Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med den ringe udbredelse, som Martinus' åndsvidenskab endnu har, er det meget begrænset, hvilken indflydelse den har fået på levevilkårene for den brede almenhed. Det er medvirkende hertil, at Martinus ikke har ønsket at skabe nogen reklame om bevægelsen, men kun har ladet sine analyser virke ved egen kraft uden supplering af propaganda og suggestion.

Det er endda tvivlsomt, om åndsvidenskabens betydning i vore dages samfundsliv ville have været meget større, hvis der i de sidste 15–20 år havde været røre og uro om Martinus' arbejde i en sådan grad, at bevægelsen havde været almindelig kendt landet over og eventuelt ud over landets grænser. Muligvis havde der da først og fremmest hersket kamp og stået strid om arbejdet, mens der kun havde været ringe betingelser for en fordybelse i analyserne.

Hvordan kan det være, at Martinus' åndsvidenskab næppe har haft og næppe ret hurtigt vil få nogen større indflydelse på samfundslivet?

Den vigtigste årsag hertil er, at Martinus' åndsvidenskab først og fremmest er et hjælpemiddel for det enkelte menneske i dets søgen efter en logisk mening med tilværelsen. Der eksisterer utvivlsomt et religiøst behov i hvert eneste menneske, men styrken og karakteren af dette behov er vidt forskellig og specifik for det enkelte menneske. Et indgående studium af filosofiske udregninger og åndsvidenskabelige analyser kræver en koncentration, der ikke er sædvanlig. Af denne grund vil de færreste i længden have en virkelig levende interesse for Martinus' analyser eller være indstillet på at ofre ulejlighed på at indleve sig i denne filosofi, og af disse få vil endda kun et mindretal være så konsekvente, at de indretter deres tilværelse i overensstemmelse med den erkendelse, de eventuelt når til gennem studiet af analyserne.

Da det derfor antagelig endnu i lang tid fremover vil være undtagelsen, at mennesker, der møder Martinus' arbejde, vil være så positivt indstillet over for det, at det bliver bestemmende for deres hele tilværelsesform, vil det være sjældent, at åndsvidenskaben kommer til at virke med fuld styrke i det enkelte menneskes tilværelse, og derfor vil det være endnu mere begrænset, hvilken almen betydning, åndsvidenskaben får for vore dages samfundsliv.

Det er ikke vanskeligt ud fra bl. a. 4. kapitel i Livets Bog at udlede en række overordentlig vigtige konsekvenser af en udstrakt og dybtgående tilslutning til Martinus' arbejde. Først og fremmest ville freden blive en sikker kendsgerning, idet et af de lettest tilgængelige resultater af et åndsvidenskabeligt studium er, at det er helt urimeligt at slå medvæsener ihjel. Det ville være skønt at fordybe sig i den lange række gennemgribende forvandlinger af samfundet, som kunne gennemføres under disse forudsætninger, men forudsætningerne er endnu for langt fra at være opfyldt til, at tankeeksperimentet kan virke som mere end en utopi. Endvidere vil det være helt forkert at anse de mangfoldige bestræbelser, der i dag udfoldes for freden, for indførelse af bedre social forsorg, for udnyttelse af maskiner og opfindelser til fælles gavn for alle mennesker o. s. v., o. s. v. som udsprungne af Martinus' åndsvidenskab.

Derimod kan disse mange bestræbelser, der udfoldes af mennesker med meget forskellige idealer og politiske og religiøse anskuelser formodentlig til en vis grad karakteriseres som led i en stor fælles verdensbevægelse eller verdensimpuls. Fælles for disse bestræbelser er visse almindelige humanistiske kendetegn som menneskelig forståelse og tolerance, humor og livsmod.

Der er næppe grund til at tro, at det ikke skulle være muligt inden for de eksisterende og tidligere åndelige bevægelser at finde tanker, som minder om de enkelte bestanddele af Martinus' samlede analyser, men Martinus' åndsvidenskab udgør en helhed, som ikke er set tidligere.

Hvad er vel de vigtigste karakteristiske kendetegn ved denne åndsvidenskab, hvad er det, som kan få særlig betydning for den menneskelige tilværelse?

Sagt i korthed er det den udredning, Martinus har givet af den personlige udødelighed, således som den manifesteres i hvert enkelt levende væsens fortsatte reinkarnation. Nøje hermed forbundet er analyserne af skæbnedannelsen, der for hvert levende væsen er betinget af dette væsens egne ønsker, tanker og handlinger i den nærværende såvel som i tidligere inkarnationer. Endvidere har Martinus skildret konflikten mellem det dræbende princip og kærlighedsenergierne og vist, hvorledes jordmenneskehedens drama kan karakteriseres som en brydning mellem disse to faktorer. Ved den dyberegående analysering viser denne konflikt sig at være betinget af menneskenes seksuelle struktur som eenpolede væsener (hanvæsener og hunvæsener), men Martinus viser videre, at denne struktur er under udvikling mod en dobbeltpolet struktur, og at det er karakteren af denne udvikling, der er bestemmende for, om den enkeltes livsskæbne bliver lykkelig eller ulykkelig inden for det udviklingsafsnit i den evige udvikling, hvor den enkelte for tiden befinder sig.

Den betydning, åndsvidenskaben har for den menneskelige tilværelse, bliver først og fremmest af personlig, individuel karakter, og kun igennem denne indflydelse på de enkelte menneskers tilværelser vil åndsvidenskaben efterhånden få betydning for videre kredse.

For det enkelte menneske fremtræder åndsvidenskaben som en samling analyser, hvoraf nogle er forståede og andre ikke. De uforståede analyser vil af mennesker, hvis følelse er i overvægt over intelligensen, blive akcepteret som tro, medens mennesker med intelligens i overvægt over følelsen vil stå tvivlende overfor de uforståede analyser og kun opfatte dem som arbejdshypoteser.

For det menneske, der i det væsentlige er kommet over det troende stadium, og som har en aktiv og levende interesse for Martinus' arbejde, indtræder en tilstand, som nærmest kan kendetegnes som forskning i livets natur. Det er ikke nogen let opgave, et menneske herved bliver stillet overfor, fordi årsag-virkning-kæderne i den grad er indfiltret i hinanden, at det principielt er en uløselig opgave at rede dem ud fra hinanden.

Denne forskningsopgave vil i virkeligheden ikke blive løst udelukkende ved brug af intelligensen, men løsningen vil blive skiftet glimtvis i intuitive øjeblikke. Først efterhånden som intuitionen udvikles, vil erkendelsen af livets natur blive mere umiddelbar og levende, og når det enkelte menneske opnår en fuldkommen sjælelig balance mellem intelligens og følelse, vil intuitionen blive permanent, og individet vil blive fuldt kosmisk bevidst. Overgangstiden mellem de første spæde intuitionsoplevelser og »den store fødsel« – d. v. s. indtrædelsen af den fulde kosmiske bevidsthed eller indvielse – vil imidlertid være lang og undertiden vanskelig. Det vil antagelig være i denne overgangstid, at det enkelte menneske kan have det største udbytte af åndsvidenskaben, idet åndsvidenskaben kan siges at være videnskaben om vejen til indvielsen. Igennem analyserne af polforvandlingen og »tærskelens vogtere« giver Martinus det delvis indviede væsen hjælp til at opleve vejen mod den store fødsel i harmoni og lykke.