Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi mennesker ynder at tænke i kontraster, og det er meget naturligt, for de spiller en afgørende rolle i vor tilværelse. Al sansning og livsoplevelse er baseret herpå. I det følgende skal vi se på nogle indbildte og nogle virkelige kontraster samt deres betydning for opnåelsen af en højere erkendelse.

De fleste mennesker vil mene, at væren og ikke-væren er kontraster, d. v. s. at noget kan være manifesteret og andet ikke. Dette er en fejltagelse, som man træffer selv hos mennesker, der ellers er godt trænet i okkult filosofi. Man mener virkelig i fuld alvor, at der kan eksistere noget, som er umanifesteret, således at det ved en senere lejlighed kan komme til syne, når der er manifesteringsmuligheder.

At noget bliver manifesteret vil sige, at det åbenbares eller giver sig til kende, så det er tilgængeligt for sansning. Om denne sansning er fysisk eller overfysisk er underordnet i denne forbindelse. Men hvad skete der, før manifestationen begyndte? Ja, der skete simpelthen ingenting, idet der ingen eksistens var. Det ville være den virkelige død, men den er som bekendt kun en tænkt modsætning til virkeligheden.

Selv om også en umanifesteret eksistens var mulig, ville den være 100 % nytteløs, og noget sådant forekommer ikke i tilværelsen. Kun hvor der er manifestation, d. v. s. bevægelse, er livet tilstede, og kun her kan man komme i korrespondance med andre levende væsener, som igen repræsenterer den evige guddom. Kun en eksistens i aktivitet og vekselvirkning har værdi.

Hvis noget kunne være umanifesteret, ville det sige, at det kun bestod af X-1 (det guddommelige noget) og muligvis X-2 (skabeevnen), men i uvirksom tilstand. X-3 (det skabte eller formernes verden) ville ikke eksistere. Men som bekendt kan de 3 X'er ikke skilles ad. Treenigheden kan ikke brydes. Hvis den ene mangler, eksisterer de andre heller ikke. Følgelig kan der ikke findes noget, som er umanifesteret. Kontrasten mellem væren og ikke-væren er en fiktion, fordi kun manifestation forekommer.

En anden tilsyneladende kontrast er liv og død. Mennesker i almindelighed vil endog mene, at det er en meget fundamental kontrast. Den åndsvidenskabelige forsker ved imidlertid, at virkelig død ikke eksisterer, ja tillader sig endog at kalde »døden« for en af vore fornemste livsytringer. Fra Martinus ved vi, at vi ved denne proces kun mister et fysisk hylster eller sanseredskab, hvorefter bevidstheden overflyttes til et overfysisk legeme. Fødsel og død (reinkarnation) er blot en praktisk formændring, som foregår med visse mellemrum.

En meget interessant udløber af kontrastprincippet er de seksuelle poler: det maskuline og det feminine i mennesket. Her er tale om en virkelig kontrast, selv om den synes at være af midlertidig karakter og stadig forandrer sig. Den gør sig gældende i hver spiral, men ikke hele kredsløbet igennem, i hvert fald ikke som kønsprincip betragtet. Kønnet som princip begynder i planteriget, kulminerer i dyreriget og degenererer i det rigtige menneskerige.

Man må indrømme, at kønsprincippet er en meget elegant form for indførelse af kontrast og kolorit i væsenernes liv. Tænk, hvad det betyder af fysisk og sjælelig kamp, af sorg og glæde, lidenskab, had, opofrelse og sjælelig smerte. Det sidste ikke mindst hos dem, der er så langt fremme i polforvandlingen, at det betinger dobbeltpolethed med tilhørende ændringer i seksuallivet, som endnu ikke gouteres af den herskende moral. Intet har som kønsprincippet været med til at lutre mennesket gennem oplevelse af kærlighed og den forfærdeligste sjælelige smerte. Livet har i sandhed anvendt dette princip på raffineret måde!

Er godt og ondt kontraster? Det føles unægtelig sådan, men man må ikke glemme, at disse begreber stadig forandrer karakter igennem spiralens forskellige trin. Moral er jo også noget, som stadig skifter. Et navn som Lucifer rummer hele problemet i en nøddeskal. Som bekendt er Lucifer et navn på djævelen samtidig med, at det betyder lysbringeren. Det er jo ikke nemt at få det til at rime sammen.

Forklaringen har Martinus imidlertid givet dér, hvor han i »Livets Bog« omtaler, at også mørke verdensgenløsere er nødvendige, nemlig i spiralens første halvdel, hvor indviklingen i stoffet foregår. En sådan mørk verdensgenløser er fra vor plads i spiralen at betragte som en djævel, men han tilfredsstiller på den anden side et absolut behov og giver glæde for de væsener, der er indrettet til at følge ham. Da det tillige er en nødvendighed for at holde livet i gang, er det også berettiget at tale om en lysbringer. Og herved forekommer dobbeltbetydningen af Lucifer.

Begreberne ondt og godt eller lys og mørke, som vi her har set på, er jo inderlig forbundne med de to kontraster, vi kalder involution og evolution (indvikling og udvikling). De udgør ethvert spiralkredsløbs to halvdele. Det kan måske forvirre nogen, at ondt og godt tilsyneladende svæver, så man på den måde er ude på gyngende grund i et meget fundamentalt spørgsmål. Men lad os ikke glemme den store evige lovmæssighed, som aldrig svigter, nemlig at mens det onde bringer disharmoni, er det gode altid fulgt af harmoni. Universets grundtone er kærlighed. Så kan vi jo selv vælge.

Ja, men her kommer vi til et punkt, som erfaringsmæssigt giver de fleste åndsvidenskabeligt studerende store vanskeligheder, og det har relation til den lige omtalte kontrast mellem indvikling og udvikling. Selv om de nok glæder sig over, at Martinus som den første indenfor okkult filosofi har givet os hele kredsløbet, så kan de på den anden side ikke forsone sig med, at vi efter at have nået toppen igen skal »ned i skidtet« påny.

Nu må det ikke glemmes, at vi i øjeblikket står i det afsnit af spiralen, hvor det er sværest at goutere en indvikling. Vi har lige oplevet mørkets kulmination og har en stærk længsel efter lys og kærlighed. I og for sig er der jo ingen grund til at bekymre sig om noget, der ligger ufatteligt langt ude i fremtiden, men naturligvis har det altid en principiel interesse for forskeren.

Men det hele er ikke så trist, som det synes. Det er jo ikke en gentagelse af, hvad vi tidligere har været igennem. Kun i princippet gentages det, nemlig igennem grundenergiernes skiftende konstellationer. Desuden er der tale om en evig fortsat udvikling, idet det foregår i en højere spiral med tilhørende bevidsthedsudvidelse. Som Martinus også har sagt, så bliver man træt, hvis man skal have sin livret hver dag. Altså er det kun glædeligt, at vi har en mulighed for at komme videre og stadig at opleve livet på en ny måde. Endelig må det erindres, at ingen skal forlade den gamle spirals høje trin, før han selv ønsker det. Og hvornår har det været trist at få sit inderligste ønske opfyldt? Det er kun kærligt, at det er sådan, og hvad der før var mørke, vil nu føles som lys.

Østerlandske religioner har en vis tendens til at opstille det som et ideal at udslette alt begær. Hvis man endda sagde et lavere begær, kunne der være mening i det. Men en udslettelse af livsbegæret må betragtes som en sygelig bestræbelse. Den vil heller aldrig få held til at lykkes, da det er en umulighed. Da begæret holder livet i gang, er det også nødt til bestandig at skifte, således at vi stadig har noget at stræbe efter og bestandig kan få givet vor tilværelse nyt indhold.

Vi har nu set på forskellige indbildte og virkelige kontraster og bemærket den rolle, de spiller i vort liv og vor erkendelse. Der kunne nævnes mange flere, og så har vi endda ikke nævnt perspektivprincippet, der mere end noget andet skaber kontraster og kolorit over vor tilværelse. Genialiteten præger alt i universet. En stille undren fylder den, som tager imod den intellektuelle nydelse, der flyder af denne erkendelse. Gud er ikke længer en anelse, men er bleven en absolut vished!