Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Under vort studium af livet bliver vi gang på gang vidne til, hvorledes mennesker både enkeltvis og i flok arbejder på at forbedre deres fysiske levestandard ud fra den betragtning, at det vil skabe en større lykke for menneskeheden. Det enkelte menneske gør det vel som oftest ud fra egoistiske formål. Kan der falde noget fra til andre, så ser det jo godt ud, men det er først og fremmest individets egen gevinst, der arbejdes for. »Den enes død er den andens brød!« I flok arbejdes der politisk, og inden for dette felt i partier, hvor det er topfigurerne, der i almindelighed bestemmer farten, medens den enkelte meget ofte må tie og resignere eller finde sig i at blive »sat på plads«, fordi den politiske organisations »hoved« nu engang har et andet mål eller ønsker at gå andre veje end han.

Nu er det jo i sig selv en enorm fejltagelse at tro, at menneskene ville få en lykkeligere skæbne, hvis deres levevilkår pludselig blev forbedrede eller i hvert fald blev forbedrede med den fart, som de fleste ønsker, at det skal ske med. Den, som kun har været betroet lidt, kan ikke pludselig betroes meget, da han simpelthen ikke har moralsk udvikling nok til at bestyre den store mængde, der skulle tildeles ham. Det behøver man ikke at være åndsvidenskabelig forsker for at finde ud af; thi det har Ludvig Holberg og flere med ham allerede fundet ud af for mange år siden.

Lykken er i det hele taget et meget udflydende begreb for de fleste mennesker. Som regel er det noget »ydre«, noget materielt, som man ønsker opfyldt for at kunne føle sig lykkelig; men dette er også en stor fejltagelse, idet ethvert »ydre« ønske, som man får opfyldt, uvægerligt afføder et nyt »ydre« ønske, som skal opfyldes, for at man fremdeles kan føle sig lykkelig, og således er den lykke, der kan skabes på denne måde, kun af rent midlertidig karakter. En lykke, der skal være varig og kunne betyde noget virkeligt for et menneske, må være noget, der skal opfyldes i ens »indre« verden, hvor man er suveræn hersker og kan få ethvert ønske opfyldt, og hvor absolut ingen har magt til at forhindre noget. Det er netop dette felt, vi vil søge at trænge ind i, idet vi vil se, hvorledes mennesket i sin uvidenheds kamp for lykken kommer til at forme sin skæbne, kommer til at æde de bitre piller, som det selv har trillet.

Nu er problemet på een gang meget enkelt, men også meget kompliceret, idet der er så mange faktorer, der spiller ind og er med til at danne helhedsindtrykkene. Vi vil derfor prøve rent teoretisk at skille dem ud fra hinanden, idet vi vil skelne mellem individets forhold til mikrokosmos og dets forhold til mellemkosmos for at se det sammenspil, der herved kommer i gang.

Nu er der jo egentlig intet i vejen for, at vi kan overføre denne viden til vor egen »indre« verden og da først og fremmest til den »miniatureklode«, som vi kalder vort fysiske legeme, idet vi må antage, at de samme principper gør sig gældende der. Vi har et ledningsnet i vort legeme i form af nervesystemet, og det er samtidig et slags antenne- og transformatorsystem for opfangning og omtransformering af bølger, der naturligvis også er af elektrisk natur. Disse bølger er vore forskellige tankearter. At disse tankearter virkelig er en slags elektriske bølger eller stråler bevises alene ved den kendsgerning, at tankeoverføring eller telepati kan finde sted såvel over lange som over korte afstande.

Vore tankearter er altså energiblandinger af elektrisk natur, som via hjernecentrerne omformes og fortsætter direkte ud gennem nerverne som nervestrømme. Hastigheden af disse nervestrømme er forlængst målt og fastslået af videnskaben. Når vi befinder os i vågen dagsbevidst tilstand, kan det ikke undgås, at der til stadighed flyder nervestrømme i vort legeme, da vi ikke et øjeblik kan være uden tanker. Det må da i følge læren om elektriciteten være naturligt, at der frembringes magnetiske kraftfelter i vor organisme, og dette må der være en bestemt hensigt med, da det sker hver dag og hele dagen igennem. Dette magnetiske felt må først og fremmest påvirke vort blod, især da dette indeholder jern, og den mikromagnetisme, som vi jo kunne kalde den, der herved kommer »til syne«, kan vi opfatte som en slags radiobølger eller omtransformering af vore tankearter til mikrokosmisk format. Da vore tanker er af vidt forskellig art, må nervestrømmene og dermed den mikromagnetisme, som disse fremkalder, også være af vidt forskellig art. Man kunne derfor godt tænke sig vore blodlegemer ladede periodisk med forskellig slags magnetisme, altså omtransformerede tankearter, opbyggende eller nedbrydende, livsbefordrende eller livshemmende, repræsenterende henholdsvis kærlighed eller egoisme. Disse mikrokosmisk-elektromagnetiske stråler, der med blodet kommer ud i organismens fjerneste afkroge, må da kunne indvirke på mikroindividerne, idet disses bevidsthed, omend ubevidst for dem selv, påvirkes deraf i samme grad, som de har udviklet tankesæt derfor, og mikroindividernes bevidsthed må derfor blive udsat for en tilsvarende virkning, som blev fremkaldt i mikroindividets bevidsthed – i dette tilfælde vor egen. Og da der i vor organisme hvert sekund dør og fødes utallige mikrovæsener, er det klart, at den åndelige kvalitet af de mikroindivider, der fødes, står og falder med blodets magnetisme, altså med vore tankearter. Den magnetiske kraft, som blodet indeholder, vil jo være af afgørende virkning på den tiltrækning og frastødning, som overalt finder sted i livet, når væsener inkarnerer.

Hvis vi derfor i form af mørke og selviske tanker påvirker vort blod i dårlig retning, vil konsekvensen blive, at der i vor organisme lidt efter lidt inkarnerer mikrovæsener, der har det samme selviske indstilling som vi selv. Varer dette forhold kun i kort tid, efterlader det også kun relativt svage spor, måske i form af lidt fysisk ubehag i en eller anden retning; men dette vil hurtigt rette sig, når »lysets porte« atter slås op, og de lyse energier får lov til at gøre deres indvirkning på legemets æterstof, blodet. Bliver forholdet derimod af langvarig karakter, vedvarer måske i årevis eller hele livet, får virkningen også snart en meget alvorligere karakter. Den gennem nye inkarnationer stadige forøgelse af de selviske mikroindividers antal vil snart fremme faren for optrækkende katastrofer i organismen. Det overskud af tyngdeenergi, som blodet stadig tvinges til at føre rundt i legemet, vil efterhånden sammen med mikroindividernes mindre evne til at vise kærlighed og tolerance mod hinanden danne et godt grundlag for en begyndende krig.

Altså: Fra at være gode, trofaste og tjenende ånder, som gør deres pligt og derved danner et absolut uundværligt grundlag for vort fysiske liv og skabelsen af vor lykke, har vi fået mikroindividerne til at være dovne, ligegyldige, oppositionslystne, kampivrige og forbryderiske imod hinanden, og vi står dermed på randen af revolution og krig i organismen, en meget farlig krig forøvrigt, fordi den er så snigende og af mange mennesker først erkendes for alvor, når de står overfor en katastrofe. Dårlige nerver, irritation, søvnløshed og hovedpine bliver efterhånden daglige foreteelser, som lægen trods al sin kunst og viden alligevel ikke kan magte, fordi han kun lapper på de revnede steder, men slet ikke kender den egentlige årsag til hele miseren, og denne skal individet nok selv sørge for at holde vedlige på grund af sin egen uvidenhed om disse ting.

Når de mørke tankearter stadig får lov til at passere gennem bevidstheden og nervesystemet, og det gør de jo af bare vane, så vokser skaden naturligvis i samme omfang. Det bliver i organismen efterhånden til alles krig mod alle. Hjælpe sig, hvem der kan! Hvis jeg ikke slår ham ned, så slår han mig ned! o. s. v. Det bliver den slags tankearter, der kommer til at blive de bærende, og det vil her sige de underminerende, i organismen. Krige og nedslagtninger florerer, forbrydelser, bedragerier, mord, subsistensløshed og selvmord kommer til at øve deres rædselsvækkende indflydelse på vort kød og blod, hjælpeorganisationerne kan til sidst ikke klare arbejdet, der opstår efterhånden store døde områder, organismen forpestes, og råddenskaben breder sig, måske i form af bylder og svulster, måske som farlige organiske sygdomme, som lægen står magtesløs overfor.

Nu vil man måske hævde, at mange sygdomme skyldes angreb af bakterier og andet smitstof, og dette er også rigtigt nok; men der er bare det »aber dabei«, at bakterierne overhovedet ingen rolle spiller i vort liv, hvis vi garderer os imod dem, ikke ved at gøre verden steril, for det er umuligt, men ved at nægte dem livsbetingelser i vor organisme, det vil sige ved at tænke rigtigt og opmagnetisere sit blod rigtigt, så at mikroindividerne kan blive af høj moralsk kvalitet og gøre det arbejde, de er der for. Vor organisme er til stadighed under større eller mindre påvirkning af bakterier, men i forhold til vor moralske standard bestemmer vi selv, om deres angreb skal lykkes eller ej. De er kun forsynets redskaber til at påføre os de lidelser, som vi i vor uvidenhed om vore egne mangelfulde mentale forhold ikke formår at dæmme op for, og som derfor er et led i vor egen udvikling.

Da der jo ikke eksisterer noget menneske, uden at der også trods alt er noget godt i det, har det selvfølgelig også gode og kærlige mikroindivider i sin organisme, selv om disse måske nok en tid kan være i mindretal. Det kunne måske da efter det foregående se ud, som om det enkelte mikroindivid måtte lade sig diktere eller påtvinge, hvad mikroindividet fandt for godt at byde det, men dette er kun indtil en vis grad rigtigt og gælder kun de rent ydre fysiske forhold og tilstande, som det naturligvis i nogen grad må indordne sig, også fordi det er et led i dets egen skæbne, medens det, hvis det har evne dertil, kan beholde sin bevidsthed, sine meninger og tanker ubeskåret, så længe den eventuelle fysiske indskrænkning i forholdene vedvarer (jfr. vore forhold under krigen og besættelsen). At de ydre fysiske virkninger kan få en midlertidig ændrende indvirkning på mentaliteten i sådanne situationer, er kun af forbigående karakter og kan kun finde sted, hvor den moralske basis i forvejen ikke har været tilstrækkelig udviklet.

At forkert ernæring af organismen og indtagelse af giftstoffer i denne i de allerfleste tilfælde er medvirkende til at underminere vort fysiske legeme, skal kun lige nævnes her for fuldstændighedens skyld; men iøvrigt er disse foreteelser jo også resultatet af et forkert tankesæt.

Vi har nu taget et lille indblik i vor egen »indre« verden og set, hvad der ifølge årsagsloven sker med den, når vi skaber, det vil sige tænker, logisk og ulogisk. At tænke logisk vil altså sige at gavne sig selv, men at gavne sig selv kan kun, som vi i det følgende skal se, finde sted ved at gavne andre, altså for at bruge en kendt vending: ved at elske sin næste.

Hvis vi tænker os hele menneskeheden som en stor organisme, så må vi jo hver især udgøre mikroindivider i denne organisme. Ifølge det, vi lige har set i mikrokosmos, skulle vor opgave altså være at arbejde som legemsmateriale for denne organisme. Vi er altså billedlig talt de sten og det tømmer, som huset består af. Ingen af os kan derfor først og fremmest have nogen særopgave at løse for os selv. Vor fornemste opgave er at arbejde for helhedens vel; thi går der først een »sten« i stykker, og der bliver hul i »muren«, så vind og vejr kan få indpas, så ved man aldrig, hvor stor skaden bliver, inden man kommer i tanker om, at ødelæggelsen skal standses. Vi véd jo dog alle, at ingen af os ville føle sig tryg, hvis den ene ende af det hus, vi bor i, pludselig skred sammen og fik lov at ligge, uden at huset blev repareret. Vi ville ikke kunne slå os til ro med tanken om, at det betød såmænd ikke noget, vi bor jo selv i den anden ende, så det kommer ikke os ved. Vi ville tydeligt nok være klar over, at en skønne dag kom det os i høj grad ved, og vi ville hurtigst muligt være med til at træffe foranstaltninger til at få huset repareret.

Tænker vi nu på samme måde, når det gælder menneskehedens hus eller organisme? Tager vi det særlig højtideligt, fordi vi læser i avisen, at der er krig i Kina eller et andet sted på jordkloden? Nej, hvorfor skulle vi også det, for det er jo så langt borte, og man kan nu engang ikke være med i alt, hvad der sker. – Ja, men når nu forsynet lader det komme til ens kundskab, at der er krig i Kina, så må der jo dog være en hensigt dermed. Hvorfor skulle man ellers have det at vide? Og hvorfor skulle det ikke betyde noget for dig og mig? Er det ikke den anden ende af huset, der er ved at skride sammen? Hvor er forskellen? – Ja, der er et andet perspektivforhold, men princippet er dog det samme! Men du og jeg gør dog ikke noget for at standse den krig! – Ja, men kan vi da det? Vi skal senere se! –

Eller hvis vi tænker på mindre dele af den store organisme f. eks. ved vort eget folk, så må vi jo repræsentere de enkelte celler i dette legeme og er altså stadig at betragte som mikrovæsener. Hvorledes ser forholdet ud mellem os herhjemme? Trækker vi alle sammen den samme vej i rebet, så vognen kan komme til at køre? – Nej, tværtimod! Undertiden synes den at stå stille!

Nu vil mange sikkert hævde, at det er i sin orden, at vi ikke er enige, så at modsætningerne kan brydes, som det så smukt hedder; vi har jo heldigvis demokrati i dette land, så at enhver har lov til at tale og skrive frit og prøve på at vinde tilhængere for sig selv eller en bestemt sag. Det demokratiske princip, der jo i sig selv er godt og rigtigt, har ikke desto mindre verden over ført til store misforståelser og fejltagelser, idet det har været anvendt af velvillige sjæle, som i deres iver for at »frelse« menneskeheden, enten det så har været efter et religiøst eller et politisk tilsnit, i stedet for har ført denne på vildspor. Naturligvis er der ingen skade sket derved. Det har været nødvendigt, og derfor har det fundet sted, men det er derfor heller ingen skade til, at så mange som muligt efterhånden får sig gjort klart, at verden frelses ikke ved førere, organisationer, foreninger eller sammenslutninger af nogen art. Menneskene forandrer sig ikke, fordi de bliver medlem af en organisation. – Jo, mener man, for så kommer de ind under organisationens propaganda, og den vil i det lange løb virke.

Det er fuldstændig rigtigt, at det er det stadige dryp, der huler stenen; men den stadige propaganda kan ikke ændre mentaliteten; thi denne opbygges på basis af praktiske og smertelige erfaringer, og disse kan ikke fortælles eller propaganderes ind i noget individs bevidsthed; de må opleves af det enkelte individ selv.

Ja, men vi ser jo dog stadig, at der er masser, særlig af unge mennesker, der går ind i såvel religiøse som politiske organisationer og bliver begejstrede tilhængere af det, som deres organisation kæmper for. Er det da ikke tegn på, at propagandaen har virket? – Nej, det er kun tegn på, at de pågældende mennesker i forvejen mentalt set stod netop på det udviklingstrin, som den pågældende organisation er udtryk for, og at den altså derfor har været et naturligt hjemsted for dem, indtil de har gjort de erfaringer, hvilket vil sige lidt de skuffelser, som er den uundgåelige nødvendighed for tilegnelsen af en højere moral og dermed en højere bevidsthed.

I de tilfælde, hvor propagandaen udøves mod mennesker, som ingen brug har for den, eller som ikke kan sympatisere med de meninger, der propaganderes for, og disse tilfælde er overordentlig talrige, kan propagandaen kun lignes ved åndelig vold, idet man ligefrem prøver på at så en sæd i fremmede bevidstheder, som ikke kan få livsbetingelser i dem, og som derfor ikke kan formeres igennem dem, men som i bedste fald kun kan komme til syne som bastarder. Gennemsnitligt vil vel de fleste mennesker helst selv fostre deres børn, eller, hvis dette ikke kan lade sig gøre, se dem i pleje hos mennesker, hvor de føler sig overbevist om, at børnene får det godt. Mon det da ikke også var mest naturligt, om man lod sine »tankebørn« blive opfostret hos mennesker, der har samme eller om muligt bedre indstilling til livet, end man selv har? Ellers bliver de jo kun til karikaturer af det, man havde håbet, at de skulle blive.

Det er naturligt, at mennesker med stærk trang til at propagandere her ville indvende, at så ville nye tanker jo aldrig vinde indpas andre steder, og så ville livet komme til at stå stille; men dette er der heldigvis ingen fare for, thi det ville jo så forudsætte, at andre væsener ikke var levende bevidstheder, der uafbrudt fornyer sig selv ved erfaringsdannelse, men kun døde marionetter, som intet selvstændigt liv var i besiddelse af. Ved at forsøge på at presse mennesker ind i bestemte båse eller organisationer gør man dem nemlig midlertidig til marionetter, der spræller, når der trækkes i snoren.

Propaganda og organisationer er altså kun en indirekte vej til sandheden og lykken, idet man, når man når til vejs ende, gør den ret kedelige opdagelse, at det alligevel ikke var dér, man skulle have været hen. Så blev man altså så klog. Man står ganske vist i øjeblikket med en følelse af at have spildt tiden, hvad man reelt set naturligvis ikke har; thi man fik erfaringen, og det er det eneste sikre, som man kan indrette sit liv efter. Så længe et menneske kun har gjort ringe erfaring om livet, vil det lade sig lede af propaganda og organisationer, idet disse foreteelser vil være at ligne ved en mental kravlegård, som individet kan støtte sig til, så længe dets bevidsthed endnu ikke kan »gå« selv, det vil sige tænke selvstændigt.

At der inden for det politiske liv af i dag er en umådelig ensidighed og partiskhed, ja endog diktatur, fremgår jo med al ønskelig tydelighed for den upartiske avislæser, og den utrolig omfangsrige offentlige og hemmelige nedrakningskampagne, som foregår skiftevis fra alle sider, taler for sandhedssøgeren sit eget tydelige sprog om, hvor lidt menneskene egentlig har begrebet af den religion, på hvis forkyndelse de ellers ofrer så store midler og anstrengelser, og som fra starten af har været bestemt til at danne grundlaget for deres livsførelse.

Når nu ovenstående er rigtigt, og det vil en tilstrækkelig upartisk undersøgelse afsløre, at det er, hvordan kan det da være, at der verden over missioneres, politiseres og propaganderes i den omfattende grad, som tilfældet er? Man skulle dog ellers snart kunne være kommet til det resultat, at en enkelt sammenslutnings idealer umuligt kan blive rettesnor for hele jordens menneskehed, ja ikke engang for størstepartens vedkommende. Hvorfor kan man ikke se det? Årsagen er manglende balance i bevidstheden, og dette behøver slet ikke at have noget som helst med hidsighed eller vredesudbrud at gøre. Det er mental slagside, en skæv åndelig udvikling, der i disse tilfælde får mennesker til at tro, at de opfylder en mission. Verden er af lave, det skal rettes, og det skal være nu! Man kan i almindelighed godt forstå, at hvis en plante drives for hurtigt frem, så kommer den til at mangle den indre styrke til at bære sig selv, så tåler den ikke storm og uvejr, og den giver intet udbytte, fordi den mangler den sunde livskraft. Men man forstår mærkeligt nok ikke, at det samme er tilfældet med menneskets bevidsthed. Kun det, der vokser langsomt og naturligt frem i bevidstheden, har virkelig levekraft og formår at sætte varige spor, og den eneste virkelige næring for denne »plante« er det levende eksempels magt »vandet« med ønsket om at lære deraf. Naturen viser indtil trivialitet mennesket, at alle reformer skal foregå langsomt, men grundigt.

Vi kan altså ikke komme udenom, at vi er i besiddelse af en mental aksehældning, der netop, så længe den eksisterer, vil være årsag til stadige rytmiske forskydninger i vor bevidsthedsbalance. Når denne mentale aksehældning engang er bragt til ophør, vil en i uoverskuelig lang tid stedsevarende lykkelig tilstand oprinde for både os og vore mikroindivider. Da vil det rige, om hvilket verdensgenløseren sagde, at det endnu ikke var af denne verden, være en kendsgerning på jordens kontinenter.

Jordens menneskehed arbejder altså kun sammen på nogle forholdsvis få områder, ja ikke engang alle nationer er med i dette samarbejde. Den altbeherskende faktor i dette storpolitiske spil såvel som spillet mand og mand imellem er af samme oprindelse, nemlig frygt! Begrebet frygt behersker et så overvældende stort område af menneskehedens bevidsthed, at det nærmest må siges at have en lammende virkning. Det er som en åreforkalkning, der lægger sin lammelse over al den udvikling, som ikke lige har med teknik at gøre. Det er jo efterhånden ved at blive almindeligt at mene, at hvis vi ikke væbner os til tænderne og opretter hjemmeværn og kolonner af næsten enhver slags, så risikerer vi lettere at blive inddraget i en krig! Frygten viser sig her at være et taknemmeligt propagandaobjekt til at få mennesker til at melde sig til alle krigens organisationer. Men nu er der jo ikke en eneste, der med støtte i kendsgerningerne kan påvise, at man nogen sinde har kunnet afværge en krig ved at rasle med sablen eller true modstanderen med at vise sin styrke. Det har højst kunnet forhale krigens udbrud. Derimod kan der når som helst findes eller skabes eksempler på, hvorledes det er muligt at skabe fred og samkvem mellem de enkelte mennesker og folkeslag, når de blot vil overvinde deres stolthed og frygt. De vil alle sammen have, at de andre skal begynde, mens livet gang på gang viser menneskene, at man ikke får noget forærende af åndelige værdier, men må arbejde, ja slide sig til dem. Men hvorfor skulle der da gælde nogen anden regel, når det gælder afskaffelsen af krigen? Vil man have fred, må man også selv være den første til at strække hånden ud til forsoning, og det kan ikke nytte, at man bliver skuffet eller fornærmet, fordi modparten ikke holder sine løfter. Der er kun een vej at gå til dette mål som til så mange andre, og det er den, som Edison gik, da han opfandt glødelampen: Man må prøve igen og igen! For den, som aldrig giver op, eksisterer der ingen grænser. Menneskene hemmes kun af de grænser, som de sætter sig selv gennem deres uvidenhed.

Så længe et folk fremstiller krigsmateriel og opøver sine enkelte individer i brugen af våbnene, arbejder det for krigens idé, selv om det kaldes i forsvarsøjemed, det er dog beregnet til at dræbe andre væsener med. Vi kan jo ikke vente eller forlange, at andre folkeslag pludselig skal blive til engle eller i det mindste til fredsvenner, hvis de eventuelt ikke tidligere har været det, men ved at vise dem tillid og forståelse, ved at være imødekommende gang på gang arbejder man jo sammen med helheden, hvilket i dette tilfælde vil sige jordklodens bevidsthed, med at tiltrække nye bevidstheder, som er af en mere fredselskende natur, og således vil man ad de ydre veje være medvirkende til fredens skabelse; thi freden kan ikke skabes, før flertallet af menneskene ikke vil medvirke til at føre krig. Når ingen vil fremstille våben, og ingen vil bruge dem, har spørgsmålet om afskaffelse af krig løst sig selv.

Hermed er vi i virkeligheden vendt tilbage til vort udgangspunkt: en lykkeligere skæbne for menneskeheden. Vi så, da vi var »nede« i mikrokosmos, hvorledes vore tanker var den fundamentale faktor, der bestemte, hvorledes vor indre verden skulle forme sig, for at vi skulle få en lykkeligere skæbne. Det vil altså sige, at hvis vi ikke kan eller vil forstå, at vi skal elske vor næste som os selv, og at dette ikke bare er noget teoretisk, men at det hver dag og hver time må føres ud i praksis, så vil vi komme til at lære det ad lidelsens vej. Vi skal nemlig ved selvoplevelse prøve at hungre efter den kærlighed, som vi ikke vil give andre. Livets mening viser sig at være kærlighed, og den skal vi lære at forstå. Om vi vil bruge lang eller kort tid til at lære at forstå dette, må vi jo hver især afgøre med os selv, men vi slipper ikke. Jo mere uforstående vi er over for kærlighedstanken, desto større lidelser kan vi regne med at komme til at gennemgå, og lidelserne kommer til at foregå i vor egen indre verden, fysisk såvel som mentalt, thi det er nemlig et ganske »privat« anliggende.

»Forholdet mellem os og mikroindividerne i vort legeme reguleres nøjagtigt af vort forhold til den store organisme, i hvilken vi selv er mikroindivid«, siger Martinus. Det er tankeblandingsmysteriet, han her tænker på, og som vi nu har beskæftiget os med både i mikrokosmos og i mellemkosmos, og ifølge det, vi her har set, skulle det næppe være vanskeligt at erkende, at hver kærlig tanke og handling, hvert venligt og opmuntrende ord, hver hjælpende hånd, vi strækker ud mod omgivelserne, i virkeligheden er rettet direkte mod os selv, mod vort eget kød og blod, mod vor egen indre verden, der, som vi før så, var den eneste virkelige og fundamentale basis for vor lykke. Men skaber vi lykken i vort eget indre, er den jo hermed også samtidig skabt omkring os, idet begge dele foregår samtidig, således som påvist. Så har vi fred på jorden, så er problemet løst, og det interessante ved det hele var, at det løste sig selv. Når blot vi får vor egen indre verden i orden, så bliver der ingen at propagandere for, fordi alle da til fulde må erkende, at hele spørgsmålet skal løses indefra i hvert enkelt menneskes sind, og at absolut ingen uden det enkelte menneske selv kan gøre det.

Derfor: Standser vi krigen i vort eget sind og vor egen organisme, så standser vi også krigen i Kina og alle andre steder i verden, da arbejder vi nemlig sammen med helheden, da fremstiller vi i vort kosmisk-kemiske laboratorium, hvilket er vor bevidsthed, de fredsenergier, som verden endnu har for få konstellationer af, men som nok skal opfanges af andre bevidstheders antennesystemer og bringes til udførelse de pågældende steder, hvor det tiltrænges, når blot vi udsender dem, du og jeg, og for denne forholdsvis ringe ulejlighed får vi den kosteligste af alle gaver: lykken og freden i vort eget indre, og den, der blot i et eneste sekund har følt Guds fred vibrere i sin bevidsthed og sin fysiske organisme, vil aldrig mere ophøre med at arbejde på at gøre denne tilstand permanent.