Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

De kosmiske princippers gentagelse.

Nu kan sådan noget let komme til at lyde temmelig paradoksalt for den, der første gang møder tanken, ja, man vil måske ligefrem synes, at en sådan tanke virker indsnævrende på livsmulighederne; men det paradoksale ligger i, at man forveksler princippet med den måde, hvorpå det er iklædt materien.

Selvfølgelig kan ingen nogen sinde komme til at opleve nøjagtigt det samme to gange; thi så skulle jo, som Martinus siger, det skete være usket, da det jo er fuldstændig umuligt at skabe nøjagtigt de samme betingelser for oplevelsen anden gang som første. De ydre omstændigheder ville umuligt kunne forblive de samme, og selv om dette var tilfældet, så ville man aldrig kunne befri sig for erindringen om første oplevelse og i et nyt fysisk liv for de nyskabte evner, talenter og anlæg, hvorfor den måde, man ville reagere over for oplevelsen på, nødvendigvis måtte blive præget deraf og derfor aldrig kunne blive en tro kopi af den første.

Vi vil altså straks slå fast, at det ikke er og ikke kan være de samme oplevelser, der gennem fysisk materie påvirker vor bevidsthed, men derimod de i de fysiske foreteelser inkarnerede ideer eller principper.

Hvad vil det egentlig sige, at der bliver gjort en opfindelse? – Det vil sige, at en i åndelig materie eksisterende idé bliver nedtransformeret, så den via en fysisk hjerne bliver synliggjort i fysisk materie og dermed fremtræder for os som ideens fysiske virkninger. Det samme gælder inden for kunst og videnskab. Det er altså ikke den menneskelige hjerne, der har skabt ideen. Den har kun været den omformer, ved hvis hjælp de åndelige energier blev omsat til fysisk energi. Opfinderen, kunstneren eller videnskabsmanden har derfor i realiteten ikke fundet på noget nyt, for så vidt som der intet nyt eksisterer i verdensaltets principper eller ideer, men han har skabt en ny variationsform af det gamle eller af noget, som menneskene hidtil ikke har kendt.

Men hvorledes er det da blevet muligt for de pågældende at kunne gøre dette, og hvorfor kan vi ikke alle gøre det?

Ja, hvorfor er vi ikke alle dygtige violinister? Fordi vi ikke har sat noget ind på at blive det! For at kunne blive dygtig til noget som helst må man interessere sig for det og beskæftige sig med det dag efter dag, hvorved man lidt efter lidt får udviklet et organ for forståelsen eller udøvelsen af den foreteelse, der nu kan være tale om, akkurat som en gruppe muskler kan trænes op i styrke ved daglig øvelse. Det er vist ikke almindeligt, at nogen kan spille violin, første gang instrumentet sættes under hagen. Det er sikkert også uhyre sjældent, at nogen gør en stor opfindelse, den første gang hans tanker strejfer emnet. Nej, der må langvarigt og slidsomt arbejde og øvelse til, inden et nyt organ er skabt og bragt til kulmination.

Hvad skal da dette organ? – Ja, dets opgave er at kunne korrespondere med de energier, som ideen, der skal overføres til det fysiske plan, er sammensat af. Disse energier var også til stede før organets udvikling, men man var bare afskåret fra at kunne sanse dem, ligesom man er afskåret fra at kunne sanse radiobølgerne med øret alene. Det manglende organ er i dette tilfælde radiomodtageren, og at denne ikke befinder sig i vort fysiske legeme, afkræfter ikke dens identitet som et organ, idet den nemlig fuldstændig er underkastet vor villies kontrol og i øvrigt også betjenes af vor organisme.

Når man altså gennem øvelse og erfaring har fået udviklet et organ for opfangning af de pågældende energier, kan disse derefter passere igennem bevidstheden, hvorved man får lejlighed til at opfatte og tilegne sig den idé, de er udtryk for og eventuelt bringe den til udførelse på det fysiske plan.

Denne organudvikling finder sted for alle levende væseners vedkommende, men går blot i forskellige retninger, som er bestemt af, hvor væsenernes interessesfærer er, og den er altså en uomgængelig nødvendighed for at kunne komme i forbindelse med det kosmiske idémateriale.

Da det altså ikke er menneskene selv, der skaber ideerne for deres kunstneriske, tekniske og videnskabelige frembringelser på det fysiske plan – vi siger jo ikke: Jeg skabte en idé, men: Jeg fik en idé – ville det jo unægtelig være interessant at efterforske, hvor de så bliver til; thi da de består af energi, må de jo også være skabt.

Da en kosmisk idé afslører kulminerende intelligens, kan vi straks være på det rene med, at den i hvert fald ikke bliver til i "det rigtige menneskerige", da intelligensfunktionen ikke er bragt til kulmination i denne zone. Vi må derfor fortsætte vore undersøgelser i "visdomsriget"; men forinden ville det måske være klogt, om vi trak visse linier op angående intelligenslegemet og intelligensenergien.

Vi ved, at alle vore oplevelser skaber erindringsbilleder i vor bevidsthed. Disse erindringsbilleder indgår i bevidstheden i samme rækkefølge som oplevelserne, af hvilke de jo netop er et produkt. Dette forhold er især gældende for dyrenes, men også i stor udstrækning for de meget primitive menneskers vedkommende. Disse har ingen orden på deres erindringsbilleder, hvorfor deres genkendelsesevne må baseres på deres i øvrigt stærkt udviklede instinkt. Men gennem det i dyrerigets robuste livsbetingelse stærkt trænede instinktlegeme vil genkendelsesevnen fremtræde som en slags forudanelsesevne, som det vi kalder "psykiske evner", der for fuglenes vedkommende er den bestemmende faktor i trækfuglenes flugt, og for menneskets vedkommende som "den guddommelige suggestion", der kan få mennesket til at tro uden at vide. Dette er altså i virkeligheden tilværelsens mest uintellektuelle måde at komme til den højeste viden på.

Men således at have erindringsbillederne opsummeret i bevidstheden i planløs uorden kan jo kun virke forstærkende på genkendelsesevnen i de felter, hvor der tilfældigvis er flest erindringsbilleder af samme slags. Hvis der findes enkelte enlige erindringsbilleder i større grupper af andre slags, vil disse enkelte og måske i sig selv værdifulde erindringers betydning for genkendelsesevnen let gå tabt.

Et sådant "erindringsspild" kan imidlertid ikke finde sted, når intelligenslegemet er kommet så meget til udvikling, at det kan begynde at fungere. For at forstå dette må man gøre sig klart, at erindringer jo i høj grad fremtræder som "noget", der kan påvirke vor bevidsthed; men dette "noget", som altså har en reaktionsevne, må jo så bestå af energi eller stof. Det kan da ikke bestå af "intet". Men når erindringerne består af energi eller stof, må de jo være at udtrykke som åndelige "genstande", der kan "flyttes" omkring, "ordnes" i rækkefølge eller "omformes" ligesom fysiske genstande. For at påvirke de fysiske genstande må der bruges et redskab, der til dels består af samme energiarter, og et sådant redskab er jo netop det fysiske legeme. Men til at påvirke åndelige genstande må der naturligvis en organisme eller et legeme af samme energiart som disse genstande, hvorved de både kan sanses og fornemmes.

Erindringsbilleder er altså åndelige genstande eller tanker, som vi plejer at kalde dem, og tanker er ifølge det foregående lige så virkelige genstande for intelligenslegemet, som de fysiske ting er for det fysiske legeme. De kan "beføles" og "fornemmes" på samme måde og viser sig derved at have hver sin specielle "form", "struktur", "omrids", "vægt", "volumen" o. s. v. som de fysiske ting, hvorved de kan "deles" eller "sættes sammen", "omformes" og i det hele taget "bearbejdes", så de kommer til at passe til formålet.

Man kan bygge noget op af sådanne genstande lige så vel som man eventuelt bagefter igen kan "opløse" eller "nedbryde" en sådan tankebygning. Ja, man bruger jo ligefrem udtrykket "tankebygning", hvorved man altså forstår en sammensætning af "tankeenheder" eller ideer. Når denne sammensætning er foretaget på en logisk eller hensigtsmæssig måde, hvilket igen vil sige, at den opfylder et kærligt formål, er den blevet eet med universets grundidé og vil da som en stadigt lysende stjerne stråle og funkle imod alt og alle, uforgængelig i sit princip. Hvis sammensætningen derimod er foretaget på ulogisk måde, opfylder den ikke et kærligt formål og vil da før eller senere blive nedbrudt eller opløst til fordel for en ny tankebygning, der i højere grad end den gamle løser sin opgave. Men det stemmer jo også ganske godt med, at vi gang på gang må revidere vore anskuelser og meninger.

Et godt eksempel på en sådan meget omfattende tankebygning har vi i "Livets Bog", der jo netop afslører sig for os som et kosmisk arkitektonisk kunstværk af hidtil uanede dimensioner, hvori vor ånd kan færdes og med undrende glæde gå på nye opdagelser, kan skue ind i utalte legio af vidunderlige sales ufattelige ornamentik, der er af en så overdådig skønhed og rigdom, at hvad vi hidtil er vant til at opleve af vort eget plans ypperste frembringelser, det være sig nok så skønt og genialt, imod hint kun er at ligne ved de i istiden af primitive væsener i den rå klippemur groft indridsede tegninger af mennesker og dyr.

Intelligenslegemet kan altså udrense og omgruppere erindringsbillederne i vor bevidsthed, hvilket har en overordentlig stærk forøgelse af genkendelsesevnen til følge. Det at kunne genkende en ting vil jo i virkeligheden sige at kunne trænge dybere ind i tingens natur, hvorved vedkommende ting kan blive en større oplevelse for en og dermed også skabe mere erfaringsdannelse, hvilket igen har et udvidet oplevelsesfelt til følge, hvorigennem livet bliver større, skønnere og rigere for en. Men således at jonglere bevidst med erindringsbillederne vil i realiteten sige at overføre bevidstheden fra instinktlegemet til intelligenslegemet, det er at forandre "forudanelse" til "forudviden".

Det er det, der sker, når man tænker over noget. At tænke over noget vil altså sige at tage erindringsbillederne af en bestemt kategori der, hvor de tilfældigvis findes sammenrodede med alle mulige andre slags, løfte dem ud af det virvar, de befinder sig i og sætte dem sammen i logisk rækkefølge, eventuelt i grupper, hvorved helt nye erindrings- eller tankebilleder kommer til syne uden om den fysiske oplevelsesform.

Hvis ikke netop dette var muligt, ville enhver nyskabelse jo være en komplet umulighed. Det ville da ikke være muligt for en arkitekt at konstruere nye hustyper eller for en opfinder at konstruere nye maskiner og lignende, ligesom det heller ikke ville være muligt for en lærer at undervise børn eller for børnene at modtage undervisning. Alt, hvad der i skolen kommer ind under begrebet undervisning, er jo i virkeligheden en træning og udvikling af intelligenslegemet, hvilket man foretager ved at stille børnene passende opgaver, som de har evne til at løse, hvilket altså vil sige, at de øver sig i at flytte om på deres erindringsmateriale, indtil deres genkendelsesevne er blevet så stærk i det pågældende felt, at de er kommet til et nyt resultat. Så har de løst opgaven, og intelligenslegemet er blevet lidt "stærkere" end før, så at det nu næste gang kan "løfte" en byrde, der er lidt "tungere" end den forrige.

Ved således at træne intelligenslegemet til at jonglere med den åndelige materie, hvilket jo vil sige "at tænke", udvikles evnen til bevidst skabelse. Ved bevidst skabelse vil man altså forstå evnen til at kunne korrespondere med idématerialets energiarter og at kombinere disse. Men selve ideernes skabelse eller tilblivelse har vi endnu intet set til. Da intelligensen altså kun formår at opfange ideerne og bearbejde dem, kan "visdomsriget", hvor denne energi er kulminerende, ikke være hjemstedet for ideernes tilblivelse, selv om der som sagt på dette plan finder en umådelig idébearbejdelse sted bl. a. i form af en nedtransformering af idématerialets energiarter til sådanne vibrationsformer, som af vore lidet udviklede intelligenslegemer i forbindelse med den fysiske hjerne kan opfattes som tanker.
 

Vi må derfor fortsætte vore efterforskninger helt op i "den guddommelige verden", den zone i tilværelsen, hvor den bevidste skabelse har sin absolut største udfoldelse eller kulmination.

Individet har ved sin passage gennem og indtil trivialitet gentagne øvelse i de foregående zoner trænet sin skabeevne op til en sådan grad af fuldkommenhed, at de tidligere anvendte energier er helt eller delvis uanvendelige til de formål, der her i "den guddommelige verden" kommer på tale. Dette gælder i første række instinkt- og tyngdeenergien; men heller ikke følelses- og intelligensenergien kan i deres almindelige former komme i betragtning, idet de i almindelighed vil være iblandet tyngdeenergi og derfor vil være for grove og uegnede til formålet. Kun de allerhøjeste og for tyngdeenergi mest udrensede former for følelses- og intelligensenergi formår at være et begyndende materiale for det legeme, som individet må betjene sig af i denne zone, nemlig intuitionslegemet. Men først når vi når til de væsener, der er fuldt hjemmehørende på dette plan og kan betjene sig af intuitionsenergien, verdensaltets grundenergi par exellence, er vi ved målet for vore undersøgelser.

For at forstå dette må vi erindre, at intuitionsenergien er tilværelsens lettest bevægelige energi. Dens vibrationshastighed er af så umådelige højder, at den, om vi havde evne til at benytte os bevidst af den her på det fysiske plan, øjeblikkelig ville udslette vort fysiske legeme og gøre al tilværelse umulig for os. Kun i sjældne øjeblikke, hvor vor bevidsthed er i fuldstændig ro og balance, udrenset for alle selviske begær, hænder det, at en "mikroskopisk" lille bitte smule intuitionsenergi kan passere gennem kernen til vort intuitionslegemsfoster, hvorved en fuld færdig idé fremtræder i vor bevidsthed, uden at vi bagefter intelligensmæssigt kan opløse eller analysere den. Dette sker undertiden for kunstnere, forfattere og videnskabsmænd, hvorved det lykkes dem at skabe det geniale, det sublime, det i sin egenart helt urørlige, i modsætning til de mere eller mindre godt intelligensmæssigt opbyggede "kunstværker", som det ikke er så ualmindeligt at træffe på.

Denne tilværelsens hurtigst vibrerende energi lader sig kun betjene af et væsen med den mest fuldkomne koncentrationsevne, og da korrespondancen med denne energi endvidere på grund af dens for mennesket ufattelige vibrationshastighed er baseret på direkte tiltrækning og frastødning uden mellemliggende omformning i anden materie, sker dens reaktioner med en tilsvarende hurtighed, der får al skabelse på dette plan til at foregå med "lynets hast", hvilket igen vil sige, at begrebet tid og rum er fuldstændig ophævet, ja kan overhovedet slet ikke sanses i denne zone. Den fysiske energi er vi vant til at skulle bearbejde på tung og langsommelig måde. Med intelligensenergien går det ofte betydeligt nemmere og hurtigere alt efter intelligenslegemets udvikling. Men intuitionsenergien "formes" på tankens bud øjeblikkeligt, ja hurtigere end vi kan fatte det, og da individet gennem de foregående zoner gradvis er blevet løst fra reinkarnationsprincippet, vil det i realiteten sige, at intuitionsvæsenets er blevet eet med skabelsen af dets intuitionslegeme, altså med dets fremtræden eller "synliggørelse" på intuitionsplanet. Og da intuitionsfunktionen endvidere sætter individet i stand til at udnytte erfaringsmateriale, der for længst er udgået af dets dagsbevidsthed, medens intelligensfunktionen kun tillader væsenet at benytte sig af sit dagsbevidste erfaringsmateriale, er det klart, at dets skabelse i intuitionszonen, som netop bygger på en altomfattende viden, må blive toppunktet af, hvad der i det hele taget kan nås, altså: genialitet.

Denne genialitet lader intuitionsvæsenet komme til syne i sin legemskabelse i form af fuldt færdige ideer, hensigter eller planer til nye former for plante-, dyre-, menneskeriger o. s. v. samt til nye ideer af de inden for disse områders mulighed forekommende principper. Disse nyskabte færdige ideer, hensigter og planer, som er baseret på universets højeste viden, fremtræder i ren kærlighedsmaterie, d. v. s. harmoniseret følelses-, intelligens- og intuitionsenergi, og er altså udtryk for den højest tænkelige viden og kærlighed, som overhovedet kan forekomme i universet.