Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er i år sytten år siden, vi første gang satte spaden i jorden heroppe. Sytten år eller sytten enheder, som hver for sig er som gyldne led i en kæde, hvis sidste led vi forhåbentlig aldrig skal skue. De af os, der endnu erindrer den første sommer heroppe, vil vide, at det, alle andre i dag ser på denne plet, er selve materialiseringen af det, der engang udgjorde kernen i alle de ønsker eller drømme, der da inspirerede os. Vi må dengang have været i kontakt med meget stærke åndelige kræfter, at vi overhovedet havde mod til at gå i gang med en opgave, som mange allerede da fandt umulig. Vi gjorde det imidlertid. I os brændte en idealisme, der simpelthen tvang os redskaberne i hånden. Når jeg i dag tænker tilbage på den første hytte, vi byggede på den nyerhvervede grund, kan jeg ikke lade være med at smile. Dens grundflade var 1½ x 2 meter og dens højde ca. 1 meter. Den var uden vinduer, og dens dør ikke højere, end at vi måtte krybe på alle fire ind i den.

Et gammelt ord siger, at "hvor der er vilje, er der vej!" Og vi ville dette, ville det med hver en fiber i vor sjæl. Vi havde alle dengang en endnu levende erindring om den første verdenskrigs rædsler og det åndelige dødvande, der fulgte, og vi havde i modet med Martinus' tanker fundet netop det, der bragte mening i alt det, vi indtil da havde oplevet. Vi følte, at denne for os nye opdagelse af livslovene måtte sætte anden frugt end blot en gold teoretiseren. Vi måtte have et sted, hvor vi kunne mødes, udveksle tanker og i særdeleshed være noget for hinanden. Men vi følte også, at det, vi ville skabe, måtte være noget "helt nyt". Vi var "oprørere" mod alle gamle tanker, og inspireret af Martinus' verdensbillede var vi dristige nok til at gå ad helt nye, uprøvede stier.

Går man idag feriebyen igennem, vil man ikke kunne undgå at se, at den nu udtrykker en fuldbyrdet skabelse. Overalt vil man nu blive vidne til den fysiske afrunding, der fortæller, at et mål er nået. At vi, der har fået lov til at følge denne fuldbyrdelse i alle dens detaljer inderligt glædes derover, må ikke forbavse nogen. Tusinder af små begivenheder, som allerede er lukket og skjult "fortid" for den, der nu for første gang betræder denne plads, væver sig ind i vor erindringsverden og skænker os glæder, som helt er reserveret os. Men disse glæder ejer noget ejendommeligt ved sig. Så lykkelige vi end er ved, at denne skabelse endelig er lykkedes for os, så ved vi dog, at det vi ser omkring os, kun udgør et afsluttet kredsløb, der i sig selv måtte danne fundamentet for det endnu større kredsløb, der allerede i denne skabelses første år inspirerede os. Vi ville nok skabe en usædvanlig ferieby, men vi ville mere end det, vi ville skabe en helt ny skole for ånd og kultur.

To store kosmosflag vajer nu i vinden heroppe og over tohundrede mennesker nyder dagligt ferielivets glæder på denne skønne plet. At dette i sig selv er lidt af en bedrift, indrømmes åbent fra alle sider, men dette mål er ikke nok i sig selv. Det er sandt, at vi ville dette, men vi ville mere end det. I de mellemliggende år er Martinus' arbejde vokset fra at være en spæd plante, der måtte beskyttes, til at blive en omfattende åndelig institution, hvis "grene" rækker længere og længere. Det studiekredsarbejde over Martinus' livsværk "Livets Bog", der udgjorde forudsætningen for feriebyens tilblivelse, er idag så omfattende og så dynamisk, at det kun vil være udtryk for manglende kendskab til det, hvis man tænker sig, at det udtrykker andet end en mikroskopisk indledning til noget, der er ifærd med at blive til.

At vi er istand til at se, at denne plet med årene vil få en mere og mere international karakter, hindrer os dog ikke i at koncentrere os om opgaver, vi føler må løses først. Til disse hører en gennemgående ændring eller udskiftning af det publikum, som i øjeblikket befolker feriebyen. At det er dejligt at se hvert eneste rum befolket med glade mennesker, er naturligvis en selvfølge, men undersøger man forholdet lidt nærmere, vil man se, at der stadigt er altfor mange "fremmede" heroppe, altfor mange mennesker, hvis indre åndelige tilstand befinder sig for langt borte fra de idealer, for hvilke denne plads skal være et levende udtryk.

Jeg kan tænke mig, at en og anden nu spørger: "Hvad kan vi – eller jeg – gøre i denne forbindelse?" – og jeg vil gerne give et svar som, omend det ikke er nyt, så dog rummer en betydningsfuld sandhed, nemlig dette: vær med i vor åndelige kamp! Vær med til at sprede kendskabet til Martinus' arbejde, vær med til at få oplaget på sagens blad KOSMOS til at stige. Vil vi, kan vi fordoble antallet af interesserede på en relativ kort tid, og det vil omgående betyde en så effektiv prisnedsættelse heroppe, at enhver kan få råd til at komme her. Som det er nu, kan vi udmærket godt fortsætte, men det må ikke fortsætte sådan. Et sommerophold her på få eller mange dage bør udgøre et selvfølgeligt led i ethvert åndsvidenskabeligt interesseret menneskes udvikling. Vi har virkelig gjort alt, hvad der står i vor magt for at skabe en plads, hvor høje idealer kan afløse de lunkne, der idag behersker livet. Vi har skabt de mest fuldkomne rammer for de midler, der er betroet os, ja vi har gang på gang dristet os til eksperimenter, der økonomisk var risikable, blot for at komme vore idealer så nær som muligt. Men vi må videre, selvom den vej, vi så udmærket ser foran os, både er stenet og stejl. Vi er lykkelige over, at feriebyen er blevet så skøn og beundret, som tilfældet er, men denne lykke er ikke for os nogen "sovepude". Den ild, der brændte i os, da denne lille by blev grundlagt, er ikke blevet mindre med årene, blot mere behersket. Viljen til at nå de høje mål, vi allerede dengang anede, er stadigt den samme, blot mere hærdet. Trofaste venner af denne sags høje og rene tanker har for denne skabelses skyld villigt båret tunge byrder, givet afkald og gjort det med glæde. Vi skylder disse mennesker, der med de midler, forsynet gav dem til rådighed, enten det nu var penge eller egne kræfter, som de ofrede for at se dette gro frem, at holde vort åndelige lys klart brændende. Kosmos ferieby er idag meget, meget skøn, det vil De kunne få bekræftet ved at spørge hver eneste af dens glade beboere, – men den dag, den er fyldt med lutter åndsvidenskabeligt interesserede, der her, både ved deres egen kærlige væremåde og ved deres hunger efter ny åndelig viden søger at udstråle den atmosfære, Martinus selv står som en af hundreder, elsket repræsentant for, – den dag vil denne lille, skønne plet være det "Lys på Bjerget", der ikke kan "skjules"! Dette mål var vor ledestjerne igennem alle svundne års vanskeligheder, og det vil det også være i den fremtid, vi nu går i møde, og som – det føler vist hver eneste, der virkelig er trængt ind i Martinus' verdensbillede – rummer såmange strålende og inspirerende overraskelser.