Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Så længe jeg kan huske tilbage, har det virket stærkt inciterende på mig, når jeg mødte mennesker fra fremmede lande eller hørte beretninger af hjemvendte udenlandsfarere. Ønsker og længsler vækkes, og er de stærke nok, overvindes alle hindringer, og »den store verden«, som så mange drømmer forgæves om, vil før eller senere åbne sig for en.

Engang var min drøm om denne verden en fjern utopi. Men så en dag, da jeg i første nummer af Kosmos 1939 læste Martinus' artikel om esperanto som bindemiddel mellem dansk og de fremmede sprog, så jeg pludselig en farbar vej til drømmenes virkeliggørelse, og jeg gik straks i gang med det nødvendige studium. Martinus skrev bl. a.: »Kineseren og russeren, hinduen og japaneren lige så vel som en hvilken som helst europæer finder alle ved hjælp af esperanto med samme lethed vej til forståelsen af det, vi eventuelt måtte føle os tilskyndet til at skrive her i bladet. Det er således et første lille forsøg, men nok til at finde en foreløbig ørenlyd hist og her ude i den store verden. Et nyt supplement til vort internationale arbejde har hermed taget sin begyndelse.«

I de forløbne ti år har jeg korresponderet med mennesker fra Kina, Peru, Bulgarien, Polen og mange andre lande og talt med mennesker fra ca. femten forskellige nationer. Porten er åbnet, og den står stadig åben. Og jeg kan tilføje, at takket være esperantos geniale opbygning, der gør det til en leg at tilegne sig den nødvendige sproglige færdighed, kan denne port for den tilstrækkeligt energiske åbne sig på vid gab i løbet af – eet år.

Enkelhed har altid tiltalt mig uhyre. Derfor var det også den største nydelse at stifte bekendtskab med de kosmiske analyser. Hvad de klogeste hoveder i verden forgæves har brudt deres hjerner med at løse ligger her tilgængelig for en ganske jævn begavelse. Ja, så enkel er livsmysteriets løsning, at en videnskabelig trænet hjerne i begyndelsen har umådelig svært ved at acceptere den, netop – og paradoksalt nok – på grund af den geniale enkelhed. Hvad de kosmiske analyser er for livsforståelsen, er esperanto for den sproglige forståelse.

Efterhånden som man arbejder sig frem i esperantos grammatik, kan man da heller ikke lade være at trække på smilebåndet og med fryd konstatere, at her kan man virkelig med et minimum af anstrengelse opnå det, andre må slide i årevis for at tilegne sig: et kontaktmiddel ud til den store verden. Det er om denne kontakt i den forløbne sommer, jeg nu skal fortælle læseren.

Lad mig begynde med modtagelsen af vore udenlandske gæster, 200 i tallet fra ti forskellige nationer, på Den internationale Højskole i Helsingør. Hidtil havde jeg ikke selv personlig truffet ret mange af vore »internaciaj gesamideanoj«, men det var virkelig en oplevelse at se de forskelliges bogstavelig talt omfavnende gensynsglæde med venner og bekendte fra nærmere eller fjernere lande. Her var de sproglige vanskeligheder i sandhed fjernet; ingen følte sig som danskere, franskmænd eller rumænere, men blot som mennesker, der talte med andre mennesker.

Manden for hele dette arrangement gennem mange år, hr. Friis, Åbyhøj, er sikkert kendt af mange af læserne, men hvis ikke, så vær sikker på, at kun ganske få andre danskere har som han spundet et net af levende kontaktorganer herfra og ud over landene. På en anden, men mere spændende måde end sædvanlig er han blevet en kosmopolit af format.

Otte dage varede opholdet i Helsingør. Undervisning, foredrag, udflugter og underholdning vekslede. Nye bekendtskaber blev indledt, og interessante samtaler førtes. Selv havde jeg lejlighed til at holde et lysbilledforedrag om Martinus' arbejde for ca. 175 tilhørere, »et lille forsøg på at finde ørenlyd ud til den store verden«, som Martinus skrev for ti år siden. Og jeg kan kun sige, at der i denne internationale forsamling naturligvis på ingen måde var mindre interesse for disse problemer, end når en kreds af vore landsmænd første gang lytter til et lignende foredrag. Dette har sin naturlige årsag deri, at esperantister jo i forvejen er mere eller mindre internationalt orienterede. Adskillige af tilhørerne købte af den beskedne del af litteratur om Martinus' arbejde, der indtil nu foreligger oversat til esperanto, og mange private spørgsmål måtte jeg besvare. Sikkert vil esperanto blive et værdifuldt meddelelsesmiddel udadtil, et glimrende bindeled mellem dansk og andre sprog. På denne måde kan de kosmiske analyser meget hurtigt få indpas i hvert eneste land verden over og derfra igen til de nationale sprog. Hvis ikke det var sådan, hvor længe ville det da ikke vare, inden f. eks. en kineser, en russer eller en bulgarer ville have mulighed for at stifte bekendtskab hermed? Men der kræves naturligvis dygtige esperantister, der også studerer åndsvidenskaben, for at det kan gennemføres. Jeg skriver da også disse linier bl. a. for eventuelt at inspirere en og anden til at gå i gang med esperanto. To, tre års arbejde, og vedkommende kan blive aktiv ved oversættelsesarbejde eller på anden måde.

Otte interessante dage blandt 280 verdensborgere i Helsingør! Og derfra med 29 danske, 3 svenske esperantister og en finsk på en fjorten dages tur til Holland i bus. Hvor er det rigtigt, at hvert land, som hvert menneske, har sin særlige psyke eller aura. Var man clairvoyant ville Tysklands sikkert se lidt grumset ud. Vi kunne ikke undgå at mærke det, og indtrykket forstærkedes af den usandsynlig mængde ruiner, den lidt triste påklædning og af tiggende voksne og børn. Dette være ikke sagt for at forkleine Tyskland, hvis øjeblikkelige situation betinger denne tilstand. Vi ved, at der ikke er så stor forskel på det og andre lande, som det kunne se ud til. Det ville rette sig hurtigere, hvis vi praktiserede lidt mere demokrati, end tilfældet er. Busser med glade turister gennem Tyskland animerer ikke til bedre forståelse, når tyskerne selv må nøjes med at stirre misundeligt efter os uden mulighed for selv at kunne opnå den samme oplevelse.

En oplevelse var det her at træffe esperantister, vi allerede kendte fra Helsingør. Belgiere, franskmænd, svenskere, rumænere og danskere traf her i tredie land hinanden for anden eller tredie gang. Også på en udflugt til Belgien havde vi en morsom oplevelse. Vi havde fået opgivet en adresse i Antwerpen på en esperantist, der ville vise os byen, og da vi kommer derhen, viser det sig at være en bekendt fra Helsingør. Det er morsomt og sundt at se verden blive så lille.

At det er praktisk og såre let for en rejseleder at rejse pr. esperanto, beviser det følgende. Esperantisterne havde i forvejen ordnet alt for os, bestilt hotel og mad og sørget for rejseførere. Når vi kom til en stor by, stod en esperantist uden for byen med et esperantoflag for at advisere. Vedkommende førte os da til vort hotel, og sammen med andre esperantister var han til vor tjeneste, så længe vi havde brug derfor. På denne måde fik vi let og behageligt set og forklaret alle seværdigheder, hele tiden som var vi blandt landsmænd og uden vanskeligheder med sproget.

Vi så faktisk det meste af Holland: Rotterdam, Haag, Schveeningen, Amsterdam, Alkmår og Groningen, for at nævne de største byer. Fredspaladset i Haag var imponerende, mere end Klintsøgård, der kun koster en brøkdel af det beløb, springvandet i københavnsk porcelæn, skænket af Danmark, har kostet, men vi otte studiekredsdeltagere kunne ikke lade være med at drage sammenligning med resultaterne og blev enige om, at det fysiske og åndelige stod i omvendt proportionalt forhold til hinanden, alt uden at forkleine Folkeforbundets og Forenede Nationers betydelige arbejde.

14 dejlige dage i Holland. Jo, esperanto giver adgang til den store verden, men denne verden strækker sig dog kun jorden rundt. På en sådan rejse kan man dog trods alt kun opleve at komme i kontakt med mennesker, der fysisk og åndeligt er indrettet som os selv. Dette er ganske vist også en dejlig oplevelse, men gennem de kosmiske analyser har vi fået adgang til en langt større verden: selve universet i mikrokosmos og makrokosmos. Det er det, der er »den store verden«, og når vi kommer i kontakt med mennesker fra andre egne af vor »lilleverden«, ja, da må det jo være sådan, at vi, hvis betingelserne er til stede, gerne vil fortælle dem om »den store verden«, delagtiggøre dem i den nydelse, vi selv har haft ved vore rejser her.

Engang – om kort tid – kommer mange repræsentanter fra mange forskellige egne af vor »lilleverden« til Klint for at studere de kosmiske analyser. Det vil da være en meget stor glæde for dem, der kan samtale med dem. Det bør kunne inspirere til at studere blot eet sprog grundigt. Har De ikke tid eller energi til at lære et af hovedsprogene, så snyd i det mindste ikke Dem selv for – med en ringe anstrengelse – at tilegne Dem et sprog, der giver adgang til hele kloden, adgang til at indvie en japaner, inder eller araber i den viden, der uden sammenligning vil bidrage mest til at skabe – et internationalt verdensrige.