Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og således finder vi den materialistiske jordmenneskehed af i dag. Den er atomets og dermed elementernes behersker. Den har en kulminerende evne til at lade materien arbejde for sig. Igennem vældige kraftmaskiner kan den fremstille nyttegenstande i millionvis, ja, den har endog maskiner, der udfører regneopgaver. Tankearbejder, som mange mennesker måtte være en uoverkommelig lang tid om at løse, kan nu udregnes eller løses ved hjælp af sådanne maskiner på en ganske lille brøkdel af den tid, udregningen uden disse maskiner ellers ville tage. Den moderne, materialistiske menneskehed har tilegnet sig en kundskab og intellektuel evne, der sætter den i stand til at veje sole og stjerner og måle gigantafstande i tid og rum tusinder og atter tusinder af lysår borte i det umådelige verdensalt uden dog at se nogen løsning på livsmysteriet og kan dermed heller ikke finde det særlige – noget –, hvormed den fuldt ud kan betrygge sin tilværelse og fjerne frygten. Overfor denne dødbringende eller livsunderminerende, mentale foreteelse er den således, trods sin geniale, materielle viden og kunnen eller veje- og måleevne, ganske hjælpeløs. Den er derfor ved at kvæles i sin rent fysiske almægtighed eller i sit fysiske mesterskab i at analysere ting, der er tids- og rumdimensionelle, hvilket igen vil sige: ting, der er skabte, ting, der er blevet til og igen skal forgå, ting, der således er begyndelse og afslutning underkastet. Dødsfrygtens fjernelse og den heraf fremtrædende skabelse af den tryghed, der helt og holdent kan være identisk med den ønskede varige, absolutte fred, er ikke et spørgsmål om mål og vægt. Kendskabet til koncistens, volumen, porøsitet og tæthed eller grader i fast, flydende, luftformige og stråleformige stoffer kan ikke fjerne nævnte frygt. Intet som helst kendskab til disse stoffers materielle eller fysiske målenheder kan være et virkeligt effektivt middel mod frygt, ligegyldigt hvor dygtigt man så end måtte være i stand til kemisk eller teknisk at kunne sammenstille eller kombinere disse stoffer til saakaldte "forsvarsvåben" eller krigsredskaber, mordmaskiner eller brintbomber. Den virkelige sande frygtløshed har aldrig nogen sinde kunnet og vil aldrig nogen sinde blive et resultat af en kold, materialistisk videnskab, ligegyldigt hvor enormt eller genial denne så end måtte være i sit indhold af viden om stoffernes fysiske vibrationer, bølgelængder, hastigheder eller reaktionsevner.

Frygtens afskaffelse er ikke et spørgsmål om dirigering af fysiske ting, eftersom frygtens objekt aldrig i noget som helst tilfælde kan være af fysisk natur. Det er rigtigt, at man i daglig tale udtrykker frygtens objekter som fysiske foreteelser. Man siger, at man er bange for krig, man er bange for at blive dræbt, man er bange for at blive ruineret, man er bange for sygdomme og mange andre former for materielt ubehag, men i virkeligheden er disse foreteelser ikke de sande frygtens objekter. De er kun ydre eller overfladiske, materielle virkninger af en forudgående mere eller mindre usynlig årsag. Det er denne årsag, der er det sande frygtens objekt. Eksisterede den ikke, blev der ingen ubehagelige virkninger at frygte. Et mordvåben finder ikke på at forfølge og dræbe nogen. Det er i sig selv ufarligt. Det er personen bag mordvåbnet, der kan være farlig. Hverken dolk, revolver, kanon eller atombombe har lavet sig selv, lige så lidt som de af sig selv forfølger, myrder, dræber eller ødelægger nogen eller noget. Det er mennesket bag disse foreteelser, der er det dødsensfarlige moment. Det er dette væsen, der er disse nævnte foreteelsers liv. Det er dette mordvåbnene besjælede liv, der er det sande frygtens objekt og i allerhøjeste grad burde bekæmpes. Et liv, hvilket her vil sige: bevidsthed eller tanke, der besjæler mordvåben og igennem denne levendegørelse af disses dødbringende effektivitet skaber frygt og rædsel, udgør det fundament, på hvilket ethvert ragnarok eller helvede er baseret. Væsener, der med deres tanke, bevidsthed eller liv gør materien dræbende, og frygten levende, og dermed freden umulig indenfor deres område, er universets bødler, mørkets håndlangere eller den sande livsoplevelses sabotører. Nej, det er ikke mordvåbnene eller den døde materie, der er frygtens objekt eller ophav, men de levende væsener, der med deres eget livs morderiske tankegang gør materien eller stoffet dræbende.

Sålænge man endnu ikke rigtigt forstår frygtens sande årsag, vil man hovedsageligt være koncentreret på dens virkninger. Man retter da sin kamp eller modstand mere imod virkningerne end i mod disses årsag. Denne kan derved blive ved med at leve og skabe nye virkninger, ligegyldigt hvor meget man så end bekæmper disse virkninger. Og så længe der er frygtbefordrende virkninger, vil frygten jo stadigt florere. Og man må da finde på midler, der kan skabe et endnu stærkere "forsvar". Man må således skabe mordvåben, der er endnu mere dræbende og ødelæggende. Livet bliver en eneste stor konkurrence i oprustning, skabelse af mere og mere geniale mordvåben og ødelæggelsesmidler, med hvilke man kan ødelægge eller hindre modpartens dræbende anslag. Dette er blevet den mest fundamentale verdensfilosofi indenfor de moderne staters politik og regeringsform. Intet under at den militære kaprustning er nået op til de svimlende højder, som tilfældet er. Har denne verdensfilosofi med dens militære oprustning, som flot har ignoreret både kristendommens og andre verdensreligioners store humane idealer og påbud om næstekærlighed, så formået at fjerne frygten fra den menneskelige sfæres område? – Er ikke netop det modsatte sket? – Er ikke krigsfrygten i dag større end nogen sinde? – Har denne vældige byrde, som opretholdelsen af de militære foranstaltninger koster samfundene, ikke skabt en ny kilde til frygt? – Befinder landene sig ikke i svære økonomiske kriser, som de ikke kan klare sig igennem uden ved en ligefrem realistisk skatteplyndring af de enkelte borgere? – Findes der i dag i det hele taget noget felt i den daglige økonomi, som ikke er hæmmende båndlagt af skattebyrder? – Men lammende skattebyrder hæmmer såvel arbejdsgiveres som arbejderes initiativ og arbejdsglæde, rent bortset fra den forøgelse af fallit og likvidation, som de samme byrder også kan medføre. Men fallit og likvidation fremmer arbejdsløsheden og hæmmer dermed adgangen til det daglige livs fornødenheder, hvilken hæmning skaber misfornøjelse, bitterhed og oprør eller revolution. Men et liv i revolutioner, oprør, sult og elendighed er ikke egnet til at fjerne frygten og dermed danne jordbund for freden eller en fuldkommen lykkelig oplevelse af livet og navnligt ikke i lande, der i forvejen er en ørken af ruinhobe, hvor før deres store byer eller livscentre lå. Hvor meget tror man, der skal til af erfaringer, ødelæggelser og myrderi for at gøre det til en videnskabelig kendsgerning, at krig og magtoverlegenhed ikke er vejen til frygtens bekæmpelse. Er det ikke her allerede en kendsgerning, at frygt fører til krig, og at krigen fører til frygt, der atter igen fører til krig og således fortsættende. Hvis ikke det var således, ville den ønskede varige fred forlængst være blevet en kendsgerning. Nu er krigslysten derimod en dominerende kendsgerning. Den varige fred er stadig en fremtidsdrøm, fantasi eller en utopi. Nej, frygten kan ikke bekæmpes ved at modarbejde eller knuse dens ydre virkninger, der, som før nævnt, altid vil være døde ting. Frygten kan kun bekæmpes ved at bekæmpe det levende "noget", der er frygtens sande årsag. Da det levende "noget" ikke kan dræbes eller tilintetgøres, kan frygtens og dermed krigens årsag ikke fjernes hverken ved mord eller ødelæggelse. Mord og ødelæggelse kan kun ramme rum- og tidsdimensionelle foreteelser. Men da disse foreteelser ikke i sig selv ejer noget liv, men kun udgør døde ting, kan mord og ødelæggelse kun ramme objekter, der repræsenterer den samme livløshed. Frygtens sande årsag er stadig hinsides denne mord- og ødelæggelsesproces og vil således stadig fortsætte med at være en rindende kilde til frygt. Det er ikke de døde ting, der kan knuses eller tilintetgøres ved hjælp af mord- eller ødelæggelsesprocesser, der planlægger de foreteelser, der udløser frygten. Hvis dette var tilfældet, ville krigens mord- og ødelæggelsesprocesser jo være det eneste ufejlbarlige middel til frygtens fjernelse, og den varige fred ville allerede have været en kendsgerning på jordens områder længe før Abrahams tid, thi intet er jordmenneskeheden mere genial eller dygtig til, end til at betjene sig af ødelæggelsesmidler.

Som vi her har set, er menneskenes kamp imod alt det, de frygter, i virkeligheden kun en kamp imod frygtobjekternes virkninger, ikke imod deres årsager. De forskellige folk eller stater konkurrerer i skabelsen af militære oprustninger med mere og mere effektive, geniale mordvåben og ødelæggelsesmetoder og tror dermed at kunne bekæmpe krigen. De når dermed i gunstigste tilfælde kun at kunne bekæmpe nogle af krigens virkninger, ikke dens årsag. Sålænge krigens årsag eksisterer urørt, vil den blive ved med at skabe virkninger, som menneskene nødvendigvis må beskytte sig imod. De søger da at bekæmpe disse med virkninger af samme slags, altså med en ny krig. Og dermed er en permanent krig således det eneste absolut sikre resultat. De stabiliserer dermed i virkeligheden den dødsfrygt og den deraf følgende krig, som de ville bekæmpe. Men det er ikke blot i forholdet til de ydre omgivelser eller medmenneskene, at væsenerne bekæmper virkningerne uden at ænse årsagen. Hele deres materielle kamp er i de allerfleste tilfælde en kamp imod lidelser uden at være en kamp imod lidelsernes årsag. Dette gælder også i mange tilfælde sygdommene. Livet vil derved umuligt kunne blive et fredfyldt velvære, men må stadig være en kamp imod lidelser og onder, hvis årsager man ikke fjerner. Disse årsager bliver da ved med at yngle lidelser, som stadig må hæmmes eller bekæmpes. Og sålænge menneskene må kæmpe med at indskrænke eller hindre lidelser fra en kilde, hvis væld de ikke standser, kan denne kamp ikke høre op. At væsenets daglige livsoplevelse derved i tilsvarende grad må blive kamp og lidelse i stedet for et naturligt velvære med fred og lykke eller sand menneskelig livsglæde bliver her selvfølgeligt.

Da jordmenneskenes liv er en kamp imod mange forskellige onders virkninger i stedet for deres årsager, må de stadig være i felten, være i kamp eller krig. Årsager, der ikke bekæmpes, bliver jo ved med at leve. Sålænge lidelsernes eller ondernes årsager ikke bekæmpes, vil disse lidelser eller onder stadig eksistere. Og sålænge disse eksisterer, må det uindviede menneske stadig være bange og gardere sig bag krigsmæssige forsvarsvåben og mordtendenser overfor de væsener, det frygter er mere eller mindre livsfarlige. Det bekæmper således alle de mennesker, det tror står dets lykke i vejen. Det fører krig, myrder og dræber alt mistænkeligt og tror dermed at kunne bane vej for fred og velvære. Er det ikke det, der i særlig grad er blevet til princippet i den statsførelse eller regeringsform, der befordres som et iskoldt diktatur? Man sætter "jerntæpper" op omkring diktaturets område og tror dermed at have lukket krigens eller det formentlige ondes årsag ude, medens sagen er, at krigsårsagen, selve ufredens kilde i allerhøjeste grad stadig rinder indenfor det spærrede område og nødvendiggør en stadig tiltagende bekæmpelse af dens virkninger. Må man ikke have stærkere og stærkere kontrol med, hvad folket eller indbyggerne i det spærrede område tænker, siger og skriver? – Må ikke enhver borger i et sådant samfund ligefrem være stikker, spion eller angiver af enhver medborger, der vover at have en tanke eller mening, der ikke hylder diktaturets forskrifter? – Når man dæmmer op for en flod, bliver der et stærkere og stærkere pres på denne dæmning. Og således må "jerntæppet", der er en opdæmning af frygtflodens giftige vande, også gøres stærkere og stærkere. Med jerntæppets indskrænkninger af personlig frihed, med alskens tortur og henrettelser, dækket af en, som et normalt juridisk retsvæsen camoufleret, mordinstitution til brug for likvidering eller udslettelse af alle uønskede anderledes tænkende personer og folkemasser, må frygten uundgåeligt tiltage og dermed efterhånden udøve et tilsvarende større og større pres på diktaturets jerntæppe eller dæmning. Tilsidst vil dæmningen eller "jerntæppet" sprænges, splintres og knuse alt i den voldsomme oversvømmelse, der herved opstår. Så vi ikke, hvorledes den vældige opdæmning for åndsfrihed og human kulturskabelse, der hed "Nazisme", fik den halve verden til at skælve i frygt og rædsel og ved sin sprængning lægge mange af Europas store byer i ruiner efter at have likvideret eller udskilt millioner og atter millioner af mennesker fra deres fysiske legemer? – Blev det til en bekæmpelse af frygten? – Blev det til en urokkelig tryghed for dets ophav? – Blev der noget tusindårs fredsrige bag dette jerntæppe, således som det ellers var bebudet? – Skummer og fosser frygtens kilde ikke stadig hen over hele jordens menneskehed? – Må ikke menneskene i dag ruste endnu mere end nogen sinde? – Må de ikke spekulere i endnu mere effektive drabs- og ødelæggelsesmidler? – Betyder det ikke, at frygten er blevet tilsvarende større?

Hvorfor nu al denne krigsfrygt i verden? – Hvis bedre og bedre mordvåben kan afskaffe krigen eller ondet i verden, måtte frygten da blive tilsvarende mindre og mindre i samme grad, som udviklingen af nævnte mordvåben blev mere og mere genial og fik succes. Er man nu ikke blevet i stand til med selve elementernes millioner og atter millioner af hestekræfter at udløse den formentlige død og undergang over de personer og stater, man mener er krigens ophav? – Hvorfor er frygten så ikke blevet tilsvarende mindre? – Hvad hjælper disse gigantiske, militære og økonomiske opbud i forbindelse med de ypperste videnskabsmænds mest geniale spekulationer over stoffernes og kraftens beherskelse og anvendelse i kæmpeformater, når det i samme grad formerer krigs- eller dødsfrygten og dermed lammer menneskets fred og velvære? – Tror man ikke, det ligger i, at man instinktmæssigt aner, at man ikke med disse vældige midler kan fjerne krigen eller ufreden fra den jordmenneskelige livssfære, men blot hist og her lamme dens virkninger med nogle endnu stærkere, morderiske virkninger? – Er det ikke netop således, at man i reglen kun kan overvinde en mindre krigs- eller voldsstyrke med en større krigs- eller voldsstyrke? – Hvad er da en krigsmæssig sejrherre? – Er han ikke en større kriger end den, han har overvundet? – Men er en større krigsherre nærmere freden end en mindre krigsherre? – Det er da ikke sådant, at jo større kriger man er, desto større repræsentant er man for freden? – Hvordan skal der kunne blive fred ved hjælp af krig? – Kun en større krigsmagt kan overvinde en mindre, og denne større krigsmagt kan igen kun overvindes af en endnu større og således fortsættende. Men derved kan krigen jo umuligt afskaffes eller formindskes. Den må i kraft af dette princip uundgåeligt vokse og blive større og større, hvilket den jordmenneskelige historie da også til fulde bekræfter eller viser som kendsgerning.

I henhold til foranstående er det ikke så mærkeligt, at krigsfrygten eller dødsfrygten ikke er blevet mindre med den materielle udvikling. Menneskenes materialistiske viden og kunnen har ikke i mindste måde formået at få frygten til at aftage, men har derimod mange gange fordoblet den. Da frygten underminerer tanken, og tankens energi er blodets magnetisme eller livskraft, har man med den vældige udvidelse af frygten i sindet undermineret menneskenes normale livskraft og gjort dem usunde og dermed syge, rent bortset fra de psykiske forvirringer og hæmninger og de heraf følgende dårlige nerver og mentale sammenbrud, som martrer væsenerne. Det gør ikke sagen bedre, at man belemrer disse syge eller defekte organismer med alskens stimulanser, fylder lungerne med giftige dunstarter i form af tobaksrøg, fylder maven med alkoholindholdige stoffer eller andre for den normale livsoplevelse ødelæggende materier, så væsenerne alene af denne grund fremtræder som unormale væsener. Væsener, der har gjort det til vane, hver dag at skulle indånde giftige dunstarter, samt spise og drikke andre for livsoplevelsesevnen direkte nedbrydende eller ødelæggende stoffer, kan kun være at betragte som sabotører af deres eget velvære. De vil derfor mere eller mindre henhøre under kategorien "selvmordere". Men at myrde sig selv er ikke livets mening. Og hvad der ikke er livets mening kan kun være abnormt. At denne abnormitet repræsenteres af en meget stor gruppe væsener, ja måske endog hist og her af et flertal, kan ikke ændre abnormiteten til normalitet. Men en opfattelse, der repræsenteres af et flertal, er en overordentlig, suggererende magt, ligegyldigt om den er abnorm eller normal. Det er på denne suggererende magt, at alt, hvad der hedder "mode", "skik og brug", ja endog både religion og politik, samt "den offentlige mening", er baseret. Denne flokkens mening eller massesuggestion kan endog være så stærk, at den totalt lammer fornuften, så væsenerne umuligt kan opfatte deres egen abnormitet, der hvor en sådan forekommer. Det er ikke nogen ukendt foreteelse, at det normale væsen, midt i en gruppe abnorme væsener, af denne flok bliver betragtet som et abnormt væsen, som en "særling". Tænk, hvor underminerende og livsfarlig for al normal opdragelse, kulturskabelse, befordring af sundhed og velvære en sådan flertalsabnormitet må være. Skønt menneskene er så sjæleligt og legemligt medtaget, at næsten ingen dør af alderdom, og skønt hospitalsbyggeri både for sind og krop og den hertil hørende lægeuddannelse ikke nær kan følge trop med sygdoms- og lidelsesudbredelsen, har disse levende, uomstødelige kendsgerninger endnu ikke formået at bringe flokken eller flertallet til fornuftens brug eller til det klarsyn, i hvilket de kan se det abnorme i deres livsopfattelse. – Hvordan skal frygten forsvinde og dermed den tryghed, der er en varig freds virkelige fundament, opstå, der hvor en afsporet livsopfattelses flertalssuggestion bringer flokken til i blind iver at mangfoldiggøre en rendyrkelse af årsager, hvis virkninger er en for dem selv uovervindelig, dødbringende ødelæggelse af det normale velvære, de i deres inderste sjæl hungrer efter og ikke kan leve foruden? – Er det ikke et mareridt? – Men i ethvert mareridt eksisterer dødsfrygten i renkultur. Det er ikke så sært, at jordmennesket er bange. Den fortabte søn er borte fra sin fader.