Ældre Kosmos og Kontaktbreve

»Når en gør dig noget ondt eller skælder dig ud, så husk på, at han handler eller taler i den tro, at det er hans pligt. Han kan altså umuligt rette sig efter din opfattelse, men kun efter sin egen. Hvis han har en urigtig opfattelse, bliver skaden hans, da det jo er ham, der tager fejl. For hvis en mener, at en rigtig slutning er falsk, så tager slutningen ingen skade af det, men det gør den, der har taget fejl. Udfra denne betragtning vil du være overbærende mod dem, der skælder dig ud. Du skal nemlig hver gang sige til dig selv: »Det var nu hans overbevisning«.

– – –

Således talte den græske filosof Epiktet, der levede ca. 100 år efter Kristi fødsel. Citatet er hentet fra en lille bog med titlen »Epiktets håndbog«, der rummer en række udtalelser fra filosofens mund, udtalelser, der alle som en viser mennesket et ideal at leve op til og tillige, hvad der næsten er mere vigtigt, en farbar vej, der fører frem mod dette ideal – en væremåde og et tankesæt, der sætter det menneskelige, næstekærligheden og tolerancen i højsædet.

Der går en klar linie fra ovennævnte citat til det følgende, der er hentet fra Martinus »Blade af Guds billedbog«, og som i poetisk form udtrykker den tale, der fra Guddommen lyder til mennesket gennem det skuespil, der åbenbares en sommermorgen:

Ligesom jeg stilfærdig går natten i møde og med min kærligheds lysende strålevæld omdanner mørkets skygger til en sollys dag og i denne min ånds funklende klarhed tager alt og alle til mit hjerte eller overskygger det vågnende liv med min evige fred, indhyller det i en sommerdags strålende trylleri og derved bringer det til at juble sin livslyst og glæde imod skyerne, således skal du også stilfærdigt gå mørket, hvilket vil sige: din fjendes imod dig udløste kontrære natur, i møde. Du må lade din ånds varmeste sympati som en sol stige frem over denne din næstes mentale himmel og i guld og purpur, opal og safir bringe sommerdagens strålende fred og velsignelse ind over hans bevidsthedsmæssige kontinenter og have og få ham til at juble sin glæde over sit møde med dig imod himlen.« –

Der er næsten to tusinde år imellem disse to udtalelser! To tusinde år! Det er en meget lang tid, synes man, og hvad er der egentlig sket i alle de år? Er det ikke stadig således, at de enkelte store skuer ud fra tinderne og fortæller os, hvad de ser, medens vi vandrer i dalene og hører deres røster, glæder os over deres tale, varmer os lidt ved den, men er ude af stand til at afgøre, om de virkelig ser noget, eller om de blot fortæller os smukke eventyr.

Der er mange, som er af den opfattelse, at det forholder sig sådan. De kalder sig selv for »nøgterne«, eventuelt kalder de sig »videnskabeligt indstillede«, men hvad slags tillægsord, de nu end anvender, så er det i alle tilfælde ment som noget godt og betydningsfuldt. Men, som Epiktet siger: »– det er jo nu deres mening!«

Så er der andre, der ikke deler deres mening – der tværtimod mener, at disse store virkelig ser noget, og at hvis man selv forsøger at stræbe lidt op mod tinderne, så vil man kunne skimte noget af det, der igennem århundreder har været talt om. Disse andre kaldes ofte »blåøjede idealister« af de første, og man tillægger ikke deres udtalelser eller meninger nogen større værdi. Mærkeligt er det blot, at det er disse sidste, der gennem historien har været det incitament, der har ført menneskeheden fremad.

For den, der evner at læse lidt i alt det, der sker i verden i dag, vil det ikke være svært at få øje på et lille solstrejf hist, en svag rødmen her – altsammen tegn, der røber en ny dags frembrud, noget jeg vil søge at vise i det følgende.

– – –

I en kronik i »Politiken« den 3-7-49 med titlen »Jeg er verdensborger«, skrev Anker Kirkeby om sine indtryk fra deltagelsen i den propagandauge, som verdensbevægelsen for en verdensregering for nylig foranstaltede i en række vesteuropæiske lande. De havde været et lille internationalt selskab, som pr. flyvemaskine havde besøgt de byer, hvor der havde været afholdt prøvevalg til en folkevalgt verdensforsamling, der om muligt skulle samles næste år i Geneve for at lave udkast til en grundlov for verdens forenede stater. Her hjemme var det Silkeborg, der var udset som »Middelby«. Anker Kirkeby fortæller om sine indtryk og siger bl. a.: »Er tanken utopisk? Måske. Men ønsket om en verdensregering deles af sådanne personligheder som den engelske udenrigsminister Ernest Bevin, af den italienske udenrigsminister, grev Sforza (også Jan Masaryk var med), af general Eisenhower, af Albert Einstein, af Thomas Mann, af Léon Blum, af professor Urey, af lord Beveridge, af den kinesiske ambassadør i USA Wellington Koo, af Indiens premierminister Pandit Nehru ... Umiddelbart før vor afrejse har der været foranstaltet en prøveafstemning indenfor det engelske parlament. I overhus og underhus af gaves 112 stemmer til fordel for en verdensregering, mens 33 svarede kun delvis bekræftende, 77 gik direkte imod og 15 var fraværende. Det vil sige, at der var 112 for og 110 helt eller delvis imod. Altså dog en positiv overvægt på to stemmer. Og vi står idag ved begyndelsen; bevægelsen er kun tre år gammel. Vi seks flyvende agitatorer er måske nok blåøjede optimister, men helt idioter er vi ikke.«

Og han citerer også Epiktet og siger: »Fra hvad land er du?« Svar nu ikke: »Jeg er fra Athen, eller jeg er fra Korinth,« men sig ligesom Sokrates: »Jeg er fra verden.«

I en omtale af selve centret for denne bevægelse hedder det: »Det slog mig, at bevægelsens idealistiske ledere var stuvede sammen i nogle små rum på en første sal imellem dynger af tryksager, klaprende skrivemaskiner og telefoner, der ustandselig kimede fra Paris, København og Geneve. Hvor besynderligt, vi mennesker dog har indrettet os. De, der forbereder krig rundt i landene, har altid arbejdet i mægtige paladser og været omgivne af en hærskare af hjælpere, mens de, der vil opbygge freden, er henviste til trange pulterkamre, hvor de er ved at segne af overanstrengelse uden midler og næsten uden assistance.«

Sir John Boyd Orr, der åbnede fredsugen i den engelske by Chelmsford, foretog som første handling en afsløring af en statue, et monument over den ukendte soldat, der var fremstillet som en tommy, tilsølet af snavs og mudder. Anker Kirkeby skriver: »Træt til døden synes han med hænderne strakt ud for sig at segne under krigens jernbyrde. Hjelmen indrammer hans hoved som en glorie. Den skotske kunstner (Huxley-Jones) har kaldt sit værk »Fader, tilgiv dem –«

Idet lord Boyd Orr fjernede dækket, sagde han: »I alle byer rundt i verden har jeg set talrige statuer af sejrrige generaler højt til hest, med sablen løftet stolt i vejret, men det er første gang, jeg ser en af krigens virkelige helte, dem, der har båret strabadserne, og som dør uden navn. Sidste krig krævede over 30 millioner af sådanne unge mænd og savnede. Og endnu i dag bruger alene mit land en trediedel af sine indtægter til krigsbudgettet. Foreløbig findes denne statue kun i eet eksemplar i gips. Jeg ville ønske, vi kunne støbe den i mangfoldige eksemplarer i bronce og opstille den rundt i alle landes krigsministerier ...«

– – –

I en kronik i »Berlingske Aftenavis« den 16.-7.-49 skriver formanden for USA's atomenergikommission, David E. Lilientahl, under titlen »Mennesket og teknikken«: »Maskinen er hverken en engel eller djævel. Maskinerne er gode, når menneskene anvender dem til noget godt. De er kun djævelske, når de benyttes til djævelske formål. Maskinerne kan selvfølgelig anvendes både til nytte og til skade for menneskene. Maskinerne kan udpine jorden, forgifte luften, ødelægge skove, udtørre floder og derved føre menneskene ud i åndelig og materiel fattigdom. Men de kan også – og de har gjort det – forøge menneskenes muligheder for bedre kår, åbne nye horizonter og fremfor alt berige menneskets sjæl. Teknikken kan tjene til at fjerne snavs, helbrede sygdomme, gøre jorden frugtbar, bevare skovene og i det hele gøre tilværelsen behageligere for menneskene. Maskinerne giver således menneskene en større frihed.«

Som eksempel nævnes »Tennessee-valley projektet«, hvor en moderne teknik ved hjælp af dæmninger har opdæmmet Tennessee-floden og ud af ørken og ubeboet område har skabt noget ganske enestående, der tjener til forbillede for folk fra alle klodens egne.

Det hedder videre: »– at videnskaben ikke bør betros til dem, der ikke tror på folket, men kun søger at tilrive sig magten. Med en sådan indstilling vil der kun kunne skabes en generation af slaver. Når det kommer til stykket, synes det altså at forholde sig således, at kun folket er i stand til at afgøre, hvorledes maskinerne skal anvendes. Men her møder vi en ny faktor. Det er givet, at såfremt det valg, vi taler om, skal træffes af masserne, må disse råde over alle muligheder for at kunne beherske problemerne. Dette forudsætter den lige så hellige som ukrænkelige ret til meddelagtighed i de videnskabelige resultater. I så henseende har det amerikanske folk taget førerstillingen. Gennem sine valgte repræsentanter har folket bestemt, at militære personer erstattes af civile i ledelsen af atomforskningen. Efter langvarige undersøgelser og debatter har kongressen bestemt, at atomenergien, trods dens afgørende betydning for forsvaret, skal underlægges regeringen på samme måde som sundhedsvæsenet, landbruget, industrien og undervisningen.«

– Og sluttelig: »Ledelsen af videnskaben og maskinerne gennem folkets omdømme og samvittighed har til forudsætning, at menneskene er helt og fuldt orienteret. Troen på folket fører med selvfølgelig konsekvens til troen på kundskabens fakta og magt. Troen på tankens frihed og samtidig troen på oplysningens fremskridt. Dette er grundvolden for vort frie samfund.«

– – –

Som et praktisk svar til de spørgsmål og tanker, der rummes i disse to artikler, kommer meddelelsen om et stort projekt fra De forenede Nationers økonomiske og sociale råd i Geneve. Det går ud på, at FN vil tilbyde en »teknisk assistance til økonomisk udvikling« til en række såkaldt »underudviklede lande«. Der er udsendt en rapport, hvori man beskæftiger sig med et teoretisk land, og der gøres heri rede for, hvad man vil gøre. Der sendes eksperter ud til undersøgelse af naturlige rigdomskilder, af de mest forekommende sygdomme, af muligheder for udvikling af transportvæsen til lands, til vands og i luften. De forskellige afdelinger indenfor FN træder til i tur og ordning. Der bliver efterhånden som landet »kommer i gang«, også brug for skoler, hvorfor UNESCO træder til osv., osv.

Og hvad vil det koste? – Ja, man regner med, at det første års arbejde med et teknisk assistanceprogram for alle lande vil beløbe sig til 35,9 millioner dollars, medens det næste år vil koste ca. 50 mill. dollars. Hver af disse summer er mindre, end hvad en moderne tankdivision koster!

– – –

Samtidig har den 12. internationale pædagogiske konference, som nylig er afsluttet i Geneve, beskæftiget sig med problemet: International forståelse. I bestræbelserne for at fremme international forståelse har pædagoger hidtil støttet sig væsentligst på historie – men UNESCO's generaldirektør, dr. Jaime Torres Bodet, fremhæver, at historie altfor ofte bringes til at tjene nationalistiske formål. En klarere forståelse af landenes ret til frihed og uafhængighed bringer geografien, og geografien tjener også langt bedre til at øge elevernes forståelse af andre landes levesæt. Det er muligt, at man i mange tilfælde må revidere og reformere geografiundervisningen, således at den ikke bliver en tør opremsning af byer og floder, men en virkelig analyse af landene – hedder det i omtalen af mødet. Disse muligheder vil blive undersøgt af UNESCO i samarbejde med fremtrædende pædagoger.

På linie hermed må nævnes, at UNESCO har skænket regeringerne i Østrig, Tjekoslovakiet, Ungarn, Italien, Polen og Malta en boggave, der for hvert lands vedkommende omfatter 3300 bind. Titlerne dækker historie, kunst, litteratur, teater, opdragelse og forskning, og midlerne er indkommet ved en indsamling, arrangeret af Londons Lord Mayer. Ialt indkom små 300,000 dollars, af hvilke halvdelen brugtes til boggaven, og den anden halvdel til indkøb af videnskabelige instrumenter og andet pædagogisk udstyr.

Tillige meddeles det, at UNESCO i den nærmeste fremtid udsender arabiske oversættelser af Shakespeares Julius Cæsar, Goethes Faust, Cervantes' Don Quixote og dele af Pascals Les Pensees. Samtidig vil arabiske klassikere blive udsendt i europæiske udgaver. To af verdens største kulturer, der ofte har været som lukkede bøger for hverandre, vil hermed blive ført sammen igen. Den arabiske tænkning var i sin tid ledende i verden. Først under korstogene fik vesten hos araberne indsigt i moderne videnskab om matematiken. De to store kulturer har stadig meget at lære af hinanden.

– – –

For at vende tilbage til det første billede: Er det ikke morgenrøden, der nu blot skimtes på de højeste, næsten usynlige, bjergtoppe, men som nu formår at smutte ned i dalene hist og her, hvor der mellem klipperne er en lille åbning?

Og det vil være sundt for mennesket, om det lader denne første anelse af dag virke inspirerende og vækkende på sig, og ikke i stedet for vender sig om på den anden skulder og trækker dynen op over hovedet.

Som et foreløbigt punktum på denne lille rundrejse skal meddeles, at på verdens-sundheds-organisationens (WHO's) generalforsamling i Rom blev der truffet en beslutning af omfattende betydning, idet man vedtog et omfattende projekt vedrørende mental-sundhedspleje. Det er første gang, denne relativt nye gren af den medicinske videnskab er blevet gjort til genstand for internationale forholdsregler.

Det er begyndelsen til »videnskaben om mennesket« – men herom en anden gang.

Det vil sikkert glæde KOSMOS læsere at erfare, at Gerner Larssons arbejde med det store kursus i Martinus åndsvidenskab skrider så godt frem, at hefte II, der omhandler analysen af de tre X'er samt grundenergiernes indbyrdes kombinationer m. m. er i trykken, og at han er i fuld gang med hefte III.

Da det med kursushefterne forbundne clichearbejde er temmelig omfattende, tør vi ikke love læseren det nye hefte i hænde før omkring 1. november. Der vil således være mulighed for endnu et hefte inden årets udgang. Af første hefte er iøvrigt første oplag udleveret og et nyt oplag vil foreligge samtidig med hefte II.

Den påtænkte rejse til Oslo i det tilstundende efterår er blevet opgivet indtil videre. Årsagen hertil er dels Gerner Larssons meget skriftlige arbejde og dels den kendsgerning, at det vil være muligt at få det virkelige udbytte af dette arbejde sålænge Livets Bog I og II er udsolgt og kursuset ikke foreligger fuldt udarbejdet. Gerner Larsson har allerede kontakt med adskillige betydende nordmænd, og der er ingen tvivl om, at arbejdet, den dag det påbegyndes i Norge, straks vil blive ret omfattende.