Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lukas 16. 1.–15.

I en præken over denne tekst siger Kaj Munk: »'Den utro Husholder' er den af Vorherres lignelser, der har forvoldt de arme fortolkere mest søvnløshed. I deres panders og fingres sved har de slidt for at få den æltet til, så der kunne bages brød af den på en prækestol. Og dog er denne historie ganske ligetil. Men rigtignok af et forrygende mod. Den siger til alle gudfrygtige mennesker: 'I har meget at lære af Djævelen'.«

I sine bibelforklaringer skriver Knud Hee Andersen: »Jesus fortæller én en historie, hvoraf disciplene skal uddrage een bestemt sandhed (vers 8–9); alle de enkelte træk i historien skal bidrage til at gøre billedet anskueligt og må ikke udlægges særskilt, hvorved man havner i uløselige modsætninger. Historien lærer: Brug Eders jordiske ejendom til at gøre godt mod andre. At vise en sådan klogskab – og i det hele at berede os på evigheden her i vort jordeliv–er det, som lignelsen skal lære os.«

Ovenstående forklaring ville have været tilfredsstillende, hvis Jesus havde sagt: »Gør Eder venner ved Mammon«, men nu afgrænser han begrebet »Mammon« til det snævrere begreb »Uretfærdighedens Mammon«. Det er derfor nødvendigt at søge en forklaring på, hvad det bestemt definerede begreb dækker over. De træk, der gør billedet uanskueligt for lægfolk er:

I. At Herren ikke nøjes med at anerkende husholderens klogskab, men roser ham.

II. Forståelsen af begrebet »den uretfærdige Husholder".

III. Jesu ord: »Gør Eder venner ved Uretfærdighedens Mammon.«

Der har, efter min mening, gået en rød tråd gennem historien, men oversættelsen har hugget denne over, og deraf fremgår de »uløselige modsætninger«.

Enhver, der har læst historien må vist indrømme, at benævnelsen »Den utro Husholder« er træffende. Manden er en bedrager; han er utro.

Nu er det imidlertid det mærkelige ved det, at han i historien benævnes »Den uretfærdige Husholder«. Efter dansk sprogbrug er uretfærdighed og utroskab i pengesager forskellige begreber. Det fremgår af historien, at husholderen er utro – men ikke, at han er uretfærdig. Herren roser tilmed hans handlemåde. Der er derfor grund til at undersøge den sag nøjere.

Knud Hee Andersen kommenterer vers 8 således: »'Den uretfærdige Husholder' – ordret: 'Uretfærdighedens Husholder', en slags ordspil til 'Uretfærdighedens Mammon'.«

En af mine teologiske venner har oplyst mig om, at man plejer at oversætte en sådan genitiv på den i oversættelsen benyttede måde, men at det ikke er en absolut nødvendighed.

Hvis man nu betragter dette tilfælde som den undtagelse, der bekræfter reglen, stod der altså: »Uretfærdighedens Husholder«. – Jeg synes, man skal gøre det med den ikke dårlige begrundelse, at det for det første ikke er forkert, og derefter at man undgår at pådutte husholderen en egenskab, man ikke ved noget om og endelig, at historien bliver forståelig – om end på en anden måde end den af teologerne anerkendte. Historiens røde tråd bliver da fuldstændig klar:

Den rige mands ejendom.

Uretfærdighedens husholder.

Uretfærdighedens mammon.

Opfattet på den måde bliver Jesu ord: »Gør Eder venner med uretfærdighedens Mammon« – let forståelige, idet der henvises direkte til den rige mands overflod.

Derved bliver den rige mand historiens hovedperson, og det bliver hans ejendom og dennes forhold og forvaltning, der i første række tiltrækker sig interesse. Den utro husholder bliver historiens biperson.

Som yderligere argument for min opfattelse skal jeg anføre, at vers 8 – sidste sætning: »Thi denne verdens børn er klogere end lysets børn imod deres egen slægt« – fornemmes som et hjertesuk fra Jesus, idet hans øjne falder på de ikke særlig ivrige disciple.

Hovedlæren må søges i vers 9 i Jesu befaling: "Gør Eder venner med uretfærdighedens mammon.«

Jesus omtaler:

I. Mammon.

II. Uretfærdighedens mammon.

III. Den sande.

For at lette forståelsen af hvorledes jeg opfatter det, kunne det udtrykkes:

I. (Retfærdighedens) Mammon.

II. Uretfærdighedens mammon.

III. Den sande (Mammon).

Mammon er et fønikisk ord for rigdom.

Efter min opfattelse er:

I. (Retfærdighedens) mammon – summen af de jordiske materielle værdier, der er nødvendige til livets ophold og en »retfærdig luksus«. – Begrebet: »Det daglige brød«.

II. Uretfærdighedens mammon – de materielle værdier, der overskrider (Retfærdighedens) mammon.

III. Den sande (Mammon) – mentale værdier – evige værdier – skatte i himlen.

Har man ærligt tjent »det daglige brød«, har man retfærdighedens mammon, og man er rig. Historiens ord er til det yderste nøjagtig, idet mammon her tjener os. (Vers. 13). Misforholdet begynder idet øjeblik vi kommer over denne grænse, så begynder vi at få »Uretfærdighedens Mammon«; vi får en rigdom, vi må tjene for at forvalte den til egen fordel.

Hvor ligger så grænsen mellem retfærdighedens og uretfærdighedens mammon?

For at forstå historien ret, må man erindre sig, at den er fortalt til jøder. Det var den almindelige opfattelse, at velstand blev skænket én af Gud, når man opfyldte Moselovens bud.

Når man betalte tiende, havde man sin mammon på det tørre, og gav man desuden almisser, var man helt på den sikre side. På samme standpunkt står de fleste mennesker i dag. Foruden kirkeskat betalte mange hellere 10 procent ekstra i »himmelskat«, hvis man så med sjælsro kunne disponere over resten af indtægten som »retfærdig mammon«.

Det er den selvglade sikkerhed over at føle sig på den rette side af grænsen, Jesus angriber flere steder – f. eks. i den bedende farisær, der fastede 2 gange om ugen og gav tiende, men ikke blev retfærdiggjort. Hvis præsten og levitten i lignelsen om den barmhjertige Samaritan havde »retfærdig mammon« på lommen, da de fandt den overfaldne rejsende, så forlod de ham i hvert fald med »uretfærdig mammon«.

Således må hver især fastlægge sin grænse, og hvis det ikke netop var sådan, ville der ikke være nogen mening i det hele, da det jo netop er prøvestenen for, hvor stor en del af »den sande«, man er moden til at blive betroet. Historien burde faktisk benævnes »Den rette forvaltning af uretfærdig mammon«.

Til slut siger Jesus til farisæerne om den uretfærdige mammon: »I er de, som gør Eder selvretfærdige for menneskene; men Gud kender Eders hjerter; thi det, som er højest iblandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.«

Altså: grænsen fastlægges i hvert enkelt hjerte, og uretfærdig mammon er en vederstyggelighed for Gud.

Det kan neppe siges tydeligere og kraftigere.

Den sande (Mammon) – rigdom – taler Jesus om i vers 10–12. Det ville føre for vidt i denne forkortede artikel at gå nærmere ind herpå, men det fremgår tydeligt, at den sande (mammon) er sådanne sjælelige lykkebringende egenskaber, der er så fast indbygget i menneskeånden, at de udgør en absolut personlig og absolut uforgængelig ejendom.

Det er en kosmisk ejendom, der bærer ud over den jordiske død.

Til slut min opfattelse af det mærkelige forhold, at Herren ikke nøjes med at anerkende husholderens bedrageri; men at han roser ham, fordi han har handlet klogeligt.

I den tid husholderen havde fået til at gøre sit regnskab op, er der sket et mentalt omsving i herrens indstilling fra dadel til ros. Man kan ikke forklare det ved husholderens dårlige forvaltning eller bedragerierne. Herren må have været udsat for en åndelig påvirkning, der har fået ham til at indse, at han selv kun var Guds forvalter af jordisk gods, og at hans forvaltning heraf overfor Gud ikke havde været stort bedre end husholderens overfor ham. Han forstår, at husholderen har gjort det han burde have gjort. (Har han været blandt Jesu tilhørere?).

Efter disse betragtninger over emnets detailler konkluderer jeg:

Jesus lærer os noget om jordelivets betydning set under evighedens synsvinkel. Jesus behandler forholdet mellem arter af værdier: den jordiske, materielle, forgængelige ejendom, og den sande – åndelige – evige.

De førstnævnte værdier er vi alle Guds husholdere for her på jorden; de sidstnævnte er vor sjæls skat og evig ejendom. Begge værdier er af fundamental betydning i jordelivet, og det er et led i Guds plan med dette, at vi skal opøve vore ufuldkomne åndelige evner ved at lære at bruge de os skænkede værdier på rette måde, så de bliver en kilde til sjælens lutring, så vi kan modnes til at blive betroet de sande evige livsværdier.