Kosmos 1949/12 side 221
Ånd og materie
ERIK GERNER LARSSON
Det døde »ler«.
Tyk, vraltende og fuld af væskende sår, kom den savlende henimod mig. En gang en sikkert aldeles bedårende foxterrier, nu en krop i opløsning. Dens øjne stod stive og halvblinde ud af dens hoved, og dens engang så smukke pels lignede en samling gråsnudsket hår. Den var, kort sagt, et lidet appetitligt syn, som jeg næppe ville have hæftet mig synderligt ved, om jeg ikke samtidigt havde fået øje på ham!
Tyk og vraltende kom også han henimod mig, øjensynligt besat af frygt for ikke at nå den sporvogn, vi begge skulle med. Blårød i hovedet og med øjne, der i ikke gav hundens noget efter, hvad stivhed angik, pressede han sit korpus til det yderste for ikke at komme til at vente de ti minutter, som altfor åbenbart ville have gavnet hans hjerte og blodomløb. Jeg betragtede ham opmærksomt. Forkalkningen havde allerede på det nærmeste fuldbyrdet sit værk i ham, og resultatet var ikke rart at skue. Hans ansigt var besynderligt lukket og umælende. Ikke een forsonlig lille rynke ved øjnene eller ved munden. Kun få og meget hårde linier, der næsten ublufærdigt udleverede et koldt og hævngerrigt sind. Hele hans person var som en inkarneret protest. Man kunne formeligt se på ham, at han ikke kunne fordrage livet og formodentlig næppe heller havde noget imod at forlade det.
Det var mig umuligt at lade være med at drage sammenligning mellem de to. Et dyr er ynkværdigt i sin fysiske opløsning. Man kan ligesom se på det, at det ikke har været skaberens mening, at det skal opleve alderdommens klimaks. I naturen finder man sjældent affældige dyr. Her sætter jungleloven en usynlig grænse, som normalt ikke overskrides. Svækkes du, er du mit bytte, svækkes jeg, har du chancen. Men mennesket er heller ikke hyggeligt at skue, når alderens ubarmhjertige nedbrydning for alvor tager fat. Da ses det på et menneskes legeme, om der i det har levet og virket en elskelig sjæl, – eller om kødet blot har skjult en kold og åndsfattig egoist.
Den gamle mand og jeg besteg sporvognen – og ganske rigtig! Vi var knap kommet op på perronen, før han gav ondt af sig. Det kom i små, næsten rytmiske eksplosioner. Folk omkring ham vekslede øjekast, og der dannedes hurtigt ligesom en usynlig kuldemur omkring ham. Det var trist at opleve, trist, fordi man her simpelthen var vidne til konsekvensen af en livslang negativ indstilling til tilværelsen.
Åndeligt solskin.
Hun kom op et par stoppesteder senere. Det gav et gisp i mig. Hun var selve inkarnationen af den type, jeg så ofte i mine foredrag har karakteriseret med ordene: »– et ansigt, som et overgemt æble, rynket indtil det usandsynlige!« Hun var ældre end den gamle mand, men øjnene!!! De strålede i deres dybe, milde huler, ja, de formeligt hviskede og tiskede af små livsalige hemmeligheder. Konduktøren tog hende galant under armen og hjalp hende på plads og fik til gengæld et smil, der lyste hele vognen op. Hun takkede og så sig omkring, og vi, ja vi smeltede allesammen og blev på en besynderlig måde i »familie« med hende, – undtagen den gamle mand. Han blev ond. Ganske simpelt ond. Hans gamle, stridhårede overskæg dirrede på en ubehagelig måde, og han gav sig ugenert til at beglo den gamle kvinde fra øverst til nederst. Hun mærkede det og vendte sig imod ham. Fra min plads kunne jeg iagttage, hvorledes hun ligesom tog mål af ham, fandt ud af ham, – og skulle have luft for sin opdagelse, for ret umotiveret sagde hun ligeud i luften: »Det er ligegodt svært at blive gammel for nogle mennesker! Der har jeg nu haft det nemt, men jeg har osse altid haft så let til smilet!« Hun sagde ikke disse ord til nogen bestemt, men vi lyttede alle, – og nikkede, som om det var hver af os, hun havde talt til.
Hunden, manden – og nu hende! Det var som en kæmpeevolution i en nøddeskal: den sovende, den vågnende og den helt vågne sjæl. Tre ansigter, tre udviklingstrin, tre guddommelige forkyndelser! Jeg sad stille og iagttog de to gamle. Han havde opgivet at glo og sad nu og nød sin forkalknings milde glæde: han sov! Hun derimod sansede, vist det eneste ord, der helt dækker et åndsfrisk gammelt menneskes milde nysgerrighed overfor det liv, der omgiver hende på alle sider. Så mange tusinde smil havde hun smilet i sit liv, at det nu simpelthen var hende umuligt at se helt alvorlig ud. Hver ny ting hun iagttog, fik automatisk hendes ansigt til at lyse op og lod det udstråle mildhed og livsglæde. Man sad og blev i godt humør ved at betragte hende. Det var, som om varmen i hendes sjæl på en umærkelig måde forplantede sig til os og ligeså umærkeligt fjernede et og andet, som trykkede.
Måske havde hun aldrig »tænkt« over livet, i hvert tilfælde næppe på den måde som De og jeg tænker, – men hvor har det også været himmelsk ligegyldigt for hendes vedkommende. Hun var det, vi alle så gerne vil være: – en varmende, livgivende sol!
Det sande liv.
Jeg stod af, men mine tanker kunne ikke slippe de her skildrede små oplevelser. For et kort øjeblik havde jeg stået ansigt til ansigt med tre former for alderdom, tre næsten klassiske eksempler. Og det stod mig ganske klart, at kun den sidste havde værdi. Den alene afslørede den åndens sejr over materien, der kan gøre vor alderdom til en sidste skøn »tredie ungdom«. Fjernt fra bøgernes verden, såvidt jeg da kunne skønne, havde den gamle kvinde fundet de »vises sten« eller den eneste kosmisk-kemiske tankeblandingsmetode, der har værdi, nemlig den, at gå så meget op i andres liv, hjælpe, glæde og forgylde, at der slet ingen tid var blevet til »selvforgyldning«. Og se, livet havde svaret med at forgylde hende på en sådan måde, at den nu lyste langt væk. Uden måske selv at vide det havde hun erhvervet sig evnen til både at more og glæde andre og også sig selv i en sådan grad, at hun nu udtrykte selve inkarnationen af livsglæde, livstilfredshed og livslykke.
Så almindelig hun end så ud, var hun dog en ener, både i sporvognen og i det liv, vi alle oplever. Kun sjældent møder vi denne type. Langt hyppigere derimod det »døde ler« eller de »døde sjæle«. Helt koncentreret på det fattige, flygtende Nu, spærrer de fleste sig selv ude fra det virkelige, det sande liv, fra glæden ved at varme andre med et kærligt og hjertevindende smil, – og fra selv at få en rig høst i deres alderdom af de samme smil, som da vil være det eneste, der har virkelig værdi. Men det almindelige menneske er ikke indstillet på at »organisere« sin alderdom. Det foretrækker at ignorere tanken om den og bekæmper dens ankomstsymptomer på alle tænkelige – og utænkelige måder. Men selvom man stadig føler sig "ung", bør man dog erindre, at ungdom og ungdom er to helt forskellige ting. Den gamle kvinde, der fik en hel sporvogn til at kapitulere for sin umiddelbare hjertevarme, var ung helt ind i sjælen. Hun havde det mystiske i sig, som ingen kosmetikfabrikant nogen sinde evner at kopiere. Hendes smil var ingen »teknisk grimasse«, og hendes reaktioner havde intet med udspekuleret taktik at gøre. Midt i sin enfold var hun kun een eneste ting: et lille, lykkelige, sundt – og sandt menneske!
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige