Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For det store flertal af menneskeheden står døden, hvilket vil sige: Jeg'ets udskillelse fra det fysiske legeme, som det største objekt for frygt. Denne dødsfrygt er næsten som en flod, der har sine udspring igennem mange kilder, bække og åer. Der er vel intet, der knyttes større overtroiske forestillinger til end netop til denne i virkeligheden ganske naturlige lysets proces. Dødsfrygten er til stede i ethvert uindviet menneskes bryst. Forældre er bange, døden skal ramme deres syge barn, og barnet er bange, døden skal ramme dets syge forældre. Dødsfrygten lægger sin kolde og klamme skygge over det unge ægteskab, når en af parterne har feber og ikke befinder sig vel. Den er en sorgens tunge byrde for enhver elskelig fader og moder, der må sende deres søn til krigsfronten, ligesom den skaber rædsel og panik hos mange af de unge soldater på den samme front, hvad enten denne er til lands, til vands eller i luften. Overalt i den daglige fysiske tilværelse er den i større eller mindre grad en livets solformørkelse. Den får sin stadige næring fra små og store kilder, der tilsammen for den samlede jordiske menneskehed af i dag udløser en sorgens og dermed en bekymringens og sygdommens giftige flod, der langsomt og sikkert flyder igennem hele den jordmenneskelige mentale sfære og formørker den normale eller naturlige livsglæde.

Men når en livsglæde formørkes, underminerer den livets oplevelse, der derved bliver til kosmisk bevidstløshed og fysisk invaliditet. Det er en sådan bevidstløshed og invaliditet, der i dag regerer menneskeheden og betinger, at den humper af sted igennem tiden og rummet på en krykke af intelligens, en åndsevne, der er ganske neutral i moralsk henseende. Ved hjælp af intelligensen myrder og dræber, skænder og plyndrer, torterer og lemlæster man ligeså godt sin næste, som man med den samme evne skaber lys og glæde, velsigner og kærtegner sine omgivelser. Også denne evne bliver indfanget, behersket og dirigeret af dødsfrygten, denne, grundårsagen til alle former for frygt. Det er den, der i større eller mindre grad skaber eller former det uindviede menneskes tanker, leder dets villie og dermed bestemmer dets skæbne. At denne skæbne bliver noget helt andet end det, der sømmer sig for selve livets herre, det vordende menneske i Guds billede, turde her være selvfølgeligt. Må det ikke snart gå op for menneskene, at hele denne dødsflod af frygt er noget unaturligt? – Hvorfor er jorden blevet omdannet fra at være en af glødende, larmende eksplosioner af flydende ild eller kogende metaller til at være den i sollys og varme badende skønne klode med sine vidunderlige kontinenter og have, kolorerede bjærge og dale, skove og blomsterenge, sine farvestrålende alpegløder, morgen- og aftenrøde og øvrige funklende nuancer på en blå himmels rundhorisont? – Er det så mærkeligt, at fuglene jubler mod himlen, og skovens øvrige dyr danser, hopper og springer rundt i livsglæde, elskov og parringslyst? – Hvad er skønnere end en sommerdags morgengry og aftenkvæld? – Hvor før vulkaner og eksplosioner, ildsøjler og protuberanser udelukkede alt bevidst liv, ligger i dag de skønneste, frugtbare terræner med alle mulige betingelser for den herligste åbenbaring eller udfoldelse af alt vegetabilsk og animalsk liv. Tror man hele denne herlighed kun er skabt for dyrene og planterne? – Tror man ikke, den i nok så høj grad mere er beregnet på at være skueplads for en ren menneskelig, hvilket vil sige: næstekærlig tilværelse end på den dræbende, dyriske livsform? – Tror man, den har så overdådige, rige og skønne muligheder for guddommeligt, frydefuldt liv for blot at skulle være skueplads for en kulmination af menneskers fjendskab imod menensker? – Tror man, den stadig skal være skuepladsen for den mest geniale anvendelse af naturens millioner af hestekræfter i det dræbende princips tjeneste? – Tror man, mennesket kun er skabt til at være kulturødelægger, åndsforgifter, radbrækker og slavepisker overfor sin næste? – Tror man, at alle de skønne muligheder og betingelser for paradisisk liv, skabelse og oplevelse, som kloden besidder, skal hæmmes, stagneres eller holdes nede af en evig jagt efter penge, ejendoms- og monopolret over naturens gaver til alle jordens mennesker? – Det kan aldrig være livets mening eller endemål, at naturens produkter, der er livets gave til alle levende væsener, skal monopoliseres og ejes af enkelte personer indtil en sådan grad, at disse personer kvæles i luksus, frådseri og overdimensioneret vellevned, samtidig med at andre dør i armod, sult og elendighed på grund af denne monopolisering eller andres overdimensionerede tilegnelse af værdierne i kraft af princippet: den stærkeres ret eller magtprincippet camoufleret som »ærlig eller lovlig forretning«.

At den rige og den fattige med denne deres hver for sig livsunderminerende skæbne: den riges overdrevne og kvælende begærtilfredsstillelse og den fattiges kvælende mangel på de livsvigtige begærs tilfredsstillelse, ikke i første instans skaber tid til og interesse for at elske sin næste, er selvfølgeligt. Men en daglig tilværelse i mangel på sympati eller kærlighed til omgivelserne, til næsten, er et liv i ukærlighed, krig og forfølgelse. Men krig, ukærlighed og forfølgelse er ikke lægedom imod frygt, men er selve frygtens eget udspring eller kildevæld. Her fra denne skummende dødskilde udsendes de underminerende, giftige dunster, der som en usynlig virus forgifter alle sind og berøver alle glæden ved at være til samtidig med, at den endog sender sine dunster ind i tankerne om døden og også her skaber panik, frygt og rædsel. Dette at frygte livet og samtidig leve i rædsel for døden er intet mindre end helvede i renkultur. Hvor skal dette væsen gøre af sig selv? – Er vi ikke her ved kulminationen af eftervirkningerne af Adams og Evas syndefald? – Er denne frygt, denne mentale hjælpeløshed ikke det samme som fornemmelsen af at være »nøgne«? – Hvem kan hjælpe den nødstedte Adam og Eva, hvilket vil sige: det jordiske, uindviede menneske eller bibelens »fortabte søn«, ud af denne livs- og dødsfrygtens kulminationssfære eller helvede? – Hvad kan overbevise den formørkede gudesøn om årsagen til hans skæbne og derved føre ham tilbage til lyset, lykken eller paradiset? –

Ja, er det ikke her, at livet i kraft af sin egen kærlighedsstruktur træder til som den evige redning? – Selv i det dybeste mørke eksisterer drømmen om en højere tilværelse, en bedre verden. Erindringen om den evige fader og et liv i himlen eller en lysets sfære kan aldrig helt udslettes eller dø. Den kan tabes af syne for en kortere eller længere tid ad gangen, men kan aldrig nogen sinde helt ophøre. Den bor ganske vist så dybt i det materialistiske væsens indre mentale struktur, at den her kun lejlighedsvis eller i situationer, hvor alle andre udveje eller håb er bristet, kan komme frem i væsenets vågne, fysiske dagsbevidsthed som et svagt instinkt eller som en anelse. Denne anelse lader en lille svag håbets flamme eller kerte lyse ind i den vågne dagsbevidsthed. Alle væsener i ulykke håber derfor normalt på lykke, alle væsener i helvede håber på et himmerige. Det er dette instinkt, der allerede hos dyret fremkalder dets dødsskrig, når det er i livsfare. Det er dyrets ubevidste henvendelse til et ukendt forsyn. Og det er dette skrig, der hos det troende menneske bliver til bevidst bøn til forsynet eller Guddommen. Bag denne udløsning af energi eller kraft ligger der altså en i væsenet medfødt evne til mere eller mindre bevidst og automatisk at hidkalde et forsyns opmærksomhed i en given faresituation. Dette instinkt er altså noget organisk og kan derfor ikke være noget, der er opfundet af mennesker. Kun menneskenes opfattelse og mening om dette i væsenet forekommende instinkt kan være mere eller mindre usand og præget af en afsporet fantasi og er derfor i tilsvarende grad uakceptabel af intellektuelle mennesker. Men at fornægte det levende væsens instinktudløsning imod forsynet er altså det samme som at fornægte kendsgerningen og derfor naturstridigt. I det levende væsens dybeste indre er der altså en organisk forbindelse med et forsyn. Denne forbindelse kan hos dyret og det meget primitive menneske kun give sig udslag i dets dødsskrig. Hos det udviklede eller indviede menneske er denne organiske funktion blevet til en levende dagsbevidst korrespondance med forsynet eller Guddommen. Men jordens mennesker udgør ikke et flertal af indviede væsener. Hvis det var tilfældet, ville dens menneskesfære funkle og stråle i et væld af et højintellektuelt næstekærlighedens lys, der for jordmennesker af i dag kun eksisterer som overjordisk eller som det rige, der ikke er af denne verden. Men jordens mennesker udgør derimod et ocean af uindviede, og indenfor hvilket ocean antallet af indviede væsener kun er at udtrykke som nogle enkelte få dråber. Disse indviede har dog igennem verdensgenløsningen med deres væsen gennemsyret den jordmenneskelige mentalitet så meget, at en varig fred, en højere etisk og moralsk kultur, en skønnere form for tilværelse eller samliv med medvæsenerne er de fundamentale objekter for alle kulturmenneskers håb og længsler eller fremtidsdrømme.

Når jordmenneskeheden er ført frem til en tilstand, i hvilken ovennævnte fremtidsdrømme er et begyndende begær, en begyndende hunger, som ikke mere kan ignoreres, hvorfor har den så ikke forlængst opfyldt betingelserne for denne hungers tilfredsstillelse? – Kloden er færdigudviklet og har alle mulige materielle betingelser for, at en sådan højere eller fuldkommen og for alle jordmennesker fælles verdenskultur kan skabes. Hvorfor er menneskene da mere i krig og mere dræbende, myrdende, lemlæstende og undertrykkende andre medvæsener med sin væremåde nu end nogen sinde tidligere? – Der er jo netop fordi, de tror dermed at kunne opfylde fremtidsdrømmen om den varige fred og højere idealverden. Det er derfor, de koncentrerer sig om at skabe det formentlige bedste middel til hjælp for opnåelsen af fremtidsdrømmens virkeliggørelse i fysisk materie, i fysisk kød og blod. Og dette af jordmenneskene opfattede bedste middel til afskaffelse af krigen med dens dødbringende virkninger er netop – det dræbende princip. – Derfor bliver fremstillingen af de mest geniale mordmaskiner eller drabsmidler det største og mest formentlige nyttige objekt for den jordmenneskelige skabeenergi af i dag. Jordmenneskene forstår slet ikke, at krigen og ufreden er noget psykisk og derfor må bekæmpes psykisk. Man kan ikke afskaffe det dræbende princip ved at dræbe, lige så lidt som man kan fjerne ukrudt ved at så det. Men ikke desto mindre finder vi den materialistiske jordmenneskehed af i dag midt i denne tåbelige overtro. Den har ført menneskene helt bort fra den virkelige verden, den virkelige livsoplevelse. Jordmennesket er blevet en genial dødsbefordrer, men er en elendig livsbefordrer eller livgiver.