Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos ferieby, først i september.
 

Om ikke just som den sidste, så dog som en af de allersidste, er jeg i øjeblikket ifærd med at pakke mine sager og gøre klar til afrejse. Endnu nogle ganske få dages arbejde, og denne sommer heroppe er da også uigenkaldeligt forbi for mig.

Da jeg både i artikler og breve har gjort rede for sæsonens forløb, vil jeg i denne afsluttende artikel heroppe fra nøjes med at fremdrage visse forskellige begivenheder fra denne i virkeligheden meget travle sommer, der på så mange områder udgør ligesom et punktum på de sidste ombygningsrige år heroppe.

Skønnest af sommerens mange begivenheder blev så ubestridt Martinus' 60 års fødselsdag. Begunstiget af et vejr, der fra den tidlige morgenstund forgyldte hele feriebyen, blev denne dag ikke alene et uforglemmeligt minde for Martinus selv, den blev det også for alle os, der den dag havde den lykke at være her.

Fra den tidlige morgenstund til aftenens afsluttende festfyrværkeri bød denne dag på en næsten ubrudt kæde af oplevelser, der hver for sig udtrykte menneskers glæde over at høre til den kreds, som samler sig om de tanker, Martinus gennem sit livsværk har delagtiggjort os i. Hele morgenstunden og formiddagen var reserveret til besøg på villa Rosenberg, hvor den ene glade gruppe af gæster fra snart sagt alle egne af landet afløste den anden, samtidigt med at gaver, breve og telegrammer strømmede ind. Et højtideligt øjeblik indtrådte, da Peter Zacho kom og afleverede den store pengegave fra alle sagens venner. Der var meget stille i stuen, da Martinus stod med den smukke bog i hånden og dybt bevæget læste professor Hannemanns kærlige indledning til den tak, der viser i hvor høj en grad Martinus' tanker er blevet en uløselig del af de menneskers liv, der for alvor har forstået dem og indrettet det daglige liv derefter. Det er ingen hemmelighed, at den store pengegave har spillet en afgørende rolle i den sidste ombygningsetappe heroppe. Uden den kunne det have været vanskeligt at gennemføre denne ombygning på den måde, som sket er, og som har vundet så stort et bifald.

Der har ofte været stille i feriebyens foredragssal, når Martinus har talt, men næppe mere stille end ved det umådeligt personligt prægede foredrag, han holdt denne dag. Martinus blev modtaget med bevæget og begejstret hyldest, da han trådte hen til talerstolen og måtte ligesom samle sig, før han i en inderlig og til tider voldsom inspireret tale gav udtryk for de tanker, der for ham var de afgørende ved den milepæl, han nu havde nået.

Det er ikke her stedet at give et referat af dette vel nok det mest personlige foredrag, Martinus har holdt. Det blev optaget på stålbånd og befinder sig nu i sagens arkiv. Men selvom jeg ikke går ind på de tanker, Martinus gav udtryk for, finder jeg det på sin plads at meddele, at Martinus så varmt og levende, som det var ham muligt, viste os, at menneskets liv først bliver det, som det skal være, når det i alt er sammenvævet med Guddommens liv.

Levende og bevæget gav han udtryk for, hvorledes et indre umådeligt bevidst gudsforhold havde været det bærende i hans eget liv, og at dette gudsforhold i alle situationer havde været det "faste punkt", der havde gjort det muligt for ham at fuldbyrde den mission, der for tredive år siden blev lagt på hans skuldre. Så klart som det er muligt for et menneske, viste han os, at ordene "Gud alene æren" for ham ikke blot var ord, men den virkelighed, der udgør hele baggrunden for hans åndelige virke iblandt os, og han mindede os om, at den Guddom, der havde båret ham over alle vanskeligheder og jævnet enhver hindring for ham, ville gøre dette for enhver, der bevidst og uden svig i hjertet gav sig ind under hans førerskab.

Efter foredraget samledes de over to hundrede tilhørere på plænen mellem de to pavilloner til chokolade. De mange gæster, hvoraf en meget stor part var blevet bragt til feriebyen med to store busser fra København, smeltede hurtigt sammen til een stor familie, der, begunstiget af det vidunderlige vejr, kunne nyde det glade samvær i rigt mål. Om aftenen var der underholdning i foredragssalen, hvor to af sagens trofaste venner: københavnernes elskede pjerrot Miskow Makwarth og deres ligeså elskede, sprælske Gerda Gilboe, fik huset til at ryste af jubel. En skøn dag nærmede sig sin afslutning, og belyst af et hvirvlende og spruttende festfyrværkeri, overraskende iscenesat af en af sagens venner gennem snart mange år, hr. Johannes Rasmussen, besteg de mange gæster påny busserne, der skulle bringe dem tilbage til byen.

Ingen sommer har fået en smukkere afslutning end denne, idet Martinus' fødselsdag så at sige udgjorde dens feriemæssige punktum. Ganske vist var hovedbygningen belagt til sæsonens ophør, men den egentlige ferie slutter, trist nok, samtidigt med at skolerne påny begynder. For os andre derimod var der endnu en travl periode tilbage. Siden ferien sluttede, har vi bygget et garagekompleks til 15 vogne og forsynet samtlige døre og vinduer i begge pavilloner med tætsluttende skodder, således at vi med sindsro kan imødese de hårde vinterstorme heroppe.

Men det er nu ikke alene os, der har haft travlt. Sommeren igennem har feriebyen genlydt af sang og hammerslag. Det ses overalt, at krigens hårde og tunge restriktioner er blevet lettet en del. Nye, dejlige huse skyder frem så stærkt, at det er på tide, vi får dem afbildet, inden de fylder et helt nummer af bladet, og endda får vi ikke det sidste med, idet lods Løgstrup netop i disse dage slider sig sjælen ud af kroppen for at nå at få sit hus igang, inden vinteren sætter ind. Nede ved stranden ville man i disse dage kunne have mødt feriebyens grundejerforenings formand, hr. Münchenberg i fuldt sving med penslen. Han har, inden sin afrejse heroppefra, tjæret den store nye badebro, så den nu er helt i orden. Vi har begge bedt en stille bøn for, at den må modstå vinterens angreb, og at samtlige bygmestre fra professor Hannemann og nedefter til næste år må opleve den triumf at se deres værk have klaret alle vanskeligheder.

– – –

Flaget er strøget og husene tilskoddede. Om få dage er alle vi, der elsker denne plet, påny borte. Men for hver af os, der fik lov at være her, gav den nu svundne sommer uforglemmelige minder, der i den tilstundende vinter vil varme og lyse op. Årene går, men i det stille skriver denne store ferieby sin egen historie – historien om, hvad der sker, når der fødes en kosmisk bevidsthed blandt menneskene.