Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I en tid, hvor der overalt gør sig en tydelig tendens gældende i retning af at popularisere videnskaben – jeg behøver blot at nævne navne som Matematik for millioner af Hobson, Kemi på en ny måde af Paul Bergsøe og Naturens undere, en moderne fysik for alle af svenskeren Karlsson – og hvor disse bestræbelser fra videnskabsmændenes side mødes af en stadigt voksende hunger efter mere viden fra alle samfundslag, kan det ikke undre en, at man også har forsøgt at popularisere filosofiens sidste nye resultater, specielt på det område, man med et fint ord har kaldt mental-hygiejne.

Alene navnet "mental-hygiejne" peger hen på noget ganske interessant, forekommer det mig. "Hygiejne" ved alle moderne mennesker hvad er, – det er et begreb, der møder hver ny lille verdensborger i form af et par kølige, steriliserede gummihandsker, og det er et af de første ord, der med en næsten atomenergisk styrke slynges en i møde, når man lukker op for radiogymnastikken om morgenen; det er en glose fra et sprog, der er lige så køligt og neutralt som en sygejournal. Der er fremfor alt noget uhyre håndgribeligt fysisk over ordet. – Så meget mere ejendommeligt virker det i forbindelse med noget så "ufysisk" som vor mentalitet, vort bevidsthedsliv. Det er, som om denne forbindelse af ordene ubevidst røber en vågnende forståelse af, at der ikke er en artsforskel, men kun en gradsforskel mellem det fysiske og det psykiske, – at den sjælelige del af et menneske er så "virkelig", så konkret, kunne man fristes til at sige, at man kan sætte den i forbindelse med noget, "der kan vaskes, plejes, desinficeres"!

Dale Carnegie, som de fleste sikkert husker fra hans bog "Vind Venner", har i sin sidst udkomne bog "Lev Livet uden Bekymringer" samlet så mange af de "litteraturperler", vi her er på jagt efter, at man et øjeblik kan fristes til at tro, at det slet ikke er en juvelerbutiks vindue, man er standset ved, men en Reseda-forretning! – En tings værdi afhænger jo i nogen grad af dens sjældenhed, og denne mængde virker i begyndelsen ret overvældende på en. Alligevel må man give dr. med. Paul J. Reiter, der har skrevet forordet i den danske udgave, ret, når han kalder bogen "noget af et unikum". Han siger bl. a. om den: Den er så menneskelig, at den vil blive læst med lige stort udbytte af en professor og en fabriksarbejder, en direktør og en bekymret og fortravlet lille husmoder.

Hvis Carnegie imidlertid blot var en samler, der kunne citere, hvad andre kloge folk havde sagt, var der ingen grund til at nævne ham her; han er ikke blot en dygtig håndværker, en behændig guldsmed, der forstår at give sine "fund" den rigtige, flatterende indfatning, – han er selv et stykke af en filosof, og han lader sin rige erfaring fra mange års arbejde med ulykkelige og bekymrede mennesker, der er kommet til ham med deres sorger, komme hans læsere til gode.

Se, hvis jeg nu pillede nogle af de "perler" ud, som Carnegie har "udstillet", ville jeg kun føle mig som en slags "tyveknægt", for enhver kan jo "gå hen og bese de mange herligheder" ved at købe hans bog, – men netop fordi han selv er en klog mand, kan jeg – uden at have følelsen af at "hugge" noget – citere ham selv. Han rører nemlig i sin indledning ved noget fundamentalt, noget, som ethvert sandhedssøgende menneske, ikke mindst gennem studiet af åndsvidenskaben stilles overfor, – og kun denne ene "perle" vil jeg have lov til at vise frem denne gang. Han siger (idet han taler om sin bog):

Lad mig imidlertid advare Dem: De vil ikke finde noget nyt i den, men derimod nok meget, man ikke hører hver dag. Når det kommer til stykket trænger hverken De eller jeg til at høre noget nyt. Vi ved allerede tilstrækkeligt til at kunne føre et fuldkomment liv, og vi kender alle den gyldne middelvej. Vort problem er ikke uvidenhed, men uvirksomhed.

Så vidt Carnegie. Men mon han ikke har ret? Er den menneskelige magelighed, trangen til for enhver pris at have det godt, mon ikke skyld i, at vi så ofte lader opgaver ligge, som vi inderst inde i "vore lyse øjeblikke" føler, at vi burde tage op? Det er ikke manglende viden om, hvordan vi skal bære os ad med at hjælpe andre, der gør, at verden for en stor del ser ud, som den gør i dag. – Man hører ikke sjældent den bemærkning fra mennesker, der i nogle år har beskæftiget sig med åndsvidenskaben: "Hvornår mon vi får noget nyt at høre? Det er jo det samme og det samme, der altid siges!" Og hver gang man hører en sådan udtalelse, vil den måske finde en vis genklang i den del af ens egen bevidsthed, som endnu er "sovende" – de områder af ens indre verden, hvor man ikke er vågnet op til erkendelse af, at overalt, hvor ens interesse for åndelige problemer indskrænker sig til en rent teoretisk, intelligensmæssig syslen med analyserne, vil kedsomheden hurtigt indfinde sig, fordi åndsvidenskab er andet og mere end "en selskabsleg for begavede mennesker", diskussionsstof til de lange vinteraftener; det er en viden, man ikke kan tilegne sig gennem hjernen alene, – og her er det, man tvinges til at sige med Carnegie, at ens virkelige problem ikke er uvidenhed, men uvirksomhed.