Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I dyreriget ser vi selvopholdelsesdriften give sig endnu voldsommere udslag. Der gælder det ikke blot om at skaffe sig en plads i lyset på bekostning af andre, som så må visne bort, men man optager også disse andres kød og blod i sin egen organisme. Drab og lemlæstelse finder sted i former, der strækker sig lige fra snylteri, baghold og snigmord til åben kamp mellem jævnbyrdige modstandere. I dyreriget møder vi foruden kampen for at tilegne sig den animalske føde også kampen om den seksuelle partner. Selv de forholdsvis fredelige planteædende dyr er i brunstperioderne voldsomme kæmper. Hannerne udkæmper voldsomme kampe om hunnerne, og disse kan i den tid ungerne er små udvise en sådan kampiver og dristighed i forsvar for afkommet, at selv dyr, der ellers ville være dem overlegne, må opgive angrebet.

Til dyreriget hører også Homo Sapiens, det vidende menneske. Og ved det ikke meget andet, så ved det i alt fald, at magt skal der til, om man vil klare sig i denne verden. Hvad der hos planter og dyr er et magtinstinkt, er hos det højest udviklede dyr på denne klode blevet til et intellektuelt begreb. Vi ved, hvad magt vil sige, vi ved, at den er nødvendig og kæmper bevidst for den. Dyrerigets blinde begær, der giver sig udslag i tænders, kløers og stærke musklers dræbende virksomhed, er hos det jordiske menneske blevet til bevidst begær, der ledes af tankens magiske kraft. Alligevel er den magt, vi besidder, ikke en menneskelig men en dyrisk magt; menneskelig magtudfoldelse er vi først så småt begyndt at lære at kende.

Gennem "Moseloven" og lignende systemer begyndte "den svageres ret" dog så småt at gøre sig gældende, men retfærdighedens udøvelse har ofte hvilet på skrøbelige mennesker, der skelede enten til pengemagten eller til våbenmagten, og list og veltalenhed har til tider formået at gøre sort til hvidt og ført godtroende mennesker vild i lovparagraffernes labyrinter. "Øje for øje og tand for tand", som parolen endnu lyder i vore dages lovsystem, har ikke formået at ændre synderlig meget i de jordmenneskelige magtforhold.

Dyrerigets psykiske kraft, instinktet, har vi ikke meget tilbage af, men samtidig med at vi er degenereret som dyr, er vor intelligens og skabeevne vokset. Den animalske styrke har vi erstattet og overtrumfet ved at lade naturkræfterne arbejde for os og derved opnået en bevægelsesfrihed, der rækker over det meste af kloden. Men med hensyn til begrebet frihed, som spiller en stor rolle i menneskets bevidsthed, er der ved at ske noget katastrofalt. Vi er ved at opdage, at vor højt besungne frihed er en illusion, at vi i virkeligheden er lænkebundet af kræfter, vi hidtil slet ikke har regnet med, kræfterne i vort eget sind.

Vi ser pludselig, at vi ikke, som vi troede, er herrer over mægtige kræfter, men at det omvendte gør sig gældende. Naturkræfterne truer os i den form, hvori vi selv har indkapslet dem, atombomben. Sværdets magt er vendt imod os selv, og pengemagten er ved at blive en plage for dem, der besidder den. Vor tids afguder: Krigsguden, Mammon og Robot'en udgør en trio, der spiller" danse macabre" for menneskeheden, og vi danser villigt til deres musik. Vi danser en "dødedans", som ved sin realitet langt overgår middelalderens mest fantastiske og uhyggelige fremstillinger af dette motiv. Vi danser i ring i en "magisk cirkel", vi selv har skabt, et mentalt fængsel, og den magt, der nu er brug for, er af en helt anden beskaffenhed end den, ved hjælp af hvilken vi har gjort os jorden underdanig.

Heldigvis er den jordmenneskelige koncentrationsevne endnu ikke særlig stor, ellers ville vi kunne gøre endnu mere skade med vor "sorte magi". At udøve magi er at skabe sig magt ved bevidst tankekoncentration, og så længe menneskene endnu har stærke dyriske kræfter i deres bevidsthed og organisme, bliver magien en forlængelse, ja, en kulmination af dyrerigets dræbende princip. Den "sorte magi"s mål er magt over andre individer, og midlet er som regel at gøre disse bange og derved lamme deres evne til selvstændig tænkning. Vi har slående eksempler på meget stærk udøvelse af "sort magi" fra vor egen tid. Når en Hitler eller Mussolini fik næsten et helt folk til på kommando at række armene i vejret og i det hele taget at gøre alt, hvad føreren eller hans håndlangere ville, var det "sort magi", udøvelse af geniale dyriske kræfter i forbindelse med menneskelig intelligens. Når Hitler talte om at "se rovdyrglimtet tændt i ungdommens Øjne", var det, fordi han ved hjælp af denne "rovdyrungdom", som han søgte at opdrætte, ville bemægtige sig herredømmet over menneskeheden.

Men "sort magi" er en boomerang. Vi oplevede, hvordan det gik de magtberusede diktatorer, og i princippet vil det gå enhver "sort magiker" ligesådan, enten han er diktator for en stat, eller måske blot på en arbejdsplads, i en forening eller i et hjem. Mandlige såvel som kvindelige diktatorer og "sorte magikere" af alle kalibre indkredser sig i en "magisk cirkel", et åndeligt fængsel af lidelse, angst og mentalt mørke, som kun de selv kan nedbryde. De har sået det blandt andre, og de vil høste det selv. Først når de i deres bevidsthed skaber energier af en stærkere og finere vibrationshastighed og større bølgelængde, vil de bryde den magt, de har "forskrevet" sig til. Disse energier er det, vi kender under navnet "næstekærlighed", de vil bryde det mentale fængsels mure og vise mennesket en verden, det hidtil har været lukket ude fra, en verden som gennemtrænger den fysiske, ja, uden hvilken den fysiske verden slet ikke kunne eksistere.

Denne næstekærlighedens verden omgiver os alle, men jo mere "sort magi", vi udøver, jo tykkere "mure" bygger vi mellem den og os selv. Vi må udøve og opleve magtens princip på en helt anden måde for at blive eet med freden, som vi længes efter, og denne måde kunne vi i modsætning til den "sorte" kalde den "hvide magi".