Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Forsidebilledet og billedet på omslagets side 2, henholdsvis af den danske maler J. F. Willumsen og af den hollandsk-franske maler Vincent van Gogh er valgt som eksempler på den udpræget kosmiske fornemmelse, der ofte kan være i moderne billedkunst.

Willumsens billede »En moders syn« er fremkommet ved, at kunstneren hørte om en dame, der havde mistet sine to drenge og naturligvis sørgede meget derover. Men i en vision så hun sine drenge, der begge tyssende lagde fingeren på munden, og hun fik en stærk følelse af, at de levede og havde det godt, og at hun ikke skulle sørge. Denne smukke og ikke ualmindelige beretning inspirerede Willumsen til det både i farve og tegning storslåede billede, der nu hænger på Statens Museum for Kunst. I et blåt og grønligt himmelrum med stjerner og fjerne sole svæver de to drenge omgivet af en lysende tåge. Den store tager sig broderligt af den lille, og man får gennem deres bevægelse en fornemmelse af, at de kun er synlige for os et øjeblik, de er på vandring og vil atter svinde bort til den verden, hvor de nu hører hjemme.

Van Goghs tegning »Stjernehimlen og cypresserne« er også stærkt koncentreret om himmelrummet. Hele billedet er bevæget rytme, cypresserne snor sig som ildtunger, jorden føles eet med det uendelige rum, og stjernerne og månen har hver sin lysende aura, som gør dem mærkeligt nærværende. Denne tegning er på sin måde udtryk for sansning af en højere virkelighed. Ikke mindst når man har læst et af van Goghs breve til sin bror, forstår man hans tanker og følelser, der er hans egentlige »motiv«. Han skriver bl. a.:

»Forudsat, at der på de andre utallige planeter og sole eksisterer linier, former og farver som her, står det os frit for at bevare et vist håb om, at der muligvis kan findes andre og bedre eksistensbetingelser for maleriet end på jorden – betingelser, der opnås ved en forandring, der ikke behøver at være mere forbavsende end larvens forvandling til sommerfugl. Virksomhedsområdet for en på denne måde forvandlet malersommerfugl kunne tænkes at være en eller anden af de mange stjerner, der efter døden sandsynligvis ikke er sværere at nå end de små sorte prikker på kortet, der under vor jordiske eksistens markerer steder og byer.«

En kunstner behøver dog ikke at male stjernehimle eller væsener svævende i rummet for at give udtryk for en kosmisk følelse; det kan gøres uanset det ydre motiv, hvis blot den indre vision tilstrækkelig stærkt gennemtrænger dette – selv om det »kun« er et par æbler på et bord. »Det kan gøres,« siger den italienske kunsthistoriker Lionelli Venturi, »så det små omfatter det store, så at hvert virkeligt kunstværk rummer al kunsts væsen, der består i evnen til at lade det individuelle og det universelle blive eet.«