Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dette sidste kan måske lyde lidt uforståeligt for dem, der ikke kender noget til sandsynlighedsregning, men måske kan følgende lille eksempel belyse det elementære i sandsynlighedsregningen. En tærning, af den slags der bruges til spil, har som bekendt seks sider, mærkede med numrene fra 1 til 6. Når den kastes på et plant bord, vil nødvendigvis en af siderne komme til at vende opad, men hvilken det bliver, kan ikke siges på forhånd, det kan lige såvel blive den ene som den anden. Da der er 6 muligheder, siger man, at sandsynligheden for, at een bestemt side kommer op, er en sjettedel. I næste kast er sandsynligheden for, at en bestemt side kommer op, atter en sjettedel, men sandsynligheden for, at den samme side kommer op i begge kast, er en sjettedel gange en sjettedel, eller en seksogtredivtedel! Det er altså ikke særligt sandsynligt. Og jo flere gange den samme side skal komme op – i træk – des mindre bliver sandsynligheden for, at det sker. Det her berørte princip kommer også til anvendelse i den omtalte kort-forsøgsrække og i andre lignende forsøgsrækker og er i det hele taget det videnskabelige grundlag, hvorpå hele denne forskning hviler.

Det skal bemærkes, at det omtalte eksperiment udførtes med et vilkårligt udvalg af almindelige unge mennesker, så den påviste evne kunne altså ikke være noget særligt specielt, evt. noget sygeligt, men måtte formodes at forekomme alment.

Forsøget blev imidlertid ikke akcepteret af videnskaben.

Ved forsøgene på Duke universitetet blev ikke blot telepatien, men ret hurtigt – og i næsten endnu større målestok – også clairvoyancen gjort til genstand for undersøgelse. Der benyttedes også her kort, specielt udarbejdede til formålet, idet de forestillede 5 simple figurer: stjerne, rektangel, kors, cirkel og bølgelinier, og der brugtes 25 kort. Udfra betegnelsen på forsøgenes emne: Extra Sensory Perception (oversanselig opfattelse) kom kortene til at hedde ESP-kort.

Forsøgene foregik – med uendelig mange variationer, for at udelukke andre fænomener end de søgte – på den måde, at kortene blandedes, og forsøgspersonen skulle så f. eks. nævne, hvilket kort der lå øverst i bunken, hvilket der lå næstøverst o. s. fr. Hvis det alene beroede på tilfældet, måtte man forvente 5 rigtige gætninger pr. 25 kort. Hvis resultatet lå over 5 rigtige pr. 25 og altså afveg fra tilfældet, målte man denne afvigelse med en matematisk måleenhed, der kaldtes »normalafvigelsen«.

Her er ikke plads til at omtale alle de mange og stærkt varierede forsøg, der blev foretaget – ikke blot på Duke men også andre steder –, men fælles for dem alle er, at de alle fremviste en bemærkelsesværdig afvigelse fra »tilfældet«, en afvigelse så stor, at sandsynligheden for, at »tilfældet« alene skulle kunne fremkalde den, ofte var een imod en million, og i eet enkelt tilfælde var resultatet så enestående, at sandsynligheden for at opnå et lignende resultat ved »tilfældighed« måtte skrives med et svimlende antal cifre.

Ikke blot opnåede man at dokumentere, at mennesket besad en evne til at erhverve sig viden udenom de fysiske sanser, men man påviste også, at denne evne var uafhængig af afstande. Dette var meget opsigtsvækkende, eftersom enhver kendt fysisk energiudstråling er underkastet en lov, der siger, at den svækkes med afstandens kvadrat (afstanden i anden potens).

Også evnen til at »profetere« – m. a. o. forudvide begivenheders forløb, blev prøvet. Man lod forsøgspersonen udsige den orden, der ville komme i en kortbunke, som man skulle til at blande. Derefter blandede man den pr. maskine og undersøgte så overensstemmelsen mellem »profetien« og begivenheden. Forsøgene førte mange spekulationer med sig. Bl. a. var der jo den mulighed, at den mystiske kraft, som man ikke kunne se, men som man altså søgte at kortlægge, kunne virke ind på kortene, så de kom til at ligge sådan, som forsøgspersonen havde sagt? Dette førte til en anden forsøgsrække om psykokinetik, som nedenfor skal omtales. Men det endelige resultat var, at man mente at kunne sige, at forudviden kunne finde sted.

Rhine kommer i denne forbindelse med nogle overvejelser, som jeg har lyst til at citere. Han siger: »Hvis forudviden nogensinde er eller kan være 100% sikker, ville bevidstheden om denne kendsgerning påvirke vor livsfilosofi så dybt, at man kommer til at gyse over de mulige konsekvenser. Dette vil især være tilfældet, hvis tilmed alle slags begivenheder på et hvilketsomhelst tidspunkt teoretisk kan vides forud; for hvis de kan, er de sandsynligvis alle forudbestemt og uundgåelige. De måtte være fastsat for at kunne forudsiges. Der ville ikke være nogen sand fri vilje. Selv om man vidste fra forudviden, at man ville komme ud for en togkatastrofe, ville man ikke kunne undgå den. Hvad nytte ville forudviden være til for mennesket i en sådan situation? Beviser for en absolut forudviden ville medføre en fatalisme, der ville virke dræbende på enhver beslutning. Den fri vilje og perfekt forudsigelse er således uforenelige. Hvis begivenheden kan blive afsløret i lyset af forudviden og derved blive forhindret i at ske, kan der selvfølgelig ikke finde fuldstændig pålidelig forudviden om dem sted. Omvendt er der, hvis forudviden i bedste fald kun har begrænset nøjagtighed, overladt noget spillerum til det frie valg. Vi kunne så ikke alene se forud med nogen pålidelighed, men også vælge vor kurs med en vis virkelig frihed.«

De psyko-kinetiske forsøg blev foretaget med terninger, der faldt i et bur, som drejedes mekanisk. Forsøgspersonen skulle så koncentrere sig om at fremkalde et bestemt resultat, altså med sin »tanke« påvirke terningerne, medens de faldt. Også her fik man bemærkelsesværdige resultater, der i nogle tilfælde lå så langt over »tilfældigheden«, at chancerne var een mod et tal på 20 cifre.

Det fremgår sikkert meget tydeligt, at hele det omtalte arbejde står og falder med den »matematik«, der er anvendt til bedømmelse af de tusinder og atter tusinder af forsøg, og det er derfor i denne forbindelse værd at citere en udtalelse fra det amerikanske institut for matematisk statistik, fremsat under dets møde i Indianapolis, december 1937. Den udsiger: »Dr. Rhine's undersøgelser har to sider, en experimentel og en statistisk. Om den experimentelle side har matematikerne selvfølgelig intet at sige. Om den statistiske side har imidlertid nyere matematiske arbejder godtgjort, at den statistiske analyse afgjort er gyldig, forudsat at experimenterne er blevet forsvarligt udført. Hvis Rhine-undersøgelserne skal kunne angribes, må det være på et andet grundlag end det matematiske.«

Forfatteren slutter sin bog med at klargøre, hvilken betydning hele denne forskning har for mennesket. Han slår fast, at der er ført et eksperimentelt bevis for, at der eksisterer noget »overfysisk eller åndeligt i den menneskelige personlighed«.

Også problemet om udødeligheden berøres, omend forf. påpeger det vanskelige i at stille problemet klart. Af hans overvejelser skal følgende citeres: »Hvis man alene kunne stole på logiken, ville ESP-beviserne række langt m. h. t. at stadfæste udødelighedshypotesen på logisk grundlag. Da man fandt, at ESP fungerede ubegrænset af tid og rum, blev denne opdagelse taget til indtægt for, at sindet er i stand til at virke til en vis grad uafhængigt af naturens rum-tid-system. Nu betyder udødelighed ikke andet end frihed fra virkningerne af rum og tid; døden synes simpelthen at være et spørgsmål om at komme til en standsning i rum-tid-universet. Derfor ville den slutning, at der i det mindste findes en slags »teknisk« overleven, synes at være en logisk følge af ESP-forskningens resultater.«

– – – »Enhver form for overleven af nogen del af personligheden i hvilketsomhelst tidsrum betyder så meget for den menneskelige tænkning, at det sammenligningsvis gør næsten alle andre videnskabelige opdagelser ubetydelige.«

Og sluttelig:

– – – »Vi ønsker alle fred. Vi ønsker det mere end nogensinde. Men menneskene stræber ikke længe efter negative mål, og freden er, selv den bedste, ikke noget positivt. Den er fravær af krig, og det er alt, hvad den er. Den frygt, der i øjeblikket lever i vore sind, vil gå over med årene, med vor tilbagevenden til »normale tilstande«.

Freden er derfor ikke i sig selv et tilstrækkeligt konkret mål. Vi må ønske noget udover fred med vore medmennesker, ellers vil vi rimeligvis også gå glip af den. Spørgsmålet kan stilles enkelt op – hvis vi ikke skal hade og bekæmpe menneskene, må vi lære at sympatisere med dem, at hjælpe dem og holde af dem. Vi må udvikle en stærk fællesfølelse.«

– – –

»Vor behandling af vore medmennesker afhænger ganske åbenbart af, hvad vi tror, de er, som det også er tilfældet med vor behandling af alle andre ting. Jo mere vi på den ene side føres til at tænke os vore medmennesker som deterministiske, fysiske systemer – robotter, maskiner, hjerner – jo mere hensynsløst og selvisk kan vi tillade os at behandle dem. Jo højere vi på den anden side vurderer deres åndelige liv, som noget enestående i naturen, noget mere oprindeligt end stoffets blotte rum-tid-masse forhold, jo mere interesserede er vi i dem som individer, og jo lettere har vi ved at respektere dem og sætte os ind i deres synspunkter og følelser.«