Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I vore dage har tolerancen kun trange kår, over alt brydes mening mod mening, og opfattelse mod opfattelse, og i det store politiske spil verden over ser vi modstridende interesser som grundlag for et kapløb om skabelsen af de mest ødelæggende og dræbende våben. I dette kaotiske virvar af divergerende standpunkter af religiøs og politisk art skal det enkelte menneske søge at finde frem til en livsopfattelse – en ståplads, der giver det fornemmelsen af at være i kontakt med livets førende kræfter. For mange menneskers vedkommende bliver denne tagen stilling til livet med dets mange forskellige problemer ikke så vanskelig, idet de ganske simpelt på et eller andet tidspunkt i deres tilværelse møder en eller anden religiøs eller politisk ide, som fuldstændig betager dem, idet nævnte ide giver fornemmelsen af berusende livsfylde og er i samklang med sindets højeste opfattelse af idealisme. Tilslutning til et eller andet parti er en selvfølge for sådanne mennesker. Deres favoritide fylder sindet helt og får virkelighedspræg på en sådan måde, at den for dem eksisterer som det absolut eneste, der kan skabe det lys og den lykke, som alle inderst inde længes efter. Andre ideer og opfattelser kan kun ses i forhold til favoritideen, og i samme grad, som de afviger fra denne, må de bekæmpes. – Tidligere tiders store religiøse kampe er i vore dage erstattet af politiske. Grunden hertil findes uden tvivl i den kendsgerning, at det religiøse element taget i almindelig betydning ikke mere betyder så meget hverken for den enkelte eller for statssamfundene. Andre interesseobjekter er trådt i forgrunden og er blevet livsvigtige som f. eks. den økonomiske konkurrence, den politiske kappestrid og endelig den genopblussen af nationalisme, som krigene bragte med sig. Inden for disse områder møder man den samme intolerance og fanatisme, som prægede fortidens religiøse opgør.

Fanatiske tilhængere af en bestemt politisk retning evner ikke at se noget godt hos en modstander, ja tilkender dårligt nok tilhængere af en modsat politik almindelig hæderlighed. Glødende entusiaster af en politisk eller religiøs retning fremtræder jo som det, vi kalder fanatikere. Mennesker, som er så fastlænkede til en bestemt ide, hvis format gennem en overdreven voldsom sympati i den grad er blevet forstørret op, at perspektivet, som jo tjener det formål at vise tingene i det rette forhold til hinanden, fuldstændig forflygtiges. Vi møder i en bevidsthed af denne art et sind, som kun er i stand til at registrere de dybe kontraster: lys og mørke, ven og fjende o. s. v. Farveskalaens mentale mellemtoner, som evner at mildne, at afdæmpe og fortone det hårde og voldsomme, mangler fuldstændig i et sådant sind. Mennesket med denne bevidsthedsindstilling er et suggereret væsen, er et væsen, som er bundet og bastet i sine egne selviske forestillinger. Et sådant menneske står, hvor mærkeligt det end kan lyde, meget stærkt rodfæstet i livet og dets kampe. Tvivl kender det ikke, idet det jo er et suggereret eller absolut troende væsen. Dets tro på en livside er så stærk og levende, så virkelighedspræget og urokkelig, at det kan sætte sin hele villieudløsning og villiekraft ind i kampen for livsideen. Når hertil endvidere kommer, at et sådant sind hemningsløst gennemstrømmes af følelser som forfængelighed, ærgærrighed, misundelse og jalousi, bliver det ikke vanskeligt at forstå, at masserne både i fortiden og også i vore dage har været og stadig er under påvirkning af sådanne fanatikere. Næstekærligheden er for væsener af denne art et ukendt begreb. Magten og kun magten er deres lysende mål. Endvidere henter mennesker med denne bevidsthedsindstilling kraft fra en urokkelig og selvfølgelig forestilling om at være særligt "udvalgt" af livet selv. Denne opfattelse er imidlertid ikke forbeholdt det fanatisk indstillede menneske, nej langt de aller fleste mennesker vil mere eller mindre være påvirket af og bundet til denne forestilling, sålænge evnen til at indstille sig positivt, hjælpende og forstående over for næsten er slumrende. Denne opfattelse afslører et livsbillede, der kun har en hovedperson, nemlig det væsen, som ophøjede sig selv til at betyde mere end alle andre.

Som det af foranstående fremgår, falder det ganske naturligt for mennesker, der er mere eller mindre fanatisk indstillede at knytte sig til en eller anden bevægelse og derigennem finde tilfredsstillelse for sindets higende og søgende kræfter.

Der findes imidlertid en gruppe mennesker, for hvem det er umådeligt vanskeligt at finde nogen fast tilknytning til det ene eller det andet. Når de hører en sag fremstillet fra et bestemt synspunkt, forekommer den opfattelse, der herigennem kommer til syne, dem at være både rigtig og fornuftig – og omvendt hvis de møder det selv samme spørgsmål belyst fra en diametralt modsat indstilling, ja, så er de i stand til at gå ind på denne fremstilling og finde også den både rigtig og fornuftig. Denne evne til fordomsfrit at betragte ting og opfattelser fra flere synspunkter bevirker til gengæld, at de ikke føler nogen særlig trang til at tilslutte sig partier af religiøs eller politisk art. – En ny evne er i virkeligheden i færd med at vokse frem i disse menneskers sind – en evne, der mere eller mindre lader dem fornemme eller opleve andre menneskers liv og tilstand, sorger og glæder i deres egen bevidsthed. De kan som regel ikke mere dræbe dyr, de føler afsky for alt militærvæsen, idet virkningerne af dette at øve vold og gøre fortræd mod andre fornemmes i deres eget sind. Disse mennesker kan svagt begynde at korrespondere med livet i områder, hvor langt de fleste endnu er sovende. Livet er imidlertid ikke let for sådanne væsener, idet skik og brug, den offentlige mening og de autoritative myndigheders bestemmelser ofte kolliderer med den nye side i deres bevidsthedsliv. Vanskelighederne for disse mennesker er overordentlig store, idet de ofte selv står ganske uforstående overfor deres bevidsthedsmæssige afvigelser fra almenheden. Hvor ofte hænder det ikke, at disse mennesker indenfor livets rent praktiske områder tørner sammen med dette uforståelige i deres sind – det er dem f. eks. umuligt at aflive kyllinger, som skal på middagsbordet, eller være med til "forretninger", som måske kaster godt af sig, men i virkeligheden er lidt grumsede. De fornemmer det undertiden, som om de mangler noget for rigtigt at kunne klare sig i denne hårde og robuste verden. De føler sig ulykkelige og får ofte mindreværdskomplekser. Genvordighederne må jo blive store netop derved, at der samtidig med den voksende evne til at forstå andre menneskers liv og tilstand vokser nye moralske synspunkter frem, som slet ikke er i samklang med almenhedens. Sålænge mennesker ikke forstår dette deres eget væsen, vil den offentlige mening, de bestemmende myndigheders opfattelser jo angive de moralske retningslinier, som almenheden finder rigtige – og at afvige herfra kræver meget mod, og den omtalte mennesketype vil således gerne både følge skik og brug, medens den på den anden side også føler trang til at indtage standpunkter, der er i harmoni med en højere moralsk erkendelse. Denne indre splid afføder, at de mentalt set føler sig som svingende vejrhaner eller svajende siv. Den kamp og det nervepres, sådanne mennesker er ude for, kendes jo slet ikke af den store almenhed, der trygt lever under "flokkens" moral og meninger og bæres af den massesuggestion og den kraft, som et flertal altid vil repræsentere over for nogle få eller over for enkelte personer.

Når mennesker således træder ud af flokkens rækker, bliver livet ikke lettere. De bliver ofte anset for særlinge, måske hånet, spottet og bagtalt, men ikke desto mindre vil man blandt disse mennesker møde en ny kulturs pionerer. De har udlevet samfundets traditionelle indstilling til Gud, konge og fædreland, har i større eller mindre grad frigjort sig fra de vedtagne, vanemæssige opfattelser og dogmer, som hersker indenfor næsten alle områder af samfundet. Når hertil kommer, at man ofte blandt disse mennesker møder den tidligere omtalte nye evne repræsenteret, kan der vel næppe herske tvivl om, at vi her er stillet over for den mentale jordbund, hvori fremtidens eller livets egen kosmiske tankesfære kan spire og gro frem. – – De har forladt flokkens rækker, og de har mistet deres evne til blindt at tro – de står ensomme og måske ubeslutsomme, men de drives frem af stærke kræfter, som stiger op fra sindets skjulte dybder. En evig higen, en aldrig hvilende længsel efter noget stort og ubeskriveligt, som bevidst eller ubevidst lever, varmer og lyser op i menneskesindet, drager dem mod løsningen af deres eget livs mysterium mod en oplevelse af sandheden om livet, hvis løsning vil kræve fornuftens bekræftelse på indre følelsesmæssige oplevelsers identitet som virkelighed.

I "Kosmos" for Novbr. 1934 skriver Martinus meget smukt om disse en ny tids pionerers møde med de "kosmiske analyser" følgende: Med Hensyn til Væsener i hvis Bevidsthed Intelligens og Følelse nogenlunde balancerer, "Ligevægtsvæsenerne", er de ypperste eller højest udviklede udgørende saadanne Individer, der er blottet for alt Begær efter at brillere. De er Væsener, der er stilfærdige, sympatiske og forstaaende overfor Alt og Alle. De er Væsener, som har let ved at tie stille, naar andre er altfor ivrige efter at vise deres Kundskab. De er Væsener, som ikke paa nogen Maade ønsker Magt og Berømmelse. De er Væsener, der allerhelst vil leve ukendt og ubemærket og kun kommer offentlig frem i saadanne Tilfælde, hvor ikke Forfængelighed, men Pligtfølelse kalder dem. De er Væsener, der absolut intet Ønske nærer om at overtrumfe hinanden, men udvikle sig sundt og naturligt. De er Væsener, der i høj Grad begynder at elske alt levende og der for i tilsvarende Grad føler Afsky for at dræbe, saare og lemlæste. Dette gælder udadtil mod deres synlige Medvæsener: Dyr og Mennesker – saavel som indadtil mod "Mikroindividerne" i deres egne Organismer. De har som Følge heraf meget let ved at blive Vegetarer, meget let ved at aflægge eventuelle nedbrydende Vaner, saasom Nydelsen af Tobak, alkoholindholdige Drikke og andre narkotiske Produkter, der alle er sygdomsfrembringende, lemlæstende og dræbende Virkemidler paa "Mikroindividerne".

Blandt disse "Ligevægtsvæsener" eksisterer altså det store Talent for Modtageligheden af Sæden fra den store ny kosmiske Verdensimpuls. For dem er min Fortolkning af nævnte Impuls, mine store kosmiske Analyser eller højeste Viden om Gud, om det levende Væsen, om Kærligheden lige akkurat den for de i dem boende gode Egenskaber eller Spirer til Fuldkommenhed, passende stimulerende Næring. De nævnte Væsener modtager saaledes den evige Visdom med Ydmyghed, Taknemmelighed og Kærlighed. De hører, ser og bevarer Ordet i deres Hjærter. Og "Guds Billede" vokser stille frem i deres daglige Manifestation og Væremaade."