Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Sluttet.)

Signe Toksvig: Emanuel Swedenborg. (H. Hagerups forlag.) Tilsendt fra forlaget.
 

Bedømt udefra havde Swedenborg næsten alle betingelser for at være et lykkeligt menneske. Han var økonomisk uafhængig, han var rask og rørig og i besiddelse af en overordentlig arbejdsevne, han var usædvanlig godt begavet, han var allerede anerkendt for sine arbejder indenfor bjærgværksdrift, – kort sagt, han havde nået de fleste af de mål, som mennesker i almindelighed sætter sig.

Og alligevel var han ikke lykkelig.

Fra en dagbog, som han begyndte at føre i 1743, har vi kendskab til hans tanker i den tid, der for ham blev en »overgangstid«, og den viser os, at han led meget under spekulationer over sin egen manglende evne til at efterleve de idealer, han havde sat sig; han frygtede ligeledes, at disse idealer en dag skulle vise sig at være hjernespind uden bund i virkeligheden. Hans gamle trang til at ville »verificere«, til at ville bruge sin forstand i stedet for at synke til ro i en blid tro, fornægtede sig ikke, og den lod ham ikke i fred.

I den omtalte dagbog er der en optegnelse for den 6. april 1744, som Swedenborg har sat tre store notabener ved, og om den skriver Signe Toksvig, at – »det var der også grund til, for fra den oplevelse, han her beskriver, stammer utvivlsomt både hans opfattelse af hans mission og følelsen af, at den kom fra Gud, var bemyndiget af Gud«. Swedenborg selv beskriver oplevelsen som dels en drøm, dels en bevidst åndelig oplevelse udenfor legemet. Han så Kristus, talte med ham og bad ham om tilgivelse for sine synder. Kristus tog ham ind til sig og befalede ham »at udføre, hvad han lovede«.

Og alligevel. Selv om oplevelsen havde været umådelig stærk i sin virkning, svingede Swedenborg i dagene efter den frem og tilbage mellem tro og tvivl. Havde han set Kristus? – Eller var det kun hjernespind? Han var i tiden umiddelbart efter denne oplevelse optaget af at udarbejde sit store værk om »De fem sanser«, stadig med sit formål for øje, at »finde mekanismen for forbindelsen mellem sjæl og legeme«. Og værket kom til at bære præg af hans store oplevelse, idet han jævnsides med sine almen videnskabelige undersøgelser gang på gang kommer tilbage til noget, der tilsyneladende ikke har så meget med videnskab at skaffe: Kærlighed til Gud, som man skal nå frem til ved at overvinde »det lavere og det udvendige i mennesket«.

Han skrev kort efter en lille bog »Om dyrkelse af og kærlighed til Gud«, hvis titel han havde fået i en slags trance, en tilstand han senere skulle blive meget fortrolig med.

De bryderier, han tidligere havde haft som følge af konflikter mellem sin svigtende trosevne og sin klare forstand fortonede sig, bl. a. fordi han mere og mere kom ind på at betragte religionens bogstav som symboler, der dækkede over de egentlige sandheder. Og desuden blev hans oplevelse af åndelige tilstande stadig af mere og mere bevidst karakter, så der for ham ikke var nogen grund til at tvivle på deres ægthed.

Året efter oplevelsen af mødet med Kristus, medens han opholdt sig i London 1745, blev det klart for ham, hvad det var, Kristus havde hentydet til, at han skulle gøre. Han følte, at det var ham pålagt at give menneskene en forklaring af det, Bibelen rummede, at udlægge de symbolske fortællinger, der fandtes i den. Han skriver selv et sted, at fra den dag af opgav han alt verdsligt, intellektuelt arbejde og helligede sig åndelige ting, som Herren befalede ham at skrive.

– – –

Det vil her føre for vidt at komme ind på detailler i Swedenborgs fortællinger fra og beretninger om den åndeverden, som han lærte at kende, og som han fuldt bevidst færdedes ud og ind af. Der er i bogen givet en så udtømmende beretning om dette ejendommelige menneskes ejendommelige oplevelser, at man efter læsningen ejer et billede, der viser en mand, for hvem de skranker, der almindeligvis skiller liv og død, totalt var forsvundet.

Lad mig nøjes med ganske kort at omtale enkelte af de træk, der karakteriserede Swedenborgs kendskab til den åndelige verden, og så ellers overlade til læseren selv at stifte bekendtskab med detaillerne.

Alle kender sikkert beretningen om Swedenborgs clairvoyante evner, der klarest og stærkest kom til udfoldelse, da han under et ophold i Göteborg for sit indre syn så den store brand i Stockholm og beskrev den så detailleret, at man senere, da kureren fra Stockholm ankom, kun kunne forbløffes over denne mærkelige mands mærkelige evner.

Som allerede nævnt fornægtede Swedenborgs klare, videnskabelige indstilling sig ikke, efter at hans opmærksomhed var vendt fra den ydre fysiske verden til den indre åndelige. Han var stadig den samme skarpe iagttager og kritiske forsker.

Han beretter gang på gang, at mennesker efter døden ikke er anderledes, end de var, lige før de døde; de blev i nogen tid ved med at opføre sig på nøjagtig samme måde, som da de levede. M. a. o., de levede videre i deres vanebevidsthed. Swedenborg var også ganske klar over, at i åndeverdenen oplevede man det, man ønskede at opleve. Han var klar over, at væsnerne der levede iblandt »tilsyneladelser«, og ikke så det virkelige. Først efterhånden som de fik deres jordeliv på afstand og afhængig af, hvorledes deres indstilling til åndelige tilstande var, gled de ind i en mere virkelig oplevelse.

Han omtalte også, hvorledes de åndelige væsner var optaget med forskellige beskæftigelser, bl. a. som skytsånder for levende mennesker, og som lærere, der modtog nylig afdøde mennesker, der skulle gøres fortrolige med den ny tilstand, de var kommet ind i.

Swedenborg oplevede som sagt bevidst at kunne gå fra den dagsbevidste fysiske tilstand til den åndelige, at kunne tale med afdøde og med de væsner, han betegnede som »engle«. Han omtalte også, at fordi et væsen var åndeligt, var det ikke derfor givet, at det var »engel«, m. a. o., det var ikke altid sandhed, der kom fra sådanne væsner. Man måtte være på vagt og ikke godtroende acceptere enhver forklaring, man fik fra åndelig side.

En del af disse meddelelser fik han igennem automatskrift. Selv var han hele sit liv overbevist om, at alt, hvad han fik at vide, var sendt ham fra Gud, og det var næsten det eneste, der i den sidste del af hans liv kunne gøre ham forstemt, – når man tvivlede på dette forhold og ytrede formodning om, at han kunne tage fejl. Han holdt stærkt på, at hvad han sagde, var ikke hans egne tanker, men var blevet ham indgivet af Kristus. Alligevel kan man netop angående hans automatskrift se, at den bevidsthed, der afslører sig der, ikke er en, der er på højde med ham selv. Dels er skriften meget uregelmæssig, lidenskabelig (selv skrev han særdeles smukt), og dels er tankerne, der kommer frem heri, meget dogmatiske og ofte intolerante, noget der lå Swedenborg uendelig fjernt.

Udtalelser af en skriftekspert, der forelagt et stykke automatskrift fra Swedenborg og et stykke, han havde skrevet »selv«, udtalte, – uden at vide hvorfra de to stykker stammede, – at de to stykker var skrevet af personer, der i henseende til karakter var diametrale modsætninger! Den ene (automatskriften) karakteriseredes bl. a. som »en type, der med stor intolerance kan agitere for tolerance eller med stor hensynsløshed kæmpe for venlighedens og kærlighedens sag«, medens den anden (Swedenborg selv) bl. a. betegnedes som et menneske med en fin følsomhed, usædvanlig helstøbt karakter, en øm sjæl og et varmt hjerte og dertil »en vis indre forfængelighed«, som »han har tilfælles med dem, der bevidst og samvittighedsfuldt stræber efter fuldkommenhed«.

Som sagt er det håbløst her at ville give detailler. De er til overmål samlet i den bog, der her berettes om, og man får gennem dem indtryk af, at Swedenborgs kendskab til den åndelige zones første områder var forbløffende, – bedømt med den viden, vi gennem Martinus har fået om disse tilstande. Men Swedenborg var trods alt kun et jordmenneske, og man har det indtryk, at hans kritiske sans af og til svigter, – eller måske det i lige så høj grad er hans evne til at finde ord, der egner sig til at beskrive det, han ser og oplever, der kommer til kort og bevirker, at vi ind imellem præsenteres for beretninger, der må forekomme uantagelige. Dog, der er en sådan rigdom af iagttagelser og kloge vurderinger, at det mere end opvejer de enkelte brist, der måske kan være.

Skal en enkelt betragtning drages frem, da må det være denne. Den 3. marts 1748 noterer Swedenborg i sin dagbog, at himlen har form som en stor menneskeskikkelse. Hans diskussioner med englene om det menneskelige legeme havde foranlediget dem til at udtale, at »iøvrigt kan ånders og engles tilstande, og alle deres varieteter, ingenlunde forstås uden kendskab til det menneskelige legeme, for Herrens rige er som et menneske, og uden et sådant rige, der er som et rigtigt menneske (for Herren er det eneste menneske, og hans rige ligner ham) ville det være umuligt for noget menneske at leve, da alle ting i himlen arbejder henimod at bevare selv de allermindste ting i legemet.«

Og han skriver videre: »Hvis der ikke var utallige verdener eller jorderiger, som tilsammen danner et sådant stort menneske, ville sjælene fra een verden eller een jord aldeles ikke række til, for der må være uendelige varieteter og i hver del af dets legeme utallige ånder til at fæste og oprette det.«

Man kan jo ikke i denne forbindelse undgå at komme til at tænke på livsenhedsprincippet, sådan som vi kender det gennem Martinus' analyser.

Nævnes må også Swedenborgs syn på ægteskabet og på de seksuelle kræfter i mennesket. Han afslører her en klarhed og en åndelig balance, som kun kan vække respekt. Så langt fra at betragte de seksuelle kræfters udslag som noget syndigt og urent, giver han i stedet for praktiske leveregler og udtrykker en etisk opfattelse indenfor disse områder, der godt kunne være udtalt af vore dages mest klarttænkende psykiatrikere.

Han behandler emner som den fri vilje, reinkarnationsprincippet, skæbneloven, tidsbegrebet i den åndelige verden.

– – –

Samtiden forstod naturligvis ikke Swedenborg, – eftertiden for den sags skyld heller ikke. Hvis han kun havde fremstillet sine beretninger fra åndeverdenen som symbolske fortællinger, så var han af samtiden sikkert blevet meget rost, men han hævdede stilfærdigt men bestemt, at det var noget, han selv så og oplevede dag efter dag!!! Det kunne man ikke acceptere. Men så stort et menneske var han, og så kærlig af sind var han, at oppositionen imod ham aldrig rigtig vandt fodfæste. Han døde fredelig og rolig i sit 85. år søndag den 29. marts 1772, under et ophold i London.