Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Denne lille artikel handler ikke, som titlen kunne lade formode, om åndemeddelelser ved hjælp af pendulet. Det var såmænd noget så fysisk nærværende som min lille ni måneder gamle datter, der satte perpendiklen på vort bornholmerur i så voldsomme svingninger, at rytmeharmonien ganske forstyrredes, der bragte mig til at tænke på et foredrag af Martinus, hvor han anvendte pendulsvingningerne som et billede på svingningerne i menneskenes passivitet og aktivitet. Der kan i høj grad være disharmoni i disse svingninger, og dette kan skyldes skæbnemæssige årsager, som ikke er lette at ændre, men det kan også forårsages af misforståelser af de kosmiske analyser, og det er det, jeg vil prøve at vise her.

De kosmiske analyser, der er mentale nyskabelser på jordkloden, kan ligesom rent fysiske nyskabelser misbruges. Ja, man må vist ligefrem sige, at det er en lov, at vi altid først anvender dem forkert. Biler, flyvemaskiner, radio, sprængstoffer, og sidst atombomben, har som mange andre ting først fået anvendelse – eller i hvert fald først opnået deres fulde udfoldelse – i krigens og drabets, i det nationales og egoistiskes tjeneste. Misbruget er her det første, og således er det også ofte med analysernes anvendelse. Vi kan være tilbøjelige til at anvende dem til forsvar for krav om en frihed, vi først har moral til at bære og praktisere om 500 eller 1000 år, og vi kan anvende dem i diskussioner, hvor vi bogstavelig talt bruger dem til at slå vore medmennesker i hovedet med, men dog kun opnår at fratage dem forestillinger, der stadig havde bæreevne for dem, uden at kunne give dem andre i stedet, der er tilstrækkelig klare til at bygge på. Men det var misforståelserne m. h. t. forståelsen af aktivitet og passivitet, jeg navnlig ville ind på.

Min lille datter havde ikke begreb om, at hun ved sit »forsøg« anvendte Newtons første bevægelseslov (inertiens lov), og det er dette ukendskab til lovene, eller lovenes misbrug, der bringer harmonien i fare. I vor komplicerede og uharmoniske tidsalder er det også manglende kendskab til lovene, der får menneskene til som småbørn at eksperimentere med betydeligt farligere kræfter end bornholmerure og derved bringe menneskeheden ud af dens normale rytme.

Det er blevet moderne, at man skal være »aktiv«; der skal hele tiden ske noget, og man glemmer ganske, at der udmærket kan ske noget – endda meget epokegørende og positivt – hos et tilsyneladende »passivt« menneske.

Når vi ser på den aktivitet, der i vor tid udfoldes i verdenspolitikken, og samtidig betragter resultaterne, kan vi ikke komme udenom, at menneskene for tiden befinder sig i et alt for voldsomt udslag af aktivitet, misforstået aktivitet, og at udbyttet langt fra står mål med anstrengelserne. Det er derfor ikke så mærkeligt, at en ny tendens er ved at gøre sig gældende hos et stort antal mennesker, nemlig et næsten lige så voldsomt udslag til den modsatte side, ligegyldigheden eller den virkelige passivitet.

Der er altså den fare ved at opdage aktivitetens uheldige følger, at man bliver ligegyldig over for omgivelserne. Det er nemt at tage afstand fra aktiviteten og slå sig til tåls med, at man arbejder på sin egen udvikling; men sandheden om, at man skal begynde at forbedre sig selv, hvis man vil forbedre verden, er lige så farlig en viden, om den misbruges, som de ovenfor nævnte misbrug af frihedsbegrebet og analysernes anvendelse som diskussionsargumenter. Det er udmærket – ja, uundværligt for den, der vil udrette noget i f. eks. fredens tjeneste at meditere, men hvis denne meditation ikke afløses af aktivitet udadtil, opnås der overhovedet intet, man bliver blot teoretiker.

Problemet er vigtigt for åndsforskeren. Han tager sig det måske let, at materialistiske aktivister angriber ham for hans passivitet, men der vil i nogen grad være basis for kritik, såfremt passiviteten blot består i afholdelse fra nedslagtning af sine medmennesker eller fra destruering af verdensressourcerne af livsnødvendige produkter.

Jeg gentager, at det absolut vigtigste er, at vi forbedrer os selv, om vi ønsker at være med til at forbedre noget ydre; men en sådan forbedring kan ikke bestå i blot at undlade det »dårlige«. Mener man f. eks., at vegetarismen er en bedre ernæringsform end den almindelige, og beslutter man sig til at blive vegetar, er det ikke tilstrækkeligt blot at undlade at spise kød. Man må finde frem til næringsstoffer, der har samme eller større vitaminindhold, og som er lettere at fordøje. Eller anskaffer man sig et stykke køkkenhave, er det ikke nok blot at arbejde på at holde jordstykket fri for ukrudt, man må samtidig plante nytteplanter og buske i haven. Den blotte renholdelse af et stykke jord er negativt og giver intet udbytte, og det er fuldstændig tilsvarende med passiviteten hos en åndsforsker. Der er intet udbytte ved afholdenhed eller askese. Samtidig med at man udrenser forskellige mentale skavanker, må man opøve nye positive egenskaber, som så ligesom nytteplanterne i haven vil kvæle »ukrudtet«, det negative. Har vi klargjort et problem eller en plan i vor tanke, så vidt det er os muligt, må vi lade tankerne komme til udfoldelse i det ydre, vi må rent praktisk efterprøve tingene. Hvis vore tanker så var fejlslutninger, må resultaterne selvsagt blive derefter, men den ydre aktivitet er nødvendig; thi ligegyldigt hvor energisk man så end arbejder på lugningen af sin egen mentale ukrudtsmark, bliver resultatet til slut blot en egocentrisk kredsen om egne problemer, der får disse til at vokse og tårne sig op, indtil de tilsidst ender i det helt uoverskuelige, i neuroser. I arbejdet for andre mennesker eller for en stor sag vil vore egne problemer skrumpe ind og visne; men arbejder vi blot på »os selv«, gransker os selv med f. eks. det formål at blive mere venlig og omgængelig, vil resultatet sluttelig alligevel blive manglende kontakt med andre mennesker og en kritisk og gold indstilling over for livet. Vi må have et udvendigt arbejdsfelt, som vi går aktivt op i, og ikke nøjes med indre beskuen. Kun det kan skabe harmoni i vort liv, og der er en afbalanceret vekselvirkning mellem selvfordybelsen – eller arbejdet på sig selv – og den ydre aktivitet, mellem den stille lænken ved vejkanten og tankens praktiske udfoldelse.

Nu kan man så spørge, hvordan og på hvilken måde åndsforskeren skal arbejde aktivt udadtil. Men det er netop et spørgsmål, som åndsvidenskaben må overlade til den enkelte selv at finde frem til. Men har man fundet det, der er løsningen for en selv, vil der også være større harmoni i pendulsvingningerne. Det maskuline: aktiviteten, og det feminine: passiviteten, vil gå op i en større harmoni, for engang helt at komme til at lyde som bornholmerens rytmiske og rolige tik-tak. Og jeg kunne fristes til at sige, at grunden til, at bornholmerens gang så harmonisk akkompagnerer stuens hyggelige familieliv, netop er den, at der for hvert tik altid kommer et – tak.