Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1950/1 side 1
Jeg vil gerne hermed udtrykke min hjerteligste tak til alle min sags trofaste venner for den kærlige opmærksomhed, De i anledning af julen og det nye år har ladet mig blive til del. Den kærlighed, jeg herigennem har modtaget, har været overordentlig velgørende og inspirerende og kaster et dejligt lys på vejen fremover.
Endvidere vil jeg gerne i anledning af, at vi nu er nået til vejs ende med salget af feriebyens mange grunde, også bringe min inderligste tak til alle dem, der her kom min sag i møde. Nævnte salg var jo et fundamentalt bærende led i de betingelser, der gjorde den absolut påkrævede udvidelse af Kosmos ferieby mulig. Denne min tak gælder således i lige grad alle, der købte partialobligationer, alle, der købte grund i feriebyen og de enkelte personer, der uden frygt eller angst for risiko for deres økonomiske position øjeblikkeligt trådte til og stillede den garanti og de midler til rådighed, som foreløbig var en betingelse for, at Klintsøgård med tilhørende skønne park- og strandarealer kunne reddes for feriebyen. I kraft af denne enestående, kærlige forståelse af og tilslutning til min mission, har en stor og kærlig plan kunnet iværksættes og et led i en guddommelig villie kunnet udføres.
Med min kærligste hilsen