Kosmos 1950/3 side 54
Kosmisk opdragelse
ERIK GERNER LARSSON
Et spørgsmål, som ofte trænger sig frem i den kosmisk indstilledes sind er dette: "Hvorledes skal jeg bære mig ad med at delagtiggøre andre i disse for mig så livsvigtige problemer?" Den uundgåelige følge af en voksende kosmisk indsigt, en voksende kosmisk erkendelse, er trangen til at "sprede lys". Man føler intuitivt, at man ikke har lov til at beholde en så dybtgående åndelig glæde for sig selv – og begynder så at "eksperimentere" med sine medmennesker.
I ni af ti tilfælde mislykkes disse "eksperimenter" så grundigt, at man totalt opgiver sit forsæt. Intet normalt menneske udholder ret længe at se en interesse, der betyder alfa og omega for det selv, udsat for hån, latterliggørelse, skepsis, og hvad andet negativt tænkes kan, ret længe. Man lukker sig ind i sig selv, ofte i såret forfængelighed, og beslutter aldrig mere at ville nævne et ord til andre mennesker om netop de spørgsmål.
Det bør være ethvert sådant skuffet menneske en trøst, at vi alle må opleve denne skærsild. Det modsatte ville jo sige, at vi pludselig var i besiddelse af en evne, vi intet havde gjort for at erhverve os. Og man får nu engang ikke nye evner, nye talenter forærende. Lad os med denne viden bag os foretage et lille strejftog ind over de mentale terræner, man må være fortrolig med, når man vil bibringe andre mennesker en smule "kosmisk opdragelse".
Lidt kosmisk "A. B. C".
Vi har alle stået overfor et menneske, der ligefrem dirrer af vrede. Vi har alle set på et ansigt, der enten har været ligblegt af raseri, eller blodrødt, – men hvad vidste vi egentlig om, hvad der foregik i et sådant menneskes sind, før vi mødte Martinus' kosmiske analyser? Vi vidste, at det var "gal i hovedet", og at en enten havde "fornærmet" det eller på anden måde "trådt det over tæerne". Derudover vidste vi, eller troede i alt fald at vide, at vedkommende kunne være "i sin gode ret" til at blive rasende, og at det kun var "naturligt", at det "reagerede", som det gjorde. Jeg har sat de forskellige mentalfunktioner, vi har været vidne til, i gåseøjne, fordi de jo netop udgør vore undersøgelsesobjekter. Lad os et øjeblik se på dem.
Vi ved alle, at vi kan blive "gal i hovedet" og "fornærmet" etc., men vi vidste ikke tidligere, hvordan det gik til, og hvilket dybere formål det tjente. Det ved vi nu. Vi ved, at det udelukkende skyldes vort fremragende talent for korrespondance med tilværelsens kosmiske tyngde- eller ildenergi, at vi kan blive hidsige osv. Og vi ved også, at kun ved at betjene os af tilværelsens kosmiske kuldekraft, følelsesenergien, kan vi erobre herredømmet over ildenergien, – og vi ved ydermere, at vort talent for at blive fornærmet, hidsig og opfarende kun kan fjernes ved, at der findes nogen, der vil fornærme os, og at vi derfor – dybest set – står i et absolut taknemmelighedsforhold til dem, der gider gøre sig den ulejlighed at "afprøve" vor reaktionsevne indenfor dette fatale område. Ville ingen fornærme eller genere os, var vi evig fordømte til at beholde vort talent for ubeherskethed.
Det her skrevne er et lille stykke kosmisk A. B. C. Vi er nu selv blevet "opdragne" til at se på hidsighed på den her beskrevne måde, – men hvordan med vore omgivelser? Hvormange mennesker, som aldrig har mødt blot skyggen af en regulær kosmisk opdragelse, ved noget nævneværdigt om, hvad det egentlig er, der foregår i deres sind? Ikke mange! Jeg nævner det, fordi vi her står overfor en af årsagerne til, at de fleste, der føler sig kaldet til at "missionere" for deres egen højere opfattelse af livet, kommer så ulykkeligt afsted, som tilfældet er.
Det farlige autoritetsbegreb.
Man kan sige til et lille barn, at "sådan og sådan er det", men ikke til et voksent menneske. Barnet vil akceptere de fleste postulater på basis af den voksnes autoritet, men dette autoritetsbegreb har ikke og skal ikke have den samme betydning for den voksne som for barnet, tværtimod. Det voksne menneske ønsker at "tænke selv", og dette ønske må man tage et dybtgående hensyn til, når man overfor det berører emner, som kan få den dybeste indflydelse på dets daglige liv. Det er derfor direkte tåbeligt i en samtale om åndelige problemer at anvende blot den mindste "autoritative metode". Intet sted gælder formlen "listige som slanger og blide som duer" mere end her. "Listigheden" består i, at man først, ved hjælp af sine egne iagttagelser, danner sig et billede af modpartens åndelige habitus. Gjorde de fleste blot denne lille, enkle ting, ville de være forskånet for de fleste skuffelser, for de ville da opdage, at kun meget få mennesker har et virkeligt dybtgående åndeligt behov. Flertallet har deres hovedinteresser indenfor områder, der kortest kan betegnes med ordene penge og sex. Disse hovedinteresser har det ved sig, at de er som hovedventiler, der lukker af for indstrømning af kræfter, der virker destruerende eller opløsende på hovedinteressens bestanddele. Har man blot nogen intuition, vil man straks opdage, at modparten bliver "en garde", og man må da "blidt som en due" glide ud af farezonen. Men hvormange gør det? Sagt en smule brutalt, vader de fleste lige ind i farefeltet og oplever i løbet af forbløffende kort tid en hel kædereaktion af eksploderende "tallerkenminer".
Undgå diskussioner.
Det er sagt, at "kunsten at leve" er identisk med "kunsten at tænke", – denne sandhed bør man skrive sig bag øret, når man vil hjælpe andre mennesker til et højere livssyn. Og det første, ens tænkeevne indenfor dette område må belære en om, er, at man ikke kan føre en samtale med en, der end ikke kender ens eget sprog og følgelig slet ikke kan fatte indholdet af de ord, man bruger.
Man kan dybest slet ikke "diskutere" med udenforstående eller "uindviede" mennesker om åndelige problemer, idet enhver diskussion her på forhånd er dømt til at ende i "krig" eller det modsætningsforhold, der mere befordrer fjendskab og intolerance end næstekærlighed eller tolerance. Men man kan "samtale" om disse høje problemer, forudsat at modparten selv ønsker det!
Vi står igen ved en "fælde", som de fleste falder i. Der kræves en del menneskekundskab for at kunne afgøre, om modpartens tilsyneladende interesse er dikteret af velopdragenhed eller af virkelig interesse, men der er dog visse ubedragelige tegn, man kan udskille og som hjælper en. Der er for det første selve "atmosfæren". Hvis man ikke er opslugt af sit "hellige" formål og derfor taktløst styrter frem, men tværtimod giver sig fornøden tid til omtanke, vil man sjældent kunne undgå at "fornemme", om man bør komme med en afledende bemærkning, eller om man bør sige noget, der "inviterer" til åbenhjertighed. Det lyder blasfemisk, men forholdet er omtrent som ved det, man kalder "flirt". Også her kommer den som regel galt afsted, der blot følger sin egen drift. Også her findes der "signaler", der for dem, der kan tyde dem, betyder enten "rødt lys" eller "grønt lys" – og tilsvarende indenfor samtaler af dyberegående åndelig art.
Medens "atmosfæren" på sin vis er det altafgørende ved en åndelig samtales forløb, er der imidlertid også en anden realitet, man skal vide besked med, og som har ødelagt mangen en vel påbegyndt samtale og dermed muligheden for et nyt, værdifuldt venskab, og det er, i grove træk, modpartens seksuelle polkonstellation. Også her er en stor faldgrube, som de fleste let falder i. Det er således uendelig let for en mand at synes, at en yndig ung kvinde er "umådelig spirituel", medens hun på sin side inderst inde tænker "Gudfader bevares for en idiot, bare han kunne tale om noget, jeg kunne forstå" – samtidigt med at hun udadtil ser umådelig interesseret ud. Det er ikke så rart at skulle skrive den slags, men det er nødvendigt i denne forbindelse, idet livet gang på gang afslører, at mennesker her ikke alene tager fejl, men også bibringer sig selv dybe skuffelser. Til "kunsten at tænke" hører kendskabet til, hvorledes det jordiske menneskes idealer i høj grad er afhængig af, hvilken seksuel pol, der midlertidigt dominerer dets bevidsthed. Meget maskuline mænd har i almindelighed ingen særligt dybtgående åndelige interesser, og det vil derfor være direkte tåbeligt at indlede en samtale med dem om den slags problemer. Dette forhold er tilsvarende for meget feminine kvinder. En advarsel er imidlertid her på sin plads, og den går ud på, at formen og faconen kan bluffe. At en mand ser meget maskulin ud behøver ikke at betyde, at han er det, det betyder blot, at man er "på tynd is" og derfor skal passe på. Og mange tilsyneladende yderst feminine kvinder kan vise sig at indeholde endog meget fremragende maskuline tilbøjeligheder, det bør man skrive sig bag øret.
Tab aldrig modet.
Som man vil forstå, er der mange ting at tage hensyn til, når man føler trang til at tale med "fremmede" om sin åndelige indstilling. Og "fremmed" er enhver, der ikke taler ens eget "åndelige sprog". Er man så naiv at åbne sig for enhver, der blot synes at tiltale en selv, fortjener man dybest set de "klø", man får, men – og dette finder jeg meget vigtigt, – disse klø bør ikke føre til en sådan grad af skuffelse eller "såret forfængelighed", at man definitivt "lukker sig af" og dermed bevidst giver afkald på noget, der kan skænke en de største glæder. Det gamle ord "øvelse gør mester" har også her sin fulde gyldighed, og evner man at "tage kløene i den rækkefølge, de falder", vil man en dag være i besiddelse af et talent der, som en art "magisk guldnøgle" åbner en adgang til hvert eneste menneskehjerte. Har man først denne "guldnøgle" i sin hånd, går resten let. Man opdager da, at der overalt findes mennesker, der med dyb taknemmelighed vil lade sig belære, når blot undertonen i undervisningen er dyb og ægte menneskekærlighed. Og man oplever da, at kunsten at belære andre er værdiløs uden kunsten at kunne lytte. Alt for mange mennesker er så optaget af at "forkynde", at de meget hurtigt kommer til at tale for "døve øren". En samtale, hvor den ene hele tiden bruger mund, er ingen samtale, det er en prædiken eller et foredrag. Den slags ting er nyttige, men hører ind under det, jeg vil kalde "moralsk pligtarbejde". Livet selv fordrer, for at være harmonisk, vekselvirkning, og intet sted sætter denne vekselvirkning skønnere blomster end der, hvor to mennesker mødes og igennem en taktfuld nærmen sig hinanden opdager, at de befinder sig på samme "åndelige bølgelængde". Da sker der det, at tilsyneladende vildfremmede mennesker opdager, at de føler langt mere for hinanden, end de gør for mennesker, de dagligt omgås, og i lyset af den her opståede sympati fuldbyrdes den åndsbefrugtning, som er livets dybeste hensigt og højeste skønhedsåbenbaring.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige