Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ligesom ved mine tidligere Foredrag kunde jeg ogsaa ved mit Foredrag i Borups Højskole den 22. Oktober glæde mig ved at møde stor og venlig, interesseret Tilslutning. Denne min Glæde bliver saa meget desto større, eftersom jeg ikke er blind for den Taalmodighed og Anstrengelse, det koster mine Tilhørere at følge med i mine Foredrags store og omfattende Emner. Det vilde naturligvis være lettere for disse, hvis jeg ikke, som Tilfældet er, valgte de store Analyser ved Livet til mine Foredrag, men derimod henholdt mig til mere dagligdags og smaa Emner, der vilde ligge nærmere Tilhørernes Horisont og sædvanlige Ræsonneringsevne. Mine Foredrag vilde da mere virke i Retning af Underholdning end Undervisning, og Tilslutningen vilde maaske blive endnu større, idet de intellektuelle Forudsætninger for at forstaa mig da vil være mindre krævende. Men det er nu engang ikke min Mission at skabe Underholdning, beregnet Sensation eller forklare Emner, der allerede i Forvejen fremtræder i en Overproduktion af Uddybning og Fortolkning. Jeg har derimod faaet den vanskelige Opgave at tale til de absolut "Højintellektuelle". Ved "Højintellektuelle" skal her forstaas Individer, der har et overordentligt stort Materiale af "Følelseserfaringer" med tilsvarende Sans for Logik.

Virkelig høj intellektuel er et Væsen absolut ikke ved blot og bar "Intelligenserfaringer". Det kan naturligvis i ren materialistisk Henseende være overordentligt fremragende, være baade Doktor eller Professor, og vi maa selvfølgelig yde det al den Respekt, det tilkommer, herfor, men et saadant Væsen er i absolut Forstand ikke højintellektuel. Dets Mangel paa Følelseserfaringer bevirker, at det midt i dets store intelligensmæssige Viden undertiden endog kan være umaadelig primitiv.

Hvad forstaar man da ved "Intelligenserfaringer"? – Og hvad forstaar man ved "Følelseserfaringer"? –

Ved "Intelligenserfaringer" forstaar man alle saadanne Erkendelser, som man kommer til i Kraft af Beregning, i Kraft af Læsning, i Kraft af Undervisning. Og det er jo en Selvfølge, at et Menneske kan naa langt i Viden paa Basis af disse tre Faktorer; men denne Viden er ikke, selv om ogsaa den kulminerer bag en Doktor- eller Professortitel, nogen absolut eller endelig Viden, naar det gælder de evige Fakta, hvilket vil sige Verdensaltets virkelige Grundanalyser, Individets Udødelighed, Skæbnens Tilblivelse, Kærlighedens og Skabeevnens Mysterium. I den virkelige Viden om disse Ting er Intelligensvæsenet et uvidende, et primitivt Væsen, netop fordi disse Realiteters Oplevelse umuligt kan opleves med Intelligensen eller Forstanden alene. Nævnte Realiteters Oplevelse vibrerer i Energiformer, der kun kan opleves gennem Fornemmelsen eller Følelsen og bliver derved ikke til "Intelligenserfaringer", men til "Følelseserfaringer". Men ligesom "Intelligenserfaringer", hvilket i dette Tilfælde vil sige "Teorier", ikke betyder noget for et Individ, der ikke har Evne til at udnytte eller drage Konsekvenser af disse, saaledes er ogsaa "Følelseserfaringer" værdiløse eller uden Betydning for Individer, der ligeledes mangler Intelligens til at drage de rigtige Slutninger af disse. Dette bevirker igen, at et blot og bar "Følelsesmenneske" heller ikke kommer til de evige Faktas virkelige Analyse; men det adskiller sig fra "Intelligensmennesket" derved, at det netop beskæftiger sig med de nævnte Fakta, er meget "religiøs", men dets Erkendelse, Opfattelse og Udtalelser paa det religiøse Omraade kan ikke staa overfor en absolut sand Logik eller intelligensmæssig Analyse. Men idet dets Følelseserfaringer saaledes paa Basis af en utilstrækkelig Intelligens eller Sans for Logik, i dets Bevidsthed skaber en Erkendelse eller Opfattelse, der i Realiteten er ulogisk, er et saadant Individ uden selv at vide det fremtrædende som "Fanatiker". Det paaberaaber sig denne sin formodede rigtige og ufejlbarlige Opfattelse eller Bekendelse som absolut "eneste saliggørende", samtidigt med at det netop udviser en altbeherskende Intolerance mod en hvilken som helst anden fra dets egen Erkendelse afvigende Opfattelse eller Analyse. Og da det jo ikke har en udviklet Intelligens eller Analyseringsevne, vil dets Intolerance eller Indignation mod enhver fremmed Opfattelse være ganske uberørt eller usvækket af, hvor logisk og i Harmoni med Sandheden eller Virkeligheden denne fremmede Opfattelse saa end maatte være.

Som vi her har set, kan Intelligens alene eller Følelse alene ikke aabne Adgangen til at "se Gud", hvilket igen jo vil sige: den rigtige Opfattelse eller Erkendelse af de evige Fakta. Der skal altsaa en hel anden Bevidsthedssammensætning til. Og vi kommer her til en tredie Slags Individer, nemlig Individer, der har et af en saa tilpasset logisk Sans eller klar Intelligens reguleret eller behersket Erfaringsmateriale paa Følelsesomraadet, at de i Kraft heraf i deres egen Bevidsthed kan fornemme andre Væseners Liv og Tilstand, deres Sorg og Glæde, deres Lidelse og Ulykke. Væsener, der i fremragende Grad er naaet frem til denne Tilstand, der igen i sin Kulmination er det samme som den absolutte Lykkes urokkelige Basis, nemlig "Alkærligheden", kan jo ikke manifestere en Tanke, Handling eller Bevægelse, uden at de samtidigt fornemmer dennes Virkning paa deres Omgivelser. De fornemmer saaledes, at dette at gøre ondt mod andre levende Væsener, gør ondt i dem selv, og kan derfor i samme Grad som denne Fornemmelse gøre sig gældende, ikke gøre ondt mod nogen. De kan ikke dræbe, idet de i alt for høj Grad føler Dolken i deres eget Bryst. De hjælper selv det mindste lille Dyr eller Væsen ud af en eventuel Livsfare med samme Respekt, Glæde og Kærlighed, som var det et Barn af deres egen Race. De er blevet ligesom en Aabenbaring af Gud, "skabt i hans Billede efter hans Lignelse".

Saadanne Individer har altsaa Evne til at føle eller fornemme Vibrationer paa Omraader, hvor det store Flertal af Jordens Mennesker endnu er mere eller mindre ufølsomme og derfor i tilsvarende Grad i de samme Omraader endnu er sovende Væsener. Disse førstnævnte Væsener oplever saaledes, i Kraft af denne deres udviklede Føleevne og tilsvarende Sans for Logik, dagligt Erfaringer paa Omraader, hvor de andre Væsener endnu som sagt er mere eller mindre sovende, og bliver derfor ogsaa øvet i at ræsonnere eller drage Slutninger, overfor hvilke Flertallet af de jordbundne grove materialistiske Væsener, som Følge af deres endnu primitive Føle- og Tænkemaade paa overfysiske Omraader, maa staa ganske uforstaaende, ja ganske uafhængigt af, hvor meget de saa end maatte være at erkende som Videnskabsmænd paa de rent fysiske Felter. Og det er netop i Henhold hertil, at vi bliver nødsaget til at maa erkende de førstnævnte Væsener som de retmæssige "Højintellektuelle".

Et "højintellektuelt" Væsen er altsaa i absolut Forstand et Individ, der fornemmer alle andre Væseners Liv pulsere i sit eget Indre og samtidigt har denne Fornemmelse under en med samme Fornemmelse fremtrædende jævnbyrdig intelligensmæssig Kontrol, saaledes at dets Manifestation fremtræder i en fuldkommen Harmoni med Livets evige Love. Verdensaltet er saa at sige blevet identisk med dets egen Organisme. Det føler sig "Eet med Faderen".

At føle sig "Eet med Faderen" vil altsaa sige det samme som at have en saa udviklet Føleevne og en saa fremtrædende Intelligens eller Sans for Logik, at man ikke i noget som helst Tilfælde føler sig de evige Love overlegen, og i denne blinde Overlegenhed kommer til at udøve nedsættende Kritik og Modstand imod disse, men derimod i en fuldt vaagen Dagsbevidsthed oplever Livet som identisk med den evige Kendsgerning, at "Alt er saare godt", og i Ordets allerdybeste Forstand i Kontakt hermed med hele sin Sjæl og Aand udbryder: "Fader ske ikke min, men din Villie".

At være "højintellektuel" er altsaa det samme som, – ikke paa Basis af Tro, – men paa Basis af absolut Viden, at hvile i denne guddommelige Tryghed, der jo igen er det samme som den eneste urokkelige, og derfor absolut højeste og sande i Tilværelsen.

At tale nedsættende om noget, at forbande og udtrykke noget ved "Djævle", "Djævleværk", "Det Onde", "Helvedes Straf", "Ugudelighed", "Satans Børn" o. s. v., o. s. v., er et Tankeklima, der kun kan have til Ophav Individer, der nok har Følelse til at fornemme disse Realiteters Tilstedeværelse i det daglige Liv, men har en altfor lille Intelligens eller logisk Sans til at skelne de nævnte Realiteter i deres sande Identitet som uundværlige Led i den guddommelige Skabelse af Muligheden for Manifestationen af den højeste Kærlighed, og hvorved de samme Realiteter i den evige Verdensordning bliver de Piller, paa hvilke Lysets Bro gennem alt Liv og Tilværelse er baseret. Som Følge af denne manglende logiske Sans er de nævnte Væseners Syn af de virkelige Fakta ogsaa blevet mangelfuldt. Den Forædling, som det virkelige Syn af de nævnte Realiteters sande Identitet som uundværlige plan- eller hensigtsmæssige Led i den guddommelige Skabelse af Kærligheden eller Lysets Fundament eller Basis, mangler ganske hos disse Individer. Deres Opfattelse af Begivenhedernes absolutte Virkelighed bliver saaledes et Blændværk, baseret paa uædel Følelsesoplevelse. Da uædel Følelsesoplevelse jo igen er det samme som "Ukærlighed", bliver de nævnte Individers Navngivelse af de omtalte Realiteter ogsaa synlige som ukærlige Udtryk. Udtrykkene: "Det Onde", "Helvedes Straf", "Satans Børn" o. s. v. samt deres Opfattelse af, at de ind under disse Realiteter formodede henhørende Individer selvfølgeligt skal "brændes", "pines" eller lide alle "Helvedes værste Straffe", repræsenterer jo et Tankeklima, der ikke just er inspirerende for at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre". Det er et Tankeklima, der har mere med Had end med Kærlighed at gøre. Men da dets Fremkomst jo skyldes en for lille Intelligens i Forhold til Følelse, hvilket altsaa vil sige Uvidenhed, hos dets Ophav, ses det her tydeligt, at et saadant Ophav umuligt kan være "højintellektuelt", ligegyldigt hvor mange Grader i Viden det saa end maatte besidde paa andre Omraader. Og den gudesønlige Erkendelse: "–thi, de vide ikke, hvad de gøre" er her mere synlig som en "højintellektuel" Opfattelse, end i noget som helst andet Tilfælde.

At være "højintellektuel" vil altsaa være det samme som at være "alkærlig", hvilket er det samme som med Forstaaelse at elske Alt og Alle. Et saadant Væsen kan ikke kritisere, tænke nedsættende eller handle ondt imod Nogen eller Noget, netop fordi det som en Kendsgerning fornemmer og ser Gud som det dybeste Ophav i enhver Form for Manifestation, i enhver Form for Skabelse, i enhver Form for Oplevelse.

En Opfattelse, der kun delvis erkender Gud som Ophav til den samlede Skabelse, idet den frakender Guddommen dens Identitet som Ophav til alt, hvad der maatte forekomme nævnte Opfattelses Ophav som "ufuldkomment", "forkert", "ondt", "stygt", "ubehageligt" o. s. v. og tillægger disse Realiteter et eller flere fra Gud adskilte selvstændige Ophav, er jo ganske blottet for al intellektuel Indsigt i Skabelsesmysteriets virkelige Analyser og Love. Ophav eller Tilhængere af en saadan Opfattelse kan da heller ikke gennem nogen Form for Mathematik demonstrere eller stabilisere dennes Identitet som absolut Sandhed eller som Udtryk for den højeste Retfærdighed og Kærlighed, og har derfor maattet erstatte denne Mangel med det aandelige "Bedøvelsesmiddel" "Guds Veje er uransagelige". Og under Paavirkningen af den af dette Middel fremkaldte Indbildning eller Hypnose er det, at deres ufuldkomne Følelse giver sig Udslag i Misforstaaelse, Indignation eller Had mod de Væsener, der virkeligt begynder at faa Talent for at kunne "ransage Guds Veje".

Men da der bag de førnævnte Udtryk "Det Onde", "Helvedes Straf", "Satans Børn" o. s. v. eksisterer virkelige Realiteter, om end i en hel anden Betydning end den af de ukærlige Væsener fremsat, vil saadanne Individer, der helt benægter disse Realiteters Eksistens, ja helt benægter Guddommen eller alt, hvad der vil være at udtrykke som overfysisk, heller ikke kunne være at betragte som "højintellektuelle", idet denne deres Benægtelse jo udviser en fuldstændig Mangel paa Følelseserfaringsmateriale. I Kraft af denne Mangel lever de i den Erkendelse, at Livets Gaades Løsning er at finde i Maal, Vægt og Vibrationer. De er saaledes ganske uvidende om denne deres Erkendelses skrigende Disharmoni med Virkeligheden. Hvis Livets Gaades Løsning virkelig fandtes i Maal, Vægt og Vibrationer, eksisterede der kun "Materie", "Stof" eller "Kemikalier".

Men har man nogen Sinde set, at Materie, en Samling Stoffer, eller en Kombination af Kemikalier kan bringes til at tænke selvstændigt, til at beregne, til at analysere? – Kan en Maskine opfindes og skabes uden paa Basis af et levende "Noget", udstyret med den Intelligens og Viden, som forudsatte Opfindelsens Manifestation? – Umuligt! Enhver skabt Ting forudsætter en Skaber. Men en Forskning, der kun gaar ud paa at finde Løsningen paa Livets Mysterium i Maal, Vægt og Vibrationer, kan umuligt være "videnskabelig" i virkelig Forstand, idet den, om end ubevidst for de paagældende Individer selv, jo netop er baseret paa en Erkendelse eller Opfattelse, der lader Tingene blive til af sig selv, en Erkendelse, der akcepterer Skabelse uden en Skaber, en Erkendelse, der gør Stoffet til Tilværelsens højeste Ophav og saaledes er suggererende til Tro paa – Døden, – i Stedet for paa Livet. Og det er en Selvfølge, at saadanne Væsener i absolut Forstand heller ikke kan være at udtrykke som "højintellektuelle", ligegyldigt hvor meget de saa end maatte være at udtrykke som Repræsentanter for den moderne Videnskab, der jo netop kun har Maal, Vægt og Vibrationer til Facit. Dette skal ikke være sagt til Forklejnelse af nævnte Videnskab, der jo, som jeg i mine tidligere Skrifter har udtrykt, er Begyndelsen til "den hellige Aand" eller eneste sande og absolutte Viden, men derimod for at pointere Sandheden eller de faktiske Forhold og dermed være med til at opløse den Suggestion, der i Form af blind Tillid til jordisk Videnskab paa Felter, hvor denne ikke udgør nogen Kapacitet, gør Materialisme moderne og fremelsker nye hypnotiserende Dogmer, der indtil en vis Grad er endnu mere naive og primitive end de forhadte religiøse Dogmer, idet disse sidste dog paa en vis Maade er i Kontakt med Logiken eller Virkeligheden derved, at de sætter en Skaber bag det Skabte, medens de "videnskabelige" Dogmer i en ikke ringe Udstrækning lader haant om alt, hvad der ligger udenfor de sædvanlige "videnskabelige Maaleinstrumenter"s Rækkevidde, uden at vide, at "Skaberen" aldrig nogen Sinde kan blive synlig i et Mikroskop eller i et Teleskop, og at det saaledes kun er en Forlængelse af Synet af – ikke ham selv, – men af hans Frembringelser, de gennem disse Instrumenter her har for sig. Forskere af den her nævnte Kategori er saaledes endnu ikke indforstaaet med, at "Skaberen" kun bliver synlig gennem et eneste af en helt anden Art fremtrædende "Instrument", nemlig "Alkærligheden", der er det eneste Indstillelige for den "Bølgelængde", der direkte afslører "Skaberen", Livets evige Ophav etter Tilværelsens Gaades store Løsning.

Vejen til at "se Gud" gaar altsaa kun gennem "Alkærligheden". Kun denne alene udgør den Ligevægt i Sindet, den Uafhængighed, der forudsættes for, at Sansningen ikke skal blive partisk, blive til altfor stor Fordel paa nogle Omraader og tilsvarende til mindre Fordel paa andre Omraader, hvilket i begge Tilfælde vil afføde et falsk Guddomsbillede. Da det virkelige Guddoms- eller Verdensbillede i sine store saavel som i sine smaa Detailler udtrykker den mest haarfine Logik, er absolut kun fordelagtigt paa alle Omraader og dermed udgør et universalt Defensorat for alle levende Væsener, for Alt og Alle, maa Individet komme i Kontakt hermed, ellers er det ikke paa samme "Bølgelængde" som Verdensaltets Grundtone og vil derfor ikke kunne fornemme eller opleve i de Felter, med hvilke det ikke er i Kontakt. Vi har jo lige set, hvorledes Følelseserfaringer uden en tilsvarende logisk Sans fik sit Ophav til at ræsonnere partisk, til at forbande noget og til at velsigne noget. Da alt jo er Udtryk for Guddommen, vil dette altsaa sige, at saadanne Individer forbander noget af Gud, og deres Verdenserkendelse, deres Guddomsopfattelse maa jo i samme Grad blive ufuldkommen. Deres Talent for at forstaa Livets sande Mysterium er endnu kun slumrende.

Det samme gjorde sig jo omtrent gældende med de Individer, der havde altfor stor en Intelligens i Forhold til deres Følelseserfaringer. De ræsonnerede ogsaa partisk, idet de kun var i Stand til at erkende Faciter i Maal, Vægt og Vibrationer. Men da Guddommen jo er mere end Faciter i Maal, Vægt og Vibrationer, kan disse Væsener saaledes heller ikke "se Gud". Deres Talent i den Retning er ligesom de førnævnte Væseners ogsaa meget latent.

Som vi heraf kan se, skal der altsaa Talent til for at komme til at "se Gud", komme til at opleve det virkelige Verdensbillede, blive Vidne til alle Gaaders store Løsning: "Det levende Noget". Dette Talent er altsaa identisk med Evnen til at sanse upartisk, idet enhver Partiskhed straks frembringer en for stærk Hældning af Individets Opfattelse over mod det foretrukne Felt, og en tilsvarende Frastødning mod det ikke foretrukne. Dets Forskning bliver en "seen gennem Fingre" med Detailler, der er ubehageligt afslørende af det selv, og en Overdrivelse af de Detailler, der virker i modsat Retning. Et saadant Individ kan umuligt repræsentere en Hundrede Procent Sandhed. Talentet for Oplevelse af Guddommen eller Verdensaltets store Analyser kræver altsaa en Hundrede Procents Ligevægt i Sindet, i Tankerne, i Bevidstheden.

Hvad er det da, der fremkalder denne hindrende Uligevægt? – Som det fremgaar af ovenstaaende, skyldes denne altsaa en altfor overdreven Tiltrækning og Frastødning. Men hvad er saa Tiltrækning og Frastødning her i denne Forbindelse? – Ja, den er her som i alle andre Livets Tilskikkelser af "elektrisk" Natur. Da Tiltrækning og Frastødning er det samme som Fornemmelsen af Sympati for eller Antipati imod et eller andet i Individets Omgivelser og daglige Liv, vil de nævnte Realiteter i Virkeligheden saaledes kun være identisk med en Slags højere Form for en virkelig "magnetisk" Funktion mellem "Selvet" og Objektet for Sympatien eller Antipatien. Denne "magnetiske" Funktion eller Tiltrækning og Frastødning er, ligesom alt andet i Tilværelsen, underkastet bestemte Love. Hvis den afviger herfra, vil den straks afføde en tilsvarende Disharmoni, som giver sig Udslag i det paagældende Individs Sind eller Bevidsthed i Form af Uligevægt Denne Uligevægt kendes igen i det daglige Liv blandt andet som "Forelskelse", "Gerrighed", "Magtsyge", "Forfængelighed" e. l., hvilke Realiteter alle er Udtryk for et for stort Begær eller en for stor Sympati for det paagældende Objekt. Dette vil altsaa igen sige, at der til Udløsning af denne Individets for stærke Sympati er medgaaet et Energi- eller Kraftforbrug, der var større end det af Naturen nødvendige. Dette Kraftoverskud maa det paagældende Individ saa mangle paa andre Felter, og kan derfor i disse ikke udløse den magnetiske Tiltrækning, som af Naturen er bestemt. Paa disse Felter bliver Individets Sympati derfor tilsvarende svag eller mangelfuld. Denne Mangel paa højere Kraft eller Energi kan undertiden være saa fremtrædende, at Individet her spiller fuldstændig Fallit, er ganske blottet for Sympati i de paagældende Felter. Men der, hvor der ikke er Sympati, kan der kun være Antipati. Og denne Antipati manifesterer sig da gennem Individets Bevidsthed som: Had, Hidsighed, Intolerance, Bagtalelseslyst o. s. v.

Men efterhaanden giver disse uligevægtige Tilstande Tilbageslag imod Individet i Form af Lemlæstelse og Lidelse. De evige Love tilkæmper Ligevægt, hvilket igen vil sige: Individets Oplevelse af Verdensaltets Grundtone: "Den evige Fred", der netop er det samme som Naturens egen ligelige Fordeling af Energierne paa de rette Pladser eller Felter, og som igen giver Individet Oplevelsen af den i "Livets Bog" omtalte fundamentale Oplevelse af "Den store Fødsel", der igen er det samme som den i Biblen omtalte Overskygning af "Den hellige Aand" i permanent Form. Naar Individet kommer i denne Tilstand, mangler det ikke Energier til at opleve Livet Hundrede Procent i visse Tilfælde, fordi det i andre Tilfælde har ødslet eller brugt for megen Energi til Oplevelse af Livet, og hvorved denne sidste Form for Oplevelse heller ikke kunde blive Hundrede Procents korrekt, idet den ved den for store Energiudfoldelse nødvendigvis maatte blive for stærk, hvilket vil sige det samme som overdreven. Ved Uligevægt eller for megen eller for lidt Sympati kan Individet altsaa umuligt opleve den normale Fornemmelse af sin egen Tilstedeværelse i Universet, hvilken Fornemmelse blandt andet igen er det samme som Oplevelsen af Løsningen paa sit eget Jegs Mysterium, dets Identitet med Guddommens udødelige Liv og Verdensaltets samlede Manifestation som Guddommens urokkelige, altomspændende Kærlighedsaabenbaring.

En af de Uligevægtstilstande, som hovedsageligt kan følge Individet længst frem i dets Vandring mod Lyset, for dog tilsidst blive en total Hindring for Oplevelsen af den højeste Viden, er Begæret efter at brillere. Saalænge et Individs højeste Ønske er at kunne brillere over andre, gennemsyrer dette Ønske dets Forskning, ja endog meget ofte uden at Individet er sig det rigtigt bevidst. Denne Forskning bliver derfor i Virkeligheden mere et "Kapløb", en udstrakt Kamp eller Energiudfoldelse for at komme først til en Viden, som ens Næste helst kun skulde have Adgang til gennem en selv, end den bliver et Udtryk for en virkelig Trang til at uddanne sig i den store Kærlighed eller i dette at "elske sin Næste som sig selv". Et saadant Individs Forskning bliver saaledes ikke en Stimulering af deres egen Ofring til Fordel for Næsten, men derimod en "Hamstring", en Erobring af aandeligt Gods, en Manifestation af Begæret efter Guldet, efter at blive en "rig Mand", overført til et aandeligt Plan. Saadanne Væsener vilde altsaa have Chance for at kunne blive dette Plans "Kapitalister", hvis ikke netop Begæret efter at brillere var den største Hindring for Tilegnelse af den højeste aandelige Rigdom. Adgangen til at "se Gud" kan ikke "hamstres", kan ikke uddeles som "Præmie" for et "Kapløb", der er stimuleret eller baaret af Frygten for, at Næsten skulde komme først. "Guds Rige" er ikke et Konkurrenceobjekt. Dette betyder naturligvis ikke, at disse Individer ikke kan tilegne sig eller "hamstre" megen Viden, tværtimod. Men da al virkelig aandelig Viden umuligt kan blive selvoplevet, saalænge den er Udtryk for "Hamstring", skal tilfredsstille Forfængelighed, skal tilstræbe Magt, bliver disse nævnte Individers aandelige Viden kun teoretisk, der hvor den ikke er stagneret i Dogmer. Det "hamstrede Gods" er kun tomme Etiketter for Produkter, de endnu aldrig selv har oplevet. Deres "megen Viden" eller formentlige "høje aandelige Standard" er kun ydre Glimmer, er kun en Række "Gode Ord". Men da disse som bekendt imponerer eller "fryder Daarer", kan de her nævnte Individer virkeligt opnaa at faa Tilhængere og Beundrere, blive Ledere af smaa "religiøse Sammenslutninger" eller "Cirkler" og saaledes faa en vis Tilfredsstillelse af deres Forfængelighed.

Men da intet kan bestaa, der er bygget paa Blændværk, kan saadanne Sammenslutninger, der mere er baseret paa Tilfredsstillelse af Forfængelighed og Magtsyge, end paa virkelig Menneskekærlighed, heller ikke bestaa. Og i Bagtalelse, Misundelse og Kamp om Ledelsen indadtil, og i Had, Intolerance og Modstand udadtil mod andre aandelige Bevægelser, i hvem de frygter "Konkurrence", kan de umuligt bevare deres Anseelse som Samfund for "Hellige", "Troende" og "Frelste" og opløses derfor en efter anden ganske af sig selv. Men "Medlemmerne" er blevet nogle gode og uundværlige Erfaringer rigere, er kommen et lille Skridt videre hen imod Erkendelsen af deres store Verdensgenløsers Ord: "Hvo som synes at staa, se vel til at han ikke falder".

Naar jeg her har fremført ovennævnte Analyse, er det naturligvis ikke for paa nogen Maade at angribe nogen som helst, idet jeg jo i allerhøjeste Grad erkender, at ingen kan manifestere andre Handlinger end de, der er Udtryk for det Udviklingstrin, paa hvilket deres Ophav staar. Et saadant Angreb vilde ogsaa være ganske omsonst, idet absolut ingen af de Individer, paa hvem det da maatte være sigtet, vilde føle sig truffet. Dertil vilde de paagældende Væsener være altfor selvsikre paa deres egen "Ufejlbarlighed" eller "Ophøjethed". De vilde derimod have meget lettere ved at opfatte Angrebet berettiget paa andre religiøse Bevægelser, der jo af dem, gennem deres ubevidste Konkurrencefrygt, mere eller mindre bliver opfattet som "falske", som Hjemsted for "mørke Magter", "Djævelens Værk" o. s. v. Nærværende Analyse er derfor slet ikke baseret paa disse Væsener, men derimod paa dem, som har begyndt at opleve eller erfare dens Rigtighed, hvilket altsaa vil sige, dem som er begyndt at komme igennem Forfængelighedens Krogveje og Labyrinter, dem som er begyndt at blive træt af at brillere, dem som egentlig helst ønsker at være ubemærket, dem som har begyndt at opdage, at de ikke var saa højt udviklet, som de troede at være, dem som har begyndt at føle sig smaa, føle sig som Børn i den religiøse Videnskab. Det er til saadanne Væsener, at "Himmeriges Rige", hvilket vil sige "Den hellige Aand", "kosmisk Bevidsthed" eller den sande Viden om Livet, virkeligt begynder at "komme nær".

Men lad mig, inden jeg gaar videre, dog bemærke, at de føromtalte Individer, der tilhører enten Følelses- eller Intelligenskategorien, naturligvis ikke er at betragte som "Syndebukke", som uheldige og unyttige Medborgere i Samfundet, tværtimod, en saadan Paastand vilde jo være ligesaa naiv og skrigende mod de evige Love, som en Paastand, der udtrykker Børns Unødvendighed i Samfundet. Ligesom Barnestadiet er Porten ind til de Voksnes Zone, saaledes er ogsaa de to Kategorier hver især Udtryk for Stadier, der tilsammen er den uundgaaelige Port indtil Ydmyghedens Sfære, der er Alkærlighedens store Forgaard, og fra hvilken den eneste absolutte Indgang til "Templet", "Det Hellige" og "Det Allerhelligste" findes. Ligesom Børnene er paa Vej til at blive voksne, saaledes er ogsaa de nævnte Kategoriers Væsener uundgaaeligt paa Vej til den store Viden, paa Vej til "Synet af Gud", til Oplevelsen af den store Kærlighed, ganske uafhængig af, hvormeget de saa end i Dag maatte anses for at være intolerante, magtsyge og fordømmende andre o. s. v. Alle saadanne Udslag kan af det virkelige eller fuldkomne Menneske kun opfattes som Børnemanifestationer i det virkelige Liv, eller Udslag af Individer der endnu "ikke vide hvad de gøre".

Men saadanne Individer kan da ogsaa udvise en endog fremragende Kærlighed eller Sympati indenfor Felter, der hører ind under deres eget bevidste Omraade, saasom Familie, Paarørende, Venner og Trosfæller samt til Ting, som de netop opfatter som "saliggørende", selv om de altsaa kan være meget ufølsomme og fordømmende overfor alt, hvad der er af fremmed Natur for dem.

Ligeledes maa man heller ikke glemme den umaadelige Nytte, uvurderlige Opofrelse og Kamp, ja ofte med Livet som Indsats, som en stor Del af de nævnte Kategoriers Væsener i Form af materiel videnskabelig Forskning udløser for Menneskeheden. Al nedsættende Kritik, Intolerance og følen sig overlegen overfor de nævnte Kategoriers Væsener kan saaledes kun være Udtryk for et Tankeklima, der viser, at dets Ophav heller ikke selv er i Besiddelse af den Ydmyghed eller Ærbødighed for Alt og Alle, som afføder Talentet for Forstaaelse og Oplevelse af det virkelige Liv, den evige Sandhed, det Rige som ikke er af denne Verden.

Vi kommer nu til den tredie Art af Væsener, dem hvis Følelse og Intelligens nogenlunde balancerer, og som derfor, enten de nu er i Besiddelse af en stor eller lille Følelse, altid har denne tøjlet af en tilstrækkelig Fornuft. Da virkelig Fornuft eller Intelligens skaber Harmoni mellem Individets Manifestationer og Universets Love, vil ovennævnte altsaa sige, at saadanne Individers magnetiske Tiltrækning til de forskellige omgivende Momenter i deres daglige Liv bliver i Ligevægt.

Et forstærket eller overdrevent Begær imod en bestemt Ting skyldes altsaa Fornuftens Svigten. Begæret eller Følelsen faar Overtaget, og Overdrivelsen manifesteres og afføder de uheldige Momenter, der blev de to før beskrevne Kategoriers Karakteregenskaber. Disse uheldige Momenter er altsaa ikke tilstede ved et Væsen, hvis Følelse og Fornuft er saa udviklet og saa meget i Harmoni, at Grundtonen i Individets Karakter bliver identisk med "Alkærlighed", der igen er den totale Ligevægt eller Upartiskhed mellem Individets Selv og dets Omgivelser. Og det er altsaa paa denne Ligevægt, at Talentet for Forstaaelse og dermed Modtageligheden for Livets store Analyser er baseret.

Som det fremgaar af "Livets Bog"s femte Kapitel, kan nærværende Kategorier yderligere specificeres ud i Kategorier og Afdelinger, og jeg skal derfor her indskrænke mig til kun at bemærke, at Ligevægtskategoriens Væsener, ligesom de to Uligevægtskategoriers, naturligvis ikke alle er lige langt fremme i Udviklingen, men derimod fremtræder i Grader. Og det er altsaa kun de af dens Væsener, der er begyndt at vokse ud over den gamle Verdensimpuls, hvilket igen vil sige ud over de gængse religiøse Dogmer og Bogstavformer, der er at udtrykke som "højintellektuelle" og derfor kan være identisk med "Den gode Jord" for Sæden fra "Den ny kosmiske Verdensimpuls". (Se ogsaa her Livets Bog).

Da mine Foredrag saavel som mit Værk "Livets Bog" og nærværende Blad, samt min Symbolik er Sæd fra denne Verdensimpuls, er Oplysning om de evige Fakta, og denne samlede Oplysning er tilgængelig for alle, idet mine Foredrag er offentlige, min Literatur kan købes af enhver, er det givet, at det ikke kan undgaas, at noget af denne Sæd falder i alle tre Slags Jord: Intelligens-, Følelses- og Ligevægtskategorien.

Da "Intelligensmenneskene" jo kun kan vibrere i rent fysisk Erfaringsmateriale og derfor kun kan opfatte Aands- eller Følelseserfaringsmateriale som Fantasi, er de næsten at betragte som "Stengrund" for den nævnte Sæd. De er "Materialister" i Renkultur. Og nedsættende ignorerende Bemærkninger om min Fortolkning af de store Problemer, er de Udtryk, hvormed de blotter deres Udviklingstrin og Uimodtagelighed for al højere Viden.

Da "Følelsesmenneskene", i Kraft af Forfængelighedens Herredømme i deres Bevidsthed i Stedet for Fornuftens, erkender deres egen Livsopfattelse som "eneste saliggørende" og derved tillige ser Konkurrence i enhver fremmed Opfattelse, er Intolerance og Modstand den Side af deres Natur, de har lettest ved at udløse mod min Fortolkning af de store Fakta. Men jeg haaber at alle Venner af mit Oplysningsarbejde herigennem har forstaaet, at disse Væsener er uskyldige, idet deres Handlemaade jo skyldes en umoden Bevidsthedstilstand, og at de saaledes i Virkeligheden ikke ved, hvad de gør, og at det som Følge heraf vil være ganske unaturligt ikke at møde disse Væsener med Forstaaelse og Venlighed.

Med Hensyn til "Ligevægtsvæsenerne" er de ypperste eller højest udviklede udgørende saadanne Individer, der er blottet for alt Begær efter at ville brillere. De er Væsener, der er stilfærdige, sympatiske og forstaaende overfor Alt og Alle. De er Væsener, der har let ved at tie stille, naar andre er altfor ivrige efter at vise deres Kundskab. De er Væsener, der ikke paa nogen Maade ønsker Magt og Berømmelse. De er Væsener, der allerhelst vil leve ukendt og ubemærket og kun kommer offentlig frem i saadanne Tilfælde, hvor – ikke Forfængelighed, – men Pligtfølelse kalder dem. De er Væsener, der absolut intet Ønske nærer om at overtrumfe hinanden, men udvikler sig sundt og naturligt. De er Væsener, der i høj Grad begynder at elske alt Levende og derfor i tilsvarende Grad føler Afsky for at dræbe, saare og lemlæste. Dette gælder udadtil mod deres synlige Medvæsener: Dyr og Mennesker saavel som indadtil mod "Mikroindividerne" i deres egne Organismer. De har som Følge heraf meget let ved at blive Vegetarer, meget let ved at aflægge eventuelle nedbrydende Vaner, saasom Nydelsen af Tobak, alkoholindholdige Drikke og andre narkotiske Produkter, der alle er sygdomsfrembringende, lemlæstende og dræbende Virkemidler paa "Mikroindividerne".

Blandt disse "Ligevægtsvæsener" ekisterer altsaa det store Talent for Modtagelighed af Sæden fra den store ny kosmiske Verdensimpuls. For dem er min Fortolkning af nævnte Impuls, mine store kosmiske Analyser eller højeste Viden om Gud, om det levende Væsen, om Kærligheden lige akkurat den, for de i dem boende gode Egenskaber eller Spirer til Fuldkommenhed, passende stimulerende Næring. De nævnte Væsener modtager saaledes den evige Visdom med Ydmyghed, Taknemlighed og Kærlighed. De hører, ser og bevarer Ordet i deres Hjærter. Og "Guds Billede" vokser stille frem i deres daglige Manifestation og Væremaade.

Venner af mit Arbejde ønsker naturligvis gerne at alle, saa mange som muligt, indenfor deres Bekendtskabskres skal faa Del i den Sæd, i den Viden, som netop er tilgængelig gennem mit Arbejde. De søger da i denne deres Kærlighed til Sagen at faa andre med til at studere dens Literatur og søger at faa dem med til Foredragene. Men det hænder da undertiden, at de Venner eller Bekendte, som de har faaet med, er mere eller mindre Repræsentanter for de to nævnte Former for mindre god Jordbund. Disse Væsener udløser da en Kritik, der stundom kan grænse helt til Indignation og Modstand imod Sagen. Det er jo heldigvis ikke i ret mange Tilfælde det sker, men de paagældende Venner af Sagen, der havde haabet paa et lykkeligt Udfald af deres Anstrengelser, bliver naturligvis skuffet, og begynder at spekulere over, at mit Oplysningsarbejde vist alligevel er altfor svært for de fleste, og at det saaledes bliver altfor faa, der kan akceptere den ny Sæd. Og det er blandt andet ogsaa i Henhold hertil, at jeg har følt mig tilskyndet til at udsende nærværende Artikel og blotte de virkelige Forhold.

Som disse mine Venner nu har set, er der altsaa de tre nævnte Slags Jord, hvoraf kun den tredie egentlig er duelig. Fra de to andre vil der i overvejende Grad altsaa kun komme ond Kritik og Modstand. Det gælder derfor om, i særlig Grad at udvikle sin Skelneevne, saaledes at man ikke kommer til at indvirke paa de forkerte Væsener. De har jo deres Livsopfattelse, deres Vej til Lyset. Og det vil kun være et Overgreb, hvis man blander sig i denne. De Modtagelige skal nok efterhaanden komme. "Det er ikke Honningen, der gaar til Bierne, men Bierne, der gaar til Honningen".

Endvidere maa de studerende af mit Arbejde ogsaa passe paa, at de ikke ligesom de tidligere omtalte Individer dirigeres af Forfængelighed. Forfængelighed kan nemlig endnu findes hos enkelte af de Interesserede, der endnu kun befinder sig i Grænseegnene mellem Uligevægtskategorierne og Ligevægtskategorien, og blandt andet give sig Udslag i et større Begær efter mange Tilhængere end efter en høj Kvalitet hos disse, hvilket jo er det modsatte af, hvad Fornuften afføder, nemlig et større Begær efter høj Kvalitet end efter mange Tilhængere. Et Tusinde Individer af den rigtige Hundrede Procents Modtagelighed, er jo en langt større Fordel og Kraft for Sagen, end ti Tusinde Individer med kun ti eller tyve Procents Modtagelighed. De resterende halvfems eller firs Procent vil jo kun være Modstand, og udadtil være en urigtig og skadelig Repræsentation af Sagen. Derfor er Kvaliteten Hovedbetingelsen, Antallet underordnet. Med Kvalitetens Urokkelighed vokser ogsaa Antallet urokkeligt, hvilket Kendsgerningen indenfor mit Arbejde jo i høj Grad udtrykker.

Da mine Foredrag er offentlige, kan det ikke undgaas, at der til disse kommer Mennesker, der ikke paa Forhaand kender noget til mit Arbejde. Paa disse Mennesker kan mine Foredrag naturligvis indtil en vis Grad virke unaturlige eller maaske endog som Pral, ja, maaske endog paa Mennesker, der ellers maatte anses for at være modtagelige. Det, der støder an mod saadanne Menneskers Opfattelse er navnlig dette, at jeg i Sandhedens Interesse er nødsaget til at maatte berette at "jeg og Faderen er et", og at mit Oplysningsarbejde skyldes en "Overskygning af den hellige Aand". En saadan Erklæring kan naturligvis virke som Hovmod, som Gudsbespottelse. Og denne Opfattelse kan altsaa igen, alt efter de paagældende Tilhøreres Temperament, virke saaledes paa deres ellers saa modtagelige Holdning, at denne undermineres og afføder et Anstrøg af Indignation.

Men hertil har jeg kun at henvise til den Anvisning som Kristendommens egen store Lærer og Ophav selv har givet, nemlig denne, at "man skal kende Træet paa dets Frugter" og forøvrigt ihukomme Begrebet "dømmer ikke, thi med hvad Dom i dømme, skulle eder igen tilmaales".

Naar en sand Forfatter skriver et Værk, eller en Foredragsholder giver et Foredrag, oplyser de gerne hver især om de Kilder, hvorfra de har deres Viden. Naar jeg skal holde et Foredrag, føler jeg mig ogsaa skyldig at meddele mine Tilhørere Kilderne, hvorfra jeg har min Viden. At jeg ikke har den fra andre Personer, fra den eksisterende Literatur eller fra nogen Form for akademisk Uddannelse, saaledes som det ellers er almindeligt med Lærere, men derimod selv er Ophav til al min Viden, idet jeg har en Oplevelsesevne, der endnu ikke er almengældende, forpligter mig jo dog ikke til at hemmeligholde denne og derved skjule min Videns sande Udspring. Og navnlig ikke da nævnte Udspring jo er en Opfyldelse af en Forjættelse, som enhver sand Kristen selv maa tro paa, idet den er udtalt af den paagældende Religions højeste Autoritet, og gaar ud paa, at alle skal komme til Klarhed over Livets Mysterium. Denne Forjættelse lyder blandt andet saaledes:

"Men naar han, Sandhedens Aand kommer, skal han vejlede eder til hele Sandheden". –

Hvad siger denne Forjættelse, og hvad har den med min Literatur og mine Foredrag at gøre? –

Jo, denne Forjættelses rigtige Forstaaelse er en Maalestok for Udmaaling af mit Arbejde som identisk med de rigtige "Frugter".

Kristus, der ikke havde sin Viden fra andre Personer eller fra nogen som helst literære Foranstaltninger, havde jo Erfaring for, at Viden kunde opleves paa en helt anden Maade end den rent materielle jordiske Form. Og at denne Viden netop altid udelukkende var en ophøjet, absolut sand og kærlig Viden, inspirerede ham til at udtrykke den som "Helligaand".

Da Aand er det samme som Bevidsthed, vil "Helligaand" altsaa sige det samme som "Helligbevidsthed". At Diciplene var desorienteret med denne Bevidsthedstilstand og den fra samme udstraalende Viden, idet de ikke selv havde den, er jo kun, hvad der gentager sig i vore Dage, hvor Tusinder af Mennesker er ganske uvidende om denne Bevidstheds virkelige og sande Natur. Men Jesus bebuder jo, at de alle skal faa den, og at den skal lære dem alle Ting. Og vi ved jo gennem den kristne Religions egen Lære, at den nævnte Aand paa Pinsedagen overskyggede Diciplene, og de talte i "fremmede Tungemaal", hvilket jo naturligvis mindre betyder fremmede Sprog end fremmed eller ny Visdom. Samtidigt berettes der, at Begivenheden indlededes med nogle Lysfænomener i Form af "Tunger ligesom af Ild", der lyste over Apostlenes Hoveder.

Men gennem disse Lysfænomener faar vi et Kendetegn paa, at den nævnte Aand, ved flere andre Lejligheder i hine fjerne Tider, har overskygget andre Væsener. Vi kan gaa helt tilbage til Moses, der vogtede Faar i Ørkenen. Hvad var det for en Tornebusk, der brændte? – og hvad var det for en Røst, der bad ham drage sine Sko af, da det Sted han stod paa var helligt? – Hverken Røsten eller Ilden var af fysisk, men af overfysisk Natur. Moses havde altsaa faaet Evne til at korrespondere med overfysiske Realiteter, havde faaet en ny Bevidsthed, hvorved han blev forvandlet til en stor Fører for Israels Folk.

Noget lignende gjorde sig jo gældende med Paulus, der blev indhyllet i et hvidt Lys paa Vejen til Damaskus. Blev ikke ogsaa hans Bevidsthed forvandlet? – blev ikke hans "Tungemaal" forvandlet fra at være Modstanderens til at være Forkæmperens?

Men naar saadanne Ting engang har kunnet finde Sted, hvorfor skulde de saa ikke ogsaa kunne finde Sted igen? –

Naar jeg, da jeg var tredive Aar, gentagne Gange blev indhyllet i et stærkt aandeligt eller overfysisk Lys, oplevede forskellige Variationer af en Ilddaab, og dette havde til Følge, at ogsaa jeg "talte i fremmede Tungemaal", hvilket altsaa vil sige, talte ud fra en ny Viden, ud fra Forudsætninger, jeg ikke før var i Stand til at benytte mig af, er det saa ikke det samme guddommelig Fænomen, som det, Biblens Personer oplevede? –

Da min Tale, Tekst og Billeder for den, der har tilstrækkelig Forudsætning herfor, beviser, at det her sagte er Sandhed, ligesom det jo kan bevidnes af min nærmeste Omgangskreds, der har kendt mig gennem Aarene, føler jeg mig ikke alene berettiget, men ogsaa forpligtet til netop at oplyse om denne min egen Oplevelsesevnes Identitet med den Hellige Aand, eller Opfyldelsen af det, som er lovet at skulle vederfares ethvert Individ, naar Tiden er inde. Jeg vilde jo være en Forræder mod de virkelige Fakta, hvis jeg lagde Skjul paa denne min Tilstand, blot og bar fordi nogle Mennesker i deres Uvidenhed og Naivitet vilde opfatte mig som Gudsbespotter, og navnlig, da jeg netop ved, at saadanne Væsener er spæde Børn overfor den store Viden og saaledes ikke rigtigt ved, hvad de gør.

At det netop er i Kraft af den Hellige Aand, at mit Oplysningsarbejde skabes, kan jo kendes derpaa, at mine Analyser ikke i noget som helst Felt har andet Facit end Kærligheden. Det er overalt et eneste stort Forsvar for Overholdelsen af det store Bud "Elsker hverandre". Det er intet mindre end en matematisk Udredning af Udødelighed, af "hvad et Menneske saar, det skal det høste". Det er en evig forklaret Tilværelses Synliggørelse paa det fysiske Plan, nedtransformeret og gjort tilgængeligt for jordiske Øjne og Øren.

Jeg selv er et levende Bevis for, at man kan komme til Viden ad andre end de hidtil af jordiske Mennesker anerkendte og opfattede Veje og Kilder, samtidigt med at jeg gennem mit Arbejde er gjort til offentlig Skue for enhver, der har Lyst og Evne til at se, høre og iagttage.

Enhver Opfattelse, der udtrykker mig som "Gudsbespotter", som "Bedrager", som "hovmodig" og "selvglad" o. s. v. har saaledes ingen Rod i Virkeligheden, er kun baseret paa Uvidenhed, Forfængelighed og Intolerance.

At modarbejde mig er at modarbejde Sandheden. At modarbejde Sandheden er at gaa i Rette med Solen, det er at trodse Stjernernes Gang.

Som yderligere Garanti for mit Arbejdes Identitet med Sandheden, kan fremføres, at det for dem, der har Evne og Lyst til at studere det, bliver en matematisk Udredning af enhver Tings gaaen op i den guddommelige, altomfattende Verdensplan som et udløsende Moment for et urokkeligt intelligensmæssigt, kærlighedsfrembringende Formaal, hvilket igen, for den udviklede Aandsforsker, er Kulminationen af den højeste Garanti, paa hvilket en Verdensopfattelses Identitet med Sandheden eller Virkeligheden kan baseres, og at en hvilken som helst Verdensopfattelse, der afviger herfra, i tilsvarende Grad er beviselig som identisk med et Falsum.

For dem, som ikke paa denne Maade kan efterforske mit Arbejde og derfor ikke kan naa til den nævnte Garanti, vil jeg henstille, at de lægger Mærke til, om jeg paa nogen Maade i mit Arbejde har stimuleret Mørket, om mine store kosmiske Analyser ikke altid upartisk kun viser Kilderne til Lidelse og Kilderne til Lykke. – Prøv om disse Kilder ikke er i Samklang med Kærnen af det, der staar i Biblen og andre store Religionsværker, og De vil her finde en vidunderlig skøn Overensstemmelse i Principperne. Naar dertil kommer, at jeg ikke ønsker at indkapsle noget Individ i nogen som helst af mig eller paa mit Arbejde baseret Sekt, Forening eller Trosbekendelse, men at jeg kæmper for, at Individet kan bevare sin fulde Frihed til at forske, søge og finde Lys indenfor alle Felter og Omraader, hvor Lys er at finde, og derigennem lære at tænke klart, at opleve klart, er mit Arbejde, min Mission kun Lys, kan kun være Lys, kan kun blive Lys.

 

 

Kommentar: Rettelse fra Kosmos 1935/1 er gennemført i denne web-udgave.