Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 
I Kosmos for oktober 1948 indledte jeg artiklen "Hvor langt er vi nået –?" med ordene: "Vi nærmer os nu med hastige skridt året 1949, et år, som på mange måder synes at skulle blive skelsættende i Martinus arbejde." – Året 1949 går nu på hæld, og jeg skal i det efterfølgende søge at vise, at de følelser, der beherskede mig under udarbejdelsen af den citerede artikel, havde dyb rod i den virkelighedens verden, Martinus arbejde er et barn af.

1949 betegnede afslutningen på en syvårig periode i sagens liv, som i højeste grad havde relation til verdenskrig II. Indenfor denne periode erhvervede Martinus ejendommene Mariendalsvej 94–96 og herregården Klintsøgaard, begge ejendomme, som i sig ejede alle betingelser for at være sagen til stor nytte, men også ejendomme, som hver for sig måtte undergå store forandringer før de kunne opfylde de stillede krav.

Mariendalsvej 94-96 blev erhvervet i 1943 på et tidspunkt, hvor forholdene i Danmark med et mildt udtryk var fortvivlede. Krigens vending til vestmagternes fordel var indtruffet, hvad der førte til store komplikationer herhjemme. Gang på gang havde vi udgangsforbud med påfølgende vanskeligheder med undervisningen. Ganske vist er tiden en hastig rytter, men mon ikke mørklægningsperioden trods alt har sat så dybe spor i de flestes erindring, at de nu evner at glæde sig dobbelt over det tilbagevendte lys? Jeg vil tro det! Ihvert fald var det ingen morsom tid, heller ikke for os. Men huset her skulle bygges om, og det blev det. Samtidig med at en række mindre fabrikker rundt omkring os blev saboteret så eftertrykkeligt, at vi næsten kunne regne med, at huset skulle gennemrystes hver aften mellem kl. 22 og 22.30, begyndte vi den ombygning, der netop afsluttedes samtidig med, at ejendom nr. 2: Klintsøgaard, gled ind i billedet. Kun de færreste tænker vist på, at vi faktisk har været beskæftiget med ombygning og nybygning lige siden 1944, og at det derfor ikke er uden grund, at vi glæder os til langt om længe at kunne se afslutningen på denne specielle tilstand.

Der er ingen grund til at rekapitulere alle de vanskeligheder, vi har måttet igennem. En fødsel er altid en vanskelig ting og sjældent skøn at skue. Vi har haft nogle drøje år, men vi har haft et mål at kæmpe for, et mål, som nu endelig er i sigte. At ejendommen her i København tjener sit formål, ved enhver, som kommer her. Hvert eneste rum i huset er i brug, og utallige er de, der har udtrykt deres store glæde over at kunne høre foredragene under de her givne vilkår. Vi havde gerne set salen noget større, men den er udvidet til grænsen af, hvad byggemyndighederne vil gå med til, og dermed må vi altså være tilfredse.

Det er Kosmos læsere bekendt, at vi i dette efterår har fuldbyrdet en sidste ombygning deroppe, ihvert fald i grove træk, finpudsningen kommer af tekniske grunde til foråret. Men denne ombygning har altså resulteret i skabelsen af ikke mindre end 27 dejlige sommerlejligheder, som fordeler sig således: 6 meget store lejligheder med sengeplads til, om det skal være, 5-6 mennesker. Udover indlagt lys, gas og vand, har disse lejligheder også centralvarme, således at de kan benyttes i påsken. Dernæst 12 lejligheder med plads til 4 mennesker. Også disse lejligheder har indlagt lys, vand og gas. Og endelig 9 "ungkarlelejligheder" med 2 sovepladser, indlagt lys, vand og gas og sandsynligvis også centralvarme. Samtlige lejligheder får fuldt monterede køkkener, således at man, om man foretrækker det, selv helt kan holde sig med kost. Men der bliver også lejlighed til både at spise på Klintsøgaard og til at få maden bragt. Når man til disse oplysninger føjer den, at flertallet af sengestederne er forsynet med springmadrasser, tror jeg, man vil give os ret i, at der her er tale om et usædvanligt feriested, hvor der ihvert fald er taget videst muligt hensyn til de materielle goder, de fleste mennesker hjemme betragter som nødvendige for at være tilfredse.

Medens der således er gjort en stor indsats for at gøre lejlighederne tiltalende er der samtidigt gjort en indsats, som skulle komme hele feriebyen til gode, idet pavillon II's dejlige sal vil blive indrettet til et for alle tilgængeligt sommerbibliotek om dagen og til en hyggelig kaffebar om aftenen. Det er tanken at aflaste husmødrene for arbejdet med aftenkaffen ved simpelthen at brygge den i fællesskab og så selv medbringe kagerne. Service har vi tilstrækkeligt af.

Med hensyn til selve Klintsøgaard har der fundet en udvidelse af værelsesantallet sted. Stueetagen har fået et ekstra dobbeltværelse og et ekstra enkeltværelse, og også i kælderen er der indrettet nogle ekstrarum, således at gården nu får plads til ca. 20 faste gæster. Udover den smukke spisestue og ditto opholdsstue for gårdens egne gæster, har vi fremdeles den smukke vegetarafdeling, der nu helt bliver reserveret sagens egne interesserede. De stedfundne ombygninger har gjort hovedbygningen langt mere anvendelig, og da antallet af spisende gæster nu reduceres til under det halve, giver det sig selv, at hele det tunge administrationsapparat kan forenkles betydeligt til glæde for alle parter. En nyhed, som sikkert vil glæde sagens venner, er, at man fra 1950 ikke længere kan få spiritus på Klintsøgaard. Udover en øl til maden vil der ikke blive serveret andre drikkevarer end de, vi alle nyder i det daglige. Af gårdens egne fastboende gæster vil der ikke blive krævet, at de skal være vegetarer, men vi håber, at den dag nu ikke er altfor fjern, hvor sagen selv beslaglægger hvert eneste værelse, således at de idealer, vi kæmper for, helt kan gøre sig gældende på denne skønne plet. Men lad ikke disse idealer fordunkle den tolerance, vi kæmper for. At være vegetar og "anti" på visse andre områder, er ikke ensbetydende med englebevidsthed. Det er klogt ganske simpelt at give afkald på livsvaner, der ikke er positive, men man skal ikke naivt tro, at disse afkald nødvendigvis forlener en med et lyst og omgængeligt sind. Det er i sin orden, at det enkeltmenneske, der tilbringer sin tid med at forkynde en ny levemåde, selv lever i overensstemmelse med sine anskuelser, men det berettiger ham ikke til at forlange af noget som helst andet menneske, end ikke hans nærmeste omgivelser, at de skal dele denne levemåde. På dette område har mange idealister endnu et og andet at lære, blandt andet den tolerance, de som oftest ikke er sen til at tage i munden.

Med 1949 afsluttes således en tidsperiode, der, ihvert fald for både Martinus og for mig selv, i meget høj grad har været viet rent ydre, materielle opgaver. Løsningen af disse er nu indenfor synsvidde, og bevidstheden har forlængst vendt sig mod det, der nødvendigvis af os må føles som den inderste hensigt med vort liv: de åndelige områder. Selv havde jeg håbet at være nået lidt længere med det store kursus over Martinus åndsvidenskab, end tilfældet er, men arbejdet er meget omfattende og skal løses forsvarligt. Hefte II er færdigt i løbet af ganske kort tid, og hefte III er så godt som færdigt. Når dette kursus er afsluttet, begynder et nyt afsnit i vort åndsarbejde, idet undervisningen da helt kan ændres.

Livets Bog I og II er som bekendt udsolgte, men vi arbejder nu på en genoptrykning, således at denne vanskelighed kan blive fjernet. Det nye Kosmos vakte stor glæde og er i god vækst. Men – og dette være sagt i al venlighed – gør De egentlig selv nogen sinde et arbejde for at skaffe en ny abonnent? Har De nogen sinde tænkt på, hvorledes vor situation ville se ud, om De blot hvert andet år tilførte bladet en ny interesseret læser? Hvis ikke, så vil jeg gerne fortælle Dem, at vi derigennem blev i stand til at løse en hel række af de opgaver, der hele tiden presser på! Det er sandt, at vi ingen forening har og følgelig heller ingen indbyrdes forpligtelser. Men alligevel – er det ikke således, at De bliver glad, hver gang, De hører om sagens vækst og udvikling? Glem ikke, at nok er det lettest at være tilskuer og specielt kritisk tilskuer, men det giver tilværelsen langt større indhold, om man er med i "frontlinien". Vi ved f. eks., at der blandt mange af bladets læsere nødvendigvis må sidde udmærkede skribenter, som er i stand til at skrive både korte og levende artikler, – hvorfor hører vi ikke fra dem? En af mine venner sagde til mig, da jeg bad ham om at skrive en artikel, at det turde han ikke, han sagde, at han "ikke følte sig voksen nok til det!" – hvis dette virkelig skulle være tilfældet, hvad tror De så egentlig jeg føler? Lad os være mennesker – Kosmos er vort eget blad, og De må tro mig, når jeg siger, at vi her ville være meget lykkelige, om vi pludselig blev "druknet" i stof fra sagens egne interesserede ! ! !

Vi går nu ind i en ny tidscyklus. Bag os ligger en række løste opgaver og foran os en ubrudt kæde af nye, der vil optage os til vort sidste åndedræt. Et stort og solidt fundament er langt om længe ved at være færdigbygget. Det kostede en pris for mange af os, men det var prisen værd. Retter vi vor bevidsthed mod fremtidens endnu skjulte dage, tror jeg, at de, om sløret blev løftet, ville vise os, at vi i vort møde med de kosmiske analyser selv er blevet løftet ind i en ny kosmisk cyklus, hvor det, som i svundne dunkle liv var drøm og anelse, vil blive vågent, dagklart liv og lysende lykke for hver eneste af os.