Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I mine foregående artikler har jeg fremdraget fund, der belyser henholdsvis arbejdets forvandling fra en forbandelse til en velsignelse, – problemet vor åndelige magelighed som en af de væsentligste årsager til vor nuværende misere – og tolerancens grænse, som vi møder den i sætningen »Af to onder bør man vælge det mindste«.

Jeg har gjort mange og interessante nye fund siden sidst, men jeg vil denne gang indskrænke mig til at præsentere læserne for et kvindeligt trekløver, alle tre verdensberømte forfatterinder, der – hvor forskellige de end er – har det til fælles, at intuitionen lejlighedsvis funkler igennem deres skabende bevidsthed som stjerneskud, efterladende sig disse æterens ædleste krystaller, der som isblomster på vor sjæls natsorte rude, flygtige men fuldkomne i deres overjordiske dejlighed, forjætter os en fjern, men kommende sommers strålende pragt.

I »Lille Blomst« har Pearl S. Buck på ny bevist, at hun, som få amerikanere, forstår at indleve sig i kinesisk tankeliv og udtryksform. Man har af og til hørt den kritik rejst imod hendes bøger, at de ikke var autentiske, at hun med andre ord ligesom en anden Hollywood instruktør skabte »et stykke forlorent Kina« ved hjælp af hjemmelavede kulisser og lidt behændigt anbragt »lokalkolorit«. Jeg er ikke i stand til at udtale mig om, hvor meget rigtigt der kan være i en sådan kritik – men jeg er ikke i tvivl om, at hun – bag om detaillerne – har fundet ind til Kinas sjæl, og det er for mig det væsentlige, for noget af den samme skønhed, som vi møder i de fine gamle kunstskatte, finder vi aflejret i folkesjælen, og vi kan stadig lære mere ved at studere mønstrene i Kong Futses moralfilosofi end ved at betragte mønstrene i Mingdynastiets porcelainskunst. Her er det, Pearl Bucks store fortjeneste kommer ind: Hun levendegør det gamle Kina, som nu er ved at forsvinde. – »Lille Blomst« er fortællingen om en ung kinesisk kvinde, hvis liv danner en skærende kontrast til den »frigjorte«, bukseklædte fabrikspiges forestillingsverden; men bogen er samtidig et stærkt indlæg imod intolerance og racehad, idet forfatterinden behændigt væver fortællingens tråde, så modsætningen mellem de indvandrede jøders fanatiske gudsdyrkelse og de oprindelige indbyggeres umiddelbare livsvisdom træder tydeligt frem.

Bogens hovedperson, Peony, er slavinde i en rig, jødisk kinesers hus; en morgen falder hun, som så ofte før, i snak med en anden af husets slavinder, den gamle kloge Wang Ma, medens de går og rydder op.

»Jeg tror, at hvis jeg var i stand til at besvare et spørgsmål, kunne jeg finde ud af mit liv,« sagde Peony.

»Stil spørgsmålet til mig,« svarede Wang Ma.

Peony foldede de små hænder i skødet. »Livet,« sagde hun med klar stemme, »er livet lykkeligt eller sørgeligt?«

»I sit inderste væsen?« spurgte Wang Ma. Hendes ansigt var helt alvorligt, og det lod til, at hun forstod Peonys mening.

»I sit inderste væsen,« svarede Peony.

Wang Ma fik et alvorligt udtryk, men hun var hverken overrasket eller forvirret. »Livet er sørgeligt,« sagde hun klart og afgjort.

»Kan vi ingen lykke vente os?« spurgte Peony ivrig.

»Afgjort ikke,« svarede Wang Ma fast.

»Du siger det så muntert,« klynkede Peony. Nu begyndte hun stille at græde.

»Du kan ikke blive lykkelig, førend du forstår, at livet er sørgeligt! – Da jeg havde forstået denne sandhed, drømte jeg ikke flere drømme. Jeg gjorde mig ikke flere forhåbninger. Nu er jeg ofte lykkelig, fordi der hænder mig adskilligt godt. Da jeg ikke forventer noget, er jeg glad for hvad som helst.«

Wang Ma spyttede behændigt gennem døren ud i gården. »Å ja,« sagde hun vel til mode, »livet er sørgeligt. Gør dig det klart.«

Det er østens livsvisdom i en muslingeskal, – en perle, som det nok er værd at indlemme i sin samling.

Min næste perle fandt jeg i englænderinden Dodie Smiths debutroman »Jeg erobrer slottet«, der ligesom den lige omtalte bog er blevet kåret til »månedens bog« og er blevet en verdenssukces. Denne romans særlige charme ligger i dens billedskabende og stemningsvækkende milieuskildringer; handlingen er henlagt til en af Englands idylliske afkroge og udspiller sig i og omkring et gammelt slot, der bebos af en højst mærkværdig familie, som vi lærer at kende gennem den yngste datters dagbogsoptegnelser. – Jeg har spurgt mig selv, hvad det er, der gør, at man husker denne bog blandt hundrede andre, som man har glemt. Forklaringen ligger muligvis i, at det er lykkedes Dodie Smith at skabe en kvindetype af en usædvanlig sjælelig skønhed og renhed, der griber en på samme måde som synet af børn, fugleunger eller blomster. – Når man lukker bogen efter at have læst det sidste kapitel og læner sig tilbage i sin stol med lukkede øjne, hører man frøernes kvækken fra voldgraven i den stille sommeraften, og man opdager, at man i grunden lider af en slags »hjemve« efter den verden, som lige har lukket sig for en. Og så stor er kunstens magt, at man ligesom i en kort tid »sættes uden for tiden og rummet«, – man træder ind over tærskelen til sin egen bevidstheds lønkammer og smækker døren til den fysiske verden i bag sig... man vil være ene med sig selv. Og hvad opdager man så? At lønkammeret vender ud imod en verden, der er større og skønnere end den, man forlod, – og man oplever på ny de hundreder af situationer, der rørte og greb en under læsningen af bogen, man færdes lyslevende blandt personerne... indtil der bankes hårdt på lønkammerets ydre dør og en stemme derudefra når ind til en: »Hvor du dog sidder og drømmer i aften! Nu har jeg flere gange spurgt dig, om du huskede at betale gasregningen i morges, men jeg er vis på, at du ikke har hørt et ord af, hvad jeg har sagt!«

Sådanne »lynvisit« i salighedsriget foretager vi allesammen i dagens løb, for det meste vel, når vi under os et pusterum i dagens travle jag. Det er højst forskelligt, hvad der giver anledning til dem. Nogle inspireres dertil ved et studium af tipsresultaterne, andre ved at lytte til Duke Ellington; jeg fik altså tilskyndelsen gennem Dodie Smiths bog. – Det er flere måneder, siden jeg læste den, men selv om detaljerne er borte, husker jeg grundstemningen i dagbogen tydeligt, og det er i grunden en smule modstræbende, at jeg nu præsenterer Kosmos' læsere for mit »perlefund«, fordi »indfatningen« mangler, – stemningen er jeg ude af stand til at gengive.

Den unge pige, Cassandra, er en regnvejrsdag kommet på besøg hos den lille nærliggende landsbys præst, og de får sig en længere samtale om religionens forhold til det moderne menneske, – vi stiller nu ind på præstens studereværelse og hører ham sige:

»Desuden tror jeg, religionen har en chance for at komme i betragtning, når som helst sindet søger vederkvægelse i musik eller poesi – ja, i en hvilken som helst kunstart. Personlig anser jeg den for en kunst i sig selv – den største! En fuldbyrdelse af den kontakt, som alle andre kunstarter tilstræber.«

(Og nu hører vi Cassandras stemme, der svarer:)

»Jeg formoder, De mener kontakten med Gud?«

Han brast i en så hjertelig latter, at han fik madeiraen galt i halsen.

»Hvad i alverden har jeg sagt, som var så morsomt?« spurgte jeg, medens han tørrede sine øjne.

»Åh, det var dit fuldkommen udtryksløse tonefald, som om Gud var et klamt lagen – og vådt og klamt gør han det minsandten også for os i denne tid.« Han kikkede ud ad vinduet. Regnen havde taget fat på ny og styrtede ned i stride strømme. »Hvor den moderne ungdom dog viger tilbage for tanken om Vorherre. Han keder dem, og de føler sig højt hævet over ham.«

Jeg søgte at forklare: »Vist ej – så længe man blot kan få lov til at se bort fra en gammel herre med et stort skæg – det er selve ordet »Vorherre«, forstår De, der har en så forslidt klang.«

»Det er jo blot et symbol på, hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen – på hele meningen med tilværelsen.«

»Tror De, religiøse mennesker finder en forklaring på livets mening? Får de virkelig et svar på deres søgen?«

»De får i alt fald nu og da ligesom en anelse af et svar.« – Han smilede til mig, og vi drak vore glas ud. Så vedblev han: »Jeg antager, at kirkens ord af og til også må forekomme jer lidt forslidte, og jeg forstår det godt. Hvis et irreligiøst menneske derfor vil søge trøst i religionen, tilråder jeg det altid at gå ind i en tom kirke. At sætte sig stille ned og lytte, uden at bede...«

En bemærkelsesværdig præst i en bemærkelsesværdig bog; han er i øvrigt en ren bifigur, en rund og glad og trivelig engelsk landsbypræst af den sunde slags, som er blevet en stående type i engelsk litteratur – med common sense og med humor nok til at forstå en verdslig ungdoms indstilling og samtidig med en intuitiv fornemmelse af kunstens og religionens indre sammenhæng og af egen forkyndelses begrænsning. Er det mærkeligt, at man kommer til at holde af en sådan skikkelse, som af de øvrige personer i bogen?

Ikke nær så bemærkelsesværdig i sin helhed er den sidste af de bøger, jeg vil nævne: »Carola« af Joan Grant, som i denne bog slet ikke kommer på højde med »Den vingede Farao«, der vil være de fleste af læserne bekendt. – Optakten er lovende, og det fremmedartede sceneri (handlingen foregår i middelalderens Italien) skaber naturligvis en vis nimbus om Carola, der som fattig gøglerpige kommer ud for en række højdramatiske hændelser; men man kan ikke holde interessen ved lige for denne fortidige inkarnation af Joan Grant til sidste side, for jo længere handlingen skrider frem, des mere væver fantasi og virkelighed sig ind i hinanden, og man læner sig aldeles tilbage i sin stol med lukkede øjne for at genopleve denne bog, når man – med et lille suk – har vendt det sidste blad. Men ud af den tåge af halvt fordøjede kosmiske sandheder, drømmesyner og svævende påstande, som udgør en hovedpagt af denne bog, stiger en skikkelse, for hvis skyld man alligevel er glad, at man fik læst den: det er en dværg, som er medlem af den gøglertrup, Carola tilhører. Efter at han har fortalt Carola om sin opvækst og den smerte, det var for ham at opdage, at han ikke var som andre, fortæller han videre, hvordan han efterhånden lærer at forstå livet i dets inderste natur, ja i kosmiske glimt oplever forløberstadier til den store fødsel, og det har Joan Grant skildret på så smuk en måde, at man næsten kan tilgive hende, at hun har skrevet resten af bogen. Desværre dør denne interessante skikkelse længe før bogens slutning, og med ham dør i virkeligheden ens interesse for handlingens videre forløb. – Men hør nu dværgens skildring af sin kosmiske naturoplevelse; jeg tror ikke, jeg nogen steder har truffet noget skønnere i sin art, og jeg kan ikke afslutte denne artikel på nogen bedre måde end ved at citere disse ord, der taler for sig selv:

Nu hørte jeg Guds stemme i fuglenes sang, i stormen, i vindens hvisken gennem kornet på marken og i de pludrende bække. Da stolthed, frygt og skam havde mistet deres greb i mig, så jeg, at Gud er livet, og at alt levende er Gud. Det unge græs er hans ømhed, og de knejsende popler hans håb; okserne er hans tålmodighed og floderne hans gavmildhed.

Jeg gik tit ind i skovene og følte mig selv eet med ham i den himmelske enhed. Jeg var et træ, der strakte sine grene ud for at favne vinden; jeg var en knop på en hvidtjørn, der åbnede sine kronblade for den unge morgen; jeg var en muldvarp, der gravede gennem den varme jord for at lave min rede i det beskyttende mørke. Jeg var kåd som en guldsmed og stille som en skinnende regndråbe på et blad. Skønt jeg var en dværg, var jeg Gud; og når jeg råbte mit navn, svarede vinrankerne og spurvene, piletræerne og okserne mig: »Og jeg! og jeg!«