Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nu er en voksens beskyttende hænder det bedste, den ved. At blive løftet ud af kravlegården og, medens de stærke hænder holder den oppe, at prøve at finde balance og bruge de små ben rigtigt. En skønne dag slipper de store hænder, og den lille går sine første skridt, først tøvende og vaklende, men snart henrykt over at mærke sin egen kraft, indtil den kommer ud for »de stød, verden giver« og græder ynkeligt for at tilkalde hjælp og trøst. Efterhånden lærer den lille dog at stå og gå på egne ben og ser tilbage på kravlegården som en fortidslevning.

I øjeblikket synes det, som om alverdens religioners dogmatik er ude i svære storme. En stor part såvel af Occidentens som Orientens ungdom vil ikke vide af religiøse dogmer, de føler dem som et fængsel, der hindrer åndelig frihed. Her hjemme ser vi, at der løbes storm mod dogmerne ikke blot udefra, fra lægfolkenes rækker, men også præster tager til orde mod den forældede dogmatik, der hindrer frit tænkende mennesker og deriblandt den opvoksende ungdom i at møde den inspiration, som kristendommens grundtanker skulle kunne give netop tænkende og søgende mennesker. De ønsker, at forkyndelsen skal være mer i overensstemmelse med det videnskabelige verdensbillede og mere i kontakt med den hverdag, vi alle er omgivet af.

Ved samtaler med forældre, lærere og elever har jeg gang på gang hørt om de vanskeligheder, der opstår, navnlig når de lidt større børn og unge mennesker skal undervises i religion. I hjemmet tales der næsten ikke derom; man går ikke i kirke, og hvis de unge spørger, får de oftest et undvigende svar. I skolen har de i den ene time naturkundskab og i den følgende måske religion, og det hænder, at de af dem, der er vågne, lægger mærke til de skrigende modsætninger, der kan være mellem de to fag. Det ender ofte med, at eleven resignerer og tænker: »Religion er noget gammeldags overtro, som vi SKAL slæbes igennem, »historier«, der bare ikke er morsomme. Men vi skal ikke op i det til eksamen, altså sover vi bare i de timer, eller læser lektier til andre »mere fornuftige og vigtige« fag.« Selvfølgelig er det ikke altid sådan, men så er det enten, fordi eleverne har en meget streng lærer, der forlanger, at de skal kunne det meste af det udenad, og det kan ligefrem skabe had til alt, hvad der har med religion at gøre, eller det kan være et af de meget sjældne tilfælde, hvor en lærer ser tværs igennem dogmatik og skriftsteder og fortæller om livets egen religion, som er skjult i alle de andre, på en sådan måde, at eleverne uvilkårligt sidder stille og lytter til den virkelighed, de fornemmer i lærerens ord. Det er sjældent, det sker, men mon ikke det kunne tænkes at blive mere almindeligt engang?

Ældre mennesker taler ofte om den »fordærvede« ungdom uden at tænke på, at de derved anklager sig selv for at have svigtet den opgave, der påhviler enhver generation: at gøre sit bedste for at »værne om den opvoksende slægt«, som det så smukt hedder. Til dette værn hører også en inspirerende åndelig vejledning, og det kunne se ud, som om den ældre generation i sørgelig grad har svigtet. Dette kunne lyde som en anklage, men det er det ikke. Ungdommen er ikke fordærvet, og de ældre har ikke svigtet, selv om det fra et overfladisk synspunkt kunne se sådan ud. Begge generationer befinder sig i den situation, at de mangler et fast holdepunkt i livet, og det er naturlige stadier i deres åndelige vækst fra mental babytilstand på vej til den tilstand af fri åndelig bevægelse og modenhed, de engang skal nå. Mange af de ældre vakler, fordi de allerede i deres ungdom slap den dogmatiske »kravlegård«. Nogle af dem griber efter den af gammel vane, hvis det svimler for dem, men de har ikke noget rigtig fast tag i den, når de een gang har givet slip, og hvordan skulle de så kunne lære ungdommen det?

Børn kan være små »voksne« mennesker med en logik, der trænger lige ind til sagens kerne gennem alle vedtagne fordomme. I en kronik i »Politiken« af lærer Karl Rasmussen, Askov, læste jeg følgende om to små piger, der var på besøg hos deres bedsteforældre:

»Jeg mindes en aften, da den lille græd og på et spørgsmål, der blev råbt op ad trappen, gav det svar: jeg er så alene. »Nej, din søster er der da.« »Hun er også alene.«

Er det barnepjat? Nej, det er et lille »voksent« menneskes evne til at give et præcist udtryk for en mental tilstand. Hvad hjælper det, at de fysisk er to, når de begge føler sig alene?

Der kunne gives mange flere eksempler; prøv blot at finde nogle frem fra Deres eget mentale »skatkammer«. Børn er nok børn, heldigvis, men bag barnesindet kan der skjule sig et »voksent« menneske, der glimtvis kommer frem til overfladen og viser en »gammel sjæl,« en sjæl, der måske er mere moden og afklaret end de væsener, der har været redskaber til at give den et fysisk legeme.

Jeg kan dog ikke lade være også at nævne et eksempel, der tydeligere end alt andet viser den »voksne« sjæl, der ikke blot glimtvis, men i længere tid ad gangen trænger det barnlige til side og viser en sådan overlegenhed over for de legemligt voksne, at de undrende må bøje sig for »overmagten«. Jeg tænker på Pierino Gamba. Men lad hellere en, der kender ham personligt, tale.

Da musikforlæggeren Christen Sødring for nogen tid siden blev interviewet til »Det ny Radioblad«, udtalte han bl. a. følgende:

»Mit livs største musikalske oplevelse er alligevel Pierino Gamba.

– Hans familie og lærer fortæller, at det var, som om han genkendte Beethovens partiturer side for side. Det lyder utroligt, men det er den nøgne sandhed, og jeg kan kun forklare det på den måde, at han er en reinkarnation af de gamle mestre. På anden måde ville det simpelthen være umuligt for en dreng at tilegne sig disse værker ...

– De lærte også drengen Pierino grundigt at kende?

– Jeg hentede ham til alle koncerter, og gudskelov var han en ganske almindelig dreng. Når jeg kom efter ham, var han altid optaget af at lege. Han elskede at være elevatorfører ... eller også trillede han med kugler eller drejede rundt i svingdøren. Jeg tror ikke, han skænkede det en tanke, at han lige efter skulle ud til de 5000 mennesker, der sad og ventede ham. Først lige i det øjeblik, han gik ind i salen, var det, som om han samlede sig, og når han stod på podiet, skete der det mærkværdige, at hans ansigtsudtryk helt forandrede sig ... barnet forsvandt fuldstændig, og i stedet trådte den myndige, fuldvoksne dirigent.«

Som musikforlæggeren udtrykker det, er reinkarnationen det eneste, der kan forklare et sådant fænomen. Og det gælder ikke blot det 12-årige musikgeni; hos ham er det blot særlig tydeligt. Det gælder i det hele taget, at en fødsel ikke er en begyndelse på anden måde, end at væsenet får en chance for ukendt at tage fat påny med den åndelige »startkapital« i behold, det har erhvervet i et tidligere liv. Af denne »kapital« udbetales først et beløb til et »byggeforetagende«, nemlig opbygningen af væsenets fysiske legeme. Når »huset« er brugbart, sker fødselen, og igennem barndom og ungdom sker stadig »forbedringer«, til legemet er fuldt udvokset, så er det kun »vedligeholdelsen«, der skal varetages.

Side om side med den fysiske vækst, men langsommere, sker den åndelige. Efterhånden som der kræves mindre energiforbrug til »byggeriet«, begynder man at ane de åndelige »reserver«, væsenet sidder inde med, og når barnet kommer i skole, skal det rigtig til at bruge af »kapitalen«, samtidig med, at det begynder at erhverve en ny åndelig »formue« ved at videreudvikle sine talenter. Tænk på sådan en skoleklasse; eleverne er nogenlunde lige gamle, men hvor forskellig er ikke deres åndelige alder, deres modenhed? Det opdages efterhånden, at nogle er »sinker«, så er der de mange middelbegavede, og endelig en lille flok, der har så nemt ved det; de »genkender« en lærdom, de allerede tidligere har tilegnet sig og længes efter noget mere, noget nyt.

Som det er i skolen, er det i livet. Vi er alle mere eller mindre dygtige og flittige elever. Nogle er særlig dygtige i visse »fag«, men er måske »oversiddere« i andre. Selv om vi måske ikke synes om det i øjeblikket, kræves der en alsidig uddannelse af os i livets skole for engang at bestå »den afsluttende prøve«. Det vigtigste »fag«, etiken, er der mange, der i øjeblikket ikke lægger så megen vægt på, med det resultat, at de, medens deres øvrige uddannelse egentlig kvalificerer dem til »højere klasser«, alligevel må »sidde over«, til de har fået dette væsentlige fag lært.

Derfor møder man af og til talentfulde mennesker, der ikke rigtigt får noget ud af deres specielle evner. De må slide med mange andre ting og derved erhverve en mere alsidig livserfaring, først og fremmest større menneskekærlighed af den simple grund, at deres øvrige evner derved vil kunne få en rækkevidde af sådanne dimensioner, at det forjættede »menneske i Guds billede« vil blive resultatet deraf. Først da træder vi ind i »de voksnes rækker«, de åndeligt voksnes, og det sker paradoksalt nok – som en sådan voksen engang har sagt det – kun ved »at blive som børn igen.« Det vil sige ved at genvinde tillidsforholdet til »faderen«, den guddommelige magt. Ikke som før ved en ydre støtte, »kravlegården«, men som en kraft, der bærer indefra. Det er den kraft, der udstråler fra solene og fra atomernes kraftcentrer; den er altings midtpunkt, også vort. Man kan kalde den, hvad man vil: Brahma, Jehovah, verdensviljen, Gud eller Faderen; det vigtigste er, at man finder ind til den.

Da kan det hænde, at der igen strækkes en »hånd« ud og hjælper os på benene, og vi hører en stemme, der siger:

»Prøv nu at stå alene. Koncentrer dig om dine egne indre kræfter. Nu er det SELVtænkningens tid. Tag de knubs, verden giver dig og vid, at du selv er den inderste årsag, og at der i dit indre bor en kraft, som er uoverskuelig; dit sind er din skæbne. Verdensviljen bor i dig, og skabelsen skal fortsætte gennem dig. Verdensaltets grundtone, alkærligheden, er som en spinkel tone i dit indre, lad den vokse, og da vil med tiden alle kunstarter og videnskabelige discipliner forenes i dig til kærlighedsvidenskab og livskunst. Guds sol vil stråle igennem dig, du vil opleve Guds fred og skabe den omkring dig.«

Måske siger stemmen noget andet, det er individuelt. Men sådan omtrent sagde den til mig. Denne stemme er åndsvidenskabens, og den taler til enhver, der trænger til den – ikke til andre.

Martinus analyser bliver skabt for at række de oprigtigt søgende en »hjælpende hånd« og få dem »på benene« ved at vise dem den guddommelige plan, der er med alt og alle, selve livets mønster, som vi før kun kendte i brudstykker; og anvise enhver, hvad han eller hun kan gøre for at komme videre uden ydre støtte, men båret af den guddommelige kraft, som er i vort indre.

Vi, der har fået den oplevelse at leve på jorden, medens dette storværk bliver skabt, og møde det, har dog en stor opgave: at tænke mere på at virkeliggøre den smule, vi i øjeblikket kan tilegne os af disse store tanker, end på teoretisk at rumme »det hele«. Derved kan vi række et lille lys til kommende generationer. Når vi engang kommer igen, er det måske blevet en strålende fakkel.