Ældre Kosmos og Kontaktbreve

»Mennesket af idag« er således en abstraktion. Vort mentale liv repræsenterer en uendelig udviklingsstige, og vi står selv på et af denne stiges trin. Under os og over os lever mennesker, med hvem vi kun delvis er i kontakt. I det første tilfælde fordi vi ikke bryder os om det og i det andet, fordi vi i høj grad er afskåret fra at forstå det »sprog«, der tales i åndelige zoner, der ligger over vor egen horisont. Kun med dem, der lever på det samme trin som vi selv, har vi mulighed for at opnå fornemmelsen af maksimal kontakt.

At spørge om værdien af Martinus' arbejde for »mennesket af idag« er således temmelig naivt. Spørger man derimod om dette arbejdes værdi for det intellektuelle, bevidst søgende menneske, har man foretaget netop den begrænsning, der muliggør en positiv besvarelse, idet man dog må gøre sig klart, at der også indenfor denne gruppe vil eksistere mange, for hvem dette arbejde ingen åndelig inspiration indebærer. Mange intellektuelt søgende mennesker er således indrettet, at de i deres hunger efter at stå objektivt overfor alt, hvad de møder, glider lige ind i en »pro et contra« tilstand, der nok giver dem den ønskede frihed, men samtidig ofte afskærer dem fra de frugter, et virkeligt dybtgående studium af f. eks. Martinus' verdensbillede kunne have givet dem. Høje åndelige tanker har jo det tilfælles med alle øvrige tanker, at de kan anvendes som intellektuelt »legetøj«, hvilket i denne forbindelse vil sige, at man kan arbejde med dem som noget rent ydre, der ingen indflydelse behøver at få på ens væremåde. Dette forstås måske bedre, når man f. eks. nævner en tanke som den vegetariske. Utallige mennesker finder denne tanke både »interessant«, »rigtig«, »storslået« o. s. v., o. s. v., uden at det et øjeblik falder dem ind at realisere den i deres eget liv.

Som man vil se, reducerer kendskabet til det jordiske menneskes psyke den gruppe, som Martinus arbejde må skønnes at have værdi for, betydeligt. Det er nemlig ikke nok at være i besiddelse af en åndelig hunger; denne hunger må også være parret med vilje til at leve i overensstemmelse med de erkendte sandheder, for at man kan tale om, at et menneske har haft udbytte af at møde disse sandheder. Har man ikke denne vilje i sig, vil værdien af ens såkaldte »åndelige interesser« være meget problematisk. Man kan da nok føle, at man er kommet på sporet af en ny viden, men den befrugtning og deraf følgende åndelige vækst, som denne viden kunne have afstedkommet, er da udeblevet. Man ved i denne situation muligt nok mere end de fleste, men man er ikke anderledes end de fleste – og det var dog det, der skulle blive resultatet af ens åndelige søgen.

Betragter vi verden, som den er ifærd med at udvikle sig for vore øjne, er det ikke vanskeligt at se, at et nyt »babelstårn« er ved at rejse sig iblandt os. Videnskaben, som i en svunden tid var nøje forbundet med det religiøse liv, har forlængst frigjort sig fra dette og kommer til syne i en sådan mængde af »discipliner« med hver sit specielle »fagsprog«, at der snart ikke gives den videnskabsmand, der er i besiddelse af en videnskabelig helhedsopfattelse. Men dette forhold er ikke noget specielt for videnskaben, det gør sig næsten gældende overalt. Lytter man f. eks. til to ganske almindelige unge mekanikeres samtale om motorer, svirrer det i den grad med »fagudtryk« i luften, at man føler sig komplet udenfor, og det samme gør sig gældende, når man lytter til en politisk diskussion, hvor man meget hurtigt opdager, at ikke alene anvendes der idag en mængde nye udtryk, man næsten skal have studeret politik for at forstå, men man bliver samtidig klar over, at de respektive politikere gang på gang forstår helt forskellige ting ved de samme ord, jævnfør f. eks. begrebet »demokrati«s utallige fortolkninger. I en verden, hvor flertallet drømmer om fællesskab, om fred og international forståelse, oplever vi, hvorledes næsten ethvert menneske ligesom suges ind i en bås, en gruppe, der næsten uundgåeligt forflygtiger dets personlighed. Helheden er veget for detaljen, der til gengæld er blevet så overdimensioneret, at de fleste giver fortabt og ender med kun at interessere sig for deres egen lille verden.

Imidlertid findes der mennesker, for hvem drømmen om et virkeligt overblik aldrig har villet slippe sit tag i sjælen. For disse mennesker er Martinus' verdensbillede en sand guldgrube, en evigt sprudlende inspirationskilde. Tværs igennem detaljeverdenens kaos ser de i kraft af Martinus' store og meget enkle analyser det kosmos, som evigt var og evigt vil være. Det er sandt, at Martinus' verdensbillede i sin teoretiske udformning er meget omfattende, men man må her ikke glemme, at dets omfang mindre beror på dets struktur end på Martinus' uhyre samvittighedsfuldhed, der tvinger ham til for vor skyld at underbygge det i den udstrækning, vi i hans værk er vidne til. I sig selv er verdensbilledet både enkelt og selvfølgeligt. Een gang oplevet skænker det den søgende et livsfundament, han ikke alene kan forlade sig på, men som også betinger, at han i alt kan udvikle sig til livskunstner i en sådan grad, at han med held og udbytte kan omgås repræsentanter fra samtlige mentale lejre, samtlige åndelige udviklingstrin.

Og hvad viser Martinus os da? Ganske simpelt, at det levende væsen og materien ikke alene er to ting, men at det levende væsen evigt har været og evigt vil være materiens sande herre. Martinus skelner skarpt imellem det i det levende væsen, der er bundet af tid, rum og illusion og det, der er hævet over disse faktorer. I sin enkle påvisning af, at verdensaltets samlede materiemasse dybest set kun består af syv fra hinanden afvigende grundformer, hvis natur kan forstås og dermed erkendes af enhver begavet mellemskoledreng, giver han os nøglen til forståelsen af al materies hensigt og natur. Det lyder fantastisk, nuvel, men det ændrer ikke den kendsgerning, at den detaljeverden, der må forekomme det almindelige menneske uoverskuelig og kaotisk, i lyset af kendskabet til de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer, ikke alene bliver overskuelig, men også i den grad hensigtsmæssig, at enhver tale om kaos forstummer af sig selv.

Men det er ikke livets mening, at vi skal være ensidige eller enkeltsporede, tværtimod! Thi retter vi vor bevidsthed mod de såkaldte livskunstnere, som jo netop repræsenterer den mennesketype, der udgør målet for vor åndelige higen, ser vi, at den afviger fra det almindelige menneske derved, at den formår at vekselvirke med helheden på en sådan måde, at en stadig sund og åndelig levende vækst bliver resultatet. Livskunstneren lider ikke under den sjælelige begrænsnings tryk, der så ofte udlader sig i form af smålighed og intolerance. Ej heller bindes han af forestillinger, der udelukker en altomfattende tolerance. Han er dybt religiøs, men på den mindst generende måde, nemlig den, der i alt kommer næsten tilgode.

Værdien af Martinus' verdensbillede bliver uundgåelig den, at det danner »mennesket af imorgen« eller det menneske, der langsomt frigør sig for det enkeltsporede åndelige livs spændetrøje. Et verdensbillede skal jo ikke være et mål i sig selv. Det skal være det middel, ved hjælp af hvilket man selv får et lykkeligere og friere liv – og giver andre det samme! Og her vil ingen, der blot er trængt lidt ind i Martinus' kosmologi, kunne undgå at bekræfte, at den, fra det øjeblik den bliver retningsbestemmende for ens handlemåde, påbegynder en endog meget koncentreret nedbrydning af samtlige de forestillinger og opfattelser, der spærrer udsigten til de sande åndelige vidder. Som middel til at leve et lykkeligere liv er dette verdensbillede uovertruffent og som vejledning mod den indre, sublime oplevelse, hvis ydre virkning er kosmisk bevidsthed, må det forekomme ethvert intellektuelt søgende menneske uvurderligt.