krøb den ind under vor syrenhæk, og der blev jeg vidne til, hvorledes det lille kræ borede sin lille tryne ind i moderens allerede oppustede og halvforrådnede krop. Fortvivlet bed den i en af hendes patter for dog at prøve, om hun ikke kunne forstå, at den trængte til mad. Billedet, jeg så, var en slående pendant til digteren Kaalunds berømte: "En blodig vildand bag sivet lå –". Jeg tog det lille kræ op og gik ind i huset for at prøve, om jeg dog ikke kunne lære den at labbe lidt mælk i sig. Det lykkedes, men den var faktisk så lille, at jeg tænkte, den nok døde dagen efter. Det gjorde den imidlertid ikke, men den udstødte af og til nogle fortvivlede små, skarpe skrig. Den følgende aften var vejret aldeles dejligt, og vi sad alle ude i haven og nød lunheden ved en petroleumslampes bløde skær. Pludselig puslede det mellem buskene, og min kone mente, at det nok var pindsvinefatter, der var ude, hvorfor hun bad mig hente den lille. Jeg gjorde det, og næppe havde jeg sat den i græsset, før den udstødte sit sørgmodige skrig. Ikke et halvt minut senere væltede en bror til den ned ad en lille stenhøjsskråning, og det var helt rørende at se deres gensynsglæde. Men også den var altfor lille til at kunne klare sig selv, så mit problem var jo nu nærmest fordoblet. Til vor store overraskelse lykkedes det at holde liv i dem. Jeg var alene i huset deroppe de sidste uger, og sjældent har jeg haft det så morsomt som sammen med disse to små "adoptivbørn", der i løbet af ganske få dage blev så kælne som kattekillinger. Om aftenen vågnede de op til et mægtigt liv, trillede med glaskugler på gulvet og opførte sig så kosteligt, at jeg, hvis jeg ikke selv havde oplevet det, ikke ville have troet det muligt.

Min hjemrejse skabte et nyt problem. Endnu var de ikke store nok til at klare sig selv, og jeg tog dem derfor med og anbragte dem i vort vinhus, hvor de meget hurtigt fandt sig til rette. Nu, over to måneder senere, er de ikke til at kende igen. De er faktisk ved at udvikle sig til et par vældige bamser. Men kælne er de. Hver eneste dag vil de kløs bag øret og kradses både her og der. Tro det hvem der vil, men med alle deres nu fuldt udviklede pigge kan de gøre deres "pels" så blød som en elskværdig kokusmåtte. Nu venter jeg blot på, at de skal falde i vintersøvn – så håber jeg på, at de sover så længe, at de først vågner, når vi alle tre igen er ved Klint!