Kosmos 1949/9 side 164
MOGENS MØLLER
KUNSTENS OPSTANDELSE
(Kunstens kredsløb, 2. del)
Livskunst og demokrati.
I min forrige artikel skildrede jeg de grundtræk i menneskehedens udvikling, der lå bag kunstens forhold til diktaturet og dens gradvise frigørelse deraf og søgte at påvise, at der i kunstens historie var opstået to faser, som jeg kaldte »den guddommelige suggererende kunst« og »kunstens syndefald«. Med ordet syndefald mente jeg ikke noget negativt og »ondt«, men en absolut nødvendig befrielse fra suggestionens påvirkning til selvstændig opdagelse og oplevelse af den omgivende naturs og det menneskelige legemes storhed og skønhed. Det medførte ganske vist en ny form for »bånd«, idet menneskene nu blev mere og mere bundet til en materialistisk livsopfattelse og blev så optaget af »denne verden«, af det ydre, at de helt glemte, at de var åndelige væsener, og at materien, lige meget om den fremtræder som naturen eller som ens egen organisme, er et resultat af åndens bevægelse. Men da »syndefaldet« bevirkede en voksende personlig selvstændighed, måtte det også før eller senere medføre, at adskillige mennesker genopdagede den åndelige virkelighed, og mætte både af religiøst diktatur og materialistisk snæversyn søgte at finde frem til åndelig frihed og blev – demokrater! Dette lyder vist mærkeligt i en artikel om kunst, men jeg mener absolut ikke noget »politisk« dermed, det virkelige demokrati er nemlig ikke et politisk parti i øst eller vest, men består af de mennesker over hele jorden, der upartisk søger at skabe harmoni og større frihed i verden ved gennem deres daglige færden at gøre livet større, smukkere, lykkeligere og mere forståeligt for andre, kort sagt livskunstnere. Men det var jo ikke demokrati og livskunst, denne artikel skulle handle om, men kunst! Ja, men kunsten er ikke et isoleret og livsfjernt fænomen, der kan behandles alene ud fra et æstetisk synspunkt, kunst er liv, endda menneskehedens højeste livsytringsform, og som sådan har den forbindelse med livets etiske værdier og hele den moralske udvikling, der har fundet sted gennem årtusinder. Som kunsten engang var det guddommelige diktaturs lydige og lykkelige tjener, må den nu blive det guddommelige demokratis frie medarbejder i skabelsen af en bedre verden for menneskene at leve i. Jeg berører disse problemer, fordi jeg mener, det kan have betydning for alle, der føler sig som demokrater, at prøve at forstå det specielle forhold, der er mellem kunst og demokrati: at vi alle er vordende kunstnere og skal medvirke til at føre kunsten ind i den tredie fase i kredsløbet, »kunstens opstandelse«.
Kunstens værdi.
At vi alle skal blive kunstnere, er for mange mennesker en latterlig tanke. Hvad skal vi dog med alle de billeder, bøger og andre kunstværker, der så vil oversvømme markedet? Hvem skal købe dem, og hvem skal så lave det »fornuftige« arbejde? Det er meget forståeligt, at man i vor merkantilt prægede tid ser på kunst fra en sådan synsvinkel. Et sådans synspunkt viser en vis sans for økonomisk og social balance, men slet ingen sans for kunstens væsen. Selv om kunsten siden sit »syndefald« har været økonomisk afhængig af liebhavere og mæcener, fordi kunstnerne som alle andre mennesker skal have noget at leve af, kan der aldrig blive noget naturligt forhold mellem kunst og penge. Selv om en mand vil give 1000 kr. for et maleri, kan man ikke sige, at dette er 1000 kr. værd. Dets værdi ligger inden for helt andre områder og kan hverken vejes eller måles. Et kunstværks virkelige værdi består dels i den åndelige proces, der foregår i kunstnerens sind under dets skabelse, (Thoreau udtrykker det ved at sige: »Der er altid et digt, som ikke trykkes på papir, der jævnsides med frembringelsen af dette prentes i digterens liv. Det er, hvad han er blevet gennem sit værk«), og dels i, hvad andre bliver gennem hans værk ved at leve sig ind i den åndelige spændingstilstand og forløsning, der er foregået i hans skabende bevidsthed. I visse malerier kan man f. eks. i nogle lysreflekser opleve lysets og mørkets evige melodi, hvis man vel at mærke er modtagelig for den slags oplevelser. Men modtageligheden kommer, om ikke i dette liv, så i kommende. Vi er alle på vej mod kunstens tinder, og modtagelighedens stadium vil afløses af evnen til selv at skabe. Den skabende tilstand er netop den, der er ment med ordene »mennesket i Guds billede«. Dette menneske skal ikke blot skabe det, vi i øjeblikket forstår ved kunst, det skal skabe i levende materie. Men for at det engang kan ske, må mennesket først grundigt øve sig, og disse øvelser foregår blandt andet gennem det, vi kalder kunstnerisk skaben. Kunstnerisk skaben fører efterhånden kunstnerisk erkendelse med sig, som er en forløber for den kosmiske bevidsthed, idet det er en erkendelse af det betydningsfulde forhold mellem den enkelte og helheden. Kunstværkerne må ikke betragtes som mål i sig selv, men kun som forsøg på at fravriste livet en sandhed, som tillige er skønhed (disse begreber er uadskillige, og på at skabe forbindelse mellem det individuelle og det universelle og derved skabe erkendelse af alle tings sammenhæng. Kunstens store mission er at give menneskene en fornemmelse for det universelt organiske, enten det ytrer sig i noget umådelig stort eller i noget ganske småt. Samtidig kan kunsten bringe sin udøver en ubeskrivelig lykkefølelse i skabelsens øjeblik, hele hans væsen vider sig ud og føles næsten uden skranker, hans lille »person« svinder bort med dens små bagtanker og selviske formål. Fordi han et øjeblik helt glemte sig selv i sin skaben, blev han til, som man virkelig kan blive til, når intuitionens altgennemtrængende stråler vibrerer i ens bevidsthed.
Men lad os prøve at finde træk fra menneskenes liv, som det former sig i øjeblikket, træk, der peger hen imod, at denne tilstand efterhånden skal opleves, ikke blot af nogle få, men af hvert eneste menneske.
Demokratiet og kunsten.
Hver jul er boghandlernes diske oversvømmet af bøger, og forlagenes konsulenter har forinden haft travlt med at sende alle de manuskripter tilbage, som de ikke mente egnede sig til udgivelse. Ved de store forårs- og efterårsudstillinger vrimler det med malerier og skulpturer i salene, men i kældrene neden under står fem måske ti gange så mange værker, som censurkomiteen ikke fandt værdige til udstilling. I teater- og musikverdenen dukker det ene talent op efter det andet og kaldes lovende, men kun et fåtal af dem opnår et gennembrud. Og hvor mange har ikke allerede efter den første prøve måttet gå skuffet hjem efter at have fået at vide, at de »nok havde talent – men!« Det vrimler med aspiranter inden for alle kunstarter, og antallet af kunstforeninger, kunstskoler, studiekredse og lignende sammenslutninger viser, at kunstinteressen er stor. Det vidner stærkt om en voksende trang til kultur, men eet er der, som ofte skæmmer disse prisværdige bestræbelser, og som hindrer fornemmelsen for kunstens væsentlige værdier i at vokse frem, det er jagten efter personlig succes og berømmelse. Var det ligesådan for 100 år siden? Nej. Rørte der sig da ikke også dengang en trang i menneskene til at give udtryk for noget, der opfyldte dem? Jo, men dengang var karrièrehungeren og drømmen om berømmelse ikke pustet op af en sensationslysten dag- og ugepresse. Da fik man luft for sine følelser og udviklede sine talenter i hverdagens arbejde, og når man kom sammen til fest. Den enkelte kunne lægge meget mere skaberglæde i sit arbejde dengang, end de fleste kan nu, hvor maskinerne bare skal passes, og også meget andet arbejde blot er rutine. Og når man kom sammen i gamle dage, var musik, sang og fortællinger meget ofte den naturlige form for samkvem og underholdning, hvori alle efter bedste evne deltog, – tænk blot på »æ bindstow«. Der var her tale om en anonym folkekunst, der var en af grundpillerne i de fleste landes kultur.
Nu må man ikke tro, at jeg ønsker os tilbage til »de gode gamle dage«, udviklingen må gå sin gang, og der er tale om en udvikling. Men man kan lære af at kaste et blik tilbage, hvis man gør det for perspektivets skyld og for at prøve at trænge ind til de åndelige realiteter, der ligger bag den ydre historie. Maskinerne vil gavne os, når vi lærer at fordele arbejdet rigtigt. Når engang den sociale ordning begynder at tage form, som Martinus har skitseret i Livets Bog's fjerde kapitel, og alt rutinearbejde bliver rationeret, vil den betydelig større fritid blive brugt bl. a. til åndelig skoling og studier i de skønne kunster. Kunsten vil få en opblomstring som aldrig før, ikke som »stjernekomedie«, hvor den enkelte gør karriere, men som »ensemblespil«, hvor vekselvirkningen mellem de forskellige talenter skaber en strålende helhed. Det er fremtidsperspektiver ganske vist, men det tilkommer enhver af os allerede nu at forberede sig derpå og dygtiggøre sig inden for de af kunstens områder, der har ens særlige interesse, og hvor man måske også har et spirende talent. En sådan opøvelse har et langt større perspektiv foran sig, end de fleste tror.
Stigende interesse for kunst og en stadig voksende teknisk færdighed viser sig inden for alle samfundslag. Det, det endnu skorter på, er den kunstneriske ydmyghed, som kendetegnede kunstnerne i de gamle tider, da de var tempeltjenere. Ydmygheden gik i nogen grad tabt i kunstens »syndefaldsperiode«, selv om alle tiders største kunstnere altid har besiddet denne evne. De har nærmest betragtet sig som »amatører« i ordets egentlige betydning – det kommer af »amo«: jeg elsker. De var livets elskere som ingen andre, og deres værker er deres »kærlighedsbreve«. Medens de arbejdede, skete der en naturproces i dem, en åndelig udfoldelse, spontan som når en blomst på marken folder sig ud. De tænkte ikke på berømmelse, magt og ære, de arbejdede, som Johan Sebastian Bach udtrykker det: »Alene til ære for den højeste Gud og for at belære sin næste.« At blive gode »amatører« er et mål for os alle, det virkelige demokrati må opbygges af sådanne »amatører«, i hvem kunstens og livets højeste ild brænder.
Den store franske billedhugger Auguste Rodin skrev i sit »Testamente til unge kunstnere« blandt andet:
»Du skal først og fremmest være menneske, og så kunstner. – Kunstneren skal være et forbillede. Han elsker sit arbejde: hans største belønning er glæden ved at gøre det godt. Verden bliver aldrig lykkelig, før alle mennesker får kunstnerens sind, det vil sige, før de kan glæde sig over deres arbejde. Kunsten er også en pragtfuld skole i oprigtighed. Den sande kunstner udtrykker altid, hvad han tænker, selv med fare for at støde an mod vedtagne fordomme. Han er læremester i oprigtighed for sine medmennesker. Hvilket vidunderligt fremskridt det ville være, om den absolutte sandhed og oprigtighed ville herske mellem menneskene.«
Hvis alle de mennesker, der i dag brænder efter at komme til at udøve kunst i stedet for at drømme om strålende karriere, hvor de lægger alt folket for deres fødder, ville supplere deres studier i teknisk færdighed med at opøve sig i ydmyghed, oprigtighed og kærlighed, ville et virkeligt demokrati, en verden af ånd, kunst og skønhed snart blive et resultat deraf.
Kunsten og friheden.
Foruden den kendsgerning, at der efterhånden bliver flere og flere mennesker, der interesserer sig for og beskæftiger sig med kunst, er der et andet symptom på, at en ny kunstens forvandling er ved at finde sted, den såkaldte moderne kunst med alle dens retninger og -ismer.
Der skrives mange og tykke bøger om dette emne, som enhver interesseret kan fordybe sig i. Jeg vil i denne artikel blot prøve at se på den moderne kunst i forhold til fortiden, d.v.s. i forhold til den gamle suggererende kunst og den derefter følgende naturalistiske og realistiske, og i forhold til fremtiden og de muligheder, den kan tænkes at indebære. Når jeg anbringer den naturalistiske og realistiske kunst under rubrikken »fortiden«, selv om der stadig laves sådan kunst, er det, fordi jeg mener, disse kunstretninger har kulmineret og er i færd med at degenerere, og at det, der i øjeblikket benævnes moderne kunst, er spæde forløbere for de særlige manifestationsformer, fremtiden vil bringe.
I det religiøse diktaturs periode var kunstnerne ikke frie, de var bundet af traditionen og herskerens vilje. Deres arbejde og inspiration blev ledet af indviede (mestre). Kunsten udsprang af indre syner og var uafhængig af den ydre natur. Den var idéskabelse materialiseret i mer eller mindre symbolske billeder, ordformer og rytmer for derigennem at tilkendegive en åndelig virkelighed for det primitive folk. Denne mission forsvandt gradvis med diktaturets degeneration og folkets vågnende selvbevidsthed. Det betød en frigørelse for kunsten, men samtidig en stærkere og stærkere afhængighed af naturen som motivverden. Kunstnerne var på een måde mere frie, på en anden mere bundne end før. Den moderne kunst er et bevis på, at disse bånd er begyndt at snære, et tryk avler et modtryk, en trang til befrielse. Kunstnerne er ved at befri sig for »naturens diktatur«, deres afhængighed af ydre motiver, og nå til en større frihed i udtryksform og dermed til muligheden for større åndelig udfoldelse.
Netop derfor ser man også så mange eksempler på, at kunstnere interesserer sig for og inspireres af kunsten fra de ældste tider, da den endnu var i »Edens Have«. Men at efterligne den er ikke kunst, det ved de, kunsten må stå i et naturligt forhold til den tid, man lever i. Altså må man nøjes med den kalden mod en højere virkelighed end den naturalistiske, som man fornemmer i disse gamle værker, og så søge sine egne veje mod en friere kunstnerisk udfoldelse. Kunsten nærmer sig nu igen en tilstand, hvor den indre vision er det primære, og den ydre virkelighed blot bruges som symbol, derfor har jeg talt om kredsløb. Men det er som alle andre kredsløb en spiral, hvor man nok når en tilstand, der har en vis lighed med udgangspunktet i princip, men da der er tale om en udvikling, hvor en stadig erfaringsdannelse har gjort sig gældende, er det ikke den samme tilstand, men en ny variation. Kunstnerne står nu alene, uden mestre og stiltraditioner, der leder dem ad bestemte baner. De har vundet sig en større personlig frihed, større muligheder, men også et større personligt ansvar som virkelige demokrater, et større krav til deres etiske kvalifikationer.
Jeg læste for nylig en artikel i det norske tidsskrift »Spektrum« (nr. 2. 1949) af Ernst Sørensen, som han har kaldt »Dikteren på skilleveien«. Jeg citerer herfra følgende, som ikke blot gælder digterne, men i det hele taget vor tids kunstnere:
»– Dikteren er kommet inn i et nytt åndelig rum, hvor fristelserne til å falle ned i det undermenneskelige synes nesten uimotståelige, men hvor også muligheten for en ny erkjennelse er øket i tilsvarende grad. – Han vil i sin diktning speile den menneskelige avgrunn, men hvad nytter et speil i stummende mørke? Eller for å si det anderledes: Kan man vite noe om hvad mennesket er, når man ingenting vet om hvad det kan bli, ikke har anelse om dets forvandlingsmuligheter? Først når et slikt lys falder inn i diktersjælen, kan dikteren også begynne å ane den nye frembrytende billedbevissthets sanne innebyrd, – som formidleren av en ny religiøs samfølelse med kosmos. Den toner frem i våre dager hos de forskjelligste diktere, ikke teoretisk eller filosofisk, men som ny demrende livsfølelse, en anelse om nye muligheter, og nærmer seg da i første rekke hos de diktere som har gjennemlevet noe og utkrystalisert et visst smertens klarsyn i sin diktende evne. –«
Kunst og livskunst.
Det klarsyn, som udkrystalliseres af smerten og lidelsen, er også det, som gør os til livskunstnere. Livskunst og kunst smelter sammen, og netop derved sker kunstens »opstandelse«. De forskellige kunstarter vil efterhånden gå op i en højere enhed, livskunsten. Selvfølgelig vil man langt ind i fremtiden stadigvæk skrive digte, modellere, male, musicere og skabe ny arkitektur – så længe der er brug for det. En begyndende kunstform som tone- og tegnefilmen vil også øge mulighederne for kunstnerisk skaben, og helt nye udtryksformer, som vi i dag slet ikke kan forestille os, vil måske dukke op. Vi vil alle mere og mere komme til at tage del deri uden at få primadonnanykker, idet vi vil erfare hver og een, at det væsentlige i kunsten er, hvad vi bliver igennem den. Digteren Paul la Cour har udtrykt det klart og tydeligt i »Fragmenter af en dagbog«. Han skriver: »At være digter er ikke at gøre digte, men at skabe en ny måde at leve på.«
Vort liv er endnu kun en »kladde« fuld af rettelser og fejl, men for hvert liv har vi lejlighed til at skrive den om, så det med tiden bliver det fuldkomne kunstværk.
Et sådant perspektiv kan nok for mange mennesker synes fantastisk og svimlende, så man vil fristes til at søge et holdepunkt i hverdagslivet. Men den, der med blot noget udbytte har studeret Livets Bog og derigennem tilegnet sig den første spæde form for evighedsperspektiv, vil snart se, at det netop er i hverdagen, man skal søge, og i hverdagslivet, man vil finde tilværelsens eneste faste punkt, vort jeg, som er selve evigheden. Når livet i hverdagen oplyses af de kosmiske analyser, er det, som om der bliver kastet en gnist ind i vort sind, som antænder og inspirerer. Vi ser, hvad mennesket er, og, hvad der er det allervigtigste, får indblik i dets forvandlingsmuligheder.
Derfor vil Livets Bog langt ind i fremtiden være een af de kilder, som også kunstnerne må øse af for at deres arbejde kan være med til at forløse menneskeheden og skabe det virkelige demokrati, en verden af ånd, skønhed og livsglæde.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige