Ældre Kosmos og Kontaktbreve

J. B. Rhine: Sjælens evner.
H. Hagerups forlag.

Tilsendt fra forlaget.

Der er noget paradoksalt i, at det, der optager mennesket mest af alt, nemlig ham selv, tillige er det, han ved mindst om.

Går vi paradokset lidt nærmere efter i sømmene, ser vi dog, at der er en løsning på det; løsningen ligger i, at nok interesserede mennesket sig fra tidernes morgen mest for sig selv, men denne selvinteresse udløste sig i en stadig voksende bestræbelse på at tvinge en omverden efter sine ønsker, og herved vendtes menneskets forskning udad mod tingene og de ydre begivenheder. Det indre gik så nogenlunde »af sig selv«, og så var det tillige så vanskeligt tilgængeligt i sammenligning med den ydre verden, at man afstod fra at forstå sig på det: »Guds veje var uransagelige«.

Hertil kommer, at mennesket havde en fremragende evne til at tilegne sig åndelig stimulans udenom hjernemæssig forståelse. Igennem mange forskellige trosformer har det religiøse princip tilført mennesket åndelig føde, der i forvejen var »fordøjet«.

Vi skal meget langt frem imod vor egen tid, før vi finder de første spirer til en videnskab om mennesket. Igennem alle tider har de store tænkere beskæftiget sig med menneskets »ånd«, »sjæl«, »jeg« og de til disse begreber knyttede tilstande såsom »udødelighed«, »usanselighed« osv., men omend der hos ganske enkelte har ligget en stor personlig oplevelse bag deres tale, så kan man ikke frigøre sig for det indtryk, at hos det store flertal har det været en fortvivlet kamp med ord for at nå frem imod noget, som de svagt anede eksistensen af, men ikke magtede at overskue endsige gøre rede for. Og, vel at mærke, det var kun de få, der var optaget af så dybtgående spekulationer. Det var tænkerne og filosofferne, men der eksisterede ingen videnskab, ingen forskning.

I slutningen af det nittende århundrede møder vi de første forsøg på at grundlægge en sådan forskning, og et navn som Sir Oliver Lodge er for de fleste næsten blevet ensbetydende med psykisk forskning.

Måske vil det være rigtigst lige at indskyde, at »videnskaben om mennesket« naturligvis har mange discipliner, og hvad angår de rent fysiske, de der beskæftiger sig med den organisme, hvorigennem »mennesket« kommer til syne, så forelå der på dette tidspunkt en næsten årtusindgammel forskning, der havde bragt ikke så få resultater, selvom det især var de seneste årtier, der havde bragt den nødvendige orden i dem. Hele den store og omfattende forskning skal selvfølgelig ikke underkendes, dertil har den spillet og spiller stadigvæk en alt for stor rolle, men det forrykker ikke den kendsgerning, at det mest centrale i menneskelivet, begrebet skæbne og menneskets forhold til denne, menneskets mulighed for at indvirke på denne, og et problem som f. eks. menneskets udødelighed, sådanne store og næsten altdominerende spørgsmål havde ingen vovet at tage op til behandling. Religionen, der var begyndt som trøst og stimulans indenfor netop disse områder, var efterhånden blevet en hemsko indenfor de samme felter, idet den kategorisk nægtede at diskutere sine hellige skrifters dybere betydning som symboler, og strengt holdt sig til bogstavformen.

Men interessen hos mennesket var så stærk, at båndene sprængtes, og man tillod sig at spørge »hvorfor« og »hvordan«.

Der var imidlertid en anden, og for mange endnu mere hæmmende, barriere at overvinde, og det var »de andres mening«! Og denne hindring er langt fra faldet bort idag, hvilket i højeste grad må regnes videnskaben til last, idet videnskab ikke skal bedømmes efter arten af de emner, den tager op, men efter den måde, hvorpå den behandler disse emner. Sådan er det desværre ikke; endnu den dag i dag tager mange såkaldte videnskabsmænd afstand fra forskere, der søger at anvende deres evner til at udforske de såkaldte åndelige områder, idet de førstnævnte mener, at det er »tåbeligt«, »fantasteri«, »virkelighedsfjernt«, »uvidenskabeligt« og hvad man nu ellers kan finde på at hæfte på det af betegnelser med nedsættende betydning.

Heldigvis er der stadig forskere, der ikke lader sig afskrække af sådanne udtalelser, men som faktisk »sætter deres gode navn og rygte på spil« for at udforske de egne af menneskelivet, som mennesket i dag har allermest brug for at kende. Det er et ikke ukendt træk fra menneskehedens historie, at dens største velgørere næsten altid har været dårligst behandlede, medens de levede og virkede. Først eftertiden magtede at se deres værk i det rette perspektiv.

Den bog, hvis titel er anført ovenfor, handler netop om en gruppe mennesker, der på trods af en omverdens meninger har taget et problem – eller rettere en problemkæde op til undersøgelse på videnskabelig basis for at se, om der bag den rummedes realiteter, eller om det hele kun var tom snak. I det følgende skal der gives en kort skildring af bogens vigtigste tanker, og derudover skal det siges, at for alle, der gennem åndsforskningen har beskæftiget sig med disse emner, vil bogen være et meget værdifuldt bindeled mellem den fysiske videnskab og åndsvidenskaben, idet den hviler på den førstes systematik og metodik og udmunder i den sidstes område.

Først en præsentation af forfatteren J. B. Rhine.

Han er professor ved Duke-universitetet i North Carolina, USA. Der har ved dette universitet igennem 19 år været afholdt forsøg med det formål at nå til større klarhed over menneskesindet. Allerede i 1934 udsendte han en bog med titlen »Oversanselig opfattelse«, som vakte ret stort røre og naturligvis fremkaldte kraftige protester, men som også startede andre forskere indenfor dette område.

Den foreliggende bog, »Sjælens evner«, giver dels en historisk oversigt over hele denne forskning, og dels fremlægges de bemærkelsesværdige resultater, der er opnået på Duke-universitetet i de forsøgskæder, der har været afholdt for at påvise »sjælens evner«, eller m. a. o. de forskellige ikke-fysiske energiudsendelser, der udgår fra mennesket.

Det begyndte med, at der i tyverne var en meget stor interesse for telepati. Det medførte, at man forskellige steder gik i gang med at anstille kontrollerede forsøg for at finde ud af, om der »var noget om det«. Man anstillede således på Harvard universitetet et forsøg, hvori deltog de studerende, der havde fulgt forelæsninger i psykologi og som havde lyst til at deltage. Der anvendtes spillekort til forsøgene, således, at lederen efter at have blandet kortene tog dem frem eet efter eet og koncentrerede sine tanker om det kort, han holdt i hånden. Modtageren, der opholdt sig i et andet værelse, fik ved et elektrisk signal underretning om, når lederen »sendte«, og skulle så notere ned, hvilket kort, han mente lederen sad med i hånden og tænkte på. Man prøvede 20 kort i een omgang, og efter at 83 studenter havde været prøvet som »modtagere«, regnedes slutresultatet ud, og man fandt, at chancerne for, at det fremkomne resultat skulle være etableret af »tilfældigheder« var een imod en million.