Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1950/1 side 16
ÅBENT BREV
til husejerne i Kosmos Ferieby
Da undertegnede er valgt som formand for Grundejerforeningen Kosmos ferieby, vil jeg gerne gøre mig til talsmand for en sag, der ligger mig på hjerte. –
De fleste mennesker er tilbøjelige til at mene, at den danske sommer kun varer nogle få måneder, og i almindelighed tænkes vistnok på juni, juli og august.
Er det nu helt i overensstemmelse med sandheden?
Har De prøvet en solfyldt april- eller majdag at sidde på trappen foran Deres hus i Kosmos ferieby og se ud over det flimrende soldis på havet, mens lærkerne kappes om at overgå hinanden i højdeflyvning og sangpræstationer, eller en septemberdag med den høje, klare luft, hvorigennem man kan se lige til Sverige, og hvor en indian-summer kan være så varm, at man ligefrem går og pyh'er, ja selv helt ind i oktober kan sommeren strække sine arme. Vi har midt i denne måned siddet ud på græsplænen og drukket eftermiddagskaffe, medens nogle af de unge endda har haft mod på en lille svømmetur i de salte vover. Når jeg nævner disse ting, så er det, fordi jeg ofte på denne tid har siddet deroppe og set på de tilskoddede huse, og kun i ganske enkelte af dem har der været nogle tilfældige gæster, og jeg tænkte ved mig selv, at det var en skam, både for husene og for menneskene, og efterhånden spirede en tanke frem i min bevidsthed. –
Fru skibsreder Lauritzen, der er kendt for sit humanitære arbejde blandt storbyens gamle, slog for nogle år siden til lyd for, at sommerhusejere i den tid, hvor de ikke selv benyttede husene, stillede dem til rådighed for aldersrentenydere i København. Jeg tror ikke, det gav noget nævneværdigt resultat, men – mon det ikke ville være i Martinus ånd, om vi tog sagen op og stillede vore huse til disposition for mennesker, der kunne få gavn og glæde af et ferieophold i smukke og sunde omgivelser.
Hvormange af storbyens tusinder af gamle aldersrentenydere eller enligtstillede kvinder med små børn, tror De, har råd til et selv nok så beskedent sommerophold, dersom de ikke er så heldigt stillede, at de har venner eller familie boende på landet?
Nu vil nok en eller anden indvende, at det kommer til at gå ud over hus og indbo, for man kender jo slet ikke de mennesker, man får ind, men jeg kan forsikre Dem for, at der er slet ingen grund til at nære ængstelse i den retning, jeg har selv prøvet at praktisere denne form for "udlejning" i nogle år og har aldrig haft den mindste grund til klage, tværtimod, huset er afleveret i mindst ligeså proper og god stand, som havde det været betalende gæster. Har man så ovenikøbet været så heldig at have huset nogle rare mennesker, der har været så glade for opholdet, at de efterlader et lille brev, kan jeg forsikre Dem for, at glæden ved at læse det langt opvejer det eventuelle beløb, De måske i meget heldige tilfælde kunne have fået i stedet.
Nu ved jeg så udmærket, at de fleste af os husejere ikke sidder bedre i det, rent økonomisk, end at vi foreløbig for at klare renter og afdrag må regne med udlejning en del af ferien.
Men det er jo heller ikke meningen, vi i sæsonen skal stille husene til disposition, men kun i en tid, hvor vi alligevel ikke har nogen mulighed for udlejning eller for selv at kunne benytte dem.
Såfremt De går ind for tanken, og De mener, der er nogle uger, hvor huset alligevel står tomt, så vær venlig at give besked til Grethe Olsen på kontoret, hun har sikkert føling med de fleste mennesker indenfor sagen, som muligt kunne trænge til et ferieophold.
Forøvrigt kan jo enhver, for hvem det kniber lidt med økonomien, henvende sig på kontoret og få de fornødne oplysninger.
Skulle det så vise sig, at vi ikke selv kan belægge vore huse hele sommeren, vil jeg henstille til kontoret, at der søges samarbejde med fru skibsreder Lauritzen.
Kunne disse par ord være medvirkende til, at Kosmos ferieby ville give genlyd af glade stemmer, ikke blot i små 6 uger, men i 5 lange måneder, var hensigten med denne skrivelse nået.
Med venlig hilsen!
Karlo Münchenberg.
Vi har hermed den glæde at offentliggøre navnene på køberne af de sidste 9 grunde i "Kosmos Ferieby":
Af d. D.
nr. 3: Fru I. Rasmussen, Esbjerg.
nr. 6: Hr. repræsentant Aage Jensen, Virum.
Afd. E.
nr. 7: Frk. Ruth Zacho, København.
Afd. F.
nr. 2: Hr. bogtrykker H. Behrndt, København.
nr. 7: Frk. Anse Rud Nielsen, Maribo.
Afd. G.
nr. 3: Hr. kunstvæver Torben Eriksen, København.
nr. 4: Hr. bogholder Stanley Jensen, Birkerød.
nr. 5: Fru Karen Collstrup, København.
nr. 6: Hr. smedemester Richard Christensen, Brørup.