Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat).

Den intelligensmæssige Udvikling, som Jordmennesket har gennemgaaet og stadig gennemgaar, har bevirket, at det indenfor alle Forskningsomraader søger at finde den logiske Sammenhæng, som utallige Fejltagelser og de deraf opstaaede Erfaringer har vist findes indenfor alle Tilværelsens Problemer. Det var derfor ogsaa kun naturligt, at man begyndte at anvende denne Forskningsmetode indenfor den Gren af Naturvidenskaben, der omhandlede Mennesket, dets Opstaaen og Udvikling, i Stedet for fremdeles at lade sig tilfredsstille af den symbolske Skabelsesfremstilling, som det gennem Bibelen havde været i Besiddelse af i Aarhundreder. Problemet har sikkert af enkelte udviklede Forskere været diskuteret paa et tidligere Tidspunkt, end man har Viden om, men det var først, da Videnskaben kunde fremlægge haandgribelige og for Intelligensen tilgængelige Kendsgerninger, at Undersøgelserne tog Fart.

Med det Materiale, vi allerede nu knapt hundrede Aar efter det første Fund af Fortidsmennesker blev gjort, har til vor Raadighed, er det muligt at vise Udviklingen fra Dyr til Menneske i store Træk, og det maa jo egentlig siges at være tilstrækkeligt, da Detaillerne ingen Betydning kan have for Menneskeheden som Helhed, men kun for en snæver Kres af Forskere.

Hvornaar eller hvorledes det første Menneske fremtraadte kan ikke besvares af den simple Grund, at der aldrig har været noget første Menneske, men derimod en hel Række Overgangsformer mellem Individer, som vi maa betegne som absolut menneskelige. Menneskets første organiske (man maa jo erindre, at Talen hele Tiden drejer sig om Organismens Udvikling) Forekomst her paa Jorden falder saaledes sammen med den Art Væsener, vi i Dag betegner som Aber. Man kan nu spørge om, hvorledes det er muligt at udpege et Individ som Dyr og et andet som Menneske alene ved at dømme ud fra dets Organisme, men da dette Spørgsmaal vil blive af ren biologisk Karakter, mener jeg ikke, at det kan være af nogen Interesse, naar Talen er om selve Udviklingen, og jeg vil derfor gaa over til at fortælle om de Fund, der er fremdraget, og jeg vil behandle dem i den Rækkefølge, hvori de er fremkommet.

Det første Fund af Fortidsmennesker, vi hører om, er "Neandertal-Manden". Fundet blev gjort i 1856 i Neandertal, der ligger mellem Düsseldorf og Elberfeld, ved at nogle Arbejdere skulde rydde noget Ler ud af en Hule, hvor der skulde brydes Sten. Da det var det allerførste Fund af den Art, blev det naturligvis modtaget med den allerstørste Mistro. Der blev hittet paa de mest utrolige Forklaringer for at modbevise den af enkelte Videnskabsmænd fremsatte Paastand om, at det skulde være et fossilt Menneske, men da der saa, nogle Aar efter, ved Spy i Belgien fandtes to Skeletter af samme Slags, slog det een Gang for alle den Formodning ned, at Knoglerne f. Eks. skulde stamme fra et af Sygdom vansiret Individ.

Som Billedet viser, var Neandertalmennesket, sammenlignet med Nutidseuropæeren, meget primitiv af Udseende. Panden var skraat tilbagevigende, og Øjnene laa dybt inde under de vældige Øjenbrynsbuer, der tjente til Befæstelse af de kraftige Muskler. Næsen har været bred og flad, og Hagen, der hos Nutidsmennesket er fremspringende, var her snarere skraat tilbagevigende, medens Underkæben i sig selv var af tilsvarende kraftige Dimensioner som det øvrige Kranium.

Det næste epokegørende Fund blev gjort i 1891 paa Java. Undersøgelsen blev ledet af en Hollænder ved Navn Dubois, og allerede de to foregaaende Aar var der blevet fremdraget Kranier af Fortidsmennesker, de saakaldte "Wadjak-Mennesker", men i 1891 var det, at Kraniet af det saa berømte og stærkt omdisputerede "Pithecantropus erectus" (det opretgaaende Abemenneske) blev fundet. Der var sket det mærkelige, at Dubois virkelig havde fundet det, han var draget ud for at finde, nemlig "the missing link", Typen, der skulde slutte Kæden fra Dyret til Mennesket. Som Billederne viser, staar vi her overfor et endnu mere primitivt Væsen end Neandertaleren; Øjenbrynsbuerne er meget kraftigere, og bag dem er Kraniet stærkt indknebet, ligesom Nakkepartiet har svære Befæstelser for Nakkemuskler. Alt i alt minder Kraniet i sit Ydre om Menneskeaberne, men undersøger man Hjernerumfanget, vil det herved vise sig, at Pithecantropus uden Tvivl har været et lavtstaaende Medlem af Menneskets Familie og ikke et Dyr.

Saa gaar vi saa langt frem i Tiden som til 1929, hvor det næste store Fund bliver gjort, nemlig Fundet af "Peking-Manden". Dette Fund overgik alt, hvad man hidtil havde fundet, dels fordi Kraniet i sig selv var saa godt bevaret, og dels fordi det laa i Jordlag, der gjorde det muligt at bestemme dets Alder temmelig nøjagtigt, og denne viste sig at være ganske antagelig, idet den laa omkring een Million Aar. Som Billedet viser har dette Kranium de samme kolossale, fremspringende Øjenbrynsbuer, som vi træffer hos andre Fortidsmennesker, men vi træffer her den mest primitive Form, hvilket ogsaa ses af Kraniets fladtrykte Form og den meget lille Hjerne.

Det sidste store Fund af Fortidsmennesker er gjort i 1932. Det var en hollandsk Ingeniør, W. F. F. Oppenoorth, der, ikke ret langt fra det Sted, hvor i sin Tid Pithecantropus var fundet, fandt nogle fossile Knogler, der viste sig at være Kranier af en hidtil ukendt Type af Fortidsmennesker, som fik Navnet "Javantropus soloensis", idet det var fundet ved Solofloden paa Java. Ogsaa ved dette Kranium bemærkes den kraftige Indsnævring bag de svære Øjenbrynsbuer, men det, der skiller det ud fra de øvrige, er en paa Nakkebenet siddende Kam, der har tjent til Befæstelse af Muskler. Forholdet mellem de forskellige Kranier ses bedst, naar man indtegner deres Profiler saadan som det er vist paa Figuren; til venstre ses Øjenbrynsbuerne og de mere eller mindre stærkt tilbagevigende Pander, og til højre ses Nakkebenene, hvor man lægger Mærke til den ejendommelige Form, vi finder hos Javantropus (den optrukne Linie).

Jeg har nu ganske kort gennemgaaet de vigtigste Typer blandt de Kranier af Fortidsmennesker, der til Dato er fremdraget, og jeg vil nu gaa over til at udrede de Muligheder for Udviklingen, vi heraf kan slutte os til.